Niels Bukh om Ollerup Gymnastikhøjskole
Forside ] Op ]

 
Niels Bukh om Ollerup Gymnastikhøjskole

Brev fra Niels Bukh til sine gamle elever
Årsskrift Gymnastikhøjskolen i Ollerup 1948
 

Kære gamle elever!
Året, som jeg i dette brev vil skrive til jer om, er det 25ende og således et jubilæumsår for vor skoles arbejdstid - her i Ollerup.
I denne anledning vil jeg, af hensyn til de mange af jer, der kun kender skolens nyere tid, drage nogle minder og betydningsfulde forhold frem helt fra gerningens oprindelse og op igennem årene indtil vor jubilæumsfest nu under sidste sommerskole.

 


At jeg i 1914 ville ind i et gymnastik arbejde med højskoleungdom skyldtes barndomsoplevelser ved Vallekilde Højskole, hvor mine forældre var lærerfolk. Forstander Ernst Trier var vel den første højskolemand med virkelig forståelse af, at menneskets legeme også skulle gives god holdning.
Den lidt sene begyndelse på det arbejde, der var min lyst, havde sin årsag i, at højskolelærere på de tider var så ringe lønnede, at deres børn selv måtte skaffe sig økonomisk mulighed for den uddannelse, de ville have. Mine muligheder for seminarieuddannelse og tre årskursus i København - friskgymnastik, sygegymnastik og naturfag - skaffede jeg mig ved fiskeri, søfart og landbrug i tiden fra mit femtende til otteogtyvende år.

Ledelse af Danmarks olympiske konkurrencehold i Stockholm 1912 og af et hold ved den internationale kongres i Paris 1913 gav mig tilbud om flere gode stillinger - også i udlandet. Jeg valgte en midlertidig lærergerning i naturfag ved Østersøgades Gymnasium i København for derfra at finde min plads i den danske folkehøjskole.
Forstander Thomas Bredsdorff, Roskilde Højskole, tilbød mig gode forhold for en delingsførerskole, som jeg den gang ønskede mig, og at jeg ikke begyndte der, men her i Ollerup, var daværende forstander Kristensen-Randers og hans efterfølger, Larss Bækhøj, i nogen måde skyld i. Da Lars Bækhøj overtog Ollerup Højskole, købte jeg Borgen, hvor jeg holdt delingsførerskole i forbindelse med folkehøjskolen fra november 1914 til april 1920. På det første hold var der 12 elever, på sidste 56.
Så var Borgen imidlertid for lille, og min tanke om, at den ungdom, der tager på højskole - ikke alene for egen udvikling, men også for senere at kunne gavne andre - skulle have sin egen højskole, fandt jeg, burde virkeliggøres nu, og det blev den i Gymnastikhøjskolen i Ollerup, der var verdens første i sin art.

I foråret 1919 købte jeg 24 tdr land af min nabo, gårdejer Ditlev Rasmussen, og i løbet af et år rejste skolen sig på sin bakketop, hvor den kom til at ligge kønt og frit for alle vinde med udsigt over frodige marker, søer og skovklædte bakker - netop som jeg havde tænkt mig.
Ved grundstensnedlæggelsen, der faldt sammen med sommerskolens afslutning sidst i juli 1919, viste det kvindelige elevhold gymnastik på et udlagt plan af brædder, der skulle blive gulv i skolens gymnastiksal..
Blandt de mænd, der ydede mig virksom hjælp ved skolens rejsning, vil jeg nævne: gymnastikinspektør K.A. Knudsen, overretsagfører J.L. Nathansen, daværende formand for Dansk Idrætsforbund, fh indenrigsminister, folketingsmand Sigurd Berg og formand for folketingets finansudvalg K.M. Klausen.

Ved grundstenens nedlæggelse talte fhv statsminister Klaus Berntsen, gymnastikinspektør K.A. Knudsen, fhv højskoleforstander J.P. Kristensen-Randers og forstander Lars Bækhøj.
Under grundstenen blev - i blykapsel nedlagt et dokument, som jeg læste op for den store forsamling, der var kommet tilstede ved denne lejlighed, - slutningen lyder:
"Det er mit håb, at denne skole må medvirke til at skabe en sund, arbejdsdygtig og offervillig  dansk ungdom, og det er min tro, at dette kan ske, så længe de mænd og kvinder, der skal arbejde her, vil modtage deres evner og kræfter som gave fra Gud og i taknemmelighed lade sig bruge i hans tjeneste."

Så talte gymnastikinspektør K.A: Knudsen, der gik ud fra det ord, der tillægges Hedens opdyrker, Dalgas: "Hvad udad tabes, skal indad vindes!" "Dette kan også overføres på de åndelige hedeegne, og her har højskolens sin store gerning, idet den ikke alene har gjort slægten åndelig - men også legemlig sund."
Med ønsket om, at gymnastikhøjskolen måtte blive et værdigt led i dette arbejde og få velsignelse til sin gerning, indmurede gymnastikinspektøren den første sten i grunden.
Derpå talte Klaus Berntsen, der bl.a. fremhævede, at ved tvang kan et folk afrettes, men opdrages kan det kun i frihed. - "Her er begyndt et godt og frivilligt arbejde, som, hvis det fortsættes i samme ånd, vil blive til den største velsignelse for den danske ungdom.
På De danske Skytte- og gymnastikforeningers vegne indmurer jeg med stor glæde den anden sten i denne bygning!"

Så talte Kristensen-Randers, der nævnte, at virksomheden her hvilede på sikker grund, idet den rejst i tro, håb og kærlighed. "Den skole for legemskultur, der griber om det rent menneskelige, er et godt tidens tegn. - Gid de unge, der går ud herfra, må danne en arbejdets adel med øjet opladt for al den skønhed, der er i menneskelivet og i åndens verden!.
Med dette ønske indmurede Kristensen-Randers den tredie sten.

Lars Bækhøj talte om, hvordan legemsøvelser kunne hjælpe mennesker til at leve livet bedre og frugtbarere end det ellers kunne ske, og at skolen her ville bygge på troens og folkelivets grund, ligesom den gamle højskole. - Med ønsket om, at der altid måtte bestå et godt forhold og samarbejde mellem de tø højskoler her, indmurede Lars Bækhøj den fjerde sten.

Min gamle fader udtalte derpå håbet om, at denne skole måtte kunne bidrage til at gøre mennesker gode ved - gennem gymnastik - at gøre dem glade, og med dette ønske indmurede han endnu en sten i bygningen.
Så sang vi: "Det, som lysner over vangen" - og denne gernings første store festdag var oplevet.

Den 1. Maj 1920 blev gymnastikhøjskolen indviet, og de samme mænd, som førte ordet ved grundstensnedlæggelsen, talte igen ved indvielsesfesten.
Klaus Berntsen bragte skolen en hilsen på en gave på 500 kr fra Odense Amts Skytte- og gymnastikforening, og han udtrykte sin glæde over, at det var det folkelige selvstyre, der fik råderum her, ved at en mand satte hele sin eksistens ind på at rejse denne skole, der var som et forårsskud for dansk idræt. - "Gid ungdommen her må vokse op til dåd, så vil denne skole give sit bidrag til, at vi - sammen med den ungdom, som Genforeningen nu stiller os i flok med - må få styrke og lykke til at bære vor gamle moder, Danmark, ind i en ny tid!"
Så talte Kristensen-Randers og sluttede således: "Går vi op til den nyere tid, må vi standse lige ved indgangen. Her står den vældige Morten Luther - denne åndskæmpe og ungdomsven, der hævdede, at glæde og godt mod i tugt og ære er det bedste lægemiddel for de unge, ja i grunden for alle mennesker.
Denne skolebygning danner en herlig ramme om de kildevæld, som ungdom fra Danmark og andre lande indbydes til at øse af. Skolens plads lige op ad en folkehøjskole, og skolens undervisningsplan viser, at her ønskes legemskultur og åndskultur smeltet sammen.
Las os så ønske Guds velsignelse over gerningen, som nu skal begynde i denne skønne bygning. Gid den må få en lang og god fremtid, Gud til ære og megen ungdom fra dette land og andre lande til gavn. "Lykken bærer en mand over bækken, om han gider springe", siger et gammelt dansk ord. Manden, der står bag værket her, har vovet et stort spring. Lykken følge ham!" De sidste talere var  Lars Bækhøj og min fader.
Efter sangen: "Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord" samledes alle til et festmåltid, hvor flere havde ordet - blandt andre kontorchef Koch fra Undervisningsministeriet, der fremhævede gymnastikkens skabende evne: "Ligesom billedhuggeren fremtvinger sit kunstværk i marmor, således kan skønheden også fremarbejdes i det levende menneskemateriale ved gymnastik."
Der kom mange telegrammer . Et fra fhv udenrigsminister, højskolernes tilsynsførende, dr. Moltesen, der lød: "Til lykke! Energien leve!" - Indenrigsminister Berg telegraferede: "På sejrens festlige dag hilser jeg Dem, lykkelige, dristige mand, som en af det sunde vovemods helte. Lad dansk ungdom blivve præget af den kraftige vilje og lyse tro, der har skabt dette storværk, og hele folket vil forstå, at den gerning, der her øves, skal højne det - og hæve det til dåd!.
Det var en herlig festdag, og med den begyndte min drøm om gymnastikhøjskolen at blive virkelighed.

--------------

Da en meget stor af midlerne til skolens rejsning skyldtes jer - mine gamle elever - vil jeg her give en oversigt over, hvad opførelsen af skolen kostede, og hvordan pengene kom til veje.


Jorden, ca 24 td land......................................................................... 45.680 00 Kr
Bygninger, materialer, arbejdsløn, arkitekt og lign...................... 267.958 89 -
Jordarbejde, planering, kloak, have og idrætsbaner.................. 22.431 88 -
Ingeniøranlæggene, varme, vand, sanitet og lys......................... 73.656 61 -
Papiromkostning, sagfører og andre forretninger....................... 5.008 50 -
Udstyr og montering til alle rum,f ag og virksomheder............... 50.033 44 -
I alt......................................................................................................... 464.768 32 -

 

Pengene blev rejst på følgende måde:

 
Et partialobligationslån af interesserede...................................................... 57.000 kr
Private lån fra venner af skolen....................................................................... 67.000 -
500 kr lån fra elever........................................................................................... 52.950 -
25 kr lån fra elever m fl...................................................................................... 27.175 -
Gaver fra elever m fl unge................................................................................ 20.707 -
Mit indskud ......................................................................................................... 90.000 -
1ste prioritetslån i "Bikuben" med Svendborg Amtsskoleråds garanti... 100.000 -
I alt ....................................................................................................................... 414.832 kr


De manglende 50.000 kr søgte jeg staten om at få som andenprioritetslån, men da fhv elever og andre unge havde sat så mange penge i skolen uden nogen form for pant eller garanti, gav staten dette restbeløb som tilskud.

Allerede før gæsterne var rejst fra indvielsesfesten, ankom det første elevhold - 60 unge piger.
Fru Anine Degnboel, læge Viggo Munck og gymnastiklærerinde Agnes Hansen hjalp mig ved elevernes lederuddannelse, Kristensen-Randers og Lars Bækhøj med lærerstab ved den højskolemæssige undervisning.
Sidst i juni samledes det hold mandlige gymnaster til træning her, der skulle repræsentere Danmark ved olympiaden i Antwerpen.
I august var her feriekursus for lærere og ledere af frivillig gymnastik i byerne og i efterårsmånederne var vi iøvrigt travlt optaget af at få alt - også uden om skolen - færdigt i sin daværende form.
Første vinterskole havde 90 elever, og som medhjælpere ved lederuddannelsen havde jeg Frede Hansen, Alfred Jørgensen og Kristian Krogshede. Svend Emborg var skolens lærer i sprog,  naturfag, sang og musik, og folkehøjskolens forstander og lærere holdt foredrag her, ligesom vi gav timer hos dem.
Midt i februar var skolen indbudt til at vise primitiv gymnastik, som den gang var noget nyt, ved Nordiske Idrætslege, der afholdtes af Dansk Idrætsforbund i København i anledning af forbundets 25 års jubilæum.
Holdet her fra talte 21 mand og vakte så stor opmærksomhed, at vi - efter særlig ønske af hs majestæt Kongen - kom til at vise vor gymnastik begge dage i Idrætshuset. Efter sidste opvisning udtalte Kongen sin glæde over at den danske landboungdom øve gymnastik her sammen med byernes fornemste hold - og klare sig så godt.
Anden sommerskole havde også 90 elever, og iblandt disse var der allerede en del udændinge.
Først i juli afholdtes her et kursus for 50 lærere og lærerinder fra de højere skoler. Eli Bjørkstens dygtigste lærerinde, frk Montel fra Finland, deltog sammen med andre i undervisningen. I august var her atter lærerkursus, og i oktober havde Dansk Idrætsforbund anmodet mig om at give kursus i København for to hold gymnastik- og idrætsledere. Det ene hold var fra hæren, det andet civilt.
Dertil kom et kursus for marinens gymnastiklærere og et hold marineofficerer.
Så kom vinteren 1921-22, hvor elevtallet var oppe på 120, men fra den vinterskole husker jeg ikke særlige begivenheder at skrive om.
Fra 1 april fæstede jeg 40 elever til hjælp ved arbejde med anlæg af et stadion, som jeg havde bestemt, at skolen nu skulle have.
Med 12 af disse fulgte jeg en indbydelse til at vise primitiv gymnastik ved en pædagogisk uge, afholdt i Hamborg for universitets- og skolefolk fra Tyskland. Der var meget at se i den uge, men ikke noget værdifuldt at lære af de mange tyske systemer, der så godt som alle aarbejdede med rytmik - eller lignende - ofte smagløse foretagender - udført til musik.
At disse tyske systemer har fået så stor fremgang, at de nu også sniger sig ind over Norden, hvor de truer med at fortrænge vor egenartede, eneste ægte nordisk-nationale holdningsgymnastik, er for mig en ganske ufattelig, men meget beklagelig kendsgerning. Land efter land glemmer, hvad virkelig gymnastik er i modsætning til det svulstige og for folk med usikker smag og dømmekraft - indsmigrende surrogat, der nu også breder sig her i Danmark under benævnelsen: moderne kvindegymnastik.
Om sommerskolen fra maj 1922 - og påfølgende feriekursus huser jeg ikke noget særligt at fortælle jer.
Først i september samledes her to hold af skolens elever, der efter indbydelse af det østrigske ministerium skulle vise vor danske gymnastik forskellige steder i Østrig. Det var piger fra det sidste sommerhold og 12 af jordarbejderne fra stadion. VI trænede et par uger, og imidlertid nåede håndværkerne så vidt med skolens nye avlsgård, Sandkrogen, der på den tid var under opførelse, at vi midt i måneden kunne holde rejsegilde, høstgilde og afskedsgilde på en gang.
Det blev en herlig rejse gennem landets naturskønne egne og med besøg i gamle, interessante byer.
Efter vinterskolen 1922-23 fæstede jeg for april atter et hold af eleverne til arbejde med fuldførelse af stadion og ved sommerskolens begyndelse var hele dette store og smukke anlæg færdigt.
I juni ledede jeg et mandshold ved den svenske landsudstilling og nordiske gymnastikfest i Gøteborg. Så vidt jeg husker, var det De danske Skytter- og gymnastikforeninger, vi repræsenterede ved den lejlighed, i al fald var formanden for disse foreninger med deroppe.
Når jeg nu overvejer, hvad der var det interessanteste aat se ved denne fest, så var det den stærke udvikling, der var sket med gymnastikken siden en lignende fest i Malmø 1913. En udvikling, som slet ikke spores ved olympiadernes gymnastik, hvor konkurrence og bedømmelsesskema står som hindring.
Den 13 juli 1923 blev vor skoles nye stadion indviet under overværelse af ca 15000 mennesker, hvoraf 2000 var gymnaster fra Svendborg amt, der holdt gymnastikfest her ved samme lejlighed.

Det blev en uforglemmelig dag - i strålende sol og sommer.
Vor daværende konge - Christian X - gjorde skolen den ære at komme til stede ved indvielsesfesten  og overværede en fælles indmarch af gymnastikhøjskolens elever med O.D Fanen på fløjen - tæt fulgt af 73 hold fra Svendborg amt, hvert hold med sin fane. Jeg bød majestæten velkommen, og Kongen udtalte derefter: "Det er mig en glæde at være til stede på denne betydningsfulde dag. Jeg ved, hvilken indsats her er gjort - ikke alene fra dag til dag - men et helt livs indsats. Det arbejde, der her er nedlagt, har været for ungdommen - den ungdom, i hvilken vi ser vor fremtid. Minister Klaus Berntsen,d er står her ved mig, var for 60 år siden med til at starte dette arbejde. Han kan nu se, at den sæd, han såede, har båret frugt. Jeg overrækker Dem, Niels Bukh, Ridderkorset. Tag det som en anerkendelse for det arbejde, De har udrettet, og som en spore til at fortsætte, så længe Deres kræfter slår til. Et leve for vort kære, gamle fædreland!"
Den næste taler var undervisningsminister Jacob Appel, der hævdede, at et af de smukkeste og ædleste træk i den sidste menneskealders danske kultur var den indsats, der er gjort for at bære den frivillige gymnastik frem". Den er er båret frem gennem skytteforeningerne, højskoler, delingsførerskoler og de mange kursus. Vi vil i dag med tak mindes de mænd, der lagde grundlaget til denne bevægelse. Nu har Danmark fået en gymnastikhøjskole, der står som et mønster. Her flokkes ungdommen til et frivilligt arbejde med idræt og med en gymnastik, der også har sat sit præg på den danske skole, og der skal derfor i dag, også fra skolens side, lyde en tak til de mænd og kvinder, der bar den frivillige bevægelse frem og derved bidrog til hele den danske skoles fremgang.
Jeg vil sige til de unge, at det er herligt at opleve, når der i et slægtled fremtræder mænd, der rejser en sag, som kan blive til fremgang for vort folk og kaste glans over Danmark navn".
Talens fortsættelse kan ses i årsskriftet 1923.
Jacob Appel sluttede med at udbringe et leve for den danske gymnastik.
Derefter talte formanden for Dansk Idrætsforbund, generalmajor Castenschiold om idrættens opdragende betydning.
Kongen overværede derpå opvisningerne af sommereleverne og skolens mandlige elitehold, og med en smuk aftenfest sluttede gymnastikhøjskolens tredie store festdag.
Efter sommerskolens afslutning begyndte træningen af det kvindelige og mandelige elevhold, hvormed jeg - af foreninger og universiteter - var indbudt til at give en række oplysninger i USA.

Om den turs oplevelser kan jeg ikke fortælle meget her, da det vil føre for vidt, men jeg vil dog fremdrage et par gode minder: En dag under ophold på et hotel i Rochester, hvor vi i nogle dage var sammen med mange interessante mennesker, kom en ældre amerikansk gentleman hen til mig og sagde: "Undskyld mig, men jeg kan ikke undlade at sige Dem, at jeg aldrig har set en så smuk og tiltaltende ungdom som disse danskere - hvad er dog dette for mennesker?"
Ved anden lejlighed i tog fra New York til Hartford, sagde et amerikansk ægtepar til mig: "Vi vil så gerne være her inde i Deres vogn, for man bliver så glad ved at se på så gode unge mænd og kvinder".
Sådanne oplevelser er fuldt så meget værd som tilskuernes begejstring ved gymnastikopvisningerne, og vi kan vist alle hente opmuntring og støtte for vort arbejde gennem erfaring som disse, der vidner om, at gymnastik kan sætte spor på mere end den rent legemlige holdning.
Da vi kom hjem fra denne vor første Amerikatur, var vinterskolen 1923-24 allerede i gang, og den forløb godt, indtil den sluttede med elevmøde.
Under følgende sommerskole havde vi - blandt mange andre interessante gæster fra ind- og udland - besøg af folkenes forbunds hygiejniske sektion, der bestod af 28 læger, videnskabsmænd og ministre.
Sommereleverne og et hold mandlige olympiere, der var her til træning, viste gymnastik for dem, og en græsk minister for folkesundhed udtalte sin forundring over, at man skulle til Danmark for at genopleve det gamle Hellas.
En uge i juli drog jeg med Danmarks mandshold til olympiaden i Paris for at vise Dansk primitiv Gymnastik.
Jeg var - og er - De danske Skytte- og gymnastikforeninger taknemmelig, fordi de overlod mig  opgaven at repræsentere Danmark med gymnastik, skønt jeg ikke ville deltage i konkurrence!
Vi erfarede ved denne olympiade, at vor danske gymnastik i virkeligheden allerede havde vundet sin førende stilling i verden.
I efteråret var ejg atter på farten med to flinke elevhold. Denne gang gik turen til Tyskland, hvor turnforeninger havde indbudt os til at give en række opvisninger, som vi først kom hjem fra, da vinterskolen 1924-25 skulle begynde.
Efter at denne var forløbet godt, fæstede jeg et ret stort hold af vintereleverne til praktisk arbejde for sommeren.
I Amerika havde jeg set, at mange store skoler, universiteter og kristelige foreninger for unge mænd og kvinder havde svømmehaller, og jeg bestemte, at sådan en skulle dansk ungdom også have.
Den 1 april 1925 begyndte vi på udgravningerne til svømmehallen, og det var herligt. Penge var der ikke mange af til rådighed, men hver lørdag aften og søndag drog bisserne - som arbejdskarlene snart kaldtes - med mig ud til opvisninger i velvilligt indstillede foreninger, hvorfra vi så fik penge på lommen med hjem til køb af cement og jern og til arbejdslønninger for den kommende uge - og sådan fortsatte vi. Arbejdet skred hurtigt frem, og allerede ved sommerskolens afslutning kunne vi hejse kransen over svømmehallens hvælvinger.
I efterårsmånederne var vi indbudt til at foretage en opvisningsturne gennem Tyskland og Czekoslovakiet, og et par flinke elevhold rejste igen ud til rige og skønne oplevelser - samtidig med, at de udbredte kendskab til primitiv gymnastik og vandt aftelse for dansk ungdom.
Vi nåede først hjem, umiddelbart før vinterskolen 1925-26 skulle begynde, og der kom nu så mange elever her, at det kneb meget med plads. Men en ret stor udvidelse af skolen var også påbegyndt sammen me dfuldførelsen af svømmehallen.
Begge skolers sidefløje forlængedes, så der i vestfløjen blev plads til en stor foredragssal med to etager elevværelser over og badeanstalt mm under. I østfløjen blev min lejlighed forøget så meget, at de stadigt voksende elevhold kunne rummes derinde om aftenerne til forfriskning og aftensang. Øverst i denne fløjs forlængelse blev der også ordnet et betydeligt antal elevværelser.
En del af midlerne til disse ret store byggeforetagender rejstes på følgende måde:

 
 
Rentefrit lån.................................................................................. 500 00 kr
Grus som gave............................................................................ 800 00 -
10.000 mursten som gave........................................................ 490 00 -
Opvisninger af O.Der i Roskilde amt, Viuf gymnaster
Barrit gymnaster, Højen gymnaster og en kreds i
Horsensegnen...........................................................................
800 00 -
Udleje af film............................................................................... 545 00 -
Opvisninger af gymnastikhøjskolens hold i hele
den toårige byggeperiode.........................................................
42.003 00 -
Gaver fra interesserede i USA................................................. 2.073.00 00 -
Gave fra Skytskårerne i Finland............................................... 300 00 -
Gave fra en engelsk elev........................................................... 125 00 -
Gave fra islandske elever......................................................... 190 00 -
Gave fra en tysk elev.................................................................. 100 00 -
Gave fra en japansk elev.......................................................... 75 00 -
Gaver fra elever og interesserede venner i Danmark......... 3.440 00 -
I alt................................................................................................. 51.441 00 -
 
 

Når dertil kom skolens tilskud på 50.000 kr., var der godt 100.000 kr til rådighed. Jeg manglede så blot de sidste 50.000 kr for at få det vigtigste færdigt, og de kom ind, efterhånden som udbetalinger nødvendigvis skulle ske.
Under sommerskolen 26 kom det første amerikanske kursus her til skolen. Det talte 33 gymnastiklærere fra de højere skoler i USA, som skulle have 6 ugers undervisning i dansk gymnastik.
Sagen var, at der efter vort besøg i Amerika i 1923 vågnede en stærk interesse for gymnastik i den form, den dyrkes her på skolen.
Centret for denne interesse var The Central School i New York, hvis daværende direktør miss Helen Mc. Kinstry, er en usædvanlig dygtig dame, som nu er skolepræsident i Troy, New York - og kendt over hele Amerika for de dygtige lærerinder, der udgår fra hendes skole.
Miss Helen Mc Kinstry var selv med som leder af dette første amerikanske kursus, og hun avde sin dygtige lærerinde - Emely Andrews (OD fra sommeren forud) med til at undervise i teori og undervisningsøvelse. I praktisk gymnastik underviste jeg amerikanerne 1½ time daglig.
Det blev på flere måder en minderig sommer, også fordi vi den 4 juli 1926 indviede Danmark første svømmehal.
Festen begyndte med en samlet indmarch på stadion. Foran gik et hold mandlige elver (svømmehalsarbejdere) med OD Fanen - fulgt af sommereleverne og det amerikanske kursushold med stjernebanneret og endelig et islandsk Glimahold med deres flag. - Det islandske mandshold var på mit initiativ kommet til Danmark på en opvisnignsturne - ledet af gymnastikinstitut-forstander Jon Thorsteinsson, Reykjavik - forhenværende elev her.
Efter indmarchen fulgte opvisninger af de forskellige hold.
Oberstløjtnant Holger Nielsen - formand for Dansk Svømme- og livredningsforbund - var kommen til stede og talte om meningen med svømmeidrætten, og de amerikanske lærerinder gav en udmærket opvisning i, hvad der kan læres i en svømmehal

Statens tilsynsførende ved højskolerne, fhv forstander Alfred Povlsen, Ryslinge, udtalte ved denne lejlighed:
"Vi er samlet til indvielse af et vidunder - svømmehallen. Lad den i al stilhed tale for sig selv, men den vil kommende tid tale højt om sin bygherres modige bedrift." Alfred Povlsens tale sluttede:"Lad os ikke se surt, men venligt, når der trods tidernes ugunst er mænd iblandt os, som har mod til at bryde nye baner og give sig i lag med storstilede opgaver. Det er den slags folk, vi har brug i alle virksomheder. De må give os det nødvendige supplement til nøjsomheden, sparsommeligheden og lignende stærkt efterspurgte dyder. - Jeg vil tillade mig at benytte lejligheden her, hvor så mange - ikke blot gymnastik- og sportsinteresserede, men også skoleledere har givet møde, til at stille spørgsmål, nemlig dette: Har vi alle det høje sigte med vor gymnastik - ikke blot i teorien, men også i praksis - der kan fastholde enheden i den legemlige og sjælelige dannelse og føre til virkelig harmoni?"
Efter sommerskolens afslutning var her det år 110 danske og 67 tyske lærere og lærrinder på feirekursus.
I efterårsmånederne underviste jeg i Amerika, men var hjemme igen, før vinterskolen 1926-27 begyndte. Den var stor og forløb godt - ligesom tilfældet var med sommerskolen 1927. Den 4 juli kom det andet amerikanske kursus her til skolen, og den 20. Juli holdt Svendborg amt for anden gang amtsfest på vort stadion.
Den 13 august sluttede det amerikanske kursus, og allerede fåd age efter drog vi atter på en længere udenlandsfærd, der begyndte med en herlig tur til Island, fortsatte gennem Tyskland, Czekoslovakiet og Holland for at slutte med et højst interessant besøg i England og Skotland, hvorfra vi først vendte hjem tæt ind mod næste vinterskoles begyndelse. Enkeltheder kan jeg ikke  her drage frem fra denne tur, men blot vedføje enkelte.
Til Island var vi indbudt af landets idrætsforbund, til centrallandene af byernes turnforeninger og til England af Lings Association.
Turen var godt tilrettelagt fra alle sider, og den danske ungdom havde rige oplevelser og viste vort flag og vor gymnastik for en mængde mennesker.
Efter hjemkomsten - og kort efter at vinterskolen 1927-28 var begyndt - skete der det, at vor nabos gård brændte, og jeg købte brandtomterne og markerne til udvidelse af skolens have og landbrug. Det samlede areal var dermed oppe på 53 tdr land, og planer, som jeg tumlede med, kunne i den  følgende sommers løb blive til virkelighed.
I april var her kursus for 64 gymnastiklærerinder fra England, Skotland og Irland. Samtidigt trænede jeg et mandligt landshold, som De danske Skytte- og gymnastikforeninger havde bedt mig lede ved den nordiske gymnastikfest på Dybbøl i juli 1928. Endvidere var her nogle af vinterskolens elever som arbejdsbisser til gennemførelse af de ovenfor antydede planer, så det var en meget blandet forsamling at arbejde med i den måned.
I forårets løb lykkedes det at få haveanlægget mod syd færdigt.
Sommerskolen 1928 og påfølgende vinter forløb uden særlige begivenheder, og i paril 1929 havde vi atter kursus for engelske gymnastikledere, ligesom vi sidst på sommeren modtog et nyt hold fra Amerika til 6ugers kursus.
Et kort besøg ved et internationalt kvindegymnastikstævne i Helsingfors i juli med opvisning af 15 kvindelige elever fik jeg tid til i sommerens løb.
Det amerikanske kursus lå dette år så sent, at det først sluttede 17 august, og efteråret blev således for kort til gennemførelse af en større tourné, men et besøg i Czekoslovakiet måtte jeg aflægge, da jeg have lovet at tale om dansk gymnastik i Praghs radio.
Efter vinterskolen rejste jeg atter til Czekoslovakiet, men denne gang med elevhold, idet republikkens sundhedsministerium havde indbudt til en række opvisninger og korte kursus i sokolforeningerne. Turen, der også kom til at omfatte Østrig og Ungarn, foretoges i biler med mandshold alene, og blev gennemført i april.
Den 1 maj 1930 var vor skole 10 år gammel, og det næste tiår begyndte med 200 unge piger på sommerskolen.
I pinsen rejste jeg efter indbydelse med 15 mandlige elever til Stockholm for at vise dansk gymnastik ved Svenska Gymnastikförbundets 25 års jubilæum.
I juli kom det fjerde amerikanske 6 ugers kursus her til skolen, og i efteråret var jeg indbudt med hold på 6 kvindelige og 6 mandlige elever til opvisnings- og kursusturné gennem Japan. Jeg fandt imidlertid, at de indbudte hold var for små, og turnéen udsattes derfor et år. Så lød indbydelsen på godt dobbelt så store hold - og omfattede nu - foruden Japan - også Danzig, Sovjetunionen, Kina, Korea og endvidere - efter rejse over Stillehavet fra Yokohoma til Vancouver - Canada, USA og England, eller kort sagt jorden rundt, og den blev fulgt i efterårsmånederne 1931.
Under sommerskolen 1930 havde vi besøg af frk Elli Björksten med 200 gymnastiklærerinder, der var samlede til feriekursus på Ryslinge højskole, og i august var her lærerkursus sammen med amerikanerne, søm først rejste midt i måneden det år.
Om vinterskolen 1930-31 husker jeg ikke noget særligt at meddele ud over, at vi for første gang undlod at afholde vinterelevmøde og bestemte, at vi i fremtiden ville holde disse møder om sommeren. De var blevet så store, at det kneb med indkvartering, hvilket lettere lod sig gøre i den varmere tid.
Vort første sommerelevmøde holdt vi midt i juni 1930, og ved den lejlighed afsløredes Carl Bonnesens fornemme rytterstatue i bronce: Ridende Amazone - der var gave til skolen fra Ny Carlbergsfondet.
De to hold til turen jorden rundt blev i sommerens løb trænet op til det, de skulle være for - på værdig måde - at kunne løse denne store opgave.
Afslutnignsfesten for sommerskolen formede sig ret storstilet. Juliaftenen var smuk, og der samledes flere tusinder tilskuere omkring stadions store plæner til sommerelevernes og Japanholdenes afskedsopvisninger. Det blev en god og stemningsfuld fest,d er sluttede med, at provst Clausen i gode ord ønskede os, der skulle drage jorden rundt, lykke på rejsen.
Amerikansk kursus måtte aflyses dette r, fordi jeg af hensyn til den lange tur ikke kunne afse tiden til det.
Da sommerens feriekursus sluttede, var vi jordomrejsere allerede langt borte mod øst, og lige så langt var vi omtrent i vest, da vinterskolen begyndte.
Om denne tur har sikkert de fleste af jer hørt - eller set på film, så meget, at en omtale her bør undlades.
 Da vi skulle marchere ind til vor første opvisning i Sovjetunionen - på stadion i Leningrad - blev der fra indbydernes side hævdet meget bestemt, at vi ikke måtte tage Dannebrog med. Alle mine elever var enige med mig i, at så ville vi ikke gå ind og give pvisning.
Bølgerne gik højt, men vi holdt fast på,a t vi var indbudt til at vise dansk gymnastik, som for os var knyttet så nær til vort flag, at uden det gik ikke ind. Ville man ikke se Dannebrog, blev der ikke vist gymnastik. Resultatet blev, at det fyldte stadion, der ønskede at se gymnastikken, også måtte finde sig i at se Dannebrog. Men det blev meddelt os, at vi selv måtte bære risikoen. Indbyderne frasagde sig ethvert ansvar for, hvad der kunne ske.
Da jeg havde forvisset mig om, at det ikke var forulempning af mine piger, der kunne risikeres, gik vi ind med vor fane, - og vi sang så kraftigt, at det lidt efter lidt lykkedes at overdøve det spektakel, vi blev modtaget med. Under gymnastikken og ved vor udmarch var de tusinder af mennesker imidlertid så stille som i en kirke. Det blev jordomrejsens første - og måske største oplevelse. I hvert fald vil de af jer, der var med på den tur, være enige med mig i, at den dag glemmer vi aldrig.
Efter hjemkomsten, der også gav os et uforglemmeligt minde, fulgte vi en ærefuld indbydelse til at give opvisning i "Fællessalen" på Christiansborg.
Det var imidlertid blev henad jul, før jordomrejsen og opvisninger efter hjemkomsten var slut, men hele foretagendet havde til den tid også givet ca 100.000 kr i overskud, og vore planer til vor skoles udvidelse og forbedring blev lagt og hurtigt gjort til virkelighed.
For eleverne var det godt at spille bold ude om sommeren og at svømme inde i en varm hal om vinteren, men det ville være bedre at kunne øve idræt og boldspil inde om vinteren og at svømme ude i et friluftsbassin om sommeren, - så vi måtte have en idrætshal og et svømmebassin.
Efter vinterskolen 1931-32 fæstede jeg godt 30 af eleverne til arbejdsbisser ved vort byggeforetagende, der i nogen måde gennemførtes for de penge, udlandene ydede for opvisninger og kursus på turen jorden rundt.
Jeg måtte naturligvis have et ingeniørfirma til at beregne stålkonstruktionerne i idrætshallens mægtige hvælving, men hele det praktiske arbejde udførtes af bisserne under vejledning af Alfred Jørgensen og en faglært arbejdsformand.
Disse unge landmænd udførte ikke alene det omfattende jordarbejde, men de støbte også de store fundamenter under og over jorden, rejste stålkonstruktionerne i vægge og gavle og samlede lamellehvlvingens 2500 stykker med 30.000 bolte 15-16 m oppe i luften. Endvidere støbte de gavlenes søjlerækker, platforme, trappeløb og udspringstårn, såvel som selve svømmebassinet og tunnelerne mellem skolens fløje og idrætshallen. De forarbejdede selv alle de smukke sten til ydermurene og opførte disse, ligesom glarmester- og malerarbejde også udførtes af bisserne.
Under sommerskolen havde vi et kursus for canadiske gymnastiklærerinder og i august vort sædvanlige feriekursus.
Det store byggeforetagende skred så hurtigt og godt frem, at vi den 29 september 1932 hejste krans og flag over idrætshallens prægtige buer. Rejsegildet var ganske vist bestemt til lørdag den 1 oktober, men skæbnen ville det anderledes. Prinsen af Wales havde meldt sit besøg på skolen torsdag den 29 september og ændrede først dagen så sent, t de mange interesserede, der langvejs fra var på tur mod Ollerup, ikke kunne standses. - Der kom en meget stor forsamling til stede, thi smukt vejr og prinsebesøg i forening kan nok lokke folk ud.
Hvad var her nu at gøre for at råde bod på så mange menneskers skuffelse andet end at holde rejsegilde og indbyde dem alle til at være med . Og det gjorde vi. Lamellehvælvingens sidste bolt blev gjort klar over sydgavlens høje bue, hvor fastspændingen var betroet mig, og kranse og flag hejstes over Danmarks første idrætshal.
Amtmand Kofoed, Svendborg, og provst Clausen, Ollerup, talte, og det blev en smuk og festlig stund, også for de mange fremmede mennesker - selv om de var kommet her med helt andre forventinger.
Sluttelig var der gymnastikopvisning på stadion, hvor bisserne fik lejlighed atil at vise, at de kunne mere end bygge idrætshal.
Dagen efter kom prinsen af Wales ganske stilfærdigt og besøgte os, og den rigtige rejsegildeaften -  lørdagen derpå - spiste vi middagen og holdt bal.
Fra vinterskolen 1932-33 mindes jeg ikke noget særligt at meddele her i brevet.
Under sommerskolen havde vi et fornøjeligt besøg at 12 skuespillere fra det kgl teater. De opførte "Sådan er vi alle" og blev hos os hele pinsefeiren til gensidig fornøjelse. Om dagne drog vi ud i naturen, og om aftene glædede vi os over gæsternes kunst.
I juli kom her igen amerikansk kursus, og sammen med elevmødet - ved sommerskolens afslutning - holdt vi indvielsesfest for Danmarks endnu eneste virkelige idrætshal.
Det var en rig og gd følelse, der fyldte sindet, da vi - omtrent 1000 Ollerup-delingsførere - fulgte vor gamle fane ind i den herlige hal og indviede den til arbejde for Danmarks ungdom.
Da indvielsesmarchen, der ledsagedes af Odense militærmusiks kraftige toner, var afsluttet, stod samtlige deltagere opstillede bag fanerne i hallens sydlige halvdel, årgangsvis fra 1914-15 til 1933 - hver anden række lyseblå piger og hver anden række hvide karle. Et amerikansk kursushold med miss Mc Kinstry og Emely Andrews på fløjen og et ungarnsk lærer- og lærerindekursus stod yderst ved hver side.
I den nordlige ende af hallen var alle øvrige indbudte gæster samlede, og ved denne lejlighed sagde jeg først lidt, hvorefter vi sang: "Guds ord, det er vort arvegods", og sommerskolens elever fortsatte med korsang under ledelse af komponisten Oluf Ring.
Derpå talte undervisningsminister Borgbjerg:
"Det er mig en ære og glæde at frembære regeringens lykønskning til det, der her er skabt. Dette er en dag, hvor der med tro og håb kan ses tilbage over en livsgerning og fremad imod en rig fortsættelse.
Ollerup Gymnastikhøjskole og dens elever har kastet glans og ære over Danmarks navn vidt ud over verden. Det kippede i mit hjerte i dag ved at se disse 1000 unge marchere ind. - Hvad er det dog for en snak om skæve rygge og syge sind? Tag til Ollerup og bliv rank og rask! Dermed være ikke sagt, at der ikke er mange, der trænger til at få ryggen rettet og sindet sundt. - At få holdning rent legemligt er også en hjælp til at få holding i sig selv - i sindet, i karakteren, i bedriften, i hjemmet og også i landets forhold. Nås dette, så bliver her i ordets bedste forstand godt at være i Danmark, hvordan de ydre kår ellers er."
Fhv udenrigsminister dr. Moltesen udtalte derefter:
"Jeg har en ven af de ældre årgage, han er lysseer, fuldt og fast overbevist om, at der er sol bag alle skyer og liv bag død og grav. Fornylig var han dog ved at opgive ævret. Han syntes, at ukrudtet var ved at tage overhånd i den danske bondejord, sylden under Danmarks hus var ved at smuldre hen og selvtilstrækkelighed ved at blive et levende vidnesbyrd. Han så ungdommen dele sig mellem kommunisme og nationalsocialisme - træt af ordene uden dåd."
Dr Moltesen sluttede således: "Min ven opholdt sig et par dage her på denne skole. Han havde fulgt undervisningen om formiddagen i de egentlige højskolefag og om eftermiddagen i de gymnastiske. - Gennem alt, talerne, sangen og idrætten, gik et mandigt epos, en sædelig kraft, der satte både sjæl og legeme i sving, som han syntes, til en evig bevægelse.

Morgenen efter vågnede han ved at høre arbejdsglad ungdom grave og bygge dette værk, som i dag indvies. Det var Niels Bukhs gamle elever, for hvem arbejdet ikke var straf for synden, men et udslag af den kærlighed, der jager synden på flugt.
Som denne hal og alt det andet, der er bygget her, blev vore domkirker og landsbykirker bygget i middealderen. Arbejdet på dem var en gudstjeneste, derfor står de endnu, mens de borge, der opførtes af tvangsarbejdere, er faldet i grus. Disse unge mænd arbejdede som i en springdans, og efter endt gerning mødte de til gymnastik så friske som den unge vår!
Min ven rejste herfra med sit livssyn i behold."
Dernæst talte oberst Parkov, formand for De danske Skytte- gymnastik- og idrætsforeninger, og opvisningerne begyndte. Først Japanholdene og sidst sommerskolens elever.
Efter udmarch samledes man i svømmehallen til sommerelevernes svømmeopvisninger og om aftenen havde vi festmiddag i idrætshallen for de ca 1500 mennesker, som var samlede.
 Det blev en festdag, der altid vil stå som en af de allerskønneste i skolens historie.
Feriekursus, træning af to elevhold og opvisningstur gennem Ungarn, Østrig og Tyskland tog derefter tiden, indtil vinterskolen 1933-34 skulle begynde.
Jeg husker fra denne vinter ikke særlige begivenheder at nævne ud over et udmærket foredrag af H.P. Hanssen, Nørremølle, ved et grænseværnsstævne her på skolen.
Fra 1 april fæstede jeg et hold bisser igen til arbejde nede på en strandmark, jeg havde købt 5 kilometer fra skolen - ved Svendborg Sund. Forholdet var blevet sådan, at turistbesøgene under sommerskoletiderne efterhånden tog overhånd, så de forstyrrede både skolearbejdet og freden for eleverne i fritiden - særlig om lørdagene og søndagene, og Strandgård blev derfor bygget og anlagt som det fredelige fristed, det stadig er.
Den 10 og 12 maj holdt landets højere skoler et gymnastik- og idrætsstævne på vort stadion. Provst Clausen, Ollerup, åbnede stævnet for de mange ret unge skoleelever, der var samlet fra hele aldnet, med følgende ord:
"Over hele Danmark ringer nu kirkeklokkerne til Kristi Himmelfartsgudstjeneste - også i jeres kirke hjemme, mens dansk ungdom samles her som dug af morgenrødens moderskød. Begynd så dagen med at sende en tanke hjem. - Men lad os også tænke på Ham, hvis himmelfart evangeliet i dag forkynder, Ham, der gik ind i den usynlige verden, som vi kalder Himlen, og som vil ahve et følge med sig på mange millioner, ja, den hele menneskeslægt.
Også her på jorden kender vi en usynlig verden, - den er inde i os - luk øjnene, så er I helt og holdent inde i den! Og der - i det usynlige - bliver alt det til, som vi mennesker skaber: Se Jer omkring - disse bygninger og anlæg er blevet til inde i et menneske, det ungdomsarbejde, der gøres her, er født ud af det skjulte og usynlige inde i et menneskes sind. Og dette stævne - eller den gymnastik og idræt, I vil øve her i disse dage, en skabt inde i menneskers usynlige sjæle, i Jeres læreres og i Jeres egne sjæle. Hver eneste stilling eller bevægelse, som I viser, er først blevet til i det usynlige inde i Jer.
Således er det med alt menneskeværk, det har sin bod i usynlige tanker, stræben og vilje.
Det kan derfor ikke være os noget fremmed, hvad evangelier forkynder, - at Kristus gik ind i den usynlige verden, vi kalder Himlen. Vi ved jo fra os selv, at den usynlige verden er den egentlige, der er livet, - og det kan da heller ikke være os noget fremmed, at Kristus vil drage os med derind, ind til det evige liv. Et mægtigt og kærligt "Opad" lyder fra hans usynlige Himmel ind i vor usynlige sjæl."

Alle vore sommerpiger stod med hinanden i hånden og dannede en køn lyseblå perlekrans rundt omkring hele stadion og alle stævnedeltagerne ved denne smukke åbningshøjtidelighed.
Den 10 juni havde vi den store Gigli koncert.
I idrætshallen ordnes sidderpladser til 8000 tilhørere, og verdensmesteren i sang var herlig at lytte til.
Hele elevholdet blev senere på sommeren indbudt til at vise gymnastik ved amtsfest på Vejle stadion, og vi havde en fornøjelig tur derover i 20 store biler.
I august var her feriekursus og træning af et mandligt elevhold, der var indbudt til at vise gymnastik ved et internationalt idrætsstævne på Stadion Mussolini i Rom.
Under vinterskolen 1934-35 husker jeg, hvordan eleverne flyttede en meget stor sten fra De fynske Alper og her ned på skolens stadion, hvor den stadig står sammen med andre store sten og giver stadion en kraftig og fornem udsmykning.
Sommeren nærmede sig og med den forberedelserne til De danske Skytte-, gymnastik- og idrætsforeningers landsfest her i juli 1935.
Overbestyrelsen for nævnte foreninger havde anmodet om, at denne store fest, der også benævntes Den nordiske Olympiade, måtte afholdes på gymnastikhøjskolen, og om, at alle vi, der virkede her, ville hjælpe til med ordning og gennemførelse af festen, - hvad vi gerne ville.
Overbestyrelsen var enig med mig i, at dette skulle være et virkeligt storstilet og værdifuldt ungdomsstævne.
 Der skete henvendelse til Akademiet for de skønne Kunster i København, hvis forstander, professor Utzon Frank, sammen med formændene for de fire statsanerkendte kunstudstillinger, Charlottenborg, Den frie, Grønningen og Kunstnernes Efterårsudstilling, lovede, at der til stævnet skulle blive samlet en stor og god udstilling af malerkunst og skulptur.
Undervisningsminister Borgbjerg og teaterchef Andreas Møller ved Det kgl Teater tilagde stævnet den bedste skuespilkunst, som vort land kunne yde, og igennem ministeriet skete der henvendelse til de øvrige nordiske hovedstæders tilsvarende scener om på samme måde at medvirke ved festen.
Spørgsmålet meldte sig snart hos mig om, hvorvidt gymnastikhøjskolens idrætspark nu også var velegnet og stor nok til at danne ramme om en sådan fest.
Det var oprindelig tanken at henlægge alle gymnastikopvisningerne til stadion og at ordne plads der til ca 20-30.000 tilskuere.
De øvrige idrætter skulle så finde sted omkring på skolegårdens marker, hvor de nødvendige baner kunne anlægges.
Alt dette fandt jeg imidlertid utilfredsstillende og begyndte derfor i foråret 35 - så snart frosten gik af jorden - på opførelse af en ny stor festplads med gode forhold for 50.000 tilskuere.
I de brede bakkedrag syd for idrætshallen fremarbejdede vi ved hjælp af gravemaskine, tipvognstog og - imens vinterskolen endnu stod på - en stab af arbejdsløse mænd - vor nye festplads "Volden".
Ved vinterskolens slutning kom et godt bisser til, og da den værste forårstravlhed i landbruget var ovre, mødte mange af vore naboer og venner fra omegnen med hestekøretøjer og mandskab for at hjælpe os, så der var god gang i det store foretagende.
De mandlige elever fra vinterskolen, der arbejdede på Volden, trænede i april og i sommerskoletiden samtidigt så hårdt om aftnerne, at de dannede en væsentlig del af Danmarks landshold ved landsstævnet her sidst i juli. Men før den tid måtte de to gange til Bryssel for at give opvisning under Verdensudstillingen.
Med juli måned steg travlheden her på skolen sådan, at også eleverne kom med i festforberedelserne, når de havd etid tilovers fra skolearbejdet. De mødte glade og interesserede, enten det gjaldt træning i gymnastik eller indøvelse af andet, som de skulle fremføre ved landsstævnet. Mange vil sikkert mindes de "levende" nordiske flag, om de dannede så kønt. En del forhold fra denne fest fremdrog jeg i sidste årsskrift, så her skal blot et enkelt billede med, som sikkert vil kalde gode minder frem hos dem af jer, der deltog i festen.
I skoletidens sidste måned og videre fremad indtil 16 august havde vi amerikansk kursus igen og fra 1-15 august tillige vort sædvanlige lærerkursus. Dertil kom træning af to elevhold, som efter indbydelse skulle give en række opvisninger i Norge fra 16 august til 20 september, - så det blev en travl tid for mig. Men Norgesturen var arbejdet værd.
Så kom vinterskolens 1935-36, der forløb godt. Vi ahvde skolescenen fra København herovre til opførelse af Eventyr på fodrejsen - og senere kgl balletdanserinde Ulla Poulsen, der udfoldede sin skønne kunst til Ole Villumsens musikledsagelse.
I påsken lånte den engelske og danske Oxfordgruppe gymnastikhøjskolen til fællesmøde, og påskedag talte forsamlingen i idrætshallen vist over 10.000 deltagere.
Under sommerskolen havde vi besøg af en dansk-amerikansk ungdomsflok fra Chicago, der under ledelse af Karl Sørensen (OD 1921-22) gæstede Danmark og gav en række opvisninger rundt i landet.
Det var særdeles tiltalende mennesker at have som gæster, for de bragte glæde og humør med sig, hvor de kom.
Mest fornøjeligt for os at se på var vel nok holdets indianerdanser, der blev ledet af en ægte indianerhøvding ved Navn Rullende Torden.
I sommerens løb havde vi et par gode sejlture, først til Flensborg og senere til Samsø, for begge steder at vise gymnastik med hele det kvindelige elevhold og et olympisk mandshold, som var til træning her på skolen.
Vi havde sidst under den sommerskole et meget kærkomment besøg af Elli Björksten.
Så kom Olympiaden i Berlin, som mange af jer husker, og hvorom jeg blot her vil nævne, at både  den danske og tyske olympiske komité meddelte,a t man gerne ønskede såvel mandligt som kvindeligt gymnastikhold her fra skolen til at repræsentere Danmark ved olympiaden.
Fra først i juli til hen i august havde vi kursus for canadiske gymnastiklærere og lærerinder. Elevmødet faldt sammen med sommerskolens slutning og i lærerkursustiden gik turen til Berlin.

Under vinterskolen 1936-37 hen mod jul viste det olympiske mandshold gymnastik her på skolen for eleverne. Holdet var samlet i anledning af en opvisning, som skulle gives i Københavns Forum for Berlingske Tidendes julehjælp til fattige i hovedstaden. Forum var fyldt til sidste plads, så hjælpen blev ret betydelig.
Senere på vinteren samledes holdet igen til en meget kort Englandstur i fastelavnen.
I læste måske dengang i bladene om, at englænderne spejdede efter midler og måder til fremskaffelse af "A-mennesker". Deres øjne var da også faldet på gymnastikken her ved skolen og English Gymnastic Society havde i den anledning indbudt os til to opvisninger i Albert Hall i London, to i Liverpool, en i Leeds, to i Cardiff og sluttelig en opvisning på den store militærskole i Aldershot.
I april var vi en tur i Sverige. Gøteborg Gymnastikforbund, der var vært for en Lingsuge, havde indbudt til opvisning der. I forårets og sommerens løb blev iøvrigt det landshold dannet, hvormed jeg skulle repræsentere Danmark på verdensudstillingen i Paris.
Under sommerskolen - midt i juli - havde vi en god tur til Sønderjylland, hvor gymnastik- og idrætsforeningerne indbød os til at vise gymnastik med alle sommereleverne og pariserholdet i Åbenrå og Sønderborg.
Fra elevmødet 1937 mindes jeg især Bodil Ipsens underholdning.
Da det sidst i juli var 25 år siden, at det olympiske mandshold i stockholm under min ledelse vandt 25 sølvmedaljer til Danmark, indbød jeg deltagerne til en jubilæumssammenkomst her på skolen.
Dagen efter sommerskolens afslutning tog vi alle til København. - Berlingske Tidende havde indbudt os til at være gæster i hovedstaden et par dage og til at give opvisning på Idrætsparkens Stadion. Vi kørte i biler derover og blev modtaget allerede på Frederiksberg Bakke af redaktør Harry Bendixen, der lodsede det lange biltog ind gennem byen til en kort træning på stadion og derfra til redaktionen i Pilestræde, hvor en meget kærkommen festmiddag ventede os. Chefredaktør Svend Aage Lund bød velkommen, og alt forløb yderst fornøjeligt. Men snart skulle vi atter af sted til stadion, og denne gang for at give opvisning. Vejret var så godt, som tænkes kunne, og et meget stort publikum var samlet. Det var en stor tilfredsstillelse for en gangs skyld at vise et helt skolehold - tæt op imod 250 unge piger - for københavnerne, der ellers kun plejede at se vore elitehold efter udenlandsture eller ved lignende lejligheder. Det mandlige pariserhold medvirkede iøvrigt også på stadion i København den aften.
Feriekursus havde det år 250 deltagere, hvoraf de 119 var udlændinge.
Den 15 august rejste pariserholdet og jeg til verdensudstillingen.
Efter endt arbejde og rige oplevelser i Paris fulgte vi indbydelse til en række opvisninger i belgiske byer..
Først efter hjemkomsten herfra blev der tid til at uddanne det kvindelige hold, som skulle have været med på turen til Paris og gennem Belgien.
Midt i september drog så begge hold med mig på udenlandsfærd - indbudt af den polske olympiske komité til at give opvisninger i Warszawa, Lodz, Krakov, Katowice, Pozen og Gdynia.
Vi var hjemme i god tid, før vinterskolen 1937-38 skulle begynde. Den forløb roligt og godt. I april måned uddannede jeg et hold på 32 mand, der - blandt andet - skulle give opvisning under Landsudstillingen på Bellahøj i juni måned.
Sommerskoletiden var god og rig på arbejde både her hjemme i det daglige og under ture ud på fridagene. En søndag var vi indbudt til at give opvisning på stadion i Assens, og efter skolens afslutning rejste vi alle - denne gang som Dagbladet Politikens gæster - til København, hvor vi skulle give opvisning i den nyopførte KB hal.
Turen gik dette år videre til opvisning i Århushallen, hvorfra sommereleverne rejste hver til sit.
Internationalt feriekursus fulgte, og endvidere hård træning af 17 karle, som var indbudt til at vise  dansk gymnastik Brasilien, Argentina, Uruguay og Portugal fra 11 august og indtil 1 november.
Turen var rig på oplevelser, men meget skal jeg ikke skrive om disse, da de fleste af jer sikkert kan huske, hvad I for 10 år siden hørte eller læste om vor Sydamerikafærd. Lidt af det, jeg mindes bedst, vil jeg dog nævne, og det er den glæde, vore landsmænd giver udtryk for, når Dannebrog bæres frem foran dansk ungdom. Alle, der har været med på udenlandsfærd, vil sikkert bevare mindet herom, så længe de lever.
To smådigte fra Sydamerika vidner om dette. Det første er skrevet af fru Ellen Frisch, der nu lever i Brasilien, men er datter af vor store landsmand Dalgas, - og det andet af fru konsulinde Eliz Carbel, Buenos-Aires.

I kom fra Danmark, I bragte bud,
det var, som bøgeskoven sprang ud,
det var, som vi følte dem alle nær,
dem vi har kær.

I kom fra Danmark, I bragte bud,
det var, som bøgeskoven sprang ud,
vi så det hele, det gamle hjem
med mark og eng -
med skov og sø.
Det var som noget, vi nær havde glemt,
det kom med et væld, - vi så vort flag,
vi så vort Danmark, - dets unge dag.

I går til Danmark, I bringe bud,
vi stolte er ved dets unge skrud.
 
                                   Ellen Frisch
 

Den last af danske drenge,
dit skib har landsat her,
har rørt ved hjertestrenge,
som ellers ingen ser.-
Vort skønne, gamle Dannebrog,
med ungdom, styrke, skønhed, mod
forbi vort danske øje drog.-
En tak vi lægger for din fod,
for stolthed, som vi følte,
fordi vi danske er.

                                      Eliz Carbel

Vi kom hjem fra denne vellykkede tur ved begyndelsen af vinterskolen 1938-39, der også gik godt, og jeg syntes nu, der snart måtte skabes lidt bedre ydre forhold for vort arbejde her på skolen.
Vi havde i mange år været henvist til at sidde adskilt i to tætpakkede og ret lavloftede spisesale, hvor det var vanskeligt at få den form for hjemmelig hygge frem, der er bedst, og derfor måtte vi have en ny spisesal, som skulle være så stor, frisk og lys, at den tillige kunne være skolens festsal - forsynet med en stor og god scene. Endvidere havde forholdene været sådan, at der om vinteren arbejdede to hold med undervisningsøvelse samtidig i gymnastiksalen, og vi måtte derfor have en gymnastiksal til.
 Hele den nye bygning, der skulle være 90 m lang og 22 m bred krævede i nederste etage forbindelse med køkkenet og - en etage højere - med det nordøstlige hjørne af lsæesalen.
Udover spisesalen og den store gymnastiksal kom bygningen til at rumme en stor scene med alt, hvad dertil hører - 15 værelser til elever og en søjlegang ud mod ahven med glasdøre ind til de to sale, der iøvrigt skulle ahve ovenlys.

Udenlandsturene og opvisningerne herhjemme før og efter disse var mig en god økonomisk hjælp, også til denne forbedring af skolen. Svømmehallen blev i sin tid en følge af den første Amerikatur, og Idrætshallen skyldtes turen jorden rundt. Udenlandsture til andre lande klare delvis Strandgårds tilblive i 1934 og "Volden"s anlæg året efter.
I de senere år havde trængende elever iøvrigt også nydt godt af opvisningsfonden, enkelte vintre med understøttelse op til 6-7000 kr., men nu gjaldt det atter nybygning.
Alt i alt er det en betydelig del af skolens anlægssum, der er bragt hjem fra udlandene. Noget blev der også indtjent ved opvisninger efter Sydamerikaturen og mere hjælp måtte jeg regne med, at de ture til Nordamerika og Sydafrika, som vi på den tid var indbudt til, kunne give. Det lykkedes altid at få de nødvendige midler tilvejebragt, når udvidelser og forbedringer var nødvendige, og det var mig en stor tilfredsstillelse at få gjort penge virksomme. Arbejdsløsheden rådes der bedst bod på ved at give mennesker arbejde, og det er tiltalende for alle, der får lejlighed til at være med, hvor der skabtes noget af værdi.
Sommeren 1939 gav os en god arbejdstid. Allerede vinteren forud var vi gået i gang med opførelsen af den nye bygning, og med dette arbejdede et bissehold hele sommeren. I april blev huset rejst, men det blev dog først helt færdigt i efterårsmånederne.
Sidst i maj måtte et hold - i det væsentligste af arbejdsbisserne - med mig på en tur til Amerika for at repræsentere Danmark med gymnastik ved verdensudstillingerne i New York og San Francisko.
Oplevelserne fra den tur ligger ikke længere tilbage i tid, end at de i det væsentligste er kendt for jer, så ejg vil blot drage mindet frem om en ejendommelig begivenhed for et søskendepar. Min søster Jutta - der har levet i Californien et halvt århundrede - og jeg mødtes her så fjernt fra vort fædreland og stod ene om - med legemlige idrætter - at sætte dansk præg på verdensudstillingens Danmarksdag - min søster med gamle danske folkedanse, som hun leder for dans-amerikanerne derovre, og jeg med vor gymnastik.
Sommerskolen gik imidlertid sin gode gang herhjemme med travlhed til daglig og festlige ture ud på fridagene. Vi var - blandt andre steder  - også i Vejle igen den sommer og sluttede skolen med besøg i København, hvor vi gav to opvisninger i KB hallen til fordel for Grundtvigskirken. - Før afslutningen indviede vi ved elevmødet vor nye bygnings to prægtige sale og søjlegangen.
Samtidig med deltagernes ankomst til feriekursus 1939 samledes her 15 fhv kvindelige elever for at træne til Sydafrikaturen, 11 af disse var fra sommerskolen, og et mandshold på 16 deltagere skulle også med.
I 1939 havde regeringen i den sydafrikanske union nedsat en komité, der skulel arbejde og propagandere for den legemlige opdragelse i landet. Denne komités første handling blev at sende os en indbydelse. Man ønskede både et mandligt og et kvindeligt gymnastikhold og sendte et veltilrettelagt program for hele turen, hvori der - foruden dækning af alle rejseudgifter - blev tilbudt daglige lommepenge til gymnasterne. Dette sidste afslog jeg under henvisning til, at mine gymnaster var - og alid skulle blive - amatører. I stedet for foreslog jeg, at det beløb, der var tilbudt som lommepenge, blev benyttet til dækning af udgifter for yderligere 6 gymnaster, og sådan fik 16 karle og 15 piger del i den store oplevelse, som ellers kun var tiltænkt 25 i alt.
Den korte tid mellem turen til verdensudstillingerne i De forenede Stater og afrejsen til Sydafrika var ikke tilstrækkelig til både at træne et nyt karlehold og et pigehold op, så de 16 karle blev udvalgt blandt Amerikafarerne.
Om denne tur, der jo ligger ret nær i tid, skal jeg ikke skrive meget her.
Noget af det, jeg mindes med særlig glæde, er den måde, hvorpå de to hold færdedes og virkede sammen under hele det lange besøg i Sydafrika.
 Da vi - på grund af krigens udbrud - omtrent en måned senere end planlagt - havde afsluttet vore opvisninger i Sydafrika og var kommet om bord i det hollandske skib, der skulle føre os hjemad, holdt chefen for undervisningsvæsenet i Oranje-fristaten, mr. Pellissier, en tale til gymnasterne, hvori han sagde:
"Når vor egen ungdom her i landet samles til deres idrætsstævner, så gælder det for dem ofte om at gøre sig mest mulig bemærket ved støjende væsen og utiltalende væremåde, hvorved idrættens værdi ganske fordunkles. - I har gjort det modsatte, hele jeres færd på rejserne, og hvor I kom, var så stilfærdig og nobel, at den dannede en baggrund, hvorpå jeres idræts værdi tegnede sig dobbelt klart for os, så I har i mere end en forstand virket opdragende på vor ungdom."
Hvor farlig vor hjemrejse var, ved I alle, men godt gik dog alt for os - også på denne spændene tur, og vi kom alle hjem i god behold..
Nu lå krigens hæslige mørke imidlertid truende over Europa, og dermed også over vort lille land, - men arbejdet skulle fortsættes.
Vinterskolen 1939-40 forløb godt og sluttede med, at vi med alle eleverne og Sydafrika-holdene rejste til København for - under ordning af Berlingske Tidende - at give to opvisninger til fordel for Finland. Der var som altid, når vi gæstede hovedstaden, fuldt hus i KB hallen, så bidraget til Finalndshjælpen blev ikke ringe.
Sommerskolen 1940 var rolig og god for det daglige arbejde, og vor første tur ud med opvisning foretog vi i juli, da De samvirkende Landboforeninger i Fyns Stift ved formanden, forstander Petersen-Dalum, havde bedt os vise gymnastik med sommerholdet som aflsutning på Fællesskuet i Odense. VI fik den dag et stærkt indtryk af, hvor levende den nationale følelse på den tid var blevet i vort folk, og hvor smukt den kunne finde udtryk selv i en så stor og blandet forsamling som den, der var til stede under et dyrskue.
Da forstander Petersen-Dalum - ved vor opvisnings afslutning - med jævne ord opfordrede de ca 20.000 tilskuere til i fællesskab at bekende kærlighed til folk og land ved at synge en dansk sang, var der næppe en i den store forsamling, der undlod at rejse sig og blotte hovedet for at være med i sangen.
Ve dsommerskolens afslutning holdt vi som sædvanligt elevmøde, men denne gang med Kaj Munk som en af talerne.
På feriekursus måtte vi dette år - på grund af krigen - savne tislutning af udlændinge.
I oktober havde vi et kursus her på skolen, som var nyt og interessant for os.
Skibsreder Knud Lauritzen havde indbudt 45 drenge - vordende sømænd - til at være frit på søfartsskole et halvt års tid med bolig på Sømandshøjskolen i Svendborg.
Disse unge gutter - sammen med 15 af rederiets kontorfolk - fik et 14-dages kursus her hos os. Skibsrederen må vel have ønsket, at de også skulle gymnastikhøjskolens virkemåde at kende. Tilsvarende hold kom forøvrigt igen de følgende 3-4 år.
Det var tiltalende at have disse unge samlet her, for de var præget af god disciplin og arbejdslyst.

Nu har Knud Lauritzen oprettet en helt ud ideel søfartsskole i egen bygning nede ved Svendborg sund og tager der hvert år tre forskellige drengehold på ca 30 deltagere - med lyst til søfart - ind på 3½ måneds kursus med fuldstændig gratis bolig, fuld forplejning og udmærket undervisning.
Skibsreder Knud Lauritzen og fru Kirsten Lauritzen er efter mit skøn mønstermennesker, der ved, hvad godt de vil gøre - og gør det. Gid Danmark havde mange af den type.

Vinterskolen 1940-41 havde fuldt hus og forløb godt. Men da jeg nu er nået helt op til de senere år af vor skoles historie, vil jeg nøjes med at fremdrage ganske få enkeltheder. I har jo næsten alle fulgt begivenhederne her i store træk, enten ved elevmødebesøg eller gennem de sidste årsskrifter.
Skoleholdene fra efteråret 1940 og indtil sommeren 1943 var meget store, og arbejdet gik - trods krigens ondskab - roligt og godt.
Sommerskolen 1941 sluttede i København indbudt af Dansk-Nordisk Ungdomsforbund til at give opvisninger til fordel for sydselsvigske børn. Vort møde med kong Christian X og hans ord til os  ved den lejlighed, omtalte jeg i sidste årsskrift.
Den følgende vinterskole forløb også godt og sluttede på samme måde med velgørenhedsopvisninger i København.
Ved sommerens elevmøde sidst i juli 1942 talte blandt andre daværende indenrigsminister Knud Kristensen, og vi havde vore sdvanlige opvisninger i gymnastik og svømning.
Efter besøg i København med opvisninger til fordel for finske børn spredtes også dette store hold ud over Danmark.
Vinterskolen 1942-43 var det sidste karlehold her i Ollerup før beslaglæggelsen. Det var et meget stort og dygtigt hold - der iøvrigt også var Berlingske Tidendes gæster i hovedstaden og gav de bedste opvisninger i KB hallen, der efter mit skøn er givet her fra.
Så kom den sidste sommerskole her før vor udlændighed, og det var et udmærket elevhold at virke med, både id agligt skolearbejde her hjemme og med gymnastik ved festlige lejligheder. Vi var gæster ved Sønderjysk Idrætsforenings amtsfest i Sønderborg i juli og gav opvisning på stadion. Jeg mindes især marchen gennem Sønderborg med vor store, fredelige hær midt under krigens rædsler.
Efter elevmødet 1943 med sommerskolens - og påfølgende feriekursus afslutning, blev der en næsten fireårig pause i vort skolearbejde her på stedet.
I oktober tog tyskerne gymnastikshøjskolen, og jeg måtte sende afbud til et fuldt indmeldt karlehold.
Den vinter boede vi på Sandkrogen.
Til sommerskolen 1944 indmeldte der sig mange elever, skønt vi intet sted havde at holde skole.
På Ladelund Landbrugsskole tog man imidlertid imod os alle med største velvilje, og vi fik en god sommerskole. Det var godt at være hos forstanderparret Dons Christensen.
Men sommeren 44 falder udenfor de 25 år i Ollerup, som jeg skal holde mig til at skrive om her. Blot vil jeg nævne, at vi med glæde erfarede, at det ikke - som man kunne frygte - var de ydre forhold, der drog elever til gymnastikhøjskolen, thi hvor godt vi end havde det på Ladelund, så fandtes der dog hverken svømmehal,friluftsbassin eller stadion.
For at få et sted at holde højskole også om vinteren købte jeg godset Løgismose og ændrede det nødvendige der til vort brug.
Men om de fem gode skolehold på dette vidunderlige sted skal jeg heller ikke skrive her, for Ollerup var det jo ikke - og dog fyldte ungdommen også vor skole der.
I efteråret 1946 blev gymnastikhøjskolen i Ollerup imidlertid tilbagegivet mig. Om de forfærdelige materielle ødelæggelser, vor skole havde været ude for, - og om genrejsningen, har jeg fortalt jer i de sdiste to årsskrifter, hvori også billeder viste, hvor slemt det så ud, men også hvor smukt og godt alt nu atter er blevet, så derom skal jeg ikke skrive her.
Den 3 maj 1947 genåbnede vi vor skole her i Ollerup med et meget stort elevhold, men om den sommerskole og om begyndelsen af vinterskolen 1947-48 fortalte jeg jer i mit sidste årsskriftbrev, og heller ikke det skal gentages.
På sommerskolen 1948 havde vi et særdeles ensartet og udmærket elevhold, der førte vor arbejdstid her i Ollerup op til det kvart århundrede, som vi holdt jubilæumsfest for ved skoletidens slutning.
Ved sommerens åbningsmøde den 9 maj talte frk Frost og Jørgen A. Broegaard, og om aftenen opførte Wendelboes Teaterselskab Ibsens skuespil Vildanden, hvori medvirkede Henrik Malberg, Erling Schroeder og flere andre gode kunstnere.
Af nye lærerkræfter har vi fra maj Grethe Laulund - uddannet først på Snoghøj, siden her - og endelig på Statens Årskursus i København. Grethe Laulund har før uddannet de kvindelige delingsførere på Den jyske Idrætsskole i Vejle.
Endvidere har vi som lærerfolk fået ægteparret Kristian og Thora Sørensen, der i en længere årrække har virket ved Idrætshøjskolen i Gerlev.
Med denne forøgelse af lærerstaben er vi meget godt hjulpne.
Vi havde i sommerens løb vore sædvanlige ture til Tåsinge, Fåborg Kunstsamling og Svanninge  Bakker.
Søndag den 10 juli var vi indbudt til Ærø, hvor vi skulle vise gymnastik på Ærøskøbing Stadion ved turistforeningens jubilæumsfest. Vejret var smukt, så sejlturen ud og hjem gennem Svendborg Sund og mellem småøerne var særdeles tiltalende. Det samme gjaldt ærøboernes gæstfrihed, såvel som deres udmærkede ordning og store tilslutning til vor gymnastikopvisning.
Søndag den 18 juli havde gamle elever og venner i de ældre gymnastikhold i Kølstrup - som vi forøvrigt først på sommeren havde et meget interessant besøg af - indbudt os til genbesøg oppe hos dem i denne kønne egn ved Kertinge Nor.
Alle sommereleverne med lærerstaben og skolens mandlige elitehold var med, og det blev en særdeles vellykket tur - både på grund af Kølstrupfolkene store gæstevenlighed - med kaffebord i forsamlingshuset og meget andet - og fordi idrætspladsen i Kølstrup sikkert er en af de allerskønneste i landet. En mand som elektricitetsværksbestyrer M. Pedersen og præstefamilien Køster med flere andre deroppe, men først og fremmest vore gamle elever og venner Aage Walther og Kis, er vi meget taknemmelige for denne gode Kølstruptur.
Så nærmede elevmødet og jubilæumsfesten sig, og I forstår sikkert, at her var travlhed, forventning og spænding over hele linien. Alt skulle være i orden, og alle var med i forberedelserne, hver havde sit at bære ansvar for, vi ventede jo mange af jer - og blev ikke skuffede!
Lørdag den 24 juli oprandt med strålende sol over skolen og aldrig har her vel været så skønt som i disse festdage.
Næsten alle indmeldte kom allerede til mødets begyndelse, og eftermiddagen var optaget af legemlige idrætter for såvel gæster som elever - og af elevforeningens generalforsamling.
Om aftenen opførte lærerstaben m.fl. Bjørnsons skuespil En fallit på scenen i OD hallen.
Om søndagen var vejret fremdeles strålende, og efter morgenmaden samledes alle i Idrætshallen til jubilæumsfestens åbningsandagt ved pastor Niels Hansen, Ollerup.
Så holdt vi prøve på en fælles opstilling - og fremmarch på Volden, som skulle finde sted under eftermiddagens festligheder. Det var morsomt at kalde jer frem af den tusindtallige skare Ollerup Delingsførere og se jeres strålende øjne og glæden over atter at mødes med kammerater og blive stillet op i hold sammen med dem - årgangsvis fra de allerældste og helt op til indeværende sommer. Der var kun ganske få hold, hvorfra der ingen var mødt.
Sidst på formiddagen talte Jørgen A. Broegaard, og vi samledes derefter til middagsmåltid i OD hallen, der - trods sin størrelse - næsten var for lille.
Om eftermiddagen, hvor festen var offentlig, samledes der mange mennesker på voldskråningerne, emns eleverne fra alle årgangene fandt deres pladser holdvis på fire sluttede rækker inde i Idrætshallen - klar til jubilæumsmarchen.
Kl 14 åbnedes de brede porte ud mod Voldens grønne flade, og den store skare, der som elever havde gjort de mange år rige og lykkelige for mig, lød nu atter min kommando og fulgte med rank holdning og kraftig sang vor gamle O.D. Fane. Volden rundt til samlet opstilling for at føle og tolke vort fællesskab om den gerning blandt dansk ungdom, som vi efter bedste evne har tjent og fremdeles vil tjene. VI samledes i et leve for Danmark, med ønsket om at vort folk måtte gå en lykkelig fremtid i møde.
Så fulgte sommerelevernes og det mandlige eliteholds opvisninger, og sidst på eftermiddagen talte fhv statsminister Knud Kristensen i Idrætshallen.
Om aftenen opførte eleverne m.fl festspillet Elverhøj ude i haven, og det blev en særdeles smuk og stemnignsfuld afslutning på denne jubilæumsfest, som dermed var føjet ind blandt skolens øvrige store dage.
Efter elevmødet var sommerskoletiden snart endt, og vi måtte tage afsked med det halvtredsindstyvende elevhold, der nu drog ud fra gymnastikhøjskolen her i Ollerup.
Umiddelbart efter kom det internationale feriekursus, der igen afløstes af et kvindeligt og et mandeligt elevhold på henholdsvis 13 og 15 deltagere, som skulle trænes op til eliten for - efter indbydelse fra byer og foreninger i Norge, hvor forhenværende elever havde skabt interesse for vor gymnastik - at drage på opvisningstourné gennem dette skønne land.
 Så kom indeværende vinterskole med 170 elever - hvoraf 26 er piger. Vi har været særdeles glade ved at arbejde sammen med vinterholdet i de to måneder, der er gået indtil jul, og vi glæder os til at fortsætte samarbejdet med disse udmærkede unge vinteren ud.
Til sommerskolen 1949 er der allerede nu ved årsskriftets trykning indmeldt 120 elever, så fremtiden tegner godt for vor skole.
Nu skal jeg slutte mit brev, som denne gang er blevet alt for langt - med det er også en lang årrække, der er gjort forsøg på at samle et helhedsindtryk fra. Jeg har overfor jer - mine gamle elever - dristet mig til at gengive alt det bedste, som betydelige personligheder har tænkt, talt og ønsket for gerningen her, lige fra skolens grundlæggelse og op igennem årene, når et nyt led blev føjet til. Jeg har også fortalt jer lidt om, hvad her er udført af handling, og I vil forstå, at det har været lykkelige og rige år for mig.
Men det har også været strenge arbejdsår - ikke mindst de sidste. Skolens materielle ødelæggelse var ikke det værste - den kunne oprettes med arbejde og er snart glemt, for den skyldtes ikke direkte ondskab hos de ulykkelige mennesker, der måtte forvolde den.
Andre ødelæggelsesforsøg, der sigtede på min personlige holdning og dermed på gerningen her, sled mere på nerver og kræfter. Men knække mig kunne de ikke, for ejg ahvde fred i mit sind og vidste bestemt, at jeg aldrig havde tænkt, talt eller handlet til skade for mit land, men brugt min tid og arbejdsevne, så godt jeg kunne, tilg avn for vor ungdom. Det har I, mine elever, der kender mig bedst, forstået, og det har I stolet på - også når det gjaldt udtalelser eller handlinger, som kunne misforståes af andre, hvis dette fandtes ønskeligt eller måske i øjebliket formålstjenligt . Og jeg vil hellere tro, at misforståelse og ikke direkte ondskab er grunden til disse ødelæggelsesforsøg. Fristelsen, der foreligger i denne beskæmmende tid, hvor mulighed er til stede for at hæve sig selv i nationalt omdømme ved at drage andres rankhed i tvivl, kan også ahve spillet en rolle.
At Idrætsbladet gerne bringer disse ødelæggelsesforsøg, som Dansk Idrætsforbunds nuværende gymnastiske ordfører stadig fortsætter med, kan der måske ses en mening med, som jeg dog ikke vil mene er bladet værdigt - men at De danske Gymnastikforeninger lader deres blad Ungdom og Idræt benytte på samme måde, gør mig ondt, og jeg kan ikke med min bedste vilje se, hvad godt man tjener hermed. Forhåbentig er det i højere grad redaktørens end foreningens indstilling der i dette forhold finder udtryk i Ungdom og Idræt.
Efter at jubilæet og sommerskolearbejdet var gennemført, følte jeg mig imidlertid noget træt, - og ahvde jeg ikke haft jeres tillid overfor alt, hvad her er sket i de 25 år, og følelsen af, at I ventede en fortsættelse, så kunne jeg vel have været fristet til allerede nu at gå over i andet arbejde, f.eks landbrug. Men min trofaste og dygtige lærerstab, som jeg er så tryg og glad i samarbejde med, støttede mig også i ønsket om at fortsætte endnu nogle år - og efter et par rolige og gode vinterskolemåneder føler jeg mig nu igen helt udhvilet og særdeles veloplagt til arbejdet her i vor prægtige skole.
Jeg takker i dette fællesbrev for alle venlige hilener og gode breve i årets løb og nu til jul, og jeg ønsker alt godt for jer hver især og for jert arbejde i det nye år, som vi nu går ind i.

Gud give, det måtte bringe fremgang for næstekærligheden - og dermed for freden på jorden.

                                                                    Hjertelig hilsen fra Jeres
 
                                                                                                         Niels Bukh

   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk