Gymnastikpioneren Jens Ovesen
Forside ] Op ]

 
Gymnastikpioneren Jens Ovesen

[Martin Pedersen: Det grundtvigske Sydfyn. 1942]
 

For sin tid og på sit område var Jens Ovesen en ungdomsfører i den store stil. Få har omfattet folkegymnastikken med større begejstring, færre har haft større evner til at lede og lære danske gymnaster. I 10 år prægede han på afgørende måde delingsføreruddannelsen i Danmark og virkede tillige for indførelse af nye øvelsesformer, svarende til de folkeopdragende mål, han havde sat sig. Vor folkegymnastiks første og største navn og den selvskrevne leder af danske præsentationshold i indland og udland var han i disse år, indtil han blev slået ned af sygdom, og en ny stjerne hævede sig i horisonten - : Niels Bukh i Ollerup, der skabte sig et endnu større navn som dansk gymnastikpædagog.

Jens Ovesen var rundet af den fynske bondestand, søn af gårdejr Kristoffer Ovesen, Lombjerge, født 7. maj 1874. Han gik som dreng i Ringe Friskole og Efterskole og uddannede sig senere væsentligst ved sin levende deltagelse i skytteforeningsarbejdet og den åndelige bevægelse på Ryslingeegnen. Allerede i 18 års alderen blev han delingsfører i sit hjemsogn, og efter at have været soldat ved 19. bataillon, hvor han sluttelig gjorde tjeneste som korporal, fortsatte han med stigende dygtighed deligngsførervirksomhed i forskellige skyttekredse i Midtfyn. Hans navn kom hurtigt i forgrunden og det hold, der stod under hans ledelse, blev regelmæssigt nr. 1 ved de store skyttefester i Svendborg amt, Han havde den fynske kappelyst i sit sind og ville - som redaktør Hans Rasmussen Egebjerg siger i Svendborg Amts Skytteforenings jubilæumsskrift - sejre indadtil over sine gymnaster for at kunne sejre udadtil over andre gymnastikhold. Begge disse sejre, den indre og den ydre, vandt han med glans, medens folkesympatien mere og mere samlede sig om hans person.

1901 vandt Ovesen sin hidtil største personlige sejr som leder af Svendborg Amts Skytteforeningers 100 mandshold ved landsskyttestævnet i København. Hans ildnende kommando, under hvilken gymnasterne udførte deres øvelser med plastisk skønhed og samtidighed, gjorde her et stærkt indtryk på alle. Dommerne tilkendte ham æreskransen, og den unge fynbo rejste hjem med et landskendt navn. Han havde på dette tidspunkt giftet sig og overtaget en gård i Rudme for som sine fædre at dyrke den fynske jord. Sejren i København og de henvendelser, han i den anledning fik fra forskellige sider, delingsførersagen vedrørende, førte han imidlertid ind på nye overvejelser, som resulterede i, at han solgte gården og satte alle sine kræfter og sin kapital i en skole for delingsførere, der oprettedes som en særlig afdeling på Ryslinge højskole, hvor man havde truffet den ordning, at interesserede elever kunne melde sig tild elingsførerkursuset, uden at give afkald på den almindelige højskoleundervisning.

Den første vinter havde delingsførerskolen 28 elever. De følgende år steg antallet til 50-60, unge mænd om vinteren, unge piger om sommeren. Delingsførergymnastikken blev en attraktion for den ansete højskole, og de afsluttende opvisninger samlede hundreder af interesserede tilskuere fra hele Sydfyn. Respekten for arbejdet voksede.

Grundlaget for delingsførerskolen var den lingske gymnastik - skabt i Sverige af den mand, hvis navn den bærer, Pehr Henrik Ling, indført i Danmark omkring 1884 af gymnastikdirektør cand. polyt. N.H. Rasmussen og senere befordret ud i landet med virksom støtte af gymnastikinspektør K.A. Knudsen. Den lingske gymnastiks formål var, kort udtrykt, at bringe harmoni i legemsbygningen til gavn for det levende liv. Jens ovesen satte fart i udviklingen ved sin personlighed og sin mærkelige evne til at omforme stive øvelsesformer, så de fik slankhedens form og skønhed. Få har som han forstået at lægge skønhed ind i "strækstående stilling", siger en af hans samtids kyndige, og ingen har som han evnet at sætte fart i øvelserne. Men man kan også sige, at han gjorde målet større, forsåvidt som han gav det folkelige opdragelsesmoment i det lingske system større fylde. Han kom mere og mere til at betragte gymnastikken som en kunst, under hvis udfoldelse menneskelegemet skulle rankes og forædles i pagt med forædlingen af sjælelivet, og han fremhævede på givet tidspunkt i en begejstret henvendelse til ungdommen, at enhver gymnastikleder skal ahve et bestemt skønhedsideal for øje, noget i retning af de klassiske græske statuer.

Man har i Danmark skelnet mellem to retninger i den lingske gymnastik, den bløde og den hårde. Jens Ovesen må siges at have haft hældning til den hårde, det vil sige den meget krævende, forsåvidt angår undervisningsmetode og kommando. Det kan hænge sammen med påvirkninger fra barne- og ungdomsårene, da han så den fremragende skytteforeningsformand, friskolelærer Kr. Appel, Ryslinge, føre skytterne frem til festmarcher med mønstergyldig præcision. Det kan også for en del skyldes hans egen militære uddannelse, hvorfra han i alle fald havde bevaret visse reminiscenser. navnlig når han skulle drive et hold gymnaster op over den almindelige konkurrencedygtighed, sporedes der militær islæt i hans personligt prægede kommando, og han kunne da udvise stor strenghed. Men hans strenghed var bundet af kærlighed til ungdosmmen,d erfor virkede den til det gode. Han ville ikke herske over de unge, men lære dem at herske over sig selv. Det var hemmeligheden ved den magt, han kunne udøve.

I gymnastiksalen virkede Jens Ovesen med en helt uimodståelig verve. Det var, siger højskoleforstander Alfred Povlsen, som om der på en gang blev højere til loftet og videre til væggene, når han marcherede ind med sine gymnaster, og dette idntryk af det usædvanlige, ofte betagende, holdt sig så længe hans ranke smidige skikkelse var til stede. Det var som om alle livsånder vaktes, selv i den dødeste krop, når han tog fat. Hans ord var som en tordenkile med vækkende virkning på hver eneste mand i rækkerne. Når udlændinge kom til skolen og så delignsførergymanstikken, udbrød de med begejstring, at nu ahvde de både været her og der og set mange interessante ting, men i dag havde de set det bedste.

Skønt skolearbejdet lagde stærkt beslag på hans tid og kræfter, vedblev han at deltage i det almindelige skytteforenignsarbejde. Han var formand for Svendborg Amts Delingsførerforening. Medlems af amtsforeningernes forretningsudvalg fra 1911. Næstformand og fra 1912 formand for 1. hovedkreds, endvidere den egentlige arrangør af dennes årlige store skyttefester i Bøgegrotten ved Lombjerge, nær op ad hans gamle barndomshjem. Hans indflydelse voksede fra dag til dag, hans navn blev en fanfare, hans person et lysende samlingsmærke for skytteforeningernes ungdom. Det var da også en selvfølge, at man gjorde ham til leder af de danske præsentationshold i London 1908 og i Dresden 1911. I begge tilfælde gjorde han sit land ære som en gymnastikleder af usædvanligt format. Der stod gny om hans opvisninger, både i det fremmede og herhjemme, hvor han fremtrådte med sine gymanster for tusindtallige forsamlinger før og efter udrejsen.

Londonholdet bestod af 34 unge landboere, af hvilke en betydelig del havde gennemgået delingsførerkursuset i Ryslinge. Holdet gav sin hovedopvisning på Olympiaden i London, hvor en snes nationer var repræsenteret ved gymnastikhold. Jens Ovesen siger i sin beretning, at opvisningen lykkedes meget godt, og at gymnasternes festmarch under sang fremfor noget andet gjorde idntryk på det internationale publikum. Men han var utilfreds med olympiadens sammenblanden af alle slags idræt og sport. Det kunne gå, at alle nationers gymnaster gav opvisninger på en gang, men harmonien blev brudt ved den samtidige afholdelse af cykleløb, kapløb, udspring og meget andet. Den internationale komite har åbenbart ikke kunnet værdsætte gymnastikken som folkeidræt i forhold til enkeltmandssport. Ovesens glæde over at ahve ført en flok unge danske bønderkarle frem for verdens øjne under danske farver finder iøvrigt smukke udtryk, og han udtaler sin taknemlighed over den opmærksomhed, dronning Alexandra viste danskerholdet, da det passerede kongetirbunen med dannebrog i spidsen.

Dresdenholdet bestod af 28 mand, samlet af Jens Ovesen selv, og dette hold gav opvisning på den internationale hygiejniske udstilling i Dresden i sommeren 1911. Gymnastikken havde her fået en bedre placering end ved de olympiske lege i London, og ovesen udtaler, at hele turen styrkede hans tro på højskoleungdommen og det gode ords magt mellem gode kammerater, der stræber mod et fælles mål. Opvisningen fandt sted på den kejserlige militære centralskole for turnvæsen og forløb i alle måder tilfredsstillende.

"Det kan ikke nægtes", siger han, "at det i disse mægtige turnhaller og omgivet af alle de ranke tyske officerer først var vor tur at blive imponeret. Men efterhånden som vor opvisning skred fremad, blev det mere og mere klart, at æren var på de danskes side. Officererne fulgte vore øvelser med stedse stigende opmærksomhed og gav jævnligt deres bifald til kende. Da holdet til slut marcherede ud efter at ahve sunget Thorvald Aagaards sang "Modig Ungdom", som lød smukt og kraftigt, var tilskuerne bragt til tavshed. Et øjebliks stilhed i den store sal var udtryk for sangens magt og tilkendegivelse af respekt for den frejdige ungdosmskare, som havde vist sin smukke og kraftige idræt."

Jens Ovesen var lykkelig i sin gerning, jeg tør vist sige: lykkeligere end de fleste. Med liv og sjæl gik han op i sit arbejde, med glæde og taknemlighed så han, hvilke frugter det bar - så ungdommen ranke sig i gymnastiksalene under kommando af delingsførere, på hvem han havde haft livgivende indflydelse, hørte deres frejdige sange under marchen fremad mod "Dagen ny", drømte sig ind i en fremtid, hvor drenge, der havde lyttet og lært at handle, skulle gå ud som mænd. - Og så skulle hans kraft pludseligt og voldsomt blive brudt. Midt i sin bedste manddomstid blev han ramt af en sygdom, som på få år lagde ham i graven. De ædlre,d er var fortrolige med bibelske billeder, sagde med sorg, at Jens Ovesen var blevet som den målløse .. sygdommen var epilepsi, som medførte hyppige anfald af lammelse. Fra den dag, da de nedbrydende magter ahvde fået tag i ham, kunen han aldrig vide sig sikker. Hvor han gik og stod, kunne lammelsesanfaldet komme over ham og gøre ham stum og stiv.

Give op ville han ikke, før han var nødt til det. I gymnastiksalen stillede han sig med ryggen til ribberne, så han kunne holde sig fast, når han mærkede, kræfterne begyndte at svigte. I foredragssalen lænede han sig op til katederet. Ved mægtig viljeanspændelse kunne det lykkes ham at "dække" over anfaldene, så det så ud, som han blot hvilte sig eller betænkte sig nogle øjeblikke. Hans kamp mod sygdommen var beudnringsværdig,. Men i det lange løb kunne han ikke stå imod. I sommeren 1915 måtte han bryde op og indstille sit skolearbejde. Han flyttede så med sin trofaste hustru Johanne til Lindekildegård i Vester Skerninge, hvor han døde samme år, kort før jul. han blev begravet på Ryslinge kirkegård under smukke æresbevisninger, og på hans grav rejste delingsførerforeningen en mindesten med indskriften: Ildhu og alvor.

Hans åndelige udvikling under sygdomsperioden blev en oplevelse for alle, der var ham på nært hold i disse tunge år. Der kom aldrig ngoen klage over hans læber. Mildheden og ydmygheden,d er boede i hans sind, sejrede fuldstændigt, og han døde rigere på kærlighed til mennesker, end han havde levet, og med dyb taknemlighed i hjertet over den gerning, han havde fået lov at øve i sin korte levetid.

Jens Ovesen var kronskuddet på delingsførerstammen i de danske skytteforeninger. Den faglige placering af hans indsats må foretages af sagkundskaben. Såvidt jeg skønenr, betegner den et mellemstandpunkt i gymnastikkens udvikling mellem N.H. Rasmussen og Niels Bukh. N.H. Rasmussen begyndte den lingske gymnastik på Vallekilde højskole, Jens Ovesen videreførte arbejdet i Ryslinge med fremragende evne til at udnytte gymnastiske emner som opdragelsesmiddel. Niels Bukh fortsatte i Ollerup udbygningen af øvelser og fandt omsider sin egen form, grundgymnastik eller primitiv gymnastik, hvormed han har vundet store sejre. jens Ovesen var størst som vækker af ungdommen. Han var en mand, for hvem det døde og dovne bogstaveligt talt flyede med skræk. Selv et barn af højskolens og skyttebevægelsens kulminationsperiode førte han med ære delingsførerprincippet til et højdepunkt i liv og lære. I alt vhad der kan gøre ungdommen glad og stærk, gav han det smukkeste eksempel gennem et førerskab, der ansporede hver enkelt af hans elever til selvopdragelse.

I sine sidste leveår var han stærkt optaget af den finske gymnastikpædagog Elli Bjørksten, og efter et besøg i Finland fremsatte han i Ryslingebogen nogle karakteristiske bemærkninger om hendes bestræbelser for at gennemføre "sjælfuld gymnastik". "Som Apollo blev afbildet med ynglingens renhed og sjælfulde skønhed, rolig fremadskridende og sejrssikker, er det Elli Bjørkstens ideal, ved det vi kalder gymnastik, at "mejsle" frem det sjælfulde, menneskelige efter den guddommelige ide, mennesket er skabt i".

Det var tydeligt nok, at det samme ideal var ved at blive Jens Ovesens, men hans tanker herom nåede ikke til fuld afklaring inden hans død.

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk