Skoven på Bukkensbjerg af Erik Bendixen

Skoven på Bukkensbjerg

SIGNATURFORKLARING
------ GANGSTIER
++++ SKEL MOD NABOOMRÅDER
A: SKOVHUSET. rødt træhus til beboelse: ca 75 meter fra landevejen
B: BAGHUS, sort træhus til brænde og redskaber + WC
C: 3 EGE PA UDSIGTSHØJ
D: NABOHUS, beboelse mod øst
E: NABOHUS, beboelse mod vest
F: MINDESTEN
G: HVIDMALET DOBBELT LAGE
H: SOLIDT TRADHEGN også mod øst, selv om det ikke er tegnet
I: LANDEVEJENHUMBLE-RISTINGE
J: NABOHAVER
K: NABOMARKER
L: NABOSKOV
M: FRUGTTRÆER
N: »DEN STORE BANKE«, ca. 15-20 meter lang. Der var en række store graner langs bakken pa den østllge side
O: FESTPLADS, hvor der blev holdt folkelige møder
P: ABEN BAKKESKRANING med græs og nogle træer: eg. bøg, elm.
Q: INDGANG TIL NABOSKOV i en tid der var forud for den der her er fortalt om.

Samlet areal (naboområder ikke medregnet): 4.886 kvadratmeter
Bakkens højde over havet. ca. 32 m. på højeste sted i et sydligt naboområde. Der er mest bakket mod vest og syd, mere fladt mod øst.
Hele arealet var skov (med de nævnte undtagelser), og der var både unge og gamle træer mellem hinanden Mange træer var store. Eg og bøg var dominerende, men der var også ahorn, ask, elm m.fl. Slanke hasler med nødder fandtes især ved den lange lige gangsti og ved gangstien mod øst. Krat var der også en del af.

Bukkenbjerg før 1955.

Bukkensbjerg og Nedergård
I min barndom var Bukkensbjerg en del af Nedergård i Humble, beliggende på modsatte side af landevejen Humble – Ristinge (skråt over for gården). Tidspunktet da bakken blev en del af Nedergård kan min oldefar Kristoffer Bendixen fortælle om. Han skrev sommetider korte dagbogsnotitser, og her er én af dem: »1900. Købt Skovbakken 3. april« (kostede 1000 kr. V.B.). - V.B. betyder Valdemar Bendixen (min bedstefar William Bendixens bror) og notitsen er hentet fra dennes skildring »Hjemmet i Humble«. Kristoffer giftede sig i 1867 ind på Nedergård 2 år efter at han i 8 år havde været guldgraver i Australien (skildret af Valdemar Bendixen i »Otte år i Australien«), en færd der indbragte ham den selv på det tidspunkt ret beskedne sum 8.000 kr. Kristoffer havde ventet sig det dobbelte. I skildringen »Otte år i Australien« af Valdemar Bendixen er der fortalt om oldefars udenlandsfærd, og i »Hjemmet i Humble« fortæller Valdemar blandt andet om dengang Kristoffer mødte sin Marie.

Kristoffer Bendixen døde i 1907, og da var han blevet en højt respekteret pionér for afholdssagen. Såvel ude i det fremmede som derhjemme mødte han misbruget og besluttede sig for at bekæmpe det. Taknemmelige borgere rejste det år han døde en mindesten for ham og hustruen Marie på Bukkensbjerg på bakkeskråningen ca. 15 meter fra landevejen og synligt fra denne. Indskriften på stenen er forfattet af afholdstaleren William Petersen. Afsløringen fandt sted den 22. september 1907 i overværelse af en stor forsamling. Ordlyden er følgende:

MINDE OM LANGELANDS VARMHJERTEDE OG
TROFASTE FORLÆMPERE FOR AFHOLDSSAGEN
GAARDEJER KRISTOFFER BENDIXEN OG HUSTRU MARIE AF HUMBLE.
MED TAK I KÆRLIGHED REJSTES DENNE STEN AF LANGELANDS AFHOLDSKREDS 1907

Mindestenen på Bukkensbjerg år 2002. Et af de ældste billeder af Mindestenen på Bukkensbjerg

I al den tid jeg har kendt til Bukkensbjerg har bakken været delt mellem forskellige ejere. Der var en lille sydlig naboskov og ellers forskellige landbrug. Mod nord ved bakkens fod grænsede skoven til landevejen Humble - Ristinge.

Vor del af Bukkensbjerg udgjorde 4.886 kvadratmeter, som ud mod landevejen og andre steder var indhegnet med solidt trådhegn (net). Ved landevejen var der høje og brede hvidmalede dobbeltlåger ved indgangen – få meter fra nabohuset mod øst. Arealet var smalt (ca. 30 meter) ved landevejen og bredt ved sydlige nabomark og naboskov. Der var ca. 80 meter fra landevejen til de sydlige naboområder tæt ved bakkens top. Der er mest bakket mod vest, mens der er lidt fladt mod øst. Bakkens højeste punkt er ca. 32 meter over havet i sydlige naboområde. (Det er NORD neden for bakken og SYD på toppen).

Når jeg i det følgende nævner »skoven« eller »Bukkensbjerg«, så mener jeg den del der kom til at høre til Nedergård i den periode jeg kender til, hvis ikke andet er anført.

Gangstierne på Bukkensbjerg
Man kan forklare gangstierne ved at dele skoven op i 2 dele, en vestlig og en østlig. Midt i var der en ret bred gangsti op til et rødt hus og et sort baghus (begge bygget af træ), der lå øverst oppe ca. 75 meter fra landevejen. Vi kan kalde denne gangsti midtergangen. Den var langt fra snorlige, men havde først en retning som en lidt cirkelagtig sti venstre om – mod øst. Derefter (ca. 15 – 20 meter fra huset) svingede den svagt mod vest op til huset og fortsatte derefter parallelt med dette. Denne gangsti ret stejlt opad til huset blev kaldt »Den store banke«

Hvis man ville fuldende den cirkelagtige bevægelse fra før venstre om mod øst kom man ud i skovens udkant og derefter tilbage til landevejen. Hvis man derimod ville fortsætte forbi huset og gå ad den vestlige sti, gik man først lige ud forbi de to træhuse, så i en blød kurve højre om mod nord i skovens vestlige udkant, så kom der en ny blød kurve, og gangstien gik ca. 15 meter fra landevejen hen forbi mindestenen parallelt med vejen, derefter i skrå retning ned til lågerne.

Arealet vest for midtergangen var større end arealet mod øst. Derfor var der en ekstra gangsti i den vestlige del. Med udgangspunkt foroven tog den sin begyndelse omtrent midtvejs mellem det sorte træhus og mindestenen, men tættest ved huset, og den mundede ud i midtergangen ca. 25 meter fra landevejen. Midtergangen var ret bred – op til 1½ meter, mens de øvrige gangstier var ca. 1 meter eller lidt derover. Gangstierne var bar jord og blev holdt rene med skuffejern. Desværre ved jeg ikke hvornår gangstierne blev anlagt og hvem der gjorde det.

Skovhuset
Som nævnt var der øverst oppe tæt ved den sydlige nabomark et par bygninger. Det var et rødt træhus til beboelse og et sort træhus til brænde, redskaber og – i et lille rum for sig – WC. Begge huse var bygget sådan at brædderne i yderklædningen lå ud over hinanden. Det røde hus, som havde veranda mod syd, kaldte vi Skovhuset. Bygningernes tage var tagpapklædte i farverne henholdsvis grønligt og sort. Skovhuset var indrettet med stue, køkken, spisekammer, veranda og 2 loftsværelser. Over verandaen var der en altan med udsigt langt ud over Sydlangeland. Hussiden i retning mod landevejen havde ingen døre eller vinduer, ellers var der hvidmalede vinduer med små ruder, og der kunne lukkes for dem med udvendige skodder, der havde en grønlig farve. Indgangsdøren var ved verandaen på vestsiden. I nærheden af husets vestside ud mod gangstien var der en hvidmalet låge, hvor der var passage videre til indgangsdøren.

Skovhuset fra syd med bedstemor på altanen. Skovhuset med søster Gunhild og søster Bodil på udsigtshøj med 3 ege.

Bedstefar, William Bendixen, lod huset bygge som sommerbeboelse længe før jeg blev født og mens min bedstemor Marie (mors mor) endnu levede. I min barndom stod huset ofte tomt, men i perioder var det lejet ud til familie eller venner som manglede husly. Vi børn brugte også huset til at lege i. Det kunne kun lade sig gøre ved at vi lånte en nøgle af bedstefar. Også gangstierne brugte vi til leg. Huset var sparsomt indrettet med meget enkle møbler: en divan, grønt bord og grønne stole, og der hang billeder med sorte silhuetter på væggene i stuen. Væggene var så vidt huskes brunlige, og de var påført en lak der aldrig ville tørre helt, af hvilken grund man mærkede en karakteristisk lugt af olie eller lak, når man trådte ind, og væggene var klæbrige. Der var ferniserede gulvbrædder, og der var malet loft af træ. I verandaen stod en kurvestol. Der var ingen elektricitet i huset og ingen vandforsyning. Når huset var lejet ud, skete belysningen ved petroleumslamper, og vand hentede man på Nedergård i en mælkejunge på en dertil indrettet vogn med et hjul foran (en slags trillebør). Men huset havde skorsten, og det kunne opvarmes ved en kakkelovn i stuen og et komfur i køkkenet, hvor man også kunne lave mad. Den synlige del af skorstenen - altså på taget - var røde mursten.

I min barndom skete det flere gange, at mine nu afdøde forældre (Gudrun og Charlo Rasmussen) inviterede de nærmeste naboer til kaffe klokken 6 pinsemorgen i Skovhuset – eller, hvis vejret var til det – ved et stenbord udendørs tæt ved huset. Man skulle jo stå tidligt op sådan en dag, men alle de indbudte kom. Ved den lejlighed blev der sunget: »I al sin glans nu stråler solen…«, »Se nu stiger solen af havets skød…«, »At ville det er sagen…« og andre sange efter »Folkevennen«s sangbog. »Folkevennen« var organ for Danmarks Afholdsforening. Men det var ikke medlemmer af afholdsforeningen der kom til et sådant kaffebord pinsemorgen.

 
Skovhuset fra nord som det ser ud i år 2002 - efter tilbygning i 1955  

Festpladsen
I nogen afstand af huset i nordlig retning var der en lidt større åben plads, som i gammel tid blev kaldt Festpladsen – men bortset fra pinsemorgen var det før min tid, den blev brugt som sådan. Jeg husker dog et enkelt tilfælde hvor der var sommerfest i haven på Nedergård med fyrværkeri og kulørte lamper på Bukkensbjerg. Det var et afholdsmøde som far arrangerede – ét blandt flere der fandt sted i Nedergårds have, men denne gang var Bukkensbjerg altså også indlemmet i festlighederne. Det lokkede mange mennesker til i alle aldre. Sådanne møder blev bekendtgjort med et skilt ved landevejen i nærheden af Nedergårds indkørsel: »Sommerfest i haven …«. Skiltet beskrev så nærmere hvem der var taler og hvad det hele i øvrigt gik ud på.

Dengang Festpladsen blev brugt meget var det så godt som udelukkende til afholdsmøder, hvor der var sang og taler, sommetider også musik. Ofte var det landskendte foredragsholdere der kom, og på den tid kom der sikkert mange deltagere, for afholdsbevægelsen havde mange medlemmer. På Festpladsen stod et aflangt firkantet stenbord og der stod hvidmalede træbænke ved bordet. Der stod også træbænke andre steder på Bukkensbjerg, for eksempel i nærheden af mindestenen. De var med ryglæn, der hældede temmelig meget bagud, og der var anvendt solide brede brædder. (Som det ses på et foto af Skovhuset fra syd). På festpladsen var der også oprindeligt flagstang, men den kan jeg næsten ikke huske.

Bukkensbjerg har også i nyere tid været et søgt sted, når der var afholdsmøder, såvel lokale møder som store, hvor deltagerne kom fra hele landet. Men så har det mest været mindestenen man søgte til, for Festpladsen blev ikke brugt mere.

Den sydlige naboskov
I naboskoven mod syd, der tilhørte Bukkensbjerggård, var der en smal sti tværs gennem skoven fra nord mod syd, ca. 75 meter lang. Længe før min tid var der indgang mellem de to skove en smule øst for Skovhuset. Et kryds af træstænger på tværs over lodret akse var placeret ved indgangen, så et publikum kunne sluses langsomt igennem. Desværre er dette alt hvad jeg kan meddele – det er hvad jeg fik fortalt som barn. Historien der knytter sig til en tid da de to skove måske var én kan jeg ikke fortælle. I den tid jeg kan huske var skoven et privat naboområde i lighed med haver og marker der grænsede til vor del af skoven. Derimod kan jeg oplyse, at træsorterne i naboskoven var de samme som i vor del.

Beplantningen på Bukkensbjerg
Bukkensbjerg var som nævnt en skov. Der var både unge og gamle træer mellem hinanden, og mange af træerne var store. Dominerende træer var eg og bøg, men der var også elm, ask og ahorn. Ligeledes var der krat flere steder, og især mod øst og ved den snorlige gangsti omtalt før var der slanke hasler, der sommetider havde mange frugter: hasselnødder. Langs med »Den store banke« stod der i den østlige side en række graner, der var temmelig store.

Særlig bemærkelsesværdig var en lille udsigtshøj ud til den sydlige nabomark med 3 egetræer plantet meget tæt ved hinanden. Det var i nærheden af Skovhuset. Man kunne sidde på højen ved egetræerne og nyde udsigten til det sydlige Langeland. Nogle få meter fra de 3 ege i østlig retning stod et flot fyrretræ med en karakteristisk kuppel af grene foroven og lidt nedad, men ellers havde træet en lang stamme uden grene. Såvel de 3 ege som fyrren står endnu i år 2002. Egetræerne har i årenes løb kæmpet gevaldigt om pladsen, hvilket har resulteret i skamferede grene inderst i toppen, men ellers står de flot med gevaldige sidegrene til de modsatte sider. Det kniber med pladsen, hvis man vil sidde i en havestol og nyde udsigten fra højen, fordi egetræernes stammer er blevet meget tykke. Fyrren er også vokset meget. Den har været udsat for flere orkaner, som har trukket den lidt skæv, men den står der stor og flot stadigvæk.


Nedergård kort tid før flytningen til Bukkensbjerg. Tegning af Erik Bendixen efter luftfoto.

 

BUKKENSBJERG EFTER 1955

Bukkensbjerg ændrer udseende
I 1950’erne blev antallet af store træer på Bukkensbjerg stærkt reduceret for at der kunne skaffes brænde til opvarmning. Eller træerne blev solgt som gavntræ til forarbejdning, så der kom en indtægt ud af det. Der blev fældet særlig mange træer i 1955 i forbindelse med flytning fra Nedergård til Bukkensbjerg. Nedergård gav underskud, så det var nødvendigt at sælge gården. Jeg var medhjælper hos mine forældre på Nedergård og senere Bukkensbjerg fra min konfirmation i 1952 frem til november 1957 og var med til denne træfældning, idet jeg var den ene person ved skovsaven, der skulle føres frem og tilbage af 2 mand. Min far var den anden mand.

I hele den nævnte periode kunne min far kun betale mig kost og logi plus de allervigtigste fornødenheder, og fra 1956 tillige friheden til at tjene en normal løn ved sæsonarbejde på gårde i omegnen. Det var i høsten, roesæsonen og ved flere andre lejligheder. En del af arbejdet var gartneri-betonet, sådan som jeg også kendte det hjemme fra, da vi på Nedergård både havde gartneri og landbrug, 25 tønder land i alt, kvægløst. Først havde vi et par heste som trækkraft, men den seneste tid en traktor.

Den dårlige økonomi skyldtes kautionsforpligtelser og dårlig høst. En regnfuld sommer i 1954 var dødsstødet. Gavmildhed ud over det rimelige var min bedstefars svaghed, når far og bedstefar indlod sig på kautionsforpligtelser, og den svaghed udnyttede de begunstigede. Jeg vil ikke nævne deres navne, men det var min fars familie. Bedstefar levede efter devisen »Vi skal hjælpe hinanden« og lod sit gode hjerte løbe af med sig. - For mine forældre og bedstefar var det en dyb skuffelse at skulle forlade den gamle slægtsgård med de rige traditioner. For børneflokken – vi var 6 søskende – var det en skuffelse at skulle miste barndomshjemmet. Det blev derfor besluttet ikke at sælge Bukkensbjerg med. Dér stod mindestenen over min oldefar Kristoffer Bendixen, og bakken var en del af barndomshjemmet.

Søskendeflokken var i alderen 8 - 25 år. Husstanden bestod af mine forældre, bedstefar, 3 brødre på 8 og 10 år (de 10-årige var tvillinger) og jeg selv, som var 17½ da vi flyttede i 1955. Min ældste søster levede på institution for døve, fordi hun manglede høresansen, min næstældste søster var ude at tjene. Hun var tjenestepige på forskellige tidspunkter både på gårde og i andre erhverv, for eksempel hos en dyrlæge og hos en læge.

Mod øst blev der ryddet for at skaffe plads til et stort drivhus, der havde stået på Nedergårds grund, men som nu blev flyttet. (Der var 2 drivhuse på Nedergård, men de var i en så dårlig forfatning, at der kun var materialer nok til ét drivhus på Bukkensbjerg). Mellem landevej og hus blev der etableret en ny bred vej i lige linie, hvilket kun kunne gøres ved at rydde en hel del beplantning. Skovhuset fik en tilbygning mod nord med kælder under. Tilbygningen blev udført af fagfolk, mens vi selv udførte det meste af det øvrige arbejde, dog ofte med en eller flere arbejdsmænd som hjælp. Udgravningen (ler) fra kælderen blev transporteret ned ad bakken tværs over »Den store banke«, som derved forsvandt. Leret blev planeret så der i nordlig/sydlig retning opstod en stejl 20 meter lang skrænt med et mindre fladt areal ovenfor. Skrænten er på det højeste sted 2 meter. Tilbygningen fik fladt tag (let skrånende) ud fra det stejle tag der var på den gamle bygning.

Som før nævnt var det småt med faciliteterne i Skovhuset førhen, og hvad varme angår var det også efter forandringen i 1955 kakkelovne der blev brugt, både i butikken og i beboelsen. Butik og beboelse fik elektricitet og telefon næsten med det samme, mens vandforsyningen fra det kommunale vandværk blev forsinket, fordi vi først eksperimenterede med en brønd på et forholdsvis lavtliggende sted omtrent midtvejs mellem landevej og beboelse. Brønden blev 10 meter dyb, men kom aldrig til at fungere, fordi den kun gav 3 spande vand pr. døgn. Den blev senere opgivet og tildækket. Far gravede brønden, og jeg stod ved hejseværket og førte en spand op og ned ved hjælp af et spil. . En klog mand havde inden vi begyndte at grave vist vand med en pilekvist.

Ved landevejen blev der gravet ind i bakken for at skaffe plads til butik, kælder og et lille drivhus ovenpå. Butikken var baghuset, der havde stået oppe ved siden af beboelsen. Hjælpsomme naboer foruden arbejdere der var i gang med udvidelse af sportspladsen i Humble hjalp os med at bære træbygningen ned ved landevejen ved hjælp af tværstænger. Bagefter sørgede vi selv (mest min far og jeg) for det videre fornødne med omskabelse til en butik. Gangstien forbi mindestenen og videre blev som den eneste af det oprindelige gangstisystem opretholdt, blot i en lidt anden linieføring bag om et lille drivhus ved butikken. I området ved mindestenen var der skovtræer og krat i et ret stort område som forblev uberørt. Mindestenen, som var fredet ved tinglyst skøde, blev naturligvis også stående som den altid havde stået siden den blev rejst i 1907. Men ellers undergik Bukkensbjerg en stor forandring.

Min bedstefar William Bendixen fik kun et år mere at leve i efter at vi var flyttet til Bukkensbjerg. Han døde natten til den 8. juni 1956, 88 år gammel. I sine sidste leveår på Nedergård vandrede han ofte ved hjælp at to stokke op på Bukkensbjerg for at se mindestenen.

Jeg havde musik som fritidsfornøjelse, og i det ene år bedstefar kom til at opleve på Bukkensbjerg bad han mig ofte om at spille Jeppe Aakjærs sang »Der dukker af disen min fædrene jord« på violinen. Om det var melodien af N. K. Madsen-Stensgaard eller af Carl Nielsen kan jeg ikke huske. Der var jo blevet åbent på Bukkensbjerg efter skovrydningen, så vi kunne se ud over Nedergård og markerne. Bedstefar fik sit eget værelse mod nord i huset på Bukkensbjerg, og det var netop »den fædrene jord« han så derfra.

Den nyeste tid på Bukkensbjerg
I nyere tid (1990 – 2002) har jeg tilføjet bakken noget helt nyt ved tilplantning med buske og lidt træer i ret store arealer, der ellers var åbne, så skov, have og naturgrund går op i en større enhed. De omtalte bygninger: butik ved vejen og drivhus mod øst, blev revet ned i 1976. Beboelsen har været forbedret tid efter anden, men bygningsformen er som den blev i 1955 – ingen tilbygninger, ingen nedrivninger. Jeg overtog stedet januar 1990 efter min mors død i december 1989. Dels arvede jeg huset, dels købte jeg det af mine søskende. Jeg har boet der siden, ugift og alene. - Huset fik fjernvarme i 1993.

Lidt om mig selv
Min baggrund for at være husejer på Bukkensbjerg har været meget anderledes end den var for familien i årene efter flytningen i 1955. Jeg fortsatte ikke ved landbrug eller gartneri. Det var jeg slet ikke egnet til, for jeg var et sart gemyt, alt for lidt robust til det hårde legemlige arbejde. Jeg var elev på en folkehøjskole 1957-58, blev musikstuderende på Det fynske Musikkonservatorium med violin som hovedfag i 1958, efter at en påtænkt seminarieuddannelse var opgivet. Klarede ikke musikpædagogisk eksamen, blev omskolet med revalideringsstøtte og fik kontoruddannelse i Odense (i såvel sprog som regnskab), blev udlært kontorist og blev korrespondent i tysk og engelsk. Har bl.a. været ansat på en tagpapfabrik og en fiskekonservesfabrik. Nyeste ansættelser: Har i længere tid periodisk været beskæftiget på Langelands Museum. Har i lange perioder været ledig, men har haft arbejde nok til som 60-rig at kunne gå på efterløn. Jeg er født 24. december 1937 på Nedergård i Humble.

Fredningsbestemmelse
I skødet til matrikel 17 e, ejendommen beliggende på Bukkensbjerg, Ristingevej 63, står:
»Lyst 24/6-1950. Dokument om pligt for 17 e til at frede skoven og et mindesmærke«

Tinglysningen fandt sted længe før Nedergård blev solgt, og skoven var dengang helt intakt med gangstier, mindesten og det hele. Det kan se ud, som om bestemmelsen blev overtrådt, da 2/3 af skoven blev ryddet i forbindelse med at vi flyttede i 1955. Men det var jo ikke mindst mine forældre og bedstefar der havde ønsket klausulen indført, så det betød vel ikke så meget rent juridisk. Det var jo ikke fremmede der havde fældet træerne. Nu har jeg sørget for tilplantning på min egen facon, hvilket dog ikke er til hinder for, at stedet med tiden igen kan blive en udelt skov. For mig har det været en stor glæde at kunne værne om »Skoven på Bukkensbjerg«. En særlig glæde har det været at værne om mindestenen, og i år 2000 sørgede jeg for at inskriptionen blev frisket op.

Humble i juli 2002

Erik Bendixen
Ristingevej 63 5932 Humble
tlf. 62571071
e-mail: erikbendixen@get2net.dk
 
   

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk