Gårde og huse og træk af landsbyens liv
Forside ] Op ]

 
Gårde og huse og træk af landsbyens liv - Af Anders Uhrskov


Gårde og huse og træk af landsbyens liv
Af Anders Uhrskov

Dengang udskiftningen i Nordsjælland fandt sted - for størstedelen i slutningen af det attende århundrede - blev der et meget livligt byggeri, idet en mængde gårde og huse nu blev flyttet ud, hvor de udskiftede jorder var blevet samlede. Der blev ikke dengang sat penge i cirkulation, som det ville ske nu. Man havde nemlig meget småt med mønt, men der blev gjort et kæmpemæssigt arbejde, hvoraf gårdens folk selv udførte broderparten, undertiden hjulpet af en af landsbyens fingernemme husmænd, der gav sig af med at være hugger, hvilket udtryk var betegnelse for både tømrer, snedker og hjulmand. Bygningerne var alle bindingsværk, stråtækte og lerklinede. Nogen støbt sokkel som nu var der ikke tale om. Man fulgte jordsmonnet og lagde en række kampesten, syldsten, hvorpå bindingsværket blev anbragt. Når overtømmeret - sparrer og hanebånd - var anbragt, blev huset tækket med tagrør og langhalm. Derefter blev væggene klinede med ler, man selv havde æltet ved hjælp af et par heste. Mens arbejdet med at bringe det æltede ler til veje tilfaldt mandfolkene, var det klinekællingernes sag at klaske leret ind i bindingsværkets firkantede åbninger, hvor der var anbragt et fletværk af kæppe og pilevånd. Kælling var dengang ikke noget nedsættende ord, det betød slet og ret kone. Lerslæbet, som man kaldte det, var et hårdt og ubehageligt arbejde. Til gengæld oplivede man sig med gamle historier og forskellig spas samt et klinegilde med store snapse. Når væggene var klinede, blev de kalkede, og her er der en betydelig forskel på nordsjællandsk byggeskik og jydsk-fynsk. Mens man i Jylland og på Fyn kalkede tavlene hvide, men trak alt bindingsværket op med en mørk farve, tog man i Nordsjælland noget lettere på det, idet man - på ganske få undtagelser nær - kalkede det hele over.

Inden døre blev der i de rum, hvor der ikke blev spildt vand - stuerne, lo, lade o.s.v. - lagt lergulv. I skorstenen - d.v.s. stedet, hvor maden blev lavet - stegerset, et rum, der dels var køkken og dels bryggers - samt i stalden var gulvet lagt af kampesten. Alt dette kostede ingen penge, kun arbejde. Men fugtigt kunne der jo nok blive i stuerne, hvorfor lågkisterne, hvori klædevarer blev opbevaret, ved hjælp af kistefødder var hævet et stykke over gulvet.

Så sent som i 1840'erne var der i Vejlby sogn ikke et grundmuret hus. Forbedringer blev i tidens løb gennemført derved, at man erstattede lerkliningen med rå sten, som man selv formede, eller man drev det til at mure de nederste skifter, der var mest modtagelige for jordens fugtighed, op med brændte sten, men dem måtte man købe, og de kostede penge, mens arbejdsydelse fra hugger, smed og andre håndværkere for en stor del betaltes med gentjenester og naturalier. Et stort fremskridt var det, hvis man fik råd til helt at udfylde bindingsværket med brændte sten. I halvfjerdserne, da der var gode tider for landbruget, var adskillige bønder blevet så velstillede, at de rev de gamle bygninger ned og opførte grundmurede i stedet. Men endnu findes (1942) der mange bindingsværkshuse og -gårde tilbage, i en del tilfælde står de lerklinede ydervægge bevarede, og i endnu flere tilfælde står de lerklinede skillevægge, der ikke har været udsat for regn og frost, tilbage som et minde om svundne tider.

Hvad husenes indre angik, var forholdene små og fattige. Stuehuset var omkring 8 alen bredt, og opholdsstuen havde ydermur til to sider, hvad der ikke skulle gøre den lunere. Den var både dagligstue, spisestue og soveværelse. Ægteparret sov i omhængssengen, hvis omhæng var det ofte farverige drejl, hvorpå der ved højtidelige lejligheder hang to med kulørte korsstingsbroderier prydede pyntehåndklæder. Børnene havde deres natteleje i slagbænken, hvor der - om det var nødvendigt - kunne anbringes op til seks, tre i hver ende. At fordelingen af den snævre plads så også nu og da medførte forskellige mindre borgerkrige, skal gerne indrømmes. Ved måltiderne sad manden på bordendesbænken ved siden af stolpeskabet, hvor papirer og andre kostbare ting opbevaredes; husmanden, karlene og drengen havde plads på vinduesbænken, mens konen og pigerne spiste deres mad stående. Neden for vinduesbænken fandtes gåsebænken, hvor rugende gæs eller høns førte en noget indelukket tilværelse.

Bilæggerovnen bragte stærkt skiftende varmegrader. Reguleres kunne den jo ikke. Bitterlig koldt var der ofte om vinteren. Endnu værre var det dog ude i den åbne skorsten, hvor husmoderen stod og lavede mad, bagte brødet i bagerovnen, der som en pukkel stak uden for husets væg, passede bryggerkedlen eller fyrede under maltkøllen. Der er mange kvinder, der lider af gigt i vore dage, men meget værre plagede giften utvivlsomt hine tiders mennesker.

Stor flid og gennemført sparsommelighed var betegnende for den tids mennesker. Man lavede så meget som muligt selv. I huggehuset stod manden eller sønnen og forfærdigede tøjrepæle, træskovle, grebe o.s.v. Man lavede harver med trætænder, og i Nordsjællandsk Folkemuseum findes et hammelstøj uden så meget som en stump jern i. Alt er af træ. Opfindsomheden var betydelig, og mange redskaber fra den tids hjem gør et stærkt personligt indtryk. Naturligvis var en håndværker bedst stillet i retning af at kunne hjælpe sig selv til rette. Der findes endnu et snapseglas, hvis fod var blevet slået af, men i stedet for at købe et nyt drejede ejeren en træfod og anbragte glassets - iøvrigt ret rummelige - overdel heri.

Man sparede på alt, også på tiden. Når husmandskonen gik ud i marken for at malke koen, gjaldt det om samtidig at øge bindehosens længde det mest mulige. På hjemvejen bar hun mælkespanden på hovedet, idet den var anbragt på en mælkekrans, der afgav en nogenlunde plan flade og desuden tog af for spandens hårde tryk. Konen havde derfor begge hænder frie og kunne strikke på sine strømper, idet garnnøglet var fæstet på en bæltekrog, der var anbragt i venstre side af nederdelens linning. Bæltekrogen var af messing og prydet med forbogstaver og årstal samt primitive ornamenter. Den var som udskårne eller dekorerede banketærskler eller mangletræer ofte en kærlighedsgave, modtaget i ungdommens vår.

Den nordsjællandske bonde har altid holdt af at være godt kørende. Frederiksborghesten er hans yndlingsdyr og han lægger megen vægt på opdræt deraf. Det gælder ikke blot manden men også konen, hvilket man får et vidnesbyrd om i hin kones udtalelse: "Go'e heste og penge på lommen det er jo ded, vi lever for!"

Det var en ære at være godt kørende - som det også var en ære at være i besiddelse af gode kræfter. Engang sad to bønder - vi kan kalde dem Lars og Mads - på en gæstgivergård i Hillerød og fik sig nogle små sorte. Lars var kendt for sine ualmindelig raske heste, og Mads for sin voldsomme kørsel. De kom til at tale om heste, og Mads var da helt sikker på, at han kunne køre langt hurtigere end Lars. Det betvivlede denne, og enden blev, at de væddede om, hvem der hurtigst kunne køre til Helsinge, hvortil der er to mil, men Mads måtte ikke have mere end den ene skagle på hver hest. "Det gør ikke noget!" sagde han. Resultatet blev også, at han nåede først til Helsinge, men da var de skagler, der slæbte, også næsten slidt op.

Engang hørte samme mand på en gæstgivergård et par prangere sidde og prale af deres heste, hvortil der efter deres mening ikke fandtes mage på den hele jord. Da rejste Mads sig fra sit bord, gik hen til dem og sagde: "For tyve år siden købte jeg en ny vogn. Jeg har kørt med den siden, og den er ligeså god i dag som den dag, jeg købte den. Véd I hvorfor? Det er, fordi jeg kører så hurtigt, at hjulene ikke rører jorden!" Dermed gik han, og prangerne tav.

Beretningerne om forfædrenes raske heste og hurtige kørsel hører til nordsjællændernes stolte minder, og de fortælles den dag i dag.

Inde i landet levede alle af landbrug, for en del af de mindre besidderes vedkommende med et håndværk eller en prangervirksomhed som større eller mindre bibeskæftigelse. Men ude ved kysten boede fiskerne og drev deres særegne erhverv, der atter skabte sin særlige karakter og tænkemåde. Fiskeriet drives den dag i dag stranden rundt, fra Sletten og Humlebæk ved Øresund og til Hornbæk, Gilleleje og Tisvildeleje ved nordkysten. I Gilleleje har man som et led i det lokale museum fået indrettet et gammelt typisk fiskerhus. I Tisvildeleje har fiskerne med sejg energi, men hidtil uden resultat, kæmpet for at få en fiskerihavn. Langt det største fiskeri drives fra Lynæs og det stærkt opblomstrende Hundested. Og endelig er der også fiskeri fra Horns Herreds kyster.

  
 
   
Optegnelser af Anders Uhrskov
 
 

Send mail til historie@sydfyn-info.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.historie.syd-fyn.dk