Da den svenske gymnastik kom til Ollerup
Forside ] Op ]

 
Da den svenske gymnastik kom til Ollerup

Da den lingske gymnastik kom til Ollerup


I 1886 tog Ollerup Højskole et nyt øvelseshus i brug og i den forbindelse averterede højskolens forstander J.P. Kristensen-Randers i Højskolebladet efter en "karl til at undervise i svensk gymnastik".

Annoncen i Højskolebladet blev læst af bl.a. cand. polyt Niels Hansen Rasmussen, der i 1884 havde introduceret den lingske gymnastik på Vallekilde Højskole, og det gav anledning til at Kristensen-Randers fik et par "borgerlige ord" med på vejen af Rasmussen.
 

Vallekilde, Svinninge 29 - 7 - 1886

Skøndt vi er hinanden personlig ubekendt, kan det vel nok gå an, at jeg skriver dette til Dem. I alt fald kan jeg ikke godt holde det tilbage.

Tingen er den. Jeg ser, at De søger "en karl til at undervise i svensk gymnastik" på Deres skole. At De bærer Dem således ad, viser mig, at De ikke kender til sagen. Eller skulde man en skønne dag kunne vente også at se en kundgørelse efter "en karl til at undervise i fædrelandets historie" el. lign?

Men når De ikke selv forstå Dem på, hvad det er det drejer sig om, vil De så ikke give mig lov til at give Dem et godt råd, ikke for Deres skyld, men mere for Deres skolekarles skyld, men mest dog for den svenske gymnastiks renommés skyld.

Først vil jeg sige Dem, hvordan jeg selv har båret mig ad. 1883 rejste jeg til centralinst. i Stockholm og var der fra septbr til jul. Så tog jeg fat med det herhjemme, idet jeg dog må tilføje, at jeg i åringer havde syslet med vor gamle gymn. Ifjor sommer kom jeg imidlertid i tanker om, at det i mere end én henseende vilde være godt, om jeg gik central. inst. fuldstændigt og grundigt igennem. Så indgav jeg påny ansøgning dertil, var der så sidste undervisningsår og rejser nu til 1ste september derop for i løbet af det kommende år at blive helt "færdig".

Nu falder det mig ikke ind at sige til Dem eller nogen anden højskolemand: Gak hen og gør ligeså, eller forsøg at få en anden dertil. Sligt vilde være urimeligt af mig, med alle de pengevanskeligheder, som der særlig i disse år er for skolerne; - men ønskeligt var det dog, at der på alle højskolerne fandtes fuldt uddannede lærere i legemsøvelserne.

Men jeg skal være mådeholdende, denne gang i det mindste. Ud fra dette mit mådehold siger jeg da til Dem:

Det mindste De kunde gøre var dog at få en mand til at rejse over til Lund til efteråret og gennemgå et kursus hos Norlander, på en 2 à 3 mdr. Men det skal være en mand, som, når han kommer hjem, kan få det til at gå både med dygtighed og med liv og lyst.

På vore skoler er det, at sv. gymn. kan komme til at få en betydning, som kun få her i landet aner endnu, - d.v.s. når der bliver taget fat på sagen med dygtighed. Det følger af sig selv, at børneskolen er det sted, hvor der vil kunne gøres mest.

Men så længe det af en eller anden grund er umuligt at få rationel gymn ind, kør så med det gamle eller med noget andet, som kan gå med lyst og dog altid bringe nogen nytte. Men vær varsom med da at kalde det "sv. g."

Fritag mig for til slutning at komme med en lang, pæn undskyldning for, at jeg således falder med døren ind i huset til Dem. Meningen er god, det må være undskyldning nok.

N.H. Rasmussen
 

Vallekilde 3 - 8 - 1886

Det er ikke første gang, at jeg har havt det uheld at komme til at støde, måske endog såre, folk som følge af, at jeg tidt buser for meget på og går lige løs på sagen. Nu bagefter falder det mig ikke svært at se, at jeg overfor Dem ikke burde have gået lige til sagen. Vi er jo fremmede for hinanden; og det undlod jeg at tage tilstrækkeligt hensyn til, da jeg skrev til Dem, idet jeg har en tilbøjelighed til på forhånd at betragte højskolefolk som halve venner (for ikke at sige mere) og ikke som vildfremmede.

Havde jeg ikke den gang fulgt denne tilbøjelighed, så havde jeg måske nok undgået at blive misforstået; for i andet fald havde jeg udtalt mig så udførligt, at misforståelse bedre var forebygget. Men så havde jeg rigtignok skullet skrive et meget længere brev til Dem, og - ja, det var måske magelighed, der afholdt mig fra dette! Iøvrigt er der jo den mislighed ved skrift, at den tidt ikke giver en så god forståelse af hinanden gensidig, som ved mundtlig forhandling kan ske. Mulig f. ex., at jeg har misforstået Deres brev. Jeg har bl.a. fået det ud af det, at De har følt Dem fornærmet, og det kan jo være, at jeg heri tager fejl. Det være nu, som det vil, så beder jeg Dem dog modtage den forsikring, at det ikke var min hensigt at fornærme Dem; og De må godt have lov til at sige, at det var "begejstring for sagen", der havde dikteret mit brev til Dem. Havde det ikke været for sagens skyld, havde jeg ikke skrevet til Dem. Havde det gældt f. ex. regning eller geografi eller et hvilketsomhelst andet undervisningsæmne, kunde det aldrig have faldet mig ind ukaldet at blande mig i noget, der ikke vedkom mig.Men overfor den svenske gymnastik ser jeg lidt anderledes på det. Det er en hertillands ny sag og en sag, som endnu kun få har synderligt kendskab til. Det vilde derfor slet ikke være til at undre sig over, om nogen misforstod den noget. Egentlig kende en sag kommer man jo ikke til uden ved at studere den; og da De jo aldrig selv har givet Dem af med den sv. g., kan De meget godt være udsat for delvis at tage fejl af den.

Da nu jeg har givet mig meget af med den sag, mere end nogen anden her i landet, har jeg så gjort noget galt ved at varsko Dem lidt? Jeg for min del venter mig meget gavn for os af den sag. Der er andre, som er imod den og som har vanskeligt ved at få fat i det gode, der begynder ude i folket; det kan måske navnlig gælde en og anden militær. Men lidt "vennenap" kan De dog vist godt tåle?

I anledning af slutningsbemærkningen i Deres Brev, vil jeg sige, at vel mindes jeg meget godt, at jeg skrev noget om at "jaske", men det var vist ikke særlig henvendt til Dem. Jeg skrev vist i al almindelighed, at der er fare for, at vi kan komme til at jaske med sagen; og det mener jeg, at der er simpelthen som følge af gammel vane. Vi har hidtildags ikke her i Danmark været vant til at tage det så nøje, så grundigt, med gymnastik.

At lede den idræt var noget, som vi med glæde overlod til enhver rask og veløvet karl, der havde nogenlunde greb på at lære fra sig. Og så længe man i det væsentlige følte sig tilfredsstillet ved som frugter at se færdighed i nogle kvikke og kraftige spring, var der ikke noget at sige til det. Men vil man foruden dette tillige opnå at se en udvikling i retning af størst mulig sundhed og skønhed (ikke blot skønne bevægelser, men skønne legemer -) da stiller sagen sig anderledes. Thi på samme måde som det er ønskeligt, at en lærer i kemi er kendt med analytiske arbejder, selv om han ikke skal undervise i analyse, på samme måde må man ønske, at en lærer i legemsøvelser har i det mindste noget kendskab til anatomi. Om en kunstner, der mejsler i marmor, gør noget galt, så at hans værk ikke lykkes for ham, det gør ikke så meget. Men at de, der skal arbejde på det menneskelige legeme, kender dog noget til dettes bygning, det, siger jeg, er i alt fald ønskeligt. Og så kommer der en ting til:

Stoffet i den svenske gymnastik stiller såvel i gymnastisk =teknisk (om jeg må bruge et sådant ord) som i pædagogisk henseende helt anderledes fordringer til sin mand, end tilfældet var i vor gamle gymnastik; at det er så, vilde det dog blive for vidtløftigt for mig her at påvise. - Det ene med det andet gør, at svensk gymnastik har brug for fuldt uddannede lærere, der med nidkærhed forener indsigter indadtil og dygtighed udadtil. Og dette tror jeg ikke er almindelig erkendt endnu. (Har jeg uret?)

Hvorledes trangen til god gymnastik i skytteforeninger og friskoler bedst mulig skal afhjælpes, er ikke mig klart endnu; jeg tænker meget på det, men der er så mange hensyn at tage. Højskolerne derimod mener jeg nok må bedre og lettere kunne magte at bringe noget rigtig godt ud af det, selv om det også her kan blive nødvendigt at slå noget af. Dertil kommer, at jo bedre det går på højskolerne, des bedre rygstød vil de frivillige foreninger her have for deres arbejde, ligesom det også derigennem vil blive lettere omsider at få det ud til alle friskolerne.

Af bladene har jeg set, at De ved Ollerup højskole har ladet opføre et øvelseshus med redskaber til svensk gymnastik. Derved har De jo sagt A. Det må naturligvis glæde mig af Deres svar til mig at erfare, at De er betænkt på også at sige B. Det kunde jeg imidlertid umuligt forud vide. De må derfor ikke misforstå min ivrighed. Jeg har været med de første, for ikke at sige den første, til herhjemme at love "guld og grønne skove" ved hjælp af svensk gymnastik. Men det har rigtignok været min stiltiende forudsætning, at den for at svare til forventningerne skulde skøttes bl.a. med grundighed. Uden at sætte ploven godt i mulden får vi ikke kornet til at gro så rigt, som vi ønsker det. Og De kan nok forstå, at, således som jeg ser på det, vilde det være mig en stor skuffelse, hvis man om nogle år skulde komme og sige til mig: "Hvad er det med denne svenske gymn? Det er jo noget, som slet ikke er bedre end det gamle".

Har jeg nu nogenlunde klaret for mig med hensyn til spørgsmålet om at jaske, i alt fald når jeg indrømmer, at jeg måske burde have brugt et lemfældigere udtryk, da der til ordet "jaske" mulig kan knyttes den forestilling, at der heri skulde ligge en forsætlig ligegyldighed?

Karlenavnet har jeg i og for sig ikke det bitterste imod uden for så vidt som det, brugt i den forbindelse, talen her er om, synes at indeholde mindre fordringer til vedkommendes lærerdygtighed, end tilfældet vilde have været, når lærernavnet var det, der var blevet brugt. Og hvorfor, om end kun tilsyneladende, nedsætte fordringerne til gymnastiklærerens dygtighed?

Hvis De ikke forstår mig, så ved jeg ikke bedre, end at De putter begge mine breve i papirskurven og oppebier, at vi mulig engang mundtlig kan snakke os tilrette.

Deres omsvøbsløse  N.H. Rasmussen 

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk