Fynske årbøger - Nyere
Forside ] Op ]


Arbejdsanstalter og fattiggårde på langeland
 

Optegnelser af Claus Skov 

I 1860-erne og 70-erne blev der rundt om i mange danske landkommuner etableret "arbejds- og forsørgelsesanstalter" for kommunernes fattighjælpsmodtagere.

På Langeland går historien dog noget længere tilbage, idet der allerede i sidste halvdel af 1840-erne blev opført "arbejdshuse" i tre af de ti landkommuner. Disse tidlige arbejdsanstalter fik alle større eller mindre udvidelser i 70-erne, men svarede i perioden indtil da til de anstalter, der blev nyoprettet på øen fra 1860.

I 1880 havde Langelands kommuner fået etableret hver en arbejdsanstalt.

I 70-erne fik nogle af anstalterne betegnelsen "fattiggårde" - uafhængigt af om de havde landbrug eller ej. Brugen af forskellige betegnelser har allerede dengang været højest forvirrende, men det som adskildte de her omhandlede institutioner fra de traditionelle fattighuse, asyler og hospitaler var, at de fattige havde arbejdspligt og blev forsørget på stedet. Til at håndhæve dette havde man reglementer og lønnede opsynsmænd, bestyrere eller hvad betegnelse de vedkommende nu havde.

Store forventninger

Ifølge "anordning for landkommunalvæsnet af 13.8.1841" var der samme efterår blevet valgt "sogneforstanderskaber" i de enkelte landkommuner, disse skulle fremover varetage en stor del af den lokale ledelse.

De valgte for Snøde/Stoense snakkede på deres første møder i begyndelsen af 1842 blandt andet om, hvorvidt det ikke ville være en god ide med et "arbejdshus" for kommunens fattige. Det skulle være en institution, hvor de fattige både boede og blev forsørget, men samtidig også var forpligtet til at arbejde for den understøttelse, de således fik.

Sogneforstanderne mente, at dette ville medføre, at de, som betalte fattigbidragene, mere villigt ville ryste op med pengene, blandt andet fordi initiativet kunne blive besparende for kommunen i en tid, hvor befolkningstallet øgedes voldsomt, og at der dermed også var udsigt til, at de fattiges antal ville vokse.

Sogneforstanderne ville med initiativet søge at hindre lediggang og tiggeri. På anstalten ville de fattige "nyde godt af en stadig kontrol, så de dermed blev holdt på rette spor". De ville få et langt bedre liv med bedre boforhold og ernæring end i "de usle rønner", hvor de nu boede. De fattiges børn ville kunne holdes til en mere stabil skolegang, så de måske endda engang kunne blive "gavnlige medlemmer af staten". Man mente også, at de syge og svage ville kunne sikres en bedre pleje.(1)

Det langelandske initiativ kom ikke ud af ingenting. Allerede i sidste halvdel af 1830-erne havde de deputerede på stænderforsamlingerne i Viborg og Roskilde diskuteret oprettelsen af forskellige former for arbejdsanstalter. På den baggrund var det blevet regeringens holdning, at gå ind for at der blev oprettet arbejdsanstalter i de enkelte "sognekommuner".(2)

Arbejdsanstalten i Snøde

I november 1843 købte sogneforstanderskabet for Snøde/Stoense kommune en grund på to tønder land med henblik på at få opført et "arbejdshus".

På et møde i oktober året efter besluttedes, at en af sogneforstanderne, gårdfæster Rasmus Hansen og håndværkeren Lars Jensen skulle drage til hertugdømmet Slesvig dels for at indkøbe de nødvendige materialer, dels for at studere indretningen af nogle af de arbejdsanstalter, man vidste allerede fandtes i det slesvigske.(3) Både køb af jorden og byggeriet blev godkendt af kancelliet.

Det 16 fags grundmurede hus med stråtag stod færdigt i sommeren 1845.

Sogneforstanderskabet udfærdigede en ansættelseskontrakt og en instruks til opsynsmanden Niels Peder Christiansen Lindskov. Egentlig havde man forestillet sig, at en fattig "skikkelig familie" skulle have hvervet med at holde orden på anstalten mod at få den bedste lejlighed. Sådan gik det ikke, kommunen måtte betale en mindre fast løn samt lade opsynsmanden beholde en procentdel af det, som fattiglemmerne indtjente.(4)

I et møde i september forelagde sogneforstanderskabets formand den unge sognepræst Frederik Wilhjelm et reglement for fattig- og arbejdshuset i Øsby sogn ved Haderslev. De øvrige sogneforstandere syntes så godt om reglementet, at Wilhjelm fik til opgave at ændre stednavnet i det, så det kunne bruges på Nordlangeland.(5)

Det var også Wilhjelm, der lånte kommunen de nødvendige 50 rbd. til husets indretning, så det sidst på året var klar til indflytning.

Arbejdsanstalten i Magleby

Danske Kancelli bifaldt også planerne for opførelse af lignende anstalter i Magleby og i Lindelse.

Nu behøvede sogneforstanderne i de to kommuner ikke længere at tage til hertugdømmet Slesvig for at studere arbejdsanstalter, men kunne nøjes med at tage en tur til Snøde.(6)

Da sogneforstanderskabets formand i Magleby forpagter Fritz Hunderup på Holmegård i marts 1847 bestilte 20000 fuldbrændte "Flensborgsten" hos H.H.Boysens teglværk ved Iller Strand på Broagerland foregik det formentlig også pr. post. En skipper fra Marstal hentede stenene og leverede dem på Ristinge Bro.(7) Fra Ristinge var der ad vejen på strandvolden udenfor Tryggelev Nor ikke langt til byggepladsen i Nordenbro.

Murermester Christen Thygesen satte en grund af kløvede sten. "Flensborgstenene" blev brugt til den udvendige helstensmur. Til de indvendige skillemure blev brugt 6000 rå sten, som en lokal fremstillede. Det øvrige håndværkerarbejde såsom snedker-, tømrer-, glarmester-, tække- og smedearbejde blev også "bortakkorderet" til lokale.(8)

Om efteråret stod huset færdigt, og 1.november kunne 30 fattiglemmer flytte ind: 17 børn, 11 kvinder og 2 mænd. Opsynsmanden den 33-årige Anders Nielsen og hans 28-årige kone Johanne Jensdatter stod klar til at modtage dem. Han var blevet ansat allerede en måned tidligere og var i god tid blevet orienteret om sin "instruks". Lemmerne blev ved ankomsten gjort bekendt med de "gældende forholdsregler" på anstalten. Både "instruks" og "forholdsregler" havde sogneforstanderskabet fået godkendt af kancelliet.(9)

Arbejdsanstalten i Lindelse

I Lindelse var den ligeledes grundmurede anstalt også færdig. Så vidt vides findes der ikke en tilsvarende grundig beskrivelse af byggeriet og livet videre i Lindelse som vedrørende anstalten i Magleby.

 

Der blev bygget på Herslev Mark ved siden af et allerede eksisterende fattighus.

Herslev Mark er området ud mod Lindelse Nor, hvor dybdeforholdene gør, at endog større skibe dengang kunne komme nær ind under kysten. På gamle matrikelkort fører vejen ud i vandet ved "Høje Klint", så måske er der også her blevet ilandsat mursten fra et af de mange teglværker ved Flensborg Fjord.

Allerede på et sogneforstanderskabsmøde 1.april 1846 havde man diskuteret opførelsen af anstalten, og et par dage senere var "sognebeboerne" blevet samlet på skolen i Lindelse, hvor de havde tilsluttet sig projektet. Sidst på måneden var der blevet sendt et "andragende" til kancelli og amtsråd.(10)

Næste år 1.juli, var arbejdet blevet "bortakkorderet", og håndværkerne havde kunnet gå i gang. Fjorten dage senere var det blevet bestemt, hvem der skulle anbringes på den nye anstalt, når den til sin tid var færdig.

7.oktober flyttede de udvalgte ind, af hvilke, der blandt de voksne ligesom i Magleby var en stor overvægt af kvinder. I løbet af det næste ¾ år kunne kommunen skille sig af med fire fattighuse, der nu var blevet overflødige.(11)

Hverken bygningen på Herslev Mark eller den i Nordenbro eksisterer i dag.

Hvad lavede fattiglemmerne?

Hvad lavede fattiglemmerne på de tre arbejdsanstalter?

På det lokalhistoriske arkiv i Stoense findes der en protokol for de udgifter, der var i forbindelse med den almindelige husholdning på anstalten i Snøde. Af protokollen fremgår det, at der blev dyrket kartofler og forskellige grønsager samt byg på jordtilliggendet. Kornet blev blandt andet brugt som foder til en eller to fedegrise og til en ko. Man kærnede smør af koens mælk. Lejlighedsvis blev der også indkøbt dyr til slagtning. Der blev bagt brød og brygget øl. Det var alt sammen et væsentligt mere arbejdskrævende arbejde, end det i dag ville være at dyrke to tønder land, holde et par dyr og have en tilsvarende husholdning.

I sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol findes der endvidere eksempler på, at nogle af fattiglemmerne blev lejet ud til kommunens bønder. Kommunen fik den ikke særlig store løn, mens den udlejede fik lidt lommepenge.(12)

Men det forklarer alt sammen ikke, hvad der foregik i anstaltens arbejdsstue. Jeg tror, at vi kommer lidt nærmere sandheden, når det i sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol kan læses, "at Anne Kirstine Madsdatter har lært sig skræddersyning med, hvad dertil hører" - ved det kommende kirkestævne skulle sognets beboere opfordres til "at benytte sig af hendes kunnen".(13) Der har været ført et særligt regnskab for produktionen, men dette regnskab findes ikke længere.

I Lindelse og Magleby var der som nævnt blandt de voksne lemmer langt flere kvinder end tilfældet var i Snøde, og karakteren af arbejdet synes på den baggrund helt klar. En "Regnskabsbog for Lindelse fattighus" viser at sognets gårdmænd indleverede uld og hør og fik spundet garn mod at betale kommunen for arbejdet.(14) Fra anstalten i Magleby findes der et rigt materiale, som blandt andet viser, at sådan foregik det også her. Formentlig var arbejdsgangen dog ikke væsentlig anderledes i Snøde.

Af en inventarprotokol fremgår det, at anstalten i Magleby rådede over "4 rokke, en del karter m.m.".(15)

Dyrtid

Netop i årene 1845-47 hærgede en voldsom dyrtid landet. Således blev levnedsmiddelpriserne i disse år mere end tredoblet uden at lønningerne overhovedet fulgte med.

Allerede i oktober 1845 sendte guvernementet i Odense via amtmand og herredsfoged en kraftig opfordring ud til stiftets sogneforstanderskaber,(16) som blev bedt om at sørge for bøndernes tilsagn om bidrag af korn til kommunernes fattigste enten som gave eller til rimelige priser. Denne kornbeholdning skulle sogneforstanderskaberne så disponere over og i løbet af vinteren sælge videre til nedsat pris – eller eventuelt videregive kornet som gave. Opfordringen blev taget til efterretning i blandt andet de her omhandlede tre langelandske kommuner. Nogle kommuner bl.a. Snøde/Stoense forsøgte at påligne et tvangsbidrag på grundlag af den almindelige skatteansættelse. Amtet stoppede dog straks denne fremgangsmåde.(17)

Et år senere var nøden og priserne så store som nogensinde, og guvernementet stod atter for en lignende henvendelse til kommunerne. I Magleby var man nu noget afvisende, sogneforstanderskabet her mente ud fra sidste års erfaringer, at giverne selv skulle bestemme "hvilke personer, deres godgørenhed skulle tilflyde".(18)

I modsætning til i Magleby havde både Snøde/Stoense og Lindelse kommuner yngre energiske præster som formænd for deres sogneforstanderskaber. I disse to kommuner var man ikke helt så opgivende ved indgangen til dyrtidens anden vinter.

I Lindelse kommune blev der dog kun givet tilsagn om 28td.4skp., eller lidt mindre end en tredjedel af den mængde korn, der var blevet indsamlet året før – der går 8 skæpper på en tønde, som svarer til ca. 140 liter. Det forslog som en skrædder et vist sted. Derfor skrev sogneforstanderskabet til guvernøren, for at få bemyndigelse til at forpligte de af sognets beboere, der havde over 2 td.hartkorn til at tilbageholde 1td.korn af årets høst for hver td.hartkorn. Kornet skulle så til rimelige priser købes af kommunen og videresælges til de nødlidende. Sogneforstanderskabet havde dog i almindelighed misforstået indstillingen hos landets ledelse og i særdeleshed misforstået guvernørens kompetence. Tilladelsen blev ikke givet.

Derimod kom den tredje opfordring fra guvernementet til at yde frivillige bidrag i slutningen af marts 1847. På dette grundlag forsøgte sogneforstanderskabet sig atter med en indsamling. Man ville helst atter have tilsagn om bidrag i korn, men ville også gerne modtage penge, bl.a. fordi man denne gang også henvendte sig til sognets "tyendeklasse" og andre, der ikke var jordbrugere.

Armodens underste trin

Pastor Christopher Octavius Gjede førte pennen i en lidenskabelig henvendelse til "Lindelse sogns hæderlige beboere". Han appellerede til "menneskehedens gode ånd", idet han håbede, at "alle de, hvem Gud havde givet evner, ville hjælpe deres trængende brødre." Han mente også, "at det er klogskab at hjælpe, mens der endnu kan hjælpes, thi det vil visselig blive til uopretteligt tab for sognet, når husmandsklassen synker ned til armodens underste trin". Han havde hørt om uroligheder i udlandet, og det fik ham til at frygte, at de fattiges sult kunne blive en trussel mod ejendomsretten: "når fortvivlelsen løsner ordenens og lydighedens bånd". På en mindre højtravende måde forsøgte han at true kommunens skatteydere ved at nævne, at "vore almisselemmers tal er allerede så stort, at vi bør gøre alt for, at det ikke skal forøges i en grad, som vil gøre fattigvæsensudgifterne utålelige."(19)

Der kom endnu mindre ud af denne indsamling, end der var kommet ved indsamlingen om efteråret. Der var i almindelighed ikke så meget korn tibage på bøndernes lofter på denne årstid, og desuden var nogle af bønderne blevet fristet til at sælge til anden side af de stigende priser. Nogle givere mente sikkert også, at de havde strakt sig tilstrækkeligt i forbindelse med de første indsamlinger. Mange jordbrugere kunne selvsagt se en fordel ved at yde et bidrag i penge i stedet for i korn.

Der blev også givet en del pengebidrag – godt nok ikke så store - af medlemmer af "tyendeklassen", der jo fik deres kost og løn som sædvanlig, men som nok ikke havde svært ved at forestille sig, at de selv kunne komme i den truende situation.

Det er nærliggende at se oprettelsen af de første langelandske arbejdsanstalter i ovennævnte sammenhæng. Anstalterne blev ikke oprettet på grund af dyrtiden, men den må have haft en vis indflydelse dels på indstillingen hos og sammensætningen af de indlagte fattiglemmer dels på beslutningstagernes videre dispositioner i forhold til driften af de tre anstalter.

I Magleby blev der i de første år ført jævnlige tilsyn.(20) Efter nogle år var det dog, som om sogneforstanderne mistede en del af interessen for projektet. Der var ballade af forskellig slags på anstalten: tyveri, vold og almindelig opsætsighed. Med de dårlige erfaringer fra sikkert alle tre anstalter blev den "ideologiske" begrundelse for deres oprettelse tvivlsom.

Dyrtidens "kortvarrighed" og de generelt gode konjunkturer for landbruget kan være med til at forklare, at anstalterne ikke fik større udbredelse.

De politiske omvæltninger i 1848 og ikke mindst treårskrigen må have draget den sidste opmærksomhed væk fra oprettelsen af arbejdsanstalter.

De tre anstalter blev ikke umiddelbart fulgt af lignende initiativer i de andre langelandske kommuner. Man har givetvis haft planerne, blandt andet i Tryggelev/Fodslette.(21)

Baggrunden for det videre forløb

Hvad, der videre skete fra 1860-erne, kan ses på baggrund af udviklingen indenfor landbruget. De fleste bønder var nu selvejere, og som sådan sad de på den største del af hartkornet.

Der havde i mange år været tale om en stabil højkonjunktur, nu blev kornpriserne mere svingende.

Samtidige iagttagere og nogle senere historikere har ment, at udbyttet i nogen grad faldt i 60-erne mange år før den egentlige landbrugskrise, fordi der var sket en udpining af jorden i forbindelse med den ensidige korndyrkning.(22)

Krigen i 1864 påvirkede også økonomien i negativ retning, idet en omfattende traditionel handel mellem kongeriget og hertugdømmerne pludselig blev afbrudt.

Man må dog formode, at stigende arbejdsløshed og manglende indtjening som altid var den væsentligste og direkte årsag til, at den fattigste del af befolkningens levevilkår blev dårligere. Samfundssystemet levnede dårligt plads til, at en del af den kraftigt voksende landbefolkning kunne ernære sig selv.

De familier eller enkeltpersoner, som først kom i klemme, var selvfølgelig de mange, som i forvejen var på den økonomiske afgrunds kant, f.eks. de som tjente til livets ophold ved kludeindsamling, men det drejede sig også om sko- og træskomagere, syersker, skræddere og vævere, det drejede sig om husmands- og daglejerfamilier. Således steg det samlede antal fattighjælpsmodtagere i tiåret fra 1860 til 70 fra 26000 til knapt 37000.(23)

Det er nærliggende at se den meget omfattende oprettelse af arbejdsanstalter fra 1860 og først og fremmest i 70-erne som en uhyggelig skyggeside af de politisk vakte bønders øgede selvbevidsthed og øgede indflydelse. Bønderne skabte institutioner, der styrkede deres position, og som samtidigt kunne understrege deres samfundsopfattelse, og dermed retfærdiggøre at en ny minoritet fik større magt over befolkningsflertallet på landet.

Der blev oprettet fri- og højskoler, valgmenigheder og siden hen andelsforetagender – men også et stort antal fattiggårde.

Hvad angik kirke- og skolespørgsmål fandt bønderne deres ideologi i grundtvigianismen.

En selv- og historieopfattelse, som også kendes i dag, vedrørende sociale spørgsmål kommer tydeligt frem i de "grundtvigianske" "Kirkehistoriske Samlinger" fra 1867, hvor "Snøde Præstebog" fra 1576 omtales, det hedder: "Stykket indeholder tillige efterretninger om, ved hvilke andre midler de fattige forsørgedes på en tid, da man ikke kendte vore dages vidtløftige fattiglovgivning".(24)

Oprettelsen af arbejdsanstalter efter 1860

I september 1859 sendte sogneforstanderskabet i Tranekær/Tullebølle, der var øens største kommune, en indbydelse ud til de øvrige kommuner til at deltage i et møde på rådhuset i Rudkøbing.(25)

I tidligere tider havde man diskuteret muligheden for at etablere en fælles arbejdsanstalt for hele Langeland.(26) Det var denne ide, der atter var på dagsordenen. De andre kommuner ville ikke deltage i det fælles projekt, så endnu engang faldt planerne til jorden. Dermed var næste bølge af oprettelser af arbejdsanstalter i gang i de enkelte kommuner.

I Longelse/Fuglsbølle var man faktisk allerede godt i gang med en nybygning. Sogneforstanderskabet for Snøde/Stoense havde afvist at deltage i det fælles projekt med den begrundelse, at man allerede havde en arbejdsanstalt.

Tranekær/Tullebølle havde tidligere haft forholdsvis få fattige, men havde nu ønsket at få oprettet den fælles arbejdsanstalt på grund af et øget pres mod det kommunale fattigvæsen. Som konsekvens af den manglende opbakning fra de øvrige kommuner udvidede og indrettede man fattighuset i Tullebølle som "arbejdshus" i 1860.(27)

Afvisningen fra Snøde/Stoense havde man i Tranekær/Tullebølle ikke taget mere ilde op, end at man lånte den gamle tegning over anstalten i Snøde, "som tildels kunne lægges til grund for indretningen af Tullebølle fattighus".(28)

Bøstrup fik tre år senere tilbygget 10 alen til det grundmurede fattighus, man havde fået opført så sent som i 1850 og indrettet det hele som arbejdsanstalt " i lighed med dem der nu findes i de to nabokommuner"(29) – altså Snøde/Stoense og Tranekær/Tullebølle.

I Humble købte man en allerede eksisterende landejendom i 1868 og indrettede den som arbejdsanstalt. Året efter byggede man nyt i Skrøbelev.

I Magleby, Lindelse og Snøde/Stoense blev arbejdsanstalterne udvidet i 1870-erne. Den lille Simmerbølle kommune og Tryggelev/Fodslette kom med som de sidste i henholdsvis 1878 og 80. Dermed var der en arbejdsanstalt i hver eneste af de langelandske kommuner. I de to sidstnævnte kommuner blev større fattighuse samtidigt nedlagt. I Skrøbelev blev der i 1885 lavet en tilbygning, så der nu blev plads til 44 fattiglemmer.

Udvidelserne og nyetableringerne i 70-erne og 80-erne skete på baggrund af de sanitære krav, der blev stillet af de centrale myndigheder. På den måde kan man sige, at lovgivningen og dens praktiske udøvelse gennem amtmanden tildels betød at flere fattige blev anbragt på det, der nu i flere tilfælde kaldtes "fattiggården".

I Humble gik man en anden vej, da boligstandarden blev underkendt i kommunens to fattighuse, idet man i 1879 fik bygget ét nyt stort fattighus. Dette valg skal nok forstås på baggrund af, at man i Humble havde haft en del problemer med de indlagte på kommunens fattiggård.(30)

Gårde uden jord

Mange af anstalterne fik i 70-erne små fine trykte næsten enslydende reglementer – sognerådene, som de kommunale ledelser nu blev betegnet, skrev simpelthen af efter hinanden, ikke mindst lettede denne fremgangsmåde godkendelsesproceduren hos amtet, hvor amtmanden jo ikke så godt kunne underkende noget, han allerede en gang havde godkendt.

I nogle tilfælde rådede anstalterne over flere redskaber – bl.a. væve(31) – og større jordtilliggender, end de tre oprindelige havde gjort i slutningen af 1840-erne, men ingen har dog haft landbrug i større stil, som der er eksempler på andre steder i landet.

I Tranekær/Tullebølle og Bøstrup havde arbejdsanstalterne ikke jord overhovedet ved starten i henholdsvis 1860 og 1863.(32)

Selve betegnelsen "fattiggård" blev på Langeland først almindelig i løbet af 1870-erne. De forskellige betegnelser for anstalterne er blevet brugt tilfældigt - f.eks. i forbindelse med folketællingerne. Den eneste anstalt, som kaldes "en fattiggård" i forbindelse med 1870-folketællingen, er den for Longelse/Fuglsbølle kommune, og her var endda intet jordtilliggende,(33) hvorimod andre samtidige anstalter rent faktisk havde et jordtilliggende uden dermed at blive kaldt en fattiggård.

Ligeledes bruges der i papirerne i forbindelse med en udvidelsen i Skrøbelev i 1884 flere forskellige betegnelser for den samme anstalt: fra amtets side taler man om "fattiggården", distriktslægen bruger betegnelsen "fattighuset", mens sognerådet selv siger "fattig- og arbejdsanstalten".(34)

Gårde med jord

Humble, Lindelse og Tryggelev/Fodslette havde hver 6-8 td.land, og ingen langelandske anstalter har såvidt vides haft mere jord.

I reglementet for "forplejnings- og arbejdsanstalten" for Humble fra 19.november 1868 står der i §18 om opsynsmanden, at "ligeledes besørger han havens og markens dyrkning, og må til de derved fornødne arbejder anvende anstaltens lemmer efter enhvers evner og kræfter".(35) På dette tidspunkt havde anstalten fungeret siden samme forår, men det er som om, sognerådet allerede nu ikke selv længere rigtig troede på projektet. Dyrkningen af jorden blev da også ret hurtigt udliciteret, og fattiglemmernes arbejde blev i denne sammenhæng begrænset til tærskningen af den høstede rug, byg og havre, som de skiftende licitationshavere dyrkede på "fattiglodden".(36)

Tryggelev/Fodslette fik som nævnt først sin fattiggård i 1880, sognerådet ville egentlig ikke have haft noget jordtilliggende, men blev nødet af amtet, der mente, at dette var nødvendigt "for at der kunne blive tale om en rigtig arbejdsanstalt".(37) På denne fattiggård blev dyrkningen dog straks udliciteret.(38) I forhold til selve dyrkningen var fattiglemmernes arbejde her kun at læsse og sprede husdyrgødningen.

I nogen grad var det fejldispositioner, at der blev anskaffet jordtilliggender til de to "fattiggårde", men markernes afgrøder blev blandt andet brugt som foder til de grise og køer, man havde på anstalterne, og har dermed været med til at give en forsyningssikkerhed af kød og først og fremmest mælk. I de sidste par år fattiggården i Humble eksisterede blev der leveret mælk til et nærliggende mejeri.(39)

Kvindeundertrykkelse og "resultatløn"

Der var mange børn, gamle, syge og handicappede blandt beboerne på fattiggårdene. Som tidligere nævnt var der i de tidlige anstalter i Magleby og Lindelse en voldsom overvægt af kvinder blandt de voksne indlagte. Sådan var det stadig de samme to steder tyve år senere, og sådan var det på fattiggården i Longelse ved folketællingen i 1880. Samme år blev det gamle fattighus i Tryggelev nedlagt på baggrund af amtets kritik af de sanitære forhold på stedet. En stor del af beboerne i fattighuset var netop kvinder, og en del af dem kom på den nye fattiggård, sognerådet fik bygget.

De fattige var undertrykte i datidens danske samfund, men det var kvinder i almindelighed også – i juridisk såvel som i familie- og erhvervsmæssig forstand, så undertrykkelsen måtte virke med dobbelt kraft på de anstalter, der fortrinsvis var befolket med kvinder. Det kan illustreres med de "arbejdspriser", sognerådet for Tryggelev/Fodslette havde vedtaget for den nye fattiggård – men lignende forhold gjaldt også på de andre samtidige anstalter, såvel som for dé der fungerede tidligere.(40)

"Fremmede" skulle for arbejde i anstalten for Tryggelev/Fodslette betale 40 øre til kommunen for at få spundet et pund hørgarn – selv med en lang arbejdsdag må man formode, at dette arbejde tog et par dage. Når fattiglemmerne blev udlejet, skulle kommunen have 66 øre for "mandfolkene" dagligt i vintermånederne og 80 øre i sommermånederne, mens "kvindfolkene" kostede 33 øre hele året. Priserne var angiveligt sat til 1/5 under almindelige "gangbare priser", men af det indtjente beløb kunne 1/5 tilfalde fattiglemmerne som "opmuntring", men kun hvis de havde udvist flid og god opførsel – hvorvidt dette var tilfældet tog sognerådet stilling til på de månedlige møder i "sognerådslokalet", som var indrettet i fattiggården, ligesom også selve udbetalingerne fandt sted ved denne lejlighed.

Der blev taget højde for, at nogle af de kvindelige fattiglemmer hjalp til med forefaldende arbejde på anstalten såsom vask, madlavning, sygepleje og lignende, og derved ikke havde lejlighed til at "tjene penge", de kunne så i stedet tildeles et "gratiale" – men kun hvis de havde været flittige. Gratialets størrelse bestemtes også på rådets møder.

For at sætte "fattiggårdspriserne" ind i et yderligere perspektiv kan det oplyses, at gennemsnitslønnen for de "obligate" faglærte mænd i byerne var 27 øre i timen i 1880.(41)

Gårdmanden, hofjægermesteren og lægen

Sikkert inspireret af ordningen i købstadsfattiggården i Rudkøbing, ansøgte Skrøbelev sogneråd i 1880 amtet om, at fattiglemmerne på fattiggården som et etårigt forsøg kunne blive bespist på den måde, at opsynsmanden for 25 øre pr. fattiglem sørgede for den daglige forplejning.

De to langelandske amtsrådsmedlemmer gårdmand Jens Larsen fra Kragholm og hofjægermester og greve Ahlefeldt-Laurvig på Brolykke samt distriktslæge Christian Røse skulle udtale sig om sagen.

Jens Larsen anbefalede den foreslåede forandring. Han havde forståelse for, at sognerådet med ordningen ville få et bedre overblik over udgifterne til fattigvæsnet. Kragholm lå iøvrigt i Skrøbelev kommune.

Ahlefeldt-Laurvig mente nok, at de 25 øre kunne forslå, når flertallet af lemmerne var gamle kvinder og børn, men han ville alligevel ikke anbefale planen. Han kunne nemlig nemt forestille sig, at engang i fremtiden ville sognerådet blive fristet til at antage den til opsynsmand, der tilbød at bespise lemmerne billigst, uden at tage hensyn til de andre egenskaber, der var vigtige for at bestride posten. Opsynsmanden kunne også let fristes til at forringe beboernes kost.

Ahlefeldt-Laurvig forudså også, at det ville blive svært at foretage den nødvendige kontrol, fordi sognerådsmedlemmerne boede spredt og undertiden langt fra fattiggården – i modsætning til i købstaden. Han stillede ikke spørgsmål ved den nuværende opsynsmands hæderlighed, men ved det principielle ved at gå ind på ordningen og ved den fremtidige teoretiske mulighed for misbrug.

Røse var i udgangspunktet også skeptisk. Efter at have talt med opsynsmanden lod han sig dog overbevise om at de 25 øre var tilstrækkeligt, og om at ideen som helhed var god.

I ordningen lå flere fordele for opsynsmanden, blandt andet forpagtede han jordtilligendet på godt 3 tønder land, her kunne han som tidligere benytte sig af lemmernes arbejdskraft. Jorden kunne så give kartofler og grøntsager samt foder til koen og dermed mælk og smør til lemmerne – formodentlig ville der også være korn nok til en fedegris – dette ville alt sammen gøre ordningen fordelagtig for opsynsmanden.

Opsynsmanden fik også overbevist Røse om, at fattiglemmerne faktisk ville få en bedre forplejning med den nye ordning.

Distrikslægen anbefalede sognerådets forslag. I sit brev til amtmanden lovede han, at han jævnligt ville besøge anstalten for at kontrollere virkningerne af den nye forplejningsmåde.(42)

På amtsrådsmødet 3 december blev sagen behandlet. Amtsrådet ville ikke godkende nyordningen.

I 1892 kom udliciteringstankerne igen, denne gang var det i Simmerbølle, og amtsrådet godkendte en lignende ordning som den, der var blevet forkastet tolv år tidligere.(43) Initiativet var dog nærmest at se som en begyndende afvikling af den pågældende fattiggård.

Nedlæggelsen af fattiggårdene

Selvom mange fattiggårde eksisterede langt ind i 1900-tallet, så var deres storhedstid i 1870-erne og 80-erne, og mange blev nedlagt allerede før århundredeskiftet. Dette forhold forklares almindeligvis ved, at presset på den fattigste del af landbefolkningen efterhånden aftog dels på grund af den almindelige velstandsstigning dels på grund af den befolkningsvandring, der foregik fra landet til byernes bedre beskæftigelsesmuligheder, dels på grund af en stor oversøisk udvandring – det sidste er en forklaring, der er yderst relevant i forhold til Langeland.

På baggrund af den begyndende politiske forbrødring mellem partierne "Højre" og "Venstre" samt det mere socialt engagerede "Socialdemokratis" entre på den politiske scene blev der omkring 1890 gennemført en række sociale love, der fjernede en væsentlig del af fattiggårdenes "eksistensberettigelse".

Der blev færre beboere på de tilbageværende fattiggårde, men forholdsvis flere af dem var gamle. Dette skal nok ses på baggrund af, at alderdomsunderstøttelsesloven fra 1891 ikke omfattede de gamle, der tidligere havde modtaget fattigunderstøttelse - på eller udenfor en fattiggård, mens at børnelovene af 1888 og den ny fattiglov også fra 1891 i højere grad befriede børnene fra fattiggårdslivet.(44)

Humble fattiggård blev som den første af de langelandske fattiggårde nedlagt i 1894, og kommunen fik anbragt sine tilbageværende lemmer på Tryggelev/Fodslettes fattiggård. Magleby nedlagde sin i 1901, og gik med i samarbejdet om driften af fattiggården i Tryggelev. Lignende sammenlægninger foregik på Nord- og Midtlangeland. Således var Tranekær/Tullebølle og Skrøbelev her de eneste fungerende fattiggårde ved folketællingen i 1911.

Nogle af fattiggårdene blev nedrevet, straks de holdt op med at fungere som sådan, fordi de store forholdsvis nye bygninger ikke syntes anvendelige til andet formål. Byggematerialerne blev så genbrugt i f.eks. forsamlingshuse eller i stald- og ladebygninger. Andre fattiggårde blev tilpasset de ændrede forhold og blev anvendt som alderdomsasyl, fribolig eller både og.

I 1923 blev der indgået et samarbejde, som betød at anstalten i Skrøbelev blev fælles fattiggård for alle øens landkommuner. Dette samarbejde kom købstaden Rudkøbing også med i.(45)

Fattiggården i Skrøbelev blev omdannet til alderdomshjem så sent som efter anden verdenskrig.

Fattiggårdenes formål?

Om arbejdsanstalten i Snøde fra 1845 med dens tilbygning fra 1877 hedder det i "Trap Danmark" fra 1923: "Snøde fattighus 10 pladser, alderdomshjem 7-8 pladser i samme bygning". Den er således et typisk eksempel på, hvordan overgangen til en ny tids socialforsorg fandt sted.

I forbindelse med den nævnte udvidelse fik man i 1878 et fint nyt trykt reglement, som i modsætning til det oprindelige stadig eksisterer. Det er skrappe sager overfor de fattige, men tilsyneladende samtidig pæne hensigter overfor "alderdomssvage, syge, virkelig trængende og hjemløse børn". Jeg tror dog, at man kommer nærmere på fattiggårdenes ide ved at se på et citat fra Magleby sogneforstanderskabs protokol helt tilbage i 1847: "med hensyn til de fattige, som nyde understøttelse af fattigvæsnet, og som ej allerede er anbragt i de ved arbejdsanstalten værende lejligheder blev det vedtaget at tilkendegive disse, at for så vidt de ikke fra 1.januar 1848 at regne frasige sig al understøttelse ville de være at anbringe i arbejdsanstalten".(46) Anstalterne har efter min mening dengang såvel som siden haft som sit måske væsentligste formål at disciplinere de mange fattiglemmer, der blev forsørget udenfor anstalterne såvel som fattigfolk i almindelighed.

Foruden at den gamle bygning i Snøde i dag er de hjemlige rammer for to moderne familier, så er den samtidig et minde om en tid, der ikke er så fjern og nok heller ikke så forskellig fra nutiden.

 

Kort over Langeland med markering af de 10 landkommuners fattiggårde.

Fra nord mod syd:

1. Snøde/Stoense. Ennebøllevej, Snøde. Oprettet 1845.

2. Bøstrup. Bøstrup Strandvej, Bøstrup. Den nuværende bygning er bygget som alderdomshjem i 1926. Oprettet 1863.

3. Tranekær/Tullebølle. Skolevej, Tullebølle. Oprettet 1860.

4. Simmerbølle. Simmerbølle Kirkevej, Simmerbølle. Oprettet 1878.

5. Skrøbelev. Spodsbjergvej, Gammel Skrøbelev. Oprettet 1869.

6. Longelse/Fuglsbølle. Skovsbovej, Sønder Longelse. Oprettet 1859.

7. Lindelse. Statenevej, Herslev Mark. Der eksisterer i dag intet af denne fattiggård. Oprettet 1847.

8. Humble. Blandebjerg, Haugbølle. Oprettet 1868.

9. Tryggelev/Fodslette. Ourevej, Tryggelev. Den beboelsesbygning, der ses på stedet i dag, er det oprindelige baghus og stald. Af selve anstalten bibeholdt man ved nedlæggelsen kun den nordlige ende med sognerådslokale, som i øvrigt siden hen blev brugt som hønsehus. Oprettet 1880.

10. Magleby. Broholmsvej, Nordenbro. Der eksisterer i dag intet af denne fattiggård. Oprettet 1847.

 

 

 

 

Hvor der ikke er anført andet findes kilderne på Landsarkivet for Fyn.

Noter:

  1. Snøde/Stoense kommunale arkiv. Sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol 1842-60. 17.december 1844.
  2. Cirkulære 27.januar 1838.
  3. Snøde/Stoense kommunale arkiv. Sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol 1842-60. 7.oktober 1844.
  4. Snøde/Stoense kommunale arkiv. Sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol 1842-60. 1.juli 1845.
  5. Snøde/Stoense kommunale arkiv. Sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol 1842-60. 3.september 1845.
  6. Lindelse præstearkiv. Journal 1846-58. 23.marts 1846.
  7. Magleby kommunale arkiv. Sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol 1842-58. 3.marts 1847.
  8. Magleby kommunale arkiv. Sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol 1842-58. 21.januar 1847.
  9. Magleby kommunale arkiv. Justits- og forhandlingsprotokollen for arbejdsanstalten 1847-51. 1.november 1847.
  10. Lindelse præstearkiv. Journal 1846-58. 1., 3. og 27.april 1846.
  11. Lindelse præstearkiv. Journal 1846-58. 7. og 11.oktober 1847 og 26.januar 1848.
  12. Snøde/Stoense kommunale arkiv. Sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol 1842-60. 3.maj 1846 og 27.marts 1848.
  13. Snøde/Stoense kommunale arkiv. Sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol 1842-60. 10.marts 1848.
  14. Regnskabsbog for Lindelse fattighus 1847-98.
  15. Magleby kommunale arkiv. Arbejdsanstaltens inventarieprotokol 1847.
  16. Læs f.eks. om Fyns guvernørtid i "Fynske Årbøger" 1986, artikel af Dorrit Andersen: "Frederik 7. som guvernør over Fyn".
  17. Snøde/Stoense kommunale arkiv. Sogneforstanderskabets forhandlingsprotikol 1842-56. S.139, november 1845.
  18. Magleby kommunale arkiv. Sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol 1842-58. S.46, møde 27.okt.1845, pkt.3 og S.72, møde 10.nov.1846, pkt.2.
  19. Lindelse kommunale arkiv. Læg mærket "Dyrtid 1845-47" i 1800-tals fattigvæsenspapirer, grp.42.
  20. Magleby kommunale arkiv. Justits- og forhandlingsprotokollen for arbejdsanstalten. 1847-51.
  21. Tryggelev/Fodslette kommunale arkiv. Sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol 1842-57. 3.januar 1844.
  22. "Arv og Eje" 1976. Artikel af Else-Marie Boyhus, side 31. Fridlev Skrubbeltrang: "Da står en ny tids bonde" 1948, side 36.

23. Harald Jørgensen: Studier over det offentlige fattigvæsens historiske udvikling i det

19.århundrede. Side 306.

24. Kirkehistoriske Samlinger, bind 6, 1867-68, side 435.

  1. Snøde/Stoense kommunale arkiv. Sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol 1842-60. 9.september 1859.
  2. Tranekær/Tullebølle kommunale arkiv. Sogneforstanderskabets/-rådets forhandlingsprotokol 1842-74. 18.august 1859.

  3. Den trolleborgske arbejdsanstalt. Artikel i Fynske Årbøger 2000.
  4. Tranekær/Tullebølle kommunale arkiv. Sogneforstanderskabets/-rådets forhandlingsprotokol 1842-74. Oktober 1859.
  5. Tranekær/Tullebølle kommunale arkiv. Sogneforstanderskabets/-rådets forhandlingsprotokol 1842-74. 16.februar 1860.
  6. Bøstrup kommunale arkiv. Sogneforstanderskabets indkomne breve mm. 1843-67. I pakken findes et læg i blåt omslag angående oprettelsen af arbejdsanstalten.
  7. Humble fattiggård 1868-1894. Artikel i Fynske Årbøger 1999.
  8. Humble kommunale arkiv. Arbejdsanstaltens kassebog 1880-94.
  9. Tranekær/Tullebølle kommunale arkiv. Sogneforstanderskabets/-rådets forhandlingsprotokol 1842-74. 14.april 1861.
  10. Ang.Bøstrup: Indenrigsministeriets skabssager, kontor for kommune- og næringssager. "Fattigkommisionen af 28.5.1869", pakke 440. (Rigsarkivet).

  11. Svendborg Amts arkiv. Sagen 1874-B3-39. Heri brev skrevet med lilla blæk.
  12. Svendborg Amts arkiv. Sagen 1884-B3-80.
  13. Reglementet findes blandt andet i Rigsarkivet. Indenrigsministeriet 1.dept.1868 nr.3095.
  14. Humble fattiggård 1868-1894. Artikel i Fynske Årbøger 1999.
  15. Tryggelev/Fodslette kommunale arkiv. Sognerådets forhandlingsprotokol 1870-80. 9.december 1879.
  16. Tryggelev/Fodslette kommunale arkiv. Sognerådets forhandlingsprotokol 1880-97. 2.april 1881
  17. Humble kommunale arkiv. Arbejdsanstaltens kassebog 1880-94, se under årene 93 og 94.
  18. Lindelse kommunale arkiv. Regnskabsbog for Lindelse fattighus (arbejdsanstalten) 1847-98.

  19. Tryggelev/Fodslette kommunale arkiv. Sognerådets forhandlingsprotokol 1880-97. 7.december 1880.
  20. Poul Thestrup: "Mark og skilling, kroner og ører".
  21. Svendborg amts arkiv. Sagen 1880-B3-108.
  22. Svendborg amtsråds arkiv 1891-93. Indbunden referatsamling. Møde 26.febr. 1892. Pkt.42b, side 12, 1892
  23. Alderdomsunderstøttelsesloven og fattigloven af 9.april 1891.
  24. Børnelovene af 1888.

  25. Fattigforsorgen i Rudkøbing er beskrevet af Kiilsgaard i et materiale, der findes på "Byhistorisk Arkiv" i Rudkøbing.
  26. Magleby kommunale arkiv. Sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol 1842-58. 26.juli 1847. Retfærdigvis skal det nævnes, at det fremgår, at en række fattighjælpsmodtagere ikke skulle udsættes for den nævnte sanktion.
  27. Langelands godsarkiv. 11/12, fattigvæsenssager 1819-33, 1854.

Det tredje dokument i pakken (udateret) er en opgørelse over udgifterne til det nye "fattighus".

Af et dokument i et læg mærket "1820" fremgår det, at man har planer om en "arbejdsanstalt".

48. Reglementet fra Snøde/Stoense findes på det lokalhistoriske arkiv på Nordlangeland.


 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  DKviaNET A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk