Hjemmet i Humble Optegnelser af Erik Bendixen
Forside ] Op ]

 
Hjemmet i Humble af Valdemar Bendixen

Der er fortalt om Kristoffer Bendixens fødehjem "Sofiendal" og om livet i "Stubbegård", hvor man i hans skoletid flyttede til, hvorfra han drog til Australien, og hvortil han atter kom tilbage efter otte års forløb, og også af livet derovre i det fjerne har jeg søgt at tegne et billede. Det næste bliver så at fortælle om livet på den gård, hvor Kristoffer fik sin manddomsgerning, og hvad der kom til at fylde ham. Og dette vil da samtidig blive at fortælle om hans hustru Marie, født Hansen.

Da Kristoffer kom hjem fra den lang rejse 1865 tog han fat på arbejdet derhjemme på gården, men selvfølgelig kun nærmest som noget foreløbigt, han var jo 30 år og havde 8000 kr. på lommen, så det er rimeligt, at hans tanker har gået i retning af i en nær fremtid at få noget selvstændigt, men det gik ham, som det er gået mange af dem er en årrække har været borte fra fædrelandet, han kunne ikke ret føle sig tilpas.

Mens han var i Australien var det stadig hans længslers mål at komme tilbage til Danmark, det ser man af hans breve, og det udtalte han selv, men man ser også af breve han har modtaget der ovre fra efter sin hjemkomst, at tankerne syslede med atter at rejse derover, og hans søster "Tante Julie" har sagt, at hvis han ikke netop dengang havde mødt sin Marie, var han sikkert igen rejst til Australien. Han var imidlertid bestemt til at gøre et stykke arbejde i Humble, og "ingen undgår sin skæbne". Kan intet andet standse os og føre os på plads, så kan i alt fald Gud Amor, og det blev hans rammende pil, der førte Kristoffer på plads.

Kristoffer kom hjem fra Australien sammen med en kammerat som hed Lars, og de havde ikke været hjemme så meget længe, før Lars blev forlovet med en pige i Hennetved.

Som Lars's gode ven var Kristoffer med til brylluppet. En fætter til bruden, Anders Hansen (Skrædder), fotograf, var også med, og ham havde Kristoffer også noget forbindelse med.

Så siger Kristoffer til Anders: "Ja, nu bliver Lars gift, men kan du ikke sige mig, hvor jeg skal få en god pige til kone?. "Ja", svarede Anders, "Du kan jo tage min kusine Marie fra Humble, du har jo nok set hende, hun danser dér!"

Selvfølgelig var denne samtale kun spøg - de var begge ret gemytlig anlagt - men måske det alligevel var denne ordvekslen der førte til, at Kristoffer fik øje på Marie. Hun var både smuk og elskelig, så det er ret forståeligt, at en mand kunne komme til at synes om hende. At han allerede samme aften har interesseret sig for hende, tyder et ordskifte mellem hendes forældre på, hendes fader siger nemlig til sin kone: "Jeg mener rele dog, Kirsten, at den Australianer danser så meget med vor Marie.

Det synes som vennen Anders ikke har sluppet de to unge af tankerne efter Lars's bryllup, han har vistnok været så hensynsfuld at invitere vennen og kusinen samtidig til sit hjem. Det er i hvert fald temmelig givet, at Marie og Kristoffer blev forlovet 12. maj 1867 i et lystanlæg, ganske nær ved Anders Hansens hjem.

I Kristoffers hjem kendte man ikke noget til Maries forældre i Humble. Da broderen Kristian fik at vide, fra hvilken gård hun var, sagde han: "I den gård ligger altid bønner inden for et loftsvindue." Det var det eneste han kendte til folkene her. (Hans Jakobsen og Kirsten Andersdatter). Hvad de to gamle i Humble mente om partiet er jo ikke så lige at sige, men det måtte jo vist kaldes ret godt. 8000 var jo på den tid en ret anselig sum, og Kristoffer var som den hjemkomne ret anset og særdeles munter, altid den "førende i laget". Men Hans Jakobsen var kun 55, det var jo tidligt at trække sig tilbage, og da Marie var den eneste ugifte der var tilbage, var det jo en selvfølge, at hun skulle have gården. Da Hans Jakobsen stadig var så svag, at man måtte holde avlskarl, skulle man mene, at dette måtte lette en løsning af spørgsmålet, hvad det vel også gjorde.

Kirsten foreslog Marie, at når hun holdt så meget af Kristoffer, at det absolut skulle være ham, kunne han jo komme dertil som avlskarl, de kunne jo godt blive gift, selv om de gamle vedblev at eje gården. Men denne ordning var de unge nok ikke tilfreds med, så måtte de gamle jo give sig, og gå ind på at overlade gården til de unge.

Hvor lidt eller meget denne ordning på et tidspunkt var de gamle imod, kan ingen vide, men Kirsten sagde i énstemmelig resigneret og opgivende tone: "Ja, så må vi jo helst få ordnet det med aftægten." Det synes som der har været et familieråd hvor sagen er drøftet, thi da Kirsten kom med sin udtalelse, svarede én af svigersønnerne, Kristen Jensen (Møllebygger): "Nu skal I ikke sådan skille jer ad i hver sin lejlighed, I kan så godt leve sammen, det kan I have gensidig glæde og udbytte af." Det var som denne udtalelse hævede en noget trykkende stemning.

Mange steder har man prøvet at leve sammen, unge og gamle, men kun få steder er resultatet blevet tilfredsstillende. Her var imidlertid ét af de få steder, hvor man altid gensidig var glad ved den trufne ordning, man var altid taknemmelig, fordi Kristian Jensen hin dag havde slået aftægtsordningen i stykker, og holdt unge og gamle i stue sammen.

Jeg var selv 12 år da bedstefader døde, men jeg har aldrig hørt et eneste uvenligt ord

mellem unge og gamle, der var altid fuld hensynsfuldhed og harmoni i hjemmet.

Kristoffers og Maries bryllup stod 20. juli 1867 og formede sig vel som et bondebryllup i almindelighed. Dog har jeg indtryk af, at der var særlig god stemning. Hans Kristian Hansen fra Kædeby var gildesbyder, og ved indbydelsen fremsagde han sin almindelige formel sålydende:

(Her er en halv tom side i bogen med plads til formularen, men den er desværre aldrig blevet indført. F.B.)

Kristoffers søster Juliane var jo gift med en broder til fru Hastrup på Rødbjerghavn, og dette svogerskab gjorde, at Hastrup og hans datter Anna, hun var ca. 12 år, senere fru Staun, var med til brylluppet. Fru Staun har fortalt, at der blev sunget flerstemmige sange, hvilket vakte opsigt og beundring. Brudeparret skulle køres til kirken i Hastrups lukkede vogn, men den bekendte Johan havde svært mas med at få vognen for døren, da denne sad lige i et hjørne af den firlængede gård, og det var før vognene var "underløbere".

Hans Nissen, Ristinge, der også var med, udtalte, at han aldrig før havde moret sig så godt. Kristoffer skulle nok komme med til hans bryllup - hvad dog ikke skete.

Før vi går videre med skildringen af livet i Humble skal vi se lidt på den slægt, hvorfra Marie stammede.

Den gård som Kristoffer Bendixen fik i eje var i en ret elendig forfatning. Den tidligere ejer havde som nævnt været meget svag og havde ikke selv kunnet lede bedriften, og dette havde i høj grad sat sit præg på gården. Kristoffer tog fat med stor energi på dræning og mergling, han havde noget fri kapital af de 8000 kr., og arbejdskraft var jo dengang meget billig. Det var et stort held, at der på gården var en bakke - Harnbjerg - med mergel. Det var næsten en tilfældighed at Kristoffer opdagede denne guldgrube. Han var i færd med at fylde et hul ved gården, og havde i den anledning taget hul i bakken. Så kom Hastrup fra Rødbjerghavn til stede. Da han så fylden sagde han: "Men det er jo mergel, kør dog den slags ud på marken!" Kristoffer prøvede at følge Hastrups råd, og virkningen overtraf hans dristigste forventninger. Der blev nu merglet et stykke hvert år, indtil hele gården var merglet, det nåedes ca. 1890. Jorden fik et rigtig tykt lag.

Skønt gården således var kommen godt i skik og der avledes udmærket godt, så var det lige på et hængende hår gået galt for Kristoffer, da krisen kom i firserne.

Jeg skal lige bemærke, at han først i halvfjerdserne havde bygget nye udhuse, hvilket også viser hans energi, ligesom dette jo var en værdi for ejendommen.

1887 døde svigerfaderen, og ved dette dødsfald skulle der udbetales en sum penge til hver af Maries søskende. Året forud havde man lige til nød kunnet holde den gående, og da der nu måtte lånes penge, mente Kristoffer at det blev håbløst. Han foreslog Marie, at de skulle sælge og rejse til Amerika, hvor han havde en broder, og hvor der vist dengang var ret gode chancer for dem som ville tage fat. Han var jo vandt til at leve i det fremmede, og talte godt engelsk. Han mente, at det ville være bedre for børnene at vokse op i Amerika.

Hvordan kan det nu være, at Kristoffer således kørte fast? Tyder dette på en vis uduelighed som landmand? Der kan måske svares både ja og nej. Mergling, dræning og opbygning af gården havde han gennemført med energi og dygtighed, og også selv slidt hårdt - det udtales af karle som tjente ham - men da tiderne forandrede sig, så det blev dyriske produkter man skulle fremstille, da glippede det for ham. I sin ungdomstid i Australien havde han jo intet haft med dyr at gøre, men kun sliddet med jordarbejde, mergling og dræning, eller hvad der lå nogenlunde på linie med dette, og kornavl er en ret enkel drift. Kvæg og svinehold er mere indviklet, og det havde ikke rigtig hans forståelse og interesse. Han kastede sig ikke selv ind i dette som i markarbejderne, og den landmand som ikke fik lagt om og med interesse kastede sig over kvægbrug, han kom i klemme.

Dette evnede Kristoffer ikke. Han var jo nu også over de halve hundrede, så bliver det vel vanskeligere at gøre større forandringer. Uden interesse for sin kvægbesætning havde Kristoffer nu ikke været. Der var fra Rødbjerghavn købt kalve af god stamme, og en ko tog gentagne gange præmie ved dyrskuet, hvilket dengang var mere sjældent end nu. Men det var andre der passede dyrene, den daglige røgt havde han ingen lyst til. Da han senere blev ejer af en fin besætning, som tog første præmie på dyrskuet, da var han selvfølgelig interesseret i det, men det var ikke ham der havde plejet dyrene eller vist lyst til dette.

Jeg har dvælet lidt udførligt ved dette for at man kan bedømme Kristoffer så retfærdig som muligt som landmand.

Marie ønskede imidlertid absolut ikke at rejse til Amerika, og hun bad om at der blev forsøgt at klare skærene, når man rigtig anstrengte sig. Når hun fremsatte dette, var det efter samråd med den ældste søn William, der nu var en snes år. Kristoffer var egentlig heller ikke så forhippet på at sælge, og så tog man da fat og slog kløerne i efter bedste evne, altså særlig Marie og William.

Jeg var på den tid kun barn og kendte intet til disse forhandlinger, ligesom jeg heller ikke tænkte på det arbejde de to - moder og søn - udførte, men efter at jeg er blevet voksen forstår jeg det. Jeg må desværre sige, at de to egentlig fik for lidt påskønnelse for det slid som de udførte. Jeg vil håbe, at bevidstheden om at have reddet hjemmet må være dem løn nok.

Jeg ser endnu hvorledes moder trods de små kræfter sled med ostelavning, for derved at tjene lidt. Der blev taget store mængder skummetmælk hjem fra mejeriet, af dem lavede hun ost, der var meget efterspurgt på egnen. Hendes pris var altid 14 øre pr. pund, og hun betalte 3 øre pr. kande på mejeriet, så kan enhver prøve at udregne fortjenesten. Hun lavede også knapost, dette gav vel mere, men jo også mere arbejde.

Jeg mindes også Williams slid og flid - tidligt og sent - i disse år, og det var meget han præsterede. Han fik efterhånden besætningen meget forbedret, og nu blev den passet mønserværdigt. Da så andelsmejeriet kom og man fik en del mere for mælken, så hjalp dette også, og det var år efter at Kristoffer havde set allermørkest på forholdene, at han ved nytår sagde til Marie: "Jeg ved aldeles ikke hvordan det kan være, men nu ved nytår når alt er betalt har jeg 1000 kr. i kassen, noget i den retning har jeg aldrig oplevet før!"

Andelsmejeriet kom på dobbelt vis til at virke berigende på den gamle gård. Først med at udbetale et pænt overskud årligt, men mejerist Nielsen, den første bestyrer, som en tid boede hos Kristoffer, bragte liv og friskhed med sig, og det samme gjorde hans folk, som også gik meget ud og ind i stuerne. Dette friske pust trængte man netop til i det meget slid, for at dette ikke for stærkt skulle mærke sine udøvere. Nielsen blev kun kort tid i Humble, men så kom Tange, og han bragte mere lødige ting med sig, og påvirkede hjemmet meget heldigt, ja uvurderligt.

Før den tid - som jeg vil kalde den strenge - havde Marie en tid drevet et ret moderne og forholdsvis stort mejeri: Et såkaldt vandmejeri. Konsulent Hansen (Lange Hansen), der kom til øens mejerier, kom også til Marie, og her var folk fra herregårde for at se på anlægget og tage model efter det. Men jeg har indtryk af, at alt dette egentlig ikke gav ret megen nettofortjeneste. Der blev ellers en tid købt mælk fra to gårde.

Jeg mærker selv, at hvad jeg her skriver om livet i Humble bliver noget brudt og usammenhængende og kun må betragtes som en kladde. Siden jeg skrev for nogle dage siden har jeg fået lidt oplysninger.

Da Kristoffer overtog gården var der en første prioritet til stiftsmidlerne på 10.000 kr. Disse penge var uopsigelige i de to første ejeres tid, og da Kristoffers formand Hans Jakobsen havde købt gården, kunne pengene altså ikke opsiges i Kristoffers tid. Desuden var der en arvefæsteafagift på 20 td. byg, kapitaliseret vil dette vel være 6000 kr., så der var altså en prioritetsgæld på 16.000 kr. Måske har der også været lidt anden gæld, som Hans Jakobsen har stiftet, da hans ældste døtre blev gift, men det har næppe været mere end et par tusinde. Ved overtagelsen af gården betalte Kristoffer intet til de tre gifte søstre, men når den sidste af de gamle døde, skulle de have hver 2.000 kr. 16.000 kr. var vel ikke nogen stor gæld på 50 td. ld., men dengang var det vel lige så meget som det dobbelte nu, og så var gården i meget slet forfatning.

De 8 td. ld. på Rene var heller ikke ret meget værd, det meste lå som sylt, og havet gik jævnlig over det meste. Af den øvrige jord lå en del med mose og stubhave, så dette virkelig regulære dyrkbare areal har vel næppe været mere end 35 td. ld. Udhusene var i en sådan tilstand, at de i høj grad trængte til fornyelse. Kristoffer tog som nævnt straks fat på grundforbedringer, men dette kostede penge, som han tog af de 8.000 han var kommet hjem med fra Australien. Når man ser på de høstresultater man i hans første år havde, så forstår man, at der intet kunne blive til grundforbedring. De to gamle skulle jo også leve på gården. 7 - 8 - 9 - fold er almindeligt.

1873 byggede han nye udhuse, hvilket selvfølgelig kostede ret betydeligt. Da Hans Jakobsen døde 1887, havde Kristoffer ca. 1000 kr. tilbage af de 8000. Og da der årene før snarere havde været tilbagegang end fremgang, syntes han at det var håbløst, når han ikke mere fik rente af de 1000, men måtte låne 5000, og så skulle forrente og afdrage disse. Som nævnt blev det prøvet efter Maries ønske. Der blev lånt hos mølleren i Hesselbjerg, hos Drost i Humble og hos Keilgårds i Fodslette, og mærkeligt nok gik det glimrende. Da Kristoffer afstod gården 1904 skyldtes kun de 10.000 til Stiftsmidlerne, og så havde han ca. 16.000 i sparekassen.

Ved Hans Jakobsens død fik hans tre døtre også lidt sengetøj samt kister og dragkister, og sølvtøjet blev delt ligeligt. Der var en del skeer og to sølvbægre. Da arvesølvet var delt i fire lige dele var det ene bæger blevet til overs. Kristoffer bød 10 kr. for det og fik det for denne sum, han blev altså ejer af begge bægre. Da Langelands Museum blev bygget, deponerede han dem der.

 

Der ligger en bog, hvori Kristoffer hvert år har skrevet lidt af årets begivenheder. Når man begyndte at så og når man blev færdig, - og ligeså for høsten samt forskelligt andet. Jeg skal give et lille udpluk af disse optegnelser. Det kan oplyse lidt om hvad der er sket, og også om hvad han har fundet det værd at notere. Første år der er noteret noget er 1870:

1870 fik vi fjedervognen. Samme år blev den søndre side af stuehuset tækket.

1871: 13. august: 22 graders varme. 17. september: skyttefest ved Haugård. 12. september: jagt i Brandsby, 2 dyr, 3 ræve, 4 grævlinger.

1872: (kun så- og høsttider)

1873: Brød det østre hus ned, 7. april. Begyndt på stenmuren 15. april - færdig 31. maj. 14. juni rev det nørre hus ned. Det lille hus rejst 5. oktober.

1874 Droslen begyndte at synge 20. februar. Dammen omsat fra 7. til 11. september. Skyttefest i Lindeskoven 26. september, renset brønden 13. december. 1874 blev den tykke vogn istandsat med nye aksler (træaksler) og smøjning og meget tykke ringe, samme år fik vi tromlen.

1875. Blev skibevognen gjort i stand, lagt på akslerne, smøget og svært jern. Samme år fik vi malkevognen. Indhøstet 14. august, køerne ind 8. oktober.

1876: Blev den gamle vogn gjort i stand med nye aksler. Møddingen istandsat i september. Kørte i kane til Rudkøbing 11. november.

1877. En meget våd høst.

1878. Meget mild vinter og tidligt forår.

1879. (kun nogle data for såning og høst).

1880. Svinehuset bygget. Huset på Rene bygget. Den 2. september slap isen op, samme dag grov vi kartofler op.

1881. Den 19. maj rejste vi den lille mølle på Rene. En våd og lille høst, hveden var

frosset bort.

1882. En meget mild vinter, hverken frost eller sne, den 28. april var vi i Tranekær og sluttede akkord om norets forpagtning. Vi fik tørveformene. ?stakken væltede 5. august. Bedstemor(?) døde den 6. september og blev begravet 12. september. Den 2. september fik vi halmrysteren.

1883. 27. marts kørte vi is fra Præstedammen, 6 tommer tyk, 43 læs.

1884. Forskrækkelig megen regn i januar og de første dage af februar, en meget mild vinter. Forsamlingshuset blev rejst 6. maj, stalden ved samme i november.

1885 - 1886 - 1887 - kun datoer for sæd og høst.

1888. Begyndt at så 1. maj - Harnbjerg færdig 17. maj, såede en del hvede om. Såmaskinen købt. En ny tromleblok. Vinteren meget streng, især med sne, var ude at øse i 23 dage, eller med 1 mand i 34 dage.

1889 Aksler i den grønne vogn. En forskrækkelig varm sommer. Byttede Vigo bort og fik Polly i stedet. (Heste ? F.B.) Begyndt at høste 11. juli, færdig 11. august. Bygget avnebindet og lavet kostalden om. Cementgulv i kødkammeret.

1890. Dampskorstenen på mejeriet blev færdig og lynaflederen opsat 9. september. Havde husene propfulde og 9 stakke.

1891. Møllen på Rene flyttet og forsynet med vandskrue. Odden drænet. Jernakselvognen smøget og nyt jern. Nordøst stod til efter høst.

1892. Anskaffer pumpen i bryggerset, en ny vægt og en ny hakkelsesmaskine. 5. april lagdes grunden til Afholdshuset. 27. maj begyndte vi at mure på Afholdshuset, og samme dag brød vi Renehuset ned (vandmøllerhuset). Denne dag var det 26 graders varme (reaumur). 31. maj rejste vi huset ved hestegangen. 29. maj havde vi det første afholdsmøde på Strynø. Afholdshuset blev indviet 17. juli.

1893. Købt mejemaskine (sammen med Niels Petersen) for 480 kr. Anskaffet posten i gårdbrønden. 23. november plantes det første på Harnbjerg.

1894. En meget mild vinter. I Magleby at så 11. april. 9. maj begyndte nattergalen at synge. Uroligt høstvejr. Den anden plantning på Harnbjerg 14. november.

1885. Bygget svinehuset om i maj. 10. juli blev møllen på Rene rejst, kostede 623 kr. foruden fragt og kostpenge samt maling o.s.v. 100 kr. Købt Niels Petersens part i mejemaskinen for 180 kr. Købte hjulriven for 100 kr. og dobbeltploven for 75 kr. Jernaksler i den grønne vogn. Fik den store blå slibesten. Den 26. september sattes brønden i Harnebjergsmarken.

1886. I dette forår lavedes hønsegården. Den 14. maj blev køerne prøvet med tuberkulin, én reagerede. 17. maj var vi til faneindvielse i Bøstrup. 28. juni til afholdsfest i Tranekær. Samme aften begyndte det at regne efter en meget lang tør tid, en god hjælp i nøden, men atter indsatte stærk tørke, der varede til midt i august. 20. juli begyndte vi at høste rug på Rene, indhøstet 9. august., en lille høst. En ny vogn blev anskaffet og brugt første gang til at køre rug fra Rene (Det er den som nu er vor den gamle vogn V.B.). 20.- 21. august pløjedes Mulebjerg og besåedes med gul sennep. Der er yderst knapt for efterårsgræs, så køerne kom ind 18. august og var kun ude om eftermiddagen. Den bedste vogn pudset op af Krarup. Kagebrækkeren købt.

1887. Ualmindelig megen regn i marts, igen nattefrost 16. maj. Faneindvielse i Snøde. 14. juni var vi på Himmelbjerget. Ajlebeholderen sat. Et ualmindeligt dejligt stille efterår.

1898. Logulvet lagdes af cement 14. marts. Fik ajletønden. Nattergalen begyndte at synge 8. maj. 15. maj begyndte Valdemar at ride cykel, købte en ny 22. maj. Natten mellem 6. - 7. august slog lynet ned i møllen på Rene. Vallekummen sat. Natten mellem 31. august og 1. september stærk blæst, byg og havre blæste af. Natten mellem 9. og 10. september meget smukke nordlys. 17. november blev kælderen opmuret med brændte sten.

1899. Plukket violer 16. marts. Købt muldvarpeharven, lagt gulv i gangen af fliser. Købt den store vægt 21. juli. (den vi har. V.B.). 26. juli færdig med sætningen af roehuset, som kostede 98 kr. En meget stadig høst, først 28. august begyndte det at regne efter en meget stærk tørke. 2. september rejstes hestegangshuset, det kostede 250 kr. Fået ny gangdør og en Fraugdeplov.

1900. Købt skovbakken 3. april (kostede 1000 kr. V.B.). 17. maj leveret 522 pund mælk.

1901. Det første malkekursus begyndte 21. januar, det andet 4. februar. Dejligt høstvejr. Smukt efterår, men tørt.

1902. En meget mild vinter. Dette forår fik vi Hovardsharven og granerne blev plantet på Bukkensbjerg. Først i maj faldt en ualmindelig mængde regn. Købt slåmaskinen for 250 kr. Fik en fjellekasse til den grønne vogn. En meget våd og kold høst, og sådan var hele sommeren. 8. september blev der flere steder kørt rug. Høet på sylten på Rene stod til efter høst, til dels i vand. 11. november hentede vi Nora (den hest som vi siden fik. F.B.) i Rudkøbing. Fik vaskemaskine for 12 kr.

1903. En meget mild vinter. Moder døde 21. april. Købte en brugt dobbeltplov for 40 kr. Lagt cementgulv i bryggerset. Solgt Klaus og Grethe døde. En meget våd høst. 1. oktober stærk torden. Brand i Kinderballe og en så stærk regn, at man ikke havde set mage (endnu har jeg ikke oplevet sådant vejr 1935. V.B.) Det vådeste efterår i mands minde.

1904. Ingen sne i denne vinter. 7. maj rejstes Valdemars hus. En tør sommer, høsten fyldte lidt. Hveden var sået om på grund af regn i efteråret, det var på Rene og vårsæden der var sået fyldte kun lidt. Tørt efterår, knapt for græs. 25. oktober var køerne ude sidste gang. 26. fik Valdemar sine.

1905. En meget mild vinter uden spor af sne, meget koldt i april. 22. maj lå der sne hele formiddagen.

1906. En god høst og et godt høstvejr. (Dette blev Kristoffers sidste notits i bogen. De små parenteser er af V.B.)

Foruden disse årlige optegnelser findes der i bogen en masse notitser og regnskaber, særlig fra det år der blev bygget, men også regnskab med daglejere. Man vil se, at den laveste dagløn der er betalt er 65 øre. Når der til en bestemt mand en tid kun er betalt 50 øre, så er grunden den, at han selv kom og tilbød at gå for denne løn og kosten blot han måtte få arbejde, hvad han så fik. 1892 er høstlønnen 1,66 kr. daglig, og lige før århundredeskiftet 2 kr., højere kom det ikke i Kristoffers tid. Hvad lønnen for karl og pige var ses ikke, men jeg ved, at for en nykonfirmeret dreng var den 1883 50 kr. årlig. Man ser at folkene jævnlig har fået forskud på lønnen. En post som regelmæssigt går igen er "markedspenge", karlen 2 kr., pigen 1 kr.

Selv om det er ret tørre ting at bemeldte bog indeholder, så glimter Kristoffers lune dog enkelte steder frem, som når han noterer hvor meget langhalm N.N. skylder ham, så slutter han med at skrive; "Som jeg skal have når han mener han får noget der er simpelt nok."

Den gamle notitsbog har han købt om bord på skibet Great Britain, som han sejlede hjem på fra Australien. De første optegnelser er hvor mange mil man daglig sejlede.

Jeg skal fortælle nogle småtræk fra dagliglivet i hjemmet, træk der i sig selv er små, men gennem hvilke man alligevel ligesom kigger ind ad ruderne.

Kristoffer havde ét af de første år en karl, der var ret sløj, og en aften var han gået sin vej uden at der var hakkelse til hestene. Så måtte Kristoffer og bedstefar over at skære hakkelse. Under dette arbejde kom karlen hjem og ville så hjælpe til, men Kristoffer gav ham en meget kraftig lussing. "Nu går jeg til sognefogeden!" sagde karlen. "Så kan vi følges ad!" svarede Kristoffer. "Jeg skal vise dig, hvad det koster at tage mine heste og ride på om natten!" Så tav karlen, men han gik i flere dage med mærker af slaget. Det er forståeligt, at karlen tænkte på hævn. Ved lejlighed skulle Kristoffer have klø. Så var det en dag de skulle bære en sten på stenbøren. Den lå på midten, men karlen kunne ikke løfte sin part. Man skubbede stenen nærmere Kristoffer, endnu kunne karlen ikke, endnu et puf fik stenen i samme retning, så gik man med den. Men i det øjeblik opgav karlen at klø Kristoffer. Karlen betroede dette til drengen, der lod det gå videre til Kristoffer.

Som regel levede Kristoffer ellers på en meget venskabelig og kammeratlig fod med karlene. Hans Mikkelsen, der kom til at bo i Helsned Møllevænge, har udtalt, at det var velgørende at tjene hos Kristoffer, for han tog altid sin fulde del af arbejdet.

Kristen Eggert arbejdede temmelig meget hos Kristoffer, dels om høstmand og dels som murer. Denne mand var som Kristoffer fyldt med spøg, og når disse to talte sammen, da var det ikke let for uindviede at følge med. Sære navne havde de til mange ting. Den lange fork hed "Niels Jørgen" (den var købt på denne mands auktion), den store stenhammer hed "Gumme Skrædder", vaterpasset hed "Den lille Vorherre", og kalken man murede med hed "Beg" eller "Lim". Benyttede man ler og dette var hentet i Harnbjerg, hed det "Harnbjergcement". Uden for gården var en sænkning, spor af en gammel grav, dette hed "Sagers brønd". Når man hører oprindelsen til dette navn forstår man hvorledes de to spøgefugle morede sig med fordrejelse af navne. Der var oprindelig en lergrav, og i den arbejdede en mand som hed Hans med tilnavnet "Foged". Nu havde man på den tid i Rudkøbing en byfoged, som hed Sager, og da nu bemeldte Hans blev kaldt "Foged", ja så kunne han jo også kaldes Sager, og den grav han arbejdede i blev så til "Sagers Brønd".

Før denne grav blev jævnet blev der begravet en død hest i den. Det var før jeg kan huske, men da jeg var 12 år var vi tre drenge, der tik i lag med at grave hesteskelettet op for at sælge benene. De indbragte i alt 72 øre, altså 24 til hver. Nogen høj timeløn fik vi ikke, da arbejdet varede to dage, men udgravningen står endnu for mig i barndommens rosenskær. Hvilken fryd da vi øjnede de første ben! Og 24 øre var virkelig en sum penge i de tider, da skolebørn aldrig ejede en skilling. For mine blev købt en solring, der jo viste hvor mange klokken var. Ganske vist manglede der 1 øre, da ringen kostede 25, men den lagde fader til.

Kristen Eggert var ikke hengiven til drik, men ved festlige lejligheder blev han som regel munter, når punchen kom på bordet. Så var der ingen ende på hans spas. For resten førte hans lille svaghed for de våde varer engang til ulykke. Man kørte rug, og Eggert satte stak. Han drak ustandselig af gammelt øl og blev overmodig. Han satte stakken højere og højere, uden at tænke på bedstefars advarsel, at den blev alt for høj i forhold til roden, - og så kom katastrofen. Stakken væltede, og Eggert slog sig meget slemt, han blev ikke til mere den høst. Det er én af de begivenheder Kristoffer har nævnt 5. august 1882.

Det var en lørdag aften sent at stakken væltede, men begivenheden kendtes samme aften i hel byen, og søndag morgen mødte der ukaldet mandskab fra flere gårde for at hjælpe til at bjerge rugen, da det så ud til regn. - Et bevis på hvorledes samfølelsen endnu var rådende i byen.

Dette var i flere henseende en streng høst. Ved stakkens fald blev Eggert uarbejdsdygtig, og en anden daglejer døde af tyfus. Marie gik og skulle have en lille, og hendes moder var stadig sengeliggende og kunne ikke vende sig selv. Kristen Vejmand har senere sagt, at når man spiste mellemmad ude i de yderste marker, så løb Kristoffer med et stykke brød i hånden hjem for at dreje bedstemoder, så fandt hun bedre hvile, men han måtte hurtigt tilbage til arbejdet. Dette er ét af de kønneste vidnesbyrd jeg har om min fader.

Jeg skal i denne forbindelse nævne et andet, som tante Julle har fortalt. Som ganske lille led jeg meget, fordi jeg ikke kunne lade vandet, og smerterne var allerværst i liggende stilling, hvorfor jeg havde en sand rædsel for sengen. Men fader var utrættelig til at bære mig for at holdet mig i oprejst stilling og dermed lindre smerten. Det er jo smukt at ofre sig for sin lille dreng, det er vel nok større at løbe den lange vej hjem for at lindre sin gamle svigermoder.

 

Kristoffer havde ikke fra ungdommen jægerblod i årerne, men han sagde, at Mogens Jakobsen fik ham med som jæger fra han overtog gården, og til han var et halvt hundrede år gik han en del på jagt. Hans gård var én af de få ejendomsgårde, hvorfor han havde jagtret, hvorimod grevens fæstere ikke måtte jage på egne marker. Dog drev Kristoffer også en del strandjagt, når der var is. Samtidig med at jagten kunne glæde ham, var der noget i ham der oprørtes over råheden ved jagten. Han kunne med afsky og gru fortælle træk fra jagten, som de allerfleste ville more sig over, og som årene gik fik han stedse mere afsky for jagten. Det var hans ønske, at hans sønner aldrig skulle få lyst til denne sport (et ønske han til fulde fik opfyldt), derfor solgte han sin prægtige jagtbøsse. Det var vel nok for en stor del kammeratskabet, der gjorde ham til jæger. Men så var han så heldig, at på en jagtdag blev Mogens Jakobsens hund skudt. Det var ikke Kristoffer der skød hunden, men Mogens Jakobsens broder Niels. Men der blev misstemning og veksledes bitre ord. Det lille selskab der ellers hvert år havde jaget sammen, gjorde det ikke oftere, og Kristoffer solgte bøssen.

Det var ikke alene vildtet han ønskede at skåne for unødige lidelser, også husdyrene ønskede han skulle slagtes humant, hvorfor han altid bedøvede med et slag, eller for større dyrs vedkommende ved et skud. Han købte en revolver af svær kaliber alene til dette brug. Hvis Kristoffer havde levet 50 år senere ville han uden tvivl være blevet vegetar af humanitetshensyn, han havde forståelse for dyrenes lidelser og medfølelse med dem, - det er der også andre der har, - men han havde også - hvad ikke mange har - mod til at så sine egne veje, men den vegetariske tanke mødte han ikke før næsten på gravens rand.

I hjemmet kom jævnlig indremissions kolportøren Rasmus Sønderskov. Kristoffer var ellers meget kritisk over for denne retning, men Rasmus Sønderskov tog han altid godt imod og talte venligt med. Senere kom der andre lægprædikanter, som han absolut ikke yndede. Han spekulerede vist ikke meget over kirkens dogmer, tvivlede næppe på noget, men var alligevel efter sin tid ret frisindet. Når det ellers hed, at man intet måtte nyde om morgenen før en altergang, så sagde han, at dette var noget snak - det havde intet at betyde. Ligesom han også mente, det var aldeles ligegyldigt for saligheden hvilken religiøs retning man hørte til, blot man var ærlig.

Han ville dog nødig at hans børn skulle læse fra frisindede skrifter og drages bort fra børnelærdommen. Også her tror jeg at Kristoffer ville have stillet sig anderledes, hvis han havde levet 50 år senere, da ville han sikkert have kastet adskillige af kirkens dogmer over bord.

Ja, der kom mange forskellige personer i hjemmet i Humble. Som nu Jørgen Hannibal, der opholdt sig på fattiggården, men hver søndag gik rundt og tiggede. Så var han en dag derhjemme, og bedstefar gav ham en toøre. Det var vist ikke så lille en brøkdel af den gamles penge, men Jørgen fandt, at det var for lidt, og da han i forstuen gik forbi Kristoffer, gjorde han nar ad den gamle ved at rose ham i høje toner, og så vise Kristoffer toøren. Kristoffer stod og pudsede på en huggert, som man brugte i skytteforeningen, og da han havde hørt lidt på Jørgen, tager han huggerten og trækker ham én over skuldrene, selvfølgelig med fladen. Jørgen sprang ud af døren med mange undskyldninger, men Kristoffer efter, og slagene haglede ned. Det sidste fik han da han fór gennem lågen, og tilskuerne påstod at det bed, for da vendte kanten til. De andre var nærmest klap. Dette lille træk er vel nærmest at betragte som en grinagtighed, men det viser også, at Kristoffer ikke tålte, at hans svigerfader skulle gøres til grin.

En tid efter var der høstgilde hos Kristoffer, og sligt skulle J.H. nok få opsnuset - så kom han listende om aftenen for at få noget god mad. Som han nu denne aften sidder og spiser kommer én af gæsterne med den omtalte huggert og lægger den på bordet foran Jørgen, idet han spørger om han kender sådan én. Men Jørgen lod som ingenting, han skulede til tingesten, men lod sig den gode mad smage.

Jørgen Hanibal var nærmere vagabond end tigger, men der kom i hjemmet en masse tiggere, dog mest kvinder; også en del børn, men kun enkelte mænd. Det var Marie der tog sig af disse skarer, thi så mange var der, at det kan kaldes skarer, særlig hen mod jul var der mange, vel en halv snes daglig. Aldrig tror jeg nogen er blevet afvist, de fik alle en almisse, men de behandledes ret forskelligt. Når der kom børn søgte Marie at give dem noget, som de kunne spise med det samme, hvis de skulle være sultne, men også tage med hjem, hvis de ikke trængte. Ellers var det jo mest et stykke flæsk eller kød eller en tot uld der udleveredes, enkelte bad også om korn.

De mere fjerntboende og ubekendte (der kom tiggere fra flere sogne) kom kun inden for døren. En del mere bekendte kom til bordet og fik kaffe og måske smørrebrød En gammel kvinde, som sad til bords og spiste ret meget, sagde til sin undskyldning: "Når vi sådan har gået meget længe og er blevet rigtig "bundsultne", så er det så frygtelig som man kan spise!"

Når jeg som barn så på denne given til tiggere og beværtning af mange, fandt jeg det selvfølgelig såre naturligt - senere har jeg ofte måttet tænke på de mængder som ad den vej forlod huset. Hvis det var blevet kapitaliseret, kunne der være blevet en stor fattigskat. - -

Jeg har hørt sige, at det blandt tiggerne hed, at Marie var den bedste i byen, og næst efter hende Karen Troelsen. Underligt er det at se, at mange af de hjem hvor man var mere påholdende over for "landevejens børn" er gået meget stærkt økonomisk tilbage, medens velstanden øges også i næste slægtled fra det engang fattige hjem. Der er for mig ingen tvivl om, at Maries kærlighedsgerning mod de fattige på en for os uforståelig måde kommer slægten tilgode.

Når der fortælles om livet i Humble, så må Kristoffer nævnes mange gange oftere end Marie. Men dermed være ikke sagt, at hun havde mindre betydning, men hendes liv og virke formede sig så stilfærdigt, og hun var meget beskeden. Dog var hun ikke uden sans for humor, en munter og vittig historie tiltalte hende meget, og når undtages de sidste leveår, læste hun føljetonen i avisen og talte gerne om det læste. Hun kunne også selv fortælle komiske oplevelser, men det var kun i hjemmets kreds.

Kristoffer havde en ypperlig sangstemme, og han kom kort efter at han var kommet til Humble med i en sangforening med lærer Knudsen, Kædeby, som leder. Det var dog ikke mange år han var med her, måske foreningen opløstes. Også i disse første år var han med til at danne et lille orkester af 6 horn. Selv blæste han tenorhorn. De øvrige musikere var lærer Knudsen som dirigent, Hans Nielsen, Haugbølle; Rasmus Brun, Lindelse; Martin Eggert, Brandsby; Rasmus Degn, Kædeby, senere Humble. Det kan heller ikke være mange år at han har spillet. Han sagde selv, at da de skulle bygge (1873) måtte han gå fra, han kunne ikke få tid. Det var tydeligt, at han mindedes denne tid med glæde, og han blev altid ved at have nogen forbindelse med dem han havde spillet sammen med.

Efter at han var trådt fra som hornblæser kom han en tid med igen i en kreds, hvor man spillede okarina. Det var vist ellers de samme som blæste horn, men måske skulle man her være en mand mere. Her blæste han tuba. Det meget ejendommelige instrument ejes af undertegnede. Okarinaorkestret gjorde megen lykke, særlig ved en basar i Tranekær var de svært i vinden og fordunklede helt hornblæserne.

Også skyttebevægelsen kom Kristoffer hurtigt i forbindelse med og blev formand for Humble kreds i året ?. Medens musik og sang nærmest kun var for egen fornøjelse, så kom han i skyttebevægelsen til at udføre et langt og slidsomt arbejde. Skydebanen var på Kristoffers mark, og i hans lade opbevaredes træhest og forskelligt andet, som benyttedes om søndagen til øvelser, der foregik i det frie. Det var almindeligt at benytte en vognfjæl til springbræt, og mangen en vognfjæl er knækket ved denne medfart. Således fortæller da Mads Skov i Kædeby, og han var med i de dage.

Så vidt mulig var Kristoffer til stede om søndagen ved skydning og øvelser, for at alt kunne gå som det skulle, burde - og den rette ånd være rådende. Han var undertiden lidt ked af at det tog så meget af hans tid. Jeg har hørt ham tale med Marie om dette, men de mente, at her var et opdragende arbejde som skulle gøres, og da den ældste søn voksede til og med lyst deltog i bevægelsen, var dette en spore for Kristoffer til at blive som formand.

Der er næppe tvivl om at han udførte et opdragende arbejde som formand for skyttekredsen, selv om det måske nu er lidt vanskeligt at forstå, men der var en egen faderlig myndighed over den måde han styrede - noget som nu er utænkeligt.

Kaptajn Edv. Nielsen fra Nyborg kom undertiden til kredsen og boede så hos Kristoffer. Jeg husker også at der engang kom en sergent. Der var dengang intet forsamlingshus. Når man skulle have et møde var det i et hjem, og da hos Kristoffer. Således kom Marie også til at trække sin del af læsset - der blev gerne serveret kaffe når nogen samledes. Jeg husker også engang at skyttefesten med dans blev afholdt der i hjemmet.

At man påskønnede Kristoffers arbejde vidner forskellige ting om, som skyttekredsen skænkede ham. Således en karabin - Reminton -vundet ved en skyttefest i ? 1878 en bog om Niels Juhl og en tyk sangbog.

Denne karabin måtte afleveres i tyskertiden og er smeltet om af tyskerne, hvilket har været mig en hjertesorg.

5. 8.1949. Vald. Bendixen.


I nogle år var Kristoffer ligsynsmand, han var i sognerådet fra 18 til 18 . Han tog sin tur som stævningsmand i tre år og var i en længere årrække jordboniteringsmand. Fra 18? til 19? var han formand for det stedlige hesteforsikringsselskab, så han prøvede mange ting.

Den sag som kom til at optage ham stærkest og hvorfor han kom til at gøre det største arbejde var imidlertid afholdssagen. 13. december 1885 underskrev han i Humble skole afholdsløftet og blev valgt til foreningens formand, en stilling han beholdt til sin død. For denne sag var det som han og Marie kunne ofre næsten hvad det skulle være. Talerne boede i hjemmet, møder blev der holdt, og mange private kom der, og altid var der beværtning. Men mærkeligt nok blev man ikke fattige af alt det man ofrede.

Kristoffer drog ud til møder over hele øen - og til Strynø og Ærø, og han blev som en apostel for afholdssagen på disse egne, trods det at han egentlig ikke var taler. Sagen havde i en årrække mægtig fremgang, og dertil bidrog vistnok, at Kristoffer i forvejen, særlig gennem skyttebevægelsen, var godt kendt og respekteret over øen. Da Langelands Afholdskreds dannedes 18? var det en selvfølge at han blev formand. Fra denne plads havde han trukket sig tilbage 1½ år før han døde, da han mærkede at kræfterne svigtede.

Det var næsten som afholdssagen på Langeland var personificeret i Kristoffer, og skønt det nu er lige ved et halvt hundrede år siden han bekendte kulør, og snart tredive siden han døde, så er det endnu som befolkningen har en følelse af at navnet Bendixen og spiritus står til hinanden som ild og vand. Jeg mærker dette, skønt jeg aldrig har ført kampen med den ildhu som fader, blandt andet fordi jeg ikke i denne bevægelse ser noget så altoverskyggende som han gjorde.

Jeg har nævnt, at hvis Kristoffer havde levet 50 år senere kunne jeg tænke mig, at han var blevet vegetar. Jeg slutter mig til dette ud fra den humanitetsfølelse som han havde, og den kraft han havde til at gå imod det gængse, og denne kraft viste han da han meldte sig ind i afholdsforeningen og kastede sig ind i arbejdet for sagen.

Det var noget så nyt og fremmed her på egnen, at han måtte være forberedt på at det kunne betyde brud med hele hans omgangskreds. Der blev også talt en del om det mærkelige skridt han havde taget, og man drøftede hvorledes man skulle stille sig over for ham på visse områder, men det blev til at man nærmest lod som ingenting. Den spot og hån som man skulle have afleveret, blev udøst over mindre helstøbte personer.

Jeg kan ikke her undlade at bemærke, at når jeg nu 50 år efter hører fornuftige mennesker omtale den vegetariske tanke, da er det et tro ekko af det som lød da afholdssagen rejstes. Når menneskene inderst inde føler, at det man stilles ansigt til ansigt overfor er det ideelle og rette, men man ikke ønsker at bryde med gamle vaner eller synes sær, - ja så beroliger man samvittigheden ved at drive spot mod dem som går egne veje og kalder deres færd for tåbelighed. Kristoffer lod sig ikke anfægte af sligt, han gik den vej hans hjerte tilskyndede ham.

Der var vel mange - særlig i den første tid - der så med en vis foragt på Kristoffer, fordi han var blevet afholdsmand, men der blev efterhånden en lille skare der næsten forgudede ham - det var dem hvis hjem gennem denne bevægelse var blevet forandret fra næsten et helvede til en menneskelig bolig. Man var tilbøjelig til at tillægge Kristoffer æren for denne forvandling. Jeg syntes undertiden, at det smagte af skaberi, al den tak til ham, men efter at jeg er blevet fader og bedstefader og har set en del af livet - da forstår jeg bedre disse mennesker - særlig kvindernes taknemmelighed.

Som formand for afholdsforeningen og kredsen deltog Kristoffer i en del årsmøder, hvorved han fik sit fædreland at se og stiftede bekendtskab med en del gode og betydelige mennesker.

Formentlig snart efter at afholdsforeningen var stiftet kom der som en mismodsstemning over Kristoffer. Han fik en følelse af at have taget fat på at løfte en sten, der alligevel blev for tung. Så var han til en afholdsfest i Horsens. Her var samlet 20.000 mennesker, og efter at have været med i disse begejstrede skarer, blev han aldrig mismodig.

I foreningens første år samledes man i hjemmene hos hverandre. Men pladsen blev efterhånden noget trang, og man havde også indtryk af, at hvis foreningen havde eget lokale, ville flere slutte sig til.

Så opførte man 1892 afholdshuset i Kristoffers have, et foretagende som man fik megen glæde af. Her var i vintertiden foruden afholdsmøder ugentlige sammenkomster med foredrag og oplæsning altid fuldt hus og god stemning.

I de første par år var det pastor Højrup, pastor Eslev og lærer Lorentzen der optrådte. Senere blev det næsten mejeribestyrer Tange, der udelukkende trak læsset. I Tange fik Kristoffer en særdeles god hjælper og forbundsfælle.

Valdemar Bendixen

Når navnet Bendixen er blevet nævnt i forbindelse med stednavnet Humble, er det oftest blevet forbundet med Valdemar Bendixen og William Bendixen - og deres far, afholdspioneren og åndsforkæmperen Kristoffer Bendixen. Men det er uretfærdigt ikke også at nævne Marie Klinte, født Bendixen, som stod last og brast med brødrene Valdemar og William. De 3 søskende blev især kendte for deres indsats i afholdsbevægelsen, og i lige høj grad beundrede de deres forældre, Marie og Kristoffer Bendixen.

Jeg husker Marie Klinte som en meget mild og stilfærdig kvinde, der levede sammen med sin mand Hans Peter Klinte på en gård i Kædeby i Humble's nærhed. De kom meget i mit barndomshjem, for eksempel når min bedstefar, William Bendixen, havde fødselsdag. Marie Klinte var god til at skrive vers og til at skrive små sangspil til juletræsfester i afholdsforeningen. Som barn medvirkede jeg som nisse i disse sangspil.

I min bedstefars sidste år, da Valdemar var gået bort, var der et inderligt forhold mellem bedstefar og Marie Klinte, og jeg kan især huske, at de førte meget lange telefonsamtaler med hinanden.

Erik Bendixen

Erik Bendixen
Ristingevej 63 5932 Humble
tlf. 62571071
e-mail: erikbendixen@get2net.dk
 
   

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk