Der er mere mellem Himmel og Jord
Forside ] Op ]

 
Der er mere mellem Himmel og Jord

Der er mere mellem Himmel og Jord
En novelle skrevet af Erik Holm-søn af tidligere Lærer Holm i Fjelsted

Der er mere mellem Himmel og Jord
Trods al moderne blaserthed og skeptisk trækken skuldren,når talen er om overnaturlige forteelser ,så findes der dog dybt i ethvermenneske en tilbøjelighed til at tro på skjulte kræfter, som fra tid til anden bringer bud fra en ukendt verden .Jeg vil mene, at sindets modtagelighed i denne retning er støre på landet end i byerne, hvor støj og lys både dag og nat ikke levner tidog rumfor hemmelighedssfulde åbenbaringer.På landet derimod,hvor de gamle gårde i generationerja, gennem hundreder af år har set skiftende slægter i sorg og i glæde, i fred og i ufred,der hvisker det stundom i krogene gennem tavse tavse nætter, detr knager det i bjælkelofter,som længst afdøde beboere vandrede rundt på trapper og lofter for at se om deres gamle gård blev vel skøttet. Det hænder vel også at en eller anden ikke har fred i sin grav; hans liv hernede har ikke været helt lydefri, og så lader samvittigheden ham ingen ro.Denne tro på det overjordiske er ikke alene et almuefænomen,men den findes langt ind i intelligensens rækker. Nå,men lad os komme til sagen .Ude i en hyggelig og smilende egn i vestfyn, omtrent midt mellem Odense og Middelfart lå i min barndom en stor gammel bondegård. den havde i ældre tid været en herregård og den lå endnu på alle sider omgivet af voldgrav ,som dog næsten var groet til med siv og rør. Den gamle hovedbygning var forlængst borte og kun avlsgården var tilbage. Hele den sydøstlige del af sognet bærer den dag i dag navn efter gården og har oprindelig høt ind under denne.l mangfoldige år har der gået frasagn om alle de kirkelam,varsler og andet uhyggeligt som kunne ses ved nattetid.Jeg må tilstå at selv om jeg som barn ofte legede dernede på gården, så har jeg aldrig observeret noget som kunne forstyrre min nattero,men jeg må også bekende at efter møkets frembrud gik jeg ikke gerne alene hjem dernede fra. Uden for på porten fandtes en stor porthammer,og det sagdes,at undertidenblev der i midnatstimen banket hårdt med den. Om nogen har høt det, tø jeg ikkesvare for;det kunne jo endelig også hænde,at en eller anden forbipasserende havde moret sig med at slå et par slag med hammeren I gavlen på stuehuset var indsat et relief, en slags våbenskjold. Det engang taget ned og solgt til et museum;mender blev uro på gården især om nnatten, så det måtte sættes op igen. Sådan har jeg ladet mig fortælle. En offentlig vej løb langs gården og skar over voldgraven både mod øst og vest og her begynder egentlig min lille historie.,der viser hvad indgroet overtro kan medføe. Engang i forrige århundrede boede der i sognet en præst og degn. Det gø der endnu;men de to omtalte var af den gamle skole.Præsten var en god sjælesøger, men forsømte heller ikke omsorgen for legemet. Det var ham en vederkvægelse efter dagens møje og genvordigheder mer træge proselytter og dovne præstegårdskarle at kunne samles med gode venner ved en hyggelig L.hombre og en do romtoddy.Degnen var en lidt kolerisk herre med et godt greb både på undervisning og spanskrøet og når han i sit ansigts sved havde banket lærdom ind i og unoder ud af bønene, så kunne også han trænge til lidt stimulansfor legem og sjæl. Præsten og han enedes derfor tit om at se ind til en god ven, nemlig proprietær Jochumsen. En septemberaften i året 18 .... sad de tre omtalte herrer i Jochumsens kontor. Det var henad midnat, og de havde lagt kortene til side.Fruen var gået til ro, men havde forinden sat en bakke med smørebrød ind på kontoret,og efter at have ladet lammerullepølsen vederfares al mulig retfærdig hentede Jochumsen en kedel varmt vand fra køkkenet,for at gæsternekunne få en toddy at (gå hjem på) lad den løbe langsomt ned,mine herrer sagde værten, det er ægte vestindisk rom .Tolderne har heldigvis ikke haft lejlighed til at tolde af den.Han lo lunt og de andre smilede forstående.Mens vi taler om toldere,-fortalte Jochomsen så har der engang for længe siden været en søn her på gården som var tolder.Han var i smug kæreste med en tjennestepige,som blev i omstændigheder og for at blive fri for hende dræbte han hende en nat og gemte hende underen af broerne der går over voldgraven, hvilken af dem ved jeg ikke. Der bliver fortalt at fyren ikkehar ro i sin grav, men af og til ved midnatstider sidder derhenne på åstedet og jamrer.Jg har nu aldrig set ham,men nu kan i jo kigge efter når i går hjem. -Nå„ sagde præsten og smilede dog lidt anstrengt der er vel ingen fornuftige mennesker der tror på den slags røverhistorier.Nej sekunderede degnen, i hvert fald vil jeg da se det først. Lidt efter brød de op og præsten måtte endelig have sit knippe torsk med sig .der havde været en fiskemand på gården lige til aften og velærværdigheden ville glæde sin husstand med på den tid sjældne ret. Præsten og degnen skiltes ved porten ; de skulle hver sin vej. Det var en lun nat, men meget møkt. Degnen gik mod den vestre voldgravsbro. Han måtte føle sig lidt med stokken.selvfølgelig var han ikke overtroisk, men Jochomsenkunne gerne have ladet være med at fortælle den historie så sent på aftenen, men skidt med det. Degnen standser og stivner. Han er nået broen og midt på broen ligger en hvid skikkelse og spærrer vejen. Der høes en sagte stønnen fra gespenset. Håret rejste sig på degnens hoved og en iskold stråle løb ned af hans ryg. Uvilkårlig folde han hænderne og begyndte at bedemen han anede ikke hvad han sagde og pludselig opdagede han at det var ( i denne søde juletid)han remsede op , men det var jo ikke jul, bare tidlig på efteråret og så slog han over i en anden Det blev ( nu falmer skoven trindt om land )Omsider blev han klar over ,at det duede ikkeog han fandt ud af at han var bange ,hundeangst, rystede som et espeløv -Men da blev degnen rasende. Han bange han som altid lo ad andre, der var angst !

Og i pludselig hidsighed svingede han sin spanskrørsstok med en rutine som skolebørnene kunne bekræfte og slyngede den mod spøgelset, idet han tordnede:Vig bort ,satan! Men se det skulle degnen aldrig have gjort. Skikkelsen udstødte en hul, klagende lyd og samtidig voksede den og blev større og større.Da gik den arme mand fra koncepterne,han vendte om ,og fanden tog ved degnen, rent ud sagt.Med en fart der ville have faet en galophest til atblegne af misundelse. fo,r han den modsatte vej,idet han kun tænkte på at nå præsten som måtte hjælpe.Ifarten slog den tanke ham dog at det var godt,at det var mørkt.Tænk om nogen af hans skolebørnhavde set deres værdige degn jage af sted i vild flugt! At han ,hvis dethavde været lyst ikke havde haft nogen grund til at løbe tænkte han ikke over.Men hvor var præsten? Forpustet udstødte degnen nogle uartikuleredede råb, og han syntes, at han hørte nogen løbe foran sig, men han kunne ikke med sin bedste vilje løbe præsten op, og afad en lang omvej nåede han omsider sit hjem.Her blev han gående lidt frem og tilbage for at falde til lidt til ro, og lidt efter lidt fortog den værste flygt sig og han kunne liste ind i seng. Madammen sov trygt,og degnen var glad for ,at han uforstyrret kunne være ene med sine tanker. Da præsten lige udenfor porten var skiltes fra degnen gik han mod den østrebro.Nederdrægtig så mørkt det var.Hvorfor skulle Jochomsen nu også fortælle den røverhistorie om tolderen? Selvfølgelig troede han ikke på gengangere eller den slags, men Præsten var kommet ud på broen. han så frem for sig, og i samme nu gav det ryk i ham; så blev han stiv som en pind. Midt på broen rejste sig en uhyre kæmpe, der bredte begge arme ud mod præsten som for at favne ham i et knugende favntag. Præsten veg et skridt tilbage, men kæmpen syntes at følge efter og antage en endnu mere fantastisk skikkelse.Præsten stønnede af rædsel,så pludselig griber han sit knippe torsk og slynger det med al magt i ansigtet på giganten og derefter fo,r han i en så vinget flugt, som selv hans bedste prædiken aldrig havde nået, ad hjemmet til.Lidt henne ad vejen drejede han hovedet for at lytte. han hørte hæse råb ,uhyret var efter ham, og i stedse vildere fart fløj den skikkelige præstemand af sted idet han stønnende opsendte en bøn til alle præsters gud om at standse forfølgeren. Hjem kom han,rystende og lig bleg. Hans rare lille præstekon blev ude af sig selv ved synet af sin ødelagte præstemand ,som ikke på nogen måde ville fortælle hvad der var hændt. Han kom i seng og fik en kop kamillethe. Hm-det smagte lidt flovt. Lidt efter lå hanunder dynen og repeterede aftenens begivenheder. Pludselig slog det ned i ham: det skulle vel vel ikke være den sidste toddy--den havde jo været sådan lidt stærk ? Og i sit hjertes enfold lovede han i denne stund gud ,at han aldrig mere skulle drikke den "sidste " toddy i hvert fald ikke så sent på aftenen. Langt om længe sov han ind og vågnede i de første dagtimer.Det hele stod klart for ham. ja den kæmpe han nu virkelig. Præsten havde jo selv hørt klasket da torskene ramte ham. Torskene,hvad ville Jochomsen sige hvis han fandt dem? Præsten blev urolig. Lidt efter lettede han sig jo mor sov endnu ,så stod han op fik i en fart tøjet på og af sted gik det mod gården. Nu ved dagens lys var al rædsel forsvunden ,han så sig godt om ,nej der var ingen at se.Omsider stod han ved broen og Præsten standsede rød og flov, næh hvor han skammede sig.Lige ved broen havde stået en høj pil.den var hugget ned eller stynet, som man siger så der kun var en stump af stammen og to tværgrene tilbage i mørket havde set ud som en mand bredte armene ud. Og ved siden af lå hans torskeknippe. Hurtigt snuppede præsten knippet og ville liste afmen da han så sig tilbage,så han til sin store overraskelse degnen stå fordybet i sine egne tanker på den anden bro Nu fik degnen øje på præsten. De stod lidt og kikkede på hinanden.så kom de lidt forlegne nærmere. Præsten gav en stammende forklaring om at han havde tabt sit torskeknippe om aftenen og ikke kunne finde det, og degnen mumlede noget om at han om aftenen havde måtte jage Klavs, gårdens gamle hvide hest af vejen den havde stået tøjret lige ved broen og havde lagt sig på denne. Under dette havde han tabt sin stok, som han føralt havde fundet nu til morgen .Med gensidigt ønske om en god morgen luskede de to kumpaner hver til sin side. Da de var kommet lidt bort, kom Jochomsen ud af porten. Han måbede efter præsten og degnen der var i færd med at fjerne sig hver sin vej.Det var jo Taftes de to gik hjem Jochomsen måbede .Gådens løsning fik han først mange år efter.

  
 
   
Optegnelser af Mogens Hansen
 
 

Send mail til historie@sydfyn-info.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.historie.syd-fyn.dk