Lærer og skyttesagsforkæmper Jørgen Pedersen, Egebjerg
Forside ] Op ]

 
Lærer og skyttesagsforkæmper Jørgen Pedersen, Egebjerg

 Friskolelærer Jørgen Pedersens levnedsbeskrivelse
 

På Kirkeby kirkegård stod ind til 1974 en mindesten over friskolelærer Jørgen Pedersen, Egebjerg [1841-1921]. Hvorfor den så pludselig skulle fjernes? Der kom da også lidt avisskriveri ud af det, men det skaffede jo ikke stenen tilbage.

Men hvem var så denne Jørgen Pedersen? I 1904 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog og til den kongelige ordenshistoriograf har han fortalt følgende om sig selv:

 

 Jørgen Pedersen med eleverne i Egebjerg Friskole , hvor han fungerede som lærer fra 1867-1912. Hans begravelse i 1921 er en af de største i Kirkeby sogns historie

 

Levnetstegning i anledning af udnævnelsen den 14/9 1904

Den 27. Decbr. 1841 fødtes jeg i Jennum, Skibet sogn, ved Vejle. Min fader, Peder Jørgensen, var, som hans fader, bysmed; moderen Mætte Marie Olsen, var husmandsdatter fra byen. Slægtens historie er mig ubekendt.
Stærk læselyst vågnede tidlig hos mig. I byens almueskole gik jeg til jeg var 12 år uden nævneværdigt udbytte. På grund af skolens flytning til Slelde, gik jeg i de 2 sidste skoleår i Bredsten skole, hos lærer Toftgård, og det gav da lidt udbytte. Provst Laurberg konfirmerede mig efter en grundig gennemgåen af Balles lærebog, krydret med salmer af den "evangelisk-kristelige".

Som fattigmandsbarn og som den ældste af efterhånden 8 søskende kom jeg som 10 årig i tjeneste hos en gårdmand i byen, og her var jeg i 7½ år. Var udbyttet af skolegangen ringe, fik jeg ad anden vej bud ude fra. 3 årskrigen bragte ny sange, som vi sang på gaden og i vor leg: "Den gang, jeg drog afsted". "Igår jeg fik min trøje". "Holmens faste stok". "Jeg gik mig ud en sommerdag at  høre". Farbroder Peter fortalte om sin deltagelse i 3årskrigen, særlig kampen ved Frederits. Den "kloge mand", Laust Madsen fortalte om Napoleonskrigen, hvor han var med; om kampene i Holsten, om marchen til Paris, men "vi kom ikke længere end til Osnabruck"; om general Blücher, der en tid havde kommandoen også over fortælleren, og hvis råb: stæhn stille, kerl! endnu klinger i mit øre; om Fr.d. 6., "der ikke vilde have honør af os (vagten), når han om aftenen gik hen at besøge sin kæreste"; altsammen noget for en lyttende dreng. I huset læste jeg højt "Vejle avis" af Hertz, men måtte overspringe, hvad der stod om theatret"; for bedstemoder læste jeg prækener af Luther, Brokmand, Müller o.fl.

Således holdtes jeg da ilive.
Uklar over, hvad jeg skulde tage mig for, kun bange for at modtage et tilbud om at komme på Jelling seminarium, fulgte jeg farbroders råd og gav mig i lære hos en væver. Opholdet hos denne mester, en ældre pietistisk ungkarl, førte med sig, at jeg blev draget en del i ensomhed, bort fra den daværende ungdoms sædvanlige gadesjov og baller, og da samtidig der med den unge kapellan Laurberg fra prækestolen i Bredsten aflagte et stærkt og varmt vidnesbyrd om kristenlivets herlighed og der ved frembragte et stærkt religiøst røre i det ellers så døde sogn, følte jeg mig draget af denne bevægelse, og jeg fandt snart mit stade blandt de kristelig vakte folk.

Dette grundforhold, fra først med pietistisk anstrøg, uddybedes yderligere og bøjedes efterhånden ind i grundtvigsk retning under påvirkning af præsterne Svendsen i Jelling og Hr. Svejstrup i Nørup. Især var Svendsens "bibellæsning", en aften om ugen, mægtig dragende, og vi gik gladelige den milsvej i mørke som i lyse aftener for at være med. Her må også nævnes, at Laurberg fik den mere kedelige og prosajiske  end evangeliske salmebog ud af kirken og Roskilde "Konventsalmebog" i stedet, og da han juledag sang solo: "Julen har englelyd", så virkede tekst og tone mægtig gribende; de var som bud fra en herligere og lysere verden end vi hidtil havde kendt, og vi lyttede i åndeløs spænding. Endnu kan nævnes de store misjonsmøder i Jelling, hvor fremmede ordførere mødte, som præsterne Fog fra Skjold, Baggesen fra Pårup, provst A. Hansen - siden kultusminister - og P. Larsen Skræppenborg ikke at forglemme. Talerne stod på kirkegårdsdiget og tilhørerne lejrede sig op ad skråningen på dronning Thyras høj.

I flugt hermed må nævnes vor læsning, der nok helst bestod i at pløje "gudelige småskrifter". Bojsens "Budstikken" traf vi af og til; men dens indhold fandt vi som oftest liggende udenfor vor synskreds. S. Kierkegårds "Øjeblikke" læste jeg med interesse; men det var sagtens den interessante, sjældne sprogform og den stive satire, der tiltalte "jyden" og jeg morede mig kostelig.Udslag af foran omskrevne bevægelse er den nuværende store valgmenighed i Balle, ligeså friskolen s.st.

Et bidrag til udvikling og udvidelse af synskredsen var kong Frederik 7s ophold i Jelling under udgravningen af Gorms høj. Jeg fulgte kongen trolig på hans gang omkring til kæmpehøjene, så ham rode med sin kniv i de gennemgravede høje og hørte den træbenene professor Ibsen (?) afgive kendelse om de fundne sager. Jeg hørte pastor Svendsens store tale til kongen, hvori han blandt andet på sit brede grundtvigske mål slyngede mod kongen: "Kong Frederik, du danske! på dig vi stoler ganske; vi ved, du har et hjærte for al vor moders smærte. Fra haven holdt jeg gennem vinduet øje med kongen ved taflet og undredes over at bønder, som jeg kendte, kunde sidde til bords med kongen.

Under alt dette gik arbejdet med vævning sin gang; jeg fik endda tid til at deltage i skriveskolen, som sognets 2` lærer holdt om vinteren. Vi skrev diktat: Forpagtningskontrakt for landejendomme, og som udsøgt nyhed sang vi: "Rosen blusser alt i Danas have".

Politisk bevægelse mærkede jeg intet til; det eneste jeg mindes er, at en opløsning af folketinget tegnedes således: "di kom hjem mæ a hammel om a hæel!"
Denne udtalelse skyldes min husbonde i Jennum; jeg mindes også hans utilfredshed med at kongen var ventendes til Jylland. Da jeg ikke kunde forstå det, sagde han: "Jo, når nu kongen kommer og ser, hvor godt korne står, kan vi gærne blive sat op i skat".

I disse relativt rige ungdomsdage var min drøm den: jeg så mig siddende som lærer blandt lyttende og smilende børn, uden at der viste sig fjærneste udvej til drømmens virkeliggørelse.

I Oktbr 1863 udskreves jeg til infanterist. Budskabet om Fr. 7` død virkede nærmest tavs uhygge, og en sær kold gysen greb os, da vi hørte, at Danevirke var rømmet uden forudgået kamp. Indkaldelsesordren lød på 15 marts 1864 i Odense, men med tilføjende: kommer Prøjserne, så stik af i tide. Den 8`marts hørtes et stærkt bulder, men først i mørkningen fik vi at vide, det var Prøjsernes kanonade ved Vejle.
Fjenden står ved sognegrænsen, og i nat kl. 11 skal de indkaldte rejse. Det var hurtig udrykning, og der blev en travlhed med at få madposen skåren, at få et par skilling i lommen og få hilst farvel til ungdomsvennerne osv.
I den stille, stjærneklare men kolde frostnat kørte vi nord på. Enkelte af de udskrevne blev hjemme, men jeg vilde afsted. Vejen til Odense gik over Århus og Nyborg. De 6-7 ugers ophold på ekserserskolen gav os naturligvis kun en højst nødtørftig uddannelse.

Men opholdet i Odense blev på anden vis af afgørende betydning for mig. Jeg søgte straks Hospitalskirken, hvor dr. L. Helveg var præst; men jeg traf også sammen med den senere så bekendte højskolemand C. Kold, der nylig havde flyttet sin skole fra Dalby til Dalum, og efter en samtale med ham, var det i mig selv aldeles afgjort, at jeg vilde på hans skole, når jeg var færdig med det, jeg stod i.

Efter endt skoletid afgik vi til 17 regiment for at fylde de store huller i regimentet, som kampene ved Dybbøl havde dannet. Der var kun humør til husbehov; vi gjorde, hvad vi skulde, stod som strandvagt langs Lillebælt mellem Assens og Bogense, kamperede under åben himmel eller gik umanerlig lange ture for at komme i kantonnement. Men jeg er aldrig gået i grøften. Vi så de grå Østerrigere på den anden side af bæltet, hørte deres musik på Fredericia torv om middagen, men deri var ikke noget synderligt oplivende.

Mod høst satte vi farten øst på og helmede ikke før vi nåede Holbæk, hvor borgmester Møller bød det brave 17` velkommen. Holbæk havde ikke stort at byde på ud over, hvad de flinke kvarterværter kunde yde, og i sidste henseende var jeg heldig. Hos tobaksfabrikant Andersen tjente jeg føden med at hjælpe kvinderne i køkkenet og karlene på høstmarken. Datteren spillede for mig, blandt andet Palludan Møllers ny sang: "Brat af slaget rammet" uden dog at kunne klare mig linien: "ingen døgnets flaner".
Så blev jeg underkorporal og dermed på "komandoskole". Den øgede virksomhed tiltalte mig. Først i vinteren drog vi til København, og fra nu og til sidst i Oktbr 1865 var Sølvgadens kaserne mit hjem.

Næst at passe mit arbejde som underkorporal - flere år efter min hjemsendelse fik jeg brev fra min kaptajn, hvori han kaldte mig årets flinkeste udnerkorporal - glemte jeg ikke at drage udbytte af, hvad Købh ellers har at byde på. Museer og sligt blev flittigt besøgt; biskop Grundtvig hørte jeg noget nær hver helligdag, når tjenesten ikke hindrede mig; fik dog også tid at høre professor Hammerick, Fr. Helveg, P.A: Fenger, Blædel, Frimodt, Rothe o.fl
Jeg deltog i "Danske samfunds" møder på Borchs collegium, hvor professor Flor, folketingsmand Termansen, L. Schrøder o.a. førte ordet; ligedan i "Arbejderforeningen af 1860", hvor Orla Lehmann, C.V. Rimestad o.fl. førte an. Da pengene var både få og små, var der kun sjælden råd til at gå på teater, variete, cirkus og den slags er mig ukendt den dag i dag.

I lejren ved Ermelund havde jeg lejlighed til at se mig om på Dyrehavsbakken og smage af Kirsten Pils Kilde.
I lejren havde vi besøg af kong Chr. IX. I høsten uddannede vi rekrutter, og min trop blev af kapt. kaldt kompagniets bedste. I sommerens løb blev der af offiserer blandt disse nok løjtn. Rye, nu intendant ved garden - rettet opfordring til mig om at blive i tjenesten og komme på offisersskolen, hvortil de vilde hjælpe mig: ""Hvad har De taget Dem for hjemme?" "Jeg har lært at væve". "Ja, godt for det, i England har alle store mænd begyndt som vævere!"

Men nej; det ja, jeg efter samtalen med Kold på Dalum gav højskoleturen var mig som et trolovelsens ja, der på ingen vis måtte brydes.
Og jeg har til dato ikke fortrudt min vedholdenhed.
Novbr. 1865 mødte jeg med store forventninger på "Kolds skole", men jeg blev ikke skuffet.
Kendskab til historie, natur, dansk, regning osv. fik vi af nuværende landstingsmand Jørg Pedersen; men først og sidst var Kolds foredrag mægtige, i første mere oplivende og der i gennem oplysende, væsentlig gældende mennesket i dets dobeltforhold som himlens tjener og jordens herre. Nu hørte jeg først om den ny danske børneskole, "friskolen", forældrenes egen skole, for deres egne børn, hvor blot højskoleuddannede  unge også kunde bruges, og nu "var der vej for synet gennem skogen skåren"; min plads måtte være i en sådan skole.

Efter tvende vintres ophold hos Kold, hvor jeg ikke lå på den lade side blev jeg af bønder her fra Egebjerg opfordret til at tage plads hos dem og arbejde med deres børn i den af dem maj 1863 oprettede "friskole", der vel begyndte med 1 barn, men nu havde samlet c 40, og først i marts 1867 drog jeg da ind i arbejdet der med frejdigt mod og inderlig glad ved at se min lyseste ungdomsdrøm virkeliggjort.

I de siden da forgangne 37-38 år har jeg arbejdet med børn, unge og ældre; børnetallet har i de senere år holdt sig ved 100. Unge og ældre samles om foredrag, oplæsning og sang. Karle og piger samles en aften om ugen til gymnastik; i vinterhalvåret en anden aften om ugen til aftenskole, hvor der sysles med dansk, regning osv.

I 1868 var jeg med i lejren ved Hald; i 1870 hørte jeg professor R. Nielsens 12 foredrag i Vejle; i 1872 var jeg nogle måneder elev på Askov højskole. I 1874 byggedes en ny bygning til friskole, og i 1880 rykkede vor sognefogeds datter herind som min hustru; vort første og eneste barn - en dødfødt dreng - kunde i år fylde sine 20 år!!

I 1885-90 var jeg formand for Ollerup-Kirkeby Sogneråd og har siden da og til nu været kommunal revisor.Jeg var i en 15-16 år formand for Svendborg amts sognerådsforening, ligesom jeg i mange år har været formand for sognets statsanerkendte syge- og begravelseskasse. I 1878 blev jeg lægdsmand for lægdet og er så endnu.

Da kapt Edvard Nielsen efter krigen 64 med stor iver gik i lag med at rejse skyttebevægelsen i Svendborg amt, fandt han i mig en fyr, der straks var med, og i 1868 rejstes en skyttekreds i Kirkeby med mig som fører. Jeg gik så efterhånden over i de forskellige stillinger: kredsformand, hovedkredsformand, revisor i amtsskytteforeningen, medlem af forretnignsudvalget og afløste i 1885 kapt Nielsen som formand for amtsskytteforeningen.

Det var i provisorietiden, og det var særlig riffelprovisoriet, der bragte brydning ind i amtsskytteforeningen. Kaptajnen mente, han kunde ikke bøje sig for generalforsamlingens beslutning og sagde så farvel til sit før så kære barn, der nu syntes ham for uartigt, og rejste en ny forening: "Svendborg amts ny skytteforening".
Men kapt fik vist sande:
"Den første kærlighed er dog den bedste"! Det var jo sikkert værst for ham selv, den gamle, trofaste, varme fædrelandsven, at han ikke gav sig stunder og så tiden an, så havde livet og tiden, der læger så mange sår, også nok jævnet uoverensstemmelserne i amtsskytteforeningen.
Imidlertid, udviklingen sejlede kapt agter ud, og den ny forening måtte opsige ham huldskab og troskab og møde med forslag til sammenslutning, hvilket vi i den gamle forening selvfølgelig med glæde tog , og sammenslutning kom i stand til gensidig glæde og stort gavn for sagen.
For tiden er vi i færd med at samle bidrag til rejsning af et mindesmærke for denne fædrelandets brave søn og skyttesagens mest ihærdige forkæmper.
Kapt Nielsen var stadig en ivrig modstander af "svensk gymnastik", men noget af det første, der skete i  min formandstid var at søge denne gymnastik indført, hvilket gik forholdsvis let, og det har sikkert bidraget mægtigt til at samle ungdommen, så foreningen nu står som landets største amtsskytteforening.

Som betydelig medvirkende må selvfølgelig nævnes amtets højskoler og de ikke så få flinke lærere i børneskolen, særlig friskolelærerne.
Arbejdet med amtets ungdom i omskrevne henseende har til jævns været mig glædelig, i hvor vel skuffelser selvsagt heller ikke er 
udeblevne.


 
Jens Ovesens hundredmandshold ved den skandinaviske skyttefest i København 1901


Men enkelte stunder vil som højtidsstunder stedse bevares som store og kære minder, således da jeg ved en amtsskyttefest i Svendborg modtog den prægtige silkefane, som amtets kvinder gav foreningen, eller da 100` mandskabet ved den skandinaviske skyttefest i København opviste gymnastik i cirkus, eller som ved festen i Fåborg forrige år, hvor hs excellence krigsminister Madsen, der ærede festen ved sin nærværelse, havde tusinder af unge fra amtet for sig, da han talte.
Og så endelig sidst men ikke mindst 14 septbr. sidstleden, da min konge allernådigst tildelte mig ridderkorset.
Men idet jeg i mindet genoplever det forbigangne, samler det sig til:
målesnorene faldt for mig på de liflige steder!

Egebjerg friskole den 26 nvbr. 1904.   Jørgen Pedersen 

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk