Fattighuset i Sandgraven
 
Fattighuset i sandgraven

For nogle uger siden bragte Øboen en artikel, jeg havde skrevet om det arbejdshus Snøde/Stoense kommune fik opført i 1845. Tillige med det nye arbejdshus havde kommunen også et ældre fattighus. Det lå sammen med nogle andre huse i den såkaldte "Snøde Sandgrav" nedenfor kirkebakken i nærheden af den daværende skole.

Et fattighus kunne være så mange ting. Det kunne være bygget og indrettet specielt til formålet, eller det kunne være et almindeligt hus, som kommunen havde overtaget fra en fattig, der ikke længere havde kunnet klare sig selv. Det kunne være større eller mindre, nyere eller ældre, men dets formål var at huse nogle af kommunens fattighjælpsmodtagere.

Beboerne i fattighuset havde i modsætning til beboerne i arbejdshuset ikke arbejdspligt på stedet, de var heller ikke underlagt opsyn i form af en opsynsmand eller underlagt et stramt reglement.

Ved folketællingen i 1845 boede der 20 personer i fattighuset i "Sandgraven". Hvor mange der boede to år senere kan ikke siges, måske var nogle allerede blevet anbragt i det nye arbejdshus, måske har andre frasagt sig retten til understøttelse ved truslen om at komme dér.

Branden i Sandgraven

20.august 1847 brændte fire huse i "Snøde Sandgrav": fattighuset, de to husmænd Niels Andersens og Andreas Jensens huse og enken Anne Marie Nielsdatters hus, sidstnævnte var ejet af lensgreve Ahlefeldt-Laurvig. Formentlig blev omkring 30 mennesker hjemløse.

I september holdt sogneforstanderskabet et møde, hvor Niels Andersen og Andreas Jensen var inviteret med. Tillige deltog birkedommer justitsråd Jørgen Nis Holm - vel for at sikre, at det, som skulle ske, var juridisk i orden.

Fra sogneforstanderskabets side foreslog man de to husmænd, at hvis de overlod forsikringssummerne for deres brændte huse til kommunen, så ville man til gengæld sørge for, at de og deres familier fik et sted at bo i mændenes og deres nuværende koners levetid. Måske har de to husmænd følt sig presset af sogneforstanderne, hvoraf nogle givetvis undertiden var deres arbejdsgivere, måske var det samtidigt den nemmeste måde igen at få tag over hovedet. De to skrev under på forslaget og overlod på den måde henholdsvis 50 og 80 rigsdaler til kommunen. Derudover fik kommunen 120 rigsdaler for fattighuset. Lensgreven havde ikke forsikret og ønskede ikke Anne Marie Nielsdatters hus genopført.

Det nye fattighus

Lensgreve Christian Johan Frederik Ahlefeldt-Laurvig ejede kirken, og formentlig også grunden i "Sandgraven"; i alle tilfælde ville han som lensbesidder spørges i de kommunale spørgsmål, han mente, angik hans interesser. Han havde hellere set, at et nyt fattighus blev bygget på den grund, som kommunen selv havde købt, og hvor den to år tidligere havde fået opført det nye arbejdshus. Han mente, at "Sandgraven" alene skulle benyttes som gymnastikplads for skolen og som holdeplads for de kirkesøgendes vogne.

Den unge præst Frederik Wilhjelm, der var sogneforstanderskabets formand, pressede på for at få fattighuset genopført i "Sandgraven". Ahlefeldt-Laurvig accepterede, men betingede sig at huset ville blive nedrevet og flyttet, når Niels Andersen, Andreas Jensen og deres koner var døde.

Nu havde sogneforstanderskabet lensgrevens godkendelse samt i alt 250 rigsdaler. Derudover skulle sognebeboerne yde den nødvendige arbejdskraft, stille med hestespand og redskaber samt levere den nødvendige halm til tækningen.

Således kom Niels Andersen, Andreas Jensen, deres familier samt Anne Marie Nielsdatter på fattighuset. Desuden kom en familie fra det gamle fattighus også til at bo i det nye. Nogle af de øvrige brandlidte havnede på arbejdshuset – som man på et senere tidspunkt kaldte fattiggården.

Langelands sociale forsorg

En historie som ovenstående støder man tit på, når man kigger i de gamle papirer på "Landsarkivet for Fyn".

For at sætte nogle lidt tilfældige historier fra Langeland i tidligere tider ind i en sammenhæng, er jeg i gang med en mere systematisk historisk undersøgelse af den sociale forsorgs udvikling på øen. Ud fra min interesse for 1800-tallets historie og dens kilder på landsarkivet, lægger jeg vægten på historien om fremkomsten af de mange arbejdsanstalter i sidste halvdel af århundredet.

Men historien har ingen begyndelse og ingen ende, så undersøgelsen handler også om endnu ældre tider, og om hvad der videre er sket i 1900-tallet.

I denne forbindelse vil jeg høre om nogle af Øboens læsere kan og vil bidrage. Det kan dreje sig om, at man ligger inde med en viden om nogle af de måder, det langelandske samfund har behandlet sine fattige, gamle, invalide eller forældreløse børn på til forskellige tider – det kan eventuelt være egne eller ældre generationers oplevelser i friboliger, fattighuse, asyler eller hvad betegnelse, man nu har brugt fra myndighedernes side. Jeg er også meget interesseret i gamle fotografier, effekter og dokumenter, der kan belyse emnet. Det er en selvfølge, at jeg tager hensyn til ethvert ønske om diskretion.

Det er en stor opgave, jeg er i gang med – måske også for stor. Hvis jeg af den ene eller anden grund ikke får gjort arbejdet færdigt, vil delresultater, interviews, billeder mv. under alle omstændigheder på behørig vis blive indleveret til et af lokalarkiverne, landsarkivet eller til Langelands Museum – alt efter hvad det nu drejer sig om.

Forsvundne dokumenter

De papirer, som stammer fra kommunernes virksomhed, er specielt interessante i denne sammenhæng. De er den vigtigste kilde, hvis man vil undersøge, hvordan den sociale forsorg fungerede i 1800-tallet. På landsarkivet er sådanne papirer samlet i det, man kalder kommunale arkiver. Tre af disse arkiver er aldrig blevet helt ordnet, og de uordnede dele er derfor i almindelighed ikke offentligt tilgængelige. Det drejer sig om papirer fra Lindelse, Humble og Tryggelev/Fodslette kommuner. Henholdsvis 9, 12 og 5 reolmeter.

Et andet problem kan være, at store dele af et kommunalt arkiv er gået tabt. Det er f.eks. tilfældet, hvad angår arkiverne fra Longelse/Fuglsbølle, Simmerbølle og Skrøbelev kommuner.

Endelig er der en tredje mulighed, nemlig at papirerne stadig ligger rundt om på langelandske lofter og i kældre. Hvis nogen har kendskab til, at dette skulle være tilfældet, er jeg selvfølgelig meget interesseret i at høre nærmere - i forhold til min egen undersøgelse, men jeg vil også gerne medvirke til, at papirerne under alle omstændigheder havner på landsarkivet - i ordnet tilstand.

Hvis nogen vil i forbindelse med mig angående ovennævnte, kan jeg kontaktes på tlf.: 62 64 11 83.

 

Noter:

A. Jørgen Nis Holm var den sidste "birkedommer" for den nordlige del af Langeland. Ved hans forflyttelse i 1852 blev "birket" lagt ind under by- og herredsfogedens jurisdiktion.

B. Byfogeder, herredsfogeder eller birkedommere var frem til, at en ny retsplejelov trådte i kraft i 1919 indehavere af politimestermyndigheden og dommermyndigheden i første instans i købsteder eller i landområder.

C. "Sogneforstanderskaberne" blev indført med en lov i 1841, i forbindelse med en lovændring i 1867 blev de omdøbt til "sogneråd".

 


 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk