Den Gamle Violin Optegnelser af Erik Bendixen
Forside ] Op ]

 
Den gamle Violin af Valdemar Bendixen

Hr. telegrafbestyrer Svend Jørgensen, Fredericia, tilegnes disse blade med tak for den hjælp han har ydet den gamle violin og for det store arbejde han har udført for at fremdrage og bevare den gamle musik

Mørket listede sig længere og længere frem af stuens kroge. Jeg lod mig glide ned i et sofahjørne og sad og smålegede med violinen, som jeg havde spillet lidt på i skumringen. Nu havde jeg lagt buen til side, og fingrene rørte jeg ikke. Men så begyndte violinen ganske stille at hviske og fortælle om sine oplevelser og nogle af de mennesker den havde været i berøring med, og nu skal jeg prøve at gengive noget af det den sagde.

- Se, sagde den, det er jo nu med mig som med menneskene: Min fødsel og første barndomstid husker jeg ikke, den slags må andre give oplysning om. Men én som vist var klog på de dele har sagt, at min vugge sikkert har stået i Tyrol for 200 år siden. Om min rejse her til Danmark husker jeg intet. Det første jeg dunkelt mindes er, at jeg ved år 1800 opholdt mig i Bagenkop. Manden, hos hvem jeg havde til huse, var vistnok halvt landmand og halvt fisker og så lidt landsbymusikker ved siden af. Men alt dette står meget dunkelt for mig. Manden blev imidlertid gammel, andre kom og tog hans plads som musikanter, og jeg kom til at hænge næsten urørt på væggen. Dette var omkring 1824; jeg har altid lagt mig efter at mindes årstallet for de vigtigste begivenheder i mit liv.

De fem generationer:
Hans Jacobsen (1812-1887)
Kristoffer Bendixen (1836-1907)
Valdemar Bendixen (1875- 1951 )
Frode Bendixen (1906 -
Bendix Bendixen (1933 - 1977)

På den tid levede der i Humble en gårdmand ved navn Jacob Hansen. Han havde en lille tolvårs dreng, der hed Hans, og lille Hans ville så grumme gerne have en violin. Det syntes faderen var ingen nytte til. Hans skulle, når den tid kom, have en gård og ikke gå som spillemand. Så skete det imidlertid, at Jacob Hansen fik at høre, at der på Bagenkop var en gammel violin, som kunne købes billigt, og ejeren ville endda give køberen gratis undervisning i musikkens mysterier - det vil sige, noder kendte han intet til, men han kunne da forklare, hvorledes der skulle holdes både på violinen og buen. Åh hvad, tænkte så Jacob Hansen, lad Hans få violinen, når han i samme køb kan få undervisning. Kan han tjene en enkelt daler ved at spille til dans, kan det jo være kærkomment, og han kan jo blive lige god gårdmand, fordi han kan spille. Så red da Hanses fader en dag til Bagenkop. Hvor meget jeg blev takseret til, ved jeg ikke, men da han forlod huset, var det en aftale, at lille Hans om nogle dage skulle komme og afhente mig og have sin første undervisning.

Selvfølgelig var det med en vis spænding, jeg ventede på min nye ejer; man ved jo, hvordan man har det, men man ved ikke hvordan man kan få det. Jeg havde egentlig altid befundet mig ret godt på Bagenkop. Ganske vist gik det undertiden noget mere vildt og støjende til, end jeg syntes om, men der var dog altid godt humør, og det er meget værd. Kun nu de allersidste år var det begyndt at blive lidt trist. Jeg hang så ensom på væggen.

Nå, så en dag kom da lille Hans. Min gamle husbond fik mig ned fra sømmet, strengene blev stemt og buen fik harpiks. Tonerne klang helt kraftigt gennem den lille stue, selvfølgelig gjorde jeg mit bedste for at betage lille Hans. Den gam1e havde spillet et par stykker, så rakte han mig til min nye ejer, og Hans's barnehånd greb mig om halsen. Noget så sødt og begejstret som dette favntag har jeg aldrig følt hverken før eller siden - det var som når ungersvenden første gang lægger armen om den pige, han længe har elsket og beundret.

Da lille Hans vandrede hjem, måtte han en gang imellem have mig ud af posen og prøve de greb, den gamle bagenkopper havde lært ham - han kunne allerede spille "Lærebitten". De næste to-tre måneder vandrede lille Hans nu en gang ugentlig den to mil lange vej fra Humble til Bagenkop og fik undervisning og lærte en del gamle danse. Han var meget lærenem og kunne snart spille alt, hvad han kunne synge, og han lærte melodier og danse meget hurtigt, så han snart fik et ret stort repertoire.

Så begyndte lille Hans og jeg så småt at spille til gilder; først var det til høstgilde, men efterhånden blev det både til barnedåb og bryllup. Jeg har været i mange hænder både før og siden, men disse år her - det bliver altid storhedstiden i mit liv. Lille Hans og jeg vi var som skabt for hinanden. Ingen af os var så store i slaget, men hvor vi holdt af hinanden. Jeg følte, at der strømmede kærlighed ud af hans fingre, når de løb over strengene.

Nu er det glemt, det meste af det, lille Hans spillede efter gehør, selv om en del i de senere år er blevet optegnet. Jeg føler jeg har så meget ejendommeligt gammelt i mig, men hvad kan det nytte, når der ingen er, som kan få det frem. Jeg er ikke god til at huske navne på alle de mange stykker. Det er kun enkelte jeg mindes, skønt lille Hans havde dem i snesevis. Og disse jeg husker er mest dem som nu er blevet optegnet. Jeg skal give prøve: "Den franske morgenstjerne", "Gamle Berlin", "Det lille hul", "Brummekvadriljen", "Syvspring", "Nummer 12", "Lifligsang", "Den gamle Mazurka", "Goddag kære broder".

Det kan nok være, at lille Hans kunne agere, når vi sådan var ude til gilde. Man sagde om ham, at han spillede med hele kroppen, og ind imellem kunne han arrangere en leg eller munter spøg.

Men Hans var jo nu en gang som det hedder "født inden for en port", og derved såvel af sin fader som af skæbnen dømt til at blive gårdmand, hvad han også blev og det lidt hurtigere end han eller andre havde tænkt på.

Steffen Rasmussen døde pludselig og efterlod sig en trediveårig enke, ingen børn, men en fæstegård, som var billig at gå ind til. Da Jacob Hansen havde mange sønner, er det ret forståeligt, at det var ham kært, om én af dem kunne få den ret unge enke og gården, der lå tæt ved hans egen. Den eneste der kunne være tale om var Hans. Han var den ældste og kun 21 år, men han var jo da gammel nok til at kunne gifte sig. Og så hurtigt efter Steffens død som loven tillod, fandt vielsen sted og Hans blev gårdmand. Hvor megen elskov der var mellem Kirsten og lille Hans, kender jeg ikke noget til, men jeg fik lejlighed til at :følge deres samliv og være i stue sammen med dem i 50 år, og jeg tør sige, at det var et meget eksemplarisk ægteskab. De hjalp hinanden trofast og delte ondt og godt med hinanden på bedste måde, skønt de var ret forskellige naturer. Hun var den stærke, kraftige, energiske - han var blidheden og godheden selv, men savnede noget af den robusthed, som bonden gerne skal eje lidt af for ret at kunne hævde sig. - Trods deres forskellighed tror jeg altid de var glade ved, at de var kommet sammen. Men der var én, der ikke var så glad for det, og det var mig! - I den første tid efter brylluppet gik lille Hans som før ud at spille til gilder, men hans kone satte ikke pris på det. Hun v1lle, at han skulle blive hjemme om aftenen, nu han var blevet gårdmand.

Så blev Hans hjemme, og jeg fik lov at hænge i ro på væggen - det vil sige, han tog mig såmænd ned næsten hver dag og spillede lidt. Men se, det var jo alligevel langt fra det samme som at klinge i gildestuen, hvor fødderne trampede, skørterne svang og latter og hujen lød. Og det var jo lille Hans og mig, der dirigerede og satte fart i det hele, det følte vi.

Hvor meget lille Hans og jeg mistede ved dette, at vi ikke mere kom ud til gilderne. det forstod hams kone ikke, og Hans klagede aldrig, men jeg kunne se på ham, at han led, og når han sad derhjemme og spillede de muntre danse, ja da var der som en understrøm af vemod, medens de før var fyldt af jubel, latter og kådhed. Denne forskel hørte hans kone ikke, men jeg mærkede den.

Selv om det var et savn for Hans, at han måtte holde sig hjemme, så var det næppe det der gjorde, at han, da han havde været gift en halv snes år, blev svage1ig og mere og mere syg. Det var nerverne det var galt med. Den før så livlige mand blev til tider meget tungsindig. Ringere og ringere blev det. Til sidst lå han stadig til sengs, og nu gik der år hvor jeg ikke blev rørt. Så gik jeg op i limningen, for det er nu sådan både med mennesker og instrumenter, at når de ikke bruges så forfalder de.

Så en dag, da jeg var ramlet helt sammen,. tog de mig og kastede mig bogstavelig talt på møddingen. Jeg var jo ingenting værd, og lille Hans lå stadig til sengs og kom såmænd aldrig til at spille mere. Jeg har oplevet meget og døjet en del, men dette er det mørkeste punkt i mit liv. Dette at blive kastet til side som ubrugelig, når man dog fø1er, at der er toner i én, det gør ondt.

Da jeg havde ligget nogle dage udsat for al slags vejr, kom lille Hans's svoger på besøg. Han fik mig at se, og da han selv var musikanter, forstod han min lidelse og samlede mig op. Jeg blev lagt i en kasse og sendt til Larsen i Odense, og da jeg kom tilbage, var jeg atter hel og fin. Der sidder endnu en seddel i livet på mig, og på den står der: "Repareret af C. Larsen, Odense, Nørregade nr. 435, 26.8.1852".

Den dag svogeren kom .for at aflevere mig, havde Hans det tåleligt. Så blev jeg båret ind i sygeværelset og præsenteret, svogeren spillede ganske piano en gammel vals. "Tonen er fin," sagde lille Hans og rakte efter mig. Hvor var hans fingre blevet tynde, men jeg kendte straks hans bløde greb om min hals, og han klimprede en lille smu1e på strengene. "Jo, tonen er god, " sagde han igen, og så blev jeg hængt på min vante plads i stuen. Kort efter skete der det, som ingen havde ventet: Lille Hans begyndte at blive bedre. En dag kom han listende ud i stuen. Han havde ikke været ude af sengekammeret i tre år. Da der atter var gået en tid, tog han mig ned fra væggen. Strengene blev stemt, og han prøvede at føre buen. Det gik noget rystende og usikkert, men det varede ikke mange uger, før han havde sin gamle færdighed.

Nogen legemlig kraftig mand blev Hans ikke mere, men han blev en livsglad og munter mand, og hver dag hjalpes vi ad at fylde stuen med den gamle dansemusik. Og nu var der ingen vemod i musikken, nu var der atter den gamle jubel. Lille Hans havde ingen sønner. Der var nogle døtre, men det kunne jo ikke tænkes, at de skulle spille violin. Hvem skulle så monstro arve mig, når hans engang faldt fra? Nu var der kun en datter tilbage, de andre var bortgiftet, og så blev også hun forlovet. De sagde, at han var australier, og at han skulle være fin musiker, han havde lært i Tranekær hos selve grevens musikere, og han kunne læse noder, og så havde han i Australien spillet på hotel - spillet til dans for alle Jordens folkeslag. Der var noget for mig at tænke over. Jeg var jo klar over, at han kom med sin egen violin. Bare der i fremtiden ville blive plads for lille Hans og mig, tænkte jeg. Jeg var klar over, at jeg nu som lille Hans ville komme på aftægt, jeg måtte overlade min plads til en anden. Det gik nu lidt anderledes, end jeg havde tænkt mig. En dag australieren var på besøg, tog han mig ned fra væggen og begyndte at spille. Nåda! Sikken nogle greb! Helt op på brystet tog han mig, der kom toner så høje, som jeg aldrig havde tænkt mig muligheden af at præstere - som han kunne bruge fingre og bue! Da. han hang mig op, hørte jeg ham sige: "Der er da en dejlig blød tone i den violin. Som stueviolin er den langt finere end min." Se, det gjorde godt at høre.

Da han en tid efter flyttede ind i gården, havde han selvfølgelig sin violin med. Den lå i en mægtig fin kasse, noget jeg aldrig havde kendt til. Men den fine kasse blev dens ligkiste, for når den nye mand ville spille, brugte han mig, og omsider faldt hans egen violin i staver. Så solgte han stumperne, og jeg var atter ene violin på gården.

Det var en nydelse, når australieren spillede på én. Hvor kunne han spille, og hvor kunne han lægge følelse ind i sit spil! - Og dog - og dog - hvor langt han stod over lille Hans, så var denne sidstes dog det, der greb mig stærkest. Han var som barnet, der umiddelbart går helt og fuldt op i legen. Og lille Hans' s musik kunne gribe et barn. - Der kom en lille dreng i gården, og som ganske lille blev han syg og havde meget slemme smerter; intet kunne berolige ham. Da tog lille Hans mig ned fra. væggen, og vi spillede en gammel vals. Drengen lyttede og standsede sin gråd. Mange gange siden fik Hans drengen til at tie ved at spille den gamle vals, når ellers intet hjalp, og den gamle blev aldrig træt.

Kort efter, at Hans igen var blevet så rask, at han kunne spille, døde hans broder og dennes kone fra en flok børn, og en lille dreng kom på begravelsesdagen med Hans hjem for at blive her. Det var nær aften. Den lille dreng listede grædende om ude i gården. Da tog lille Hans mig ned fra væggen, han gik ud på trappen og spillede op, og jeg gjorde mit bedste for at more den lille dreng. Der kom også. et smi1 på hans ansigt, han kom hen til os, og da vi kom ind, fik han lov at stryge over strengene. - Ja, det er bare sådan et af mine mange små kære minder fra tiden hos lille Hans. Den gamle rørte mig hver dag indtil nogle dage før sin død 1887.

Nu var det altså australieren, der ejede mig. Nu havde jeg kun ham at arbejde sammen med. Han spillede ikke så flittigt som lille Hans, men det hændte dog meget ofte, at han i mørkningen- altid i mørkningen - tog mig ned og gik frem og tilbage og spillede. Når han sådan i skumringen gik eller sad og spillede, drømte han sig ofte tilbage til ungdomstiden, da han spillede på hotel i Austra1ien. Så kom den ene dans efter den anden der ovre fra. Der var skotternes og der var irernes, der var den engelske riel og mange forskellige, som også jeg kom til at holde af. Jeg havde fantasi nok til at leve med i det liv, han drømte sig tilbage til, hvor alverdens nationer i blanding tumlede sig efter hans toner. Det er musikeren. der dirigerer de dansende. En egen fryd må have fyldt ham, når han med violinens toner dirigerede en sådan flok guldgravertampe. - Og så spillede og sang han en del engelske sange, mest negersange fra Amerika, hvor negrene endnu dengang var slaver. Der var ofte noget eget barnligt vemodigt såvel over ord som melodi, og hvor kunne han spille dem med følelse, og hvor var jeg lykkelig ved et få lov at tolke dem.

Ja, sådan gik tiden, og årene randt. Jeg begyndte at tænke på, hvem der skulle blive min næste ejer og kammerat. Australieren havde to voksne sønner, men ingen af dem havde nogensinde rørt mig. Så skete det alligevel en aften, at én af dem prøvede at klimpre en melodi på mig, og det var ikke så vanskeligt, som han havde tænkt sig. Af en kammerat fik han lidt oplysning om noder, så han kunne lære sig lettere ting.

(Sandheden tro må jeg fortælle, at jeg atter havde begyndt at gå op i limningen, så jeg atter måtte en omgang til Larsen i Odense. Det var 1897).

Da denne søn var så gammel før han begyndte at spille, og da han egentlig ingen uddannelse fik, kunne der ikke ventes meget af ham som musiker. Men jeg mærkede, at han holdt af mig med noget af bedstefaderens - lille Hans's - kærlighed, og det var det første for mig. Og selv om jeg ikke sammen med ham kom til at dirigere de dansende, som altid var min lyst, så fik jeg alligevel sammen med denne søn adskillige oplevelser, som har fæstet sig i erindringen. - Skønt hans færdighed i at spille efter noder ikke var ret stor, spillede han en tid sammen med tre andre. Der var en violin mere, en fløjte og en cello. Jeg var anden violin. Var der et særligt vanskeligt sted, så forenklede vi det noget eller tog en pause på et par takter. En sådan kunstpause tog sig udmærket ud. Mens jeg var med i denne kvartet, blev der i forsamlingshuset arrangeret basar for at skaffe penge til et orgel i kirken, og ved denne lejlighed gav vor kvartet musik. Det var vel nok noget nær det fineste stads, jeg har ageret ved. Der blev ordentlig klappet. - Den gamle australier var endnu i fuldt vigør. Han var med at arrangere basaren og morede sig rigtig over, at sønnen og jeg således kunne optræde. - Lad mig lige fortælle om min afsked med den gamle australier. Det var i vinteren 1907. Han havde foråret før været sendt bort til Skodsborg til reparation, men det havde ikke hjulpet på ham sådan som det hjalp på mig, når jeg kom til Larsen i Odense. Nu sad han på en stol nat og dag. Han kunne ikke få luft i sengen, han var meget ringe, og ofte sad sønnen hos ham. En dag talte de om engelske sange, og sønnen prøvede at synge: "O Willy, we have mist you." "Nej," sagde den gamle."Du har lidt forkert fat i melodien, nu skal jeg nynne den for dig." Men stemmen svigtede - den stemme, der indtil for to måneder siden var så kraftig og klokkeren. "Tag min violin!" sagde han, "jeg kan da spille den." Og sønnen tog mig og rakte mig til sin fader. Denne begyndte at stryge mig over strengene. Men hvor buen rystede og fingrene sitrede! Det var med største besvær, han fik listet den simple melodi ud af mig, skønt jeg syntes jeg gjorde hvad jeg kunne for at lette ham. Det gjorde mig så ondt at tænke på, og mærke hans afmagt. - Det var disse fingre, der havde spillet Lumbyes "Champagnegalop" med største færdighed, eller den engelske riel. - Nu løb fingrene ikke mere.

 

"Fik du fat i den?" sagde han, da han havde listet sig igennem den. "Jo," svarede sønnen, "nu har jeg den!" Men dette var slet ikke sandt, han havde nemlig slet ikke kunnet tænke på at fange melodien, det havde gjort ham så ondt at se faderens afmagt. Så afleverede australieren mig atter til sønnen, og jeg følte, at nu havde den gamles fingre rørt mig for sidste gang. Det gav et suk i mig, og der sprang en streng, da sønnen hængte mig hen på væggen.

Nu var så sønnen min retmæssige og eneste ejer. Jeg vil nødig fornærme nogen, men for at være ganske ærligt må jeg sige, at trods det, at han havde spillet i kvartet, så var han alligevel den ringeste spillemand, jeg havde haft til herskab. Han kunne vel læse noder, men han kunne hverken gå op i de høje stillinger eller tage de rigtig hurtige løb.

Alligevel befandt jeg mig vel hos ham. Han holdt nemlig af mig, og dette er den første betingelse for, at en gammel violin kan føle sig vel tilpas. Og så prøvede han noget, som ingen af mine tidligere ejermænd havde gjort: han lavede melodier. - Det var kun simple ting, han skrev sammen, men det var mig alligevel en fryd at være med til dette. Han kunne sidde og prøve sig frem, hvordan det nu ville lyde bedst, og jeg var spændt på. hvad han nu ville skrive ned. Engang indsendte han en "lyttervals". Den var vældig god, lige efter min smag, men optaget blev den nu ikke. Den var vist ikke moderne og kunstig nok. Nå, når der kom tusinde, var det jo heller ikke let at blive den ene heldige.

Så skete det i sommeren 1934, at der kom en musiker på besøg, Svend hed han. Han samlede på gamle danse og kendte næsten alt, hvad lille Hans havde spillet. På den tid havde jeg plads i den gamle kasse, som var kommet fra Australien, og det var jo rimeligt, at jeg kom frem. Det kan nok være, at Svend kunne spille! Det var næsten, som han forenede lille Hans' og australierens bedste egenskaber. Det var rent vidunderligt at få lov at lade de stykker lyde, som ikke havde fyldt én de sidste halvtreds år.

"Der er en egenartet fin tone i den gamle violin," sagde Svend, "men tidens tand har jo været slem ved den. Hvis ikke den kommer til en fin mester, vil dens dage snart være talte." De anerkendende ord gjorde mig godt, men at mine dage snart skulle være talte, det var jo mindre morsomt. Jeg syntes, jeg endnu havde en del at fortælle. Nå, jeg trøstede mig ved Larsen i Odense. Men en sådan omgang mente den fremmede ikke ville slå til. Jeg måtte til København under allerkyndigste hånd hos Merling. Man ville kunne bortskære de mest angrebne partier og indsætte nyt. Det gyste i mig ved tanken om en sådan operation, og min ejermand var heller ikke glad ved at tænke derpå. Hvad om jeg gik helt til under kuren? Selv om min stemme var noget sprukken, så var jeg dog endnu ikke helt umulig. Dette indrømmede den fremmede, men hævdede, at jeg uden en gennemgribende proces kun havde kort tid tilbage, og jeg var, hævdede han, alt for god og ejendommelig til endnu at gå i spånerne. Så blev da enden, at han fik mig med til København. Det forundrede mig meget, at han ville ulejlige sig så meget for min skyld, men jeg tror, der er en egen fællesskabsfølelse mellem alle "virkelige" musikere og alle "virkelige" instrumenter. Hver har sin ejendommelighed, men den ene kan ikke tåle, den anden lider ilde.

Merling turde imidlertid ikke underkaste mig den store operation. Han var bange for, at jeg var for medtaget til at kunne tåle den. Men han lovede at lade mig gennemgå en kur, som skulle hjælpe for lang tid - en 25-30 år, og så kunne en sådan kur gentages. Så blev jeg altså foreløbig i København, og da kuren var endt, og jeg skulle rejse hjem, lagde jeg vejen om ad Fredericia og fik et ferieophold på et par måneder hos min velynder Svend, den fine musiker med sit utal af gamle danse. - Det var en vidunderlig tid, jeg tilbragte hos ham, Tænk at få lov at lade den gamle musik gå igennem sig under så kyndig ledelse, og nu var min stemme noget nær blevet den samme som i mine unge dage. Jo, opholdet i Fredericia vil jeg altid mindes med glæde og taknemmelighed. Men så slog afskedens time. Jeg måtte jo hjem til den lange ø, hvor man med spænding ventede på mig, og for resten længtes jeg da også selv derover.

Gensynsglæden var stor. Man beundrede mit foryngede udseende og endnu mere min forandrede stemme. Det gør altid godt at få en venlig modtagelse, og jeg blev også flittigt brugt i tiden der fulgte, hvad jeg også sætter stor pris på. Juleaften 1936 fik jeg en julegave, hvad jeg aldrig havde fået før. Det var et herligt vævet tæppe hængt op på væggen til at læne sig imod. Min plads havde ellers de sidste år været i kassen, men det var langt fornøjeligere at hænge på væggen, som jeg altid gjorde i ældre tid. Så lever man mere med, og dobbelt fornøjeligt er det, når man som jeg nu hænger så pænt. - Og det gør godt at have noget at læne sig til, når man ældes.

Som jeg sådan hænger, så melder det spørgsmål sig atter for mig: "Hvem mon nu skal bevare mig og dele med mig, når min nuværende husbond ikke mere kan?" Han er vel ikke gammel, men om få år vil han blive det, og hvad så? Se, han har en søn, og han holder af mig, det mærker jeg, men han har så grumme lidt tid til at dele noget med mig. Jo, ellers kunne han vist godt blive en dygtig musiker. Men hans interesse og kunstneriske tilbøjeligheder går i anden retning. Dog, dette at han holder af mig, det er såre meget værd. Men så har han igen en søn - en ganske lille én - det er jo ham, jeg må sætte mit håb til. Det kan hænde, at han kommer og tager med de små hænder i buen og stryger over strengene, når hans bedstefader sidder med mig. Ah, det gør så godt. Så tænker jeg på, at nu er det den femte i slægten, der stryger mig, siden lille Hans hentede mig i Bagenkop.

-Ja, her kunne jeg egentlig godt slutte min historie og burde det måske også, men jeg kan ikke dy mig - jeg må give den en lille tilføjelse.

Se, det går med en gammel violin, som det kan gå med mennesker: vi kan komme til en gang imellem at trænge til en lille smule anerkendelse. Dette har intet med ærgerrighed at gøre, det forsikrer jeg. Da jeg forlod min velynder i Fredericia, sendte han mig en lille skrivelse, der indeholdt sådan et anerkendende ord, og det gjorde mig så godt. Nu hænger jeg her på væggen. Jeg får aldrig lejlighed til at sætte ungdommens fødder i takt og sving på gulvet som i gamle dage, jeg får aldrig lejlighed til at lyde ved en koncert, hvor de mange hænder klapper, men så mindes jeg, hvad min velynder skrev, og det var en mand, der forstod sig på, hvad han talte om. Han skrev: Det har været mig en glæde at spille på den gamle violin - den har en sær sprød - ikke stor, men smuk tone. Lægger man den en aftenstund i skumringen til hagen og stryger de gamle melodier på den, da taler den så blidt og smukt med sin sprøde, gamle stemme - og fortæller om begivenheder, tider og mennesker, der forlængst er "blevet henne".


Den gamle violin tav. Det var nu ikke mere skumring. Aftenen var rykket frem - månen kastede sine stråler i en stribe over gulvet. Jeg lod. uvilkårlig fingrene klimpre på strengene og spillede sagte melodien til den gamle sang: "Når månen sidder på Himlen blå og titter ind gennem ruden."

Humble i november 1937
Valdemar Bendixen

Erik Bendixen
Ristingevej 63 5932 Humble
tlf. 62571071
e-mail: erikbendixen@get2net.dk
 
   

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  DKviaNET A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk