Arbejdsanstaltens brand En kriminel historie fra Langeland. 2.del
Forside ] Op ]

 
Arbejdsanstaltens brand En kriminel historie fra Langeland. 2.del

Arbejdsanstaltens brand
En kriminel historie fra Langeland. 2.del - Af Claus Skov


Lukket inde i en lade
Kl. 11 samme aften blev Jens hensat i arresten. Det var sognefogeden i Stoense, der allerede ved middagstid havde arresteret ham og derefter havde fået ham bragt til Rudkøbing.(36)
Næste dag fredag blev Jens fremstillet i retten. Han kunne forklare ret udførligt om sin vej nordpå. Klokken 10 mandag formiddag var han gået fra sit hjem på Herslev Mark ad den østre landevej til Fuglsdbølle og videre gennem Longelse, Lykkeby og Frellesvig. I Tranekær gæstgivergård havde han købt for to skilling skråtobak. I Lejbølle havde han fået natlogi hos en "gårdmand Jeppe".
Der var bare det problem, at mens Jens angiveligt havde været på denne færd, havde adskillige vidner set ham i og ved Lindelse.
Jens kunne heller ikke huske, at han havde været på herredskontoret, hos Gede eller hos sin svigermoder.
Sager sendte en betjent til Nordlangeland for at finde ud af Jenses færden bl.a. ved at udspørge de forskellige sognefogeder.
I retsmøderne mandag 25. og torsdag 28.april kunne dette klarlægges dels ved den pågældende betjents forklaring dels ved breve fra sognefogederne dels ved gårdmand i Lejbølle Jeppe Jacobsens forklaring dels ved Jenses egen efterhånden mere ædruelige forklaring.
Vigtigst af alt var, at Jens faktisk havde overnattet i Lejbølle den skæbnesvangre nat mellem tirsdag og onsdag.
Den aldrende Jeppe Jacobsen forklarede, at Jens havde henvendt sig på gården - som dengang lå ved siden af den såkaldte "Dommergård" - så sent som klokken 8 om aftenen. Han havde fået mad og havde derefter bedt om natlogi. Gårdmanden havde egentlig ikke været indstillet på at lade Jens sove på gården, men fordi det havde været sent, havde han forbarmet sig over ham. Jeppe Jacobsen havde udleveret to hestedækkener, Jens kunne tage over sig, og havde for natten lukket ham inde i en lade med foder. Da gårdmanden ved 6-7 tiden næste morgen havde åbnet døren ind til laden, lå Jens stadig og sov.(37)
Folkene på gården havde overfor Sagers udsending erklæret, at de kunne aflægge ed på, at Jens havde været der på brandnatten. De mente ikke, at det overhovedet var sandsynligt, at han den nat kunne have været borte fra stedet og gået de 3 mil til Lindelse og tilbage igen. Om morgenen havde Jens været forfrossen, da han kom ind i stuehuset for at spise.
Næste eftermiddag ved 4-5tiden var Jens kommet til sin bekendte husmand Peter Knægt lidt nord for Snøde. Han kunne heller ikke gå længere, fordi han var blevet ømfodet efter sin lange fodrejse.
Om natten havde han sovet i en seng i den samme stue, hvor manden og konen havde sovet i en anden.(38)
Næste morgen var han draget afsted mod Hou, men inden han var nået hen til sin søn, var han altså blevet anholdt af sognefogeden i Stoense og bragt til Rudkøbing om aftenen.

Betleri og andre mistanker
Det var tydeligt for enhver, at Jens ikke havde kunnet sætte ild i arbejdshusets nyopførte udhus. Men Sagers undersøgelse afdækkede med al tydelighed en anden ulovlighed fra Jenses side. Han havde foruden mad på sin tur også tigget om og fået penge - hvilket var klart ulovligt.
I Bøstrup præstegård havde han fået 3-4 skilling. Af pastor Wilhjelm i Snøde - som i øvrigt var formand for Snøde/Stoense sogneforstanderskab - havde han fået enten en 4 eller 8 skilling. I Snøde mølle havde møller Leth givet ham 2-4 skilling. På Nedergård havde kammerjunker Kaas stukket kokkepigen en hel mark i hånden - altså en sekstenskillingsmønt, som hun skulle give videre til Jens. Der har sikkert været andre steder, hvor Jens havde fået penge, men mange steder havde han ingenting fået, f.eks. på gårdene Tressebølle. På den måde ville gårdmændene holde tiggere væk.
Fordi Jens havde tigget penge, beholdt Sager ham i arresten til videre strafforfølgelse.(39)
Mistanken for brandstiftelse vendte sig mod de to andre anholdte, Trine Hertz og hendes moder Marie Olsdatter.
Et ægtepar, der boede i samme hus som Trine og hendes familie, blev afhørt.
Rokkedrejer Andreas Clemmensen havde ikke været hjemme på brandnatten, fordi han arbejdede på Biskopstorp ved Simmerbølle. Han havde godtnok hørt, at Jens og Trine var utilfredse med at skulle tilbage på arbejdsanstalten, når den var genopført, men han havde ikke hørt noget, der på nogen måde satte familien i forbindelse med branden.
Konen, Ellen Jensdatter sagde heller ikke noget, der satte Trine under mistanke - tværtimod. Hun fortalte, at Trine havde et barn, der fik bryst, som hun derfor næppe havde kunnet forlade for at gå en ¼ mil for at sætte ild på arbejdsanstalten. Ellen havde selv været oppe mindst 6 gange den pågældende nat, fordi hun i stuen havde en gås med gæslinger, som ofte forlod gåsen og måtte bringes tilbage - hun havde intet mistænkeligt bemærket.(40)
Jenses og Trines 14-årige datter Ane Dorthe blev også afhørt, "hun benægtede at have brugt ytringer om at arbejdsanstalten muligen kom til at brænde". Datteren fik ikke kastet yderligere mistanke på moderen - eller sig selv.
Trine forblev dog anholdt i første omgang.

Anklagerne smuldrer
Mistanken vendte sig herefter mod Trines mor Marie Olsdatter.
Hun boede kun ca. 100 favne fra det nedbrændte hus. Hendes mand tidligere skrædder Daniel Rasmus var 90 år, blind og døv, syg og sengeliggende. Hun havde også en lille dattersøn boende.
Foruden denne familie var der i det såkaldte "Stielundhus" to andre lejemål.
Der var Karen Hansdatter på 53 år, der boede sammen med sin far Hans Jørgensen.
I en tredje lejlighed - eller rettere et værelse - boede Anne Jørgensdatter.
I sin første vidneforklaring hævdede Karen Hansdatter, dels at branden særdeles godt havde kunnet ses fra Maries rum, særlig hvis beboerne ikke havde været tilsengs, dels at da "Stielundhusets" beboere efterhånden var kommet op på brandnatten, havde Marie været påklædt på et tidspunkt, da hun angiveligt endnu ikke vidste, at det brændte. Endvidere førte der fra Maries rum en baggang ud af huset, hvorfra man kunne komme ud, uden at blive bemærket af de andre beboere.
Da alle beboere var kommet op kl. halv to, var Karen gået ud for at se, hvad der skete. Da hun var kommet tilbage og havde fortalt, at hovedbygningen stod, men at udhuset var nedbrændt, havde Marie angiveligt overrasket svaret: "Gør det?" og "men da".
Den 83-årige Hans Jørgensen blev også afhørt. Han hævdede også, at Marie havde været påklædt, det havde han kunnet se, da det var måneskin.
Anne Jørgensdatter fortalte, at hun godt og vel klokken tolv var blevet vækket ved, at en dreng råbte op udenfor huset. Hun var stået op og havde set, at arbejdsanstaltens udhus brændte - så var hun igen gået i seng.
Klokken knap halv to var hun atter blevet vækket, denne gang af Marie Olsdatter, der havde spurgt, hvad der dog var på færde, siden der blev ringet med kirkeklokkerne. Det var mærkeligt, for Anne Jørgensdatters vinduer havde været røde af genskæret fra flammerne, og hun forklarede ligesom Karen Hansdatter, at Marie Olsdatter måtte have kunnet ligge sin seng og se det brænde, da hendes vinduer vendte samme vej som Annes.
Overfor disse udsagn hævdede Marie, at hun kun havde haft sin særk på, da hun havde talt med de andre beboere, at hun ikke havde været udenfor, og at hun ikke havde kunnet se ilden fra sit rum.(41)
Efter retsmødet tog Sager igen til Lindelse denne gang for selv at bese "Stielundhuset". Selvom man sagtens derfra kunne se arbejdsanstalten, så skønnede han, at Marie ikke havde kunnet se ilden fra sin seng, når man medtænkte vindretningen på brandnatten og det forhold, at det havde været måneskin.(42)
Da Karen Hansdatter igen blev afhørt, var hun samtidig blevet mere usikker i forhold til, om Marie havde været fuldt påklædt. Hun sagde endvidere, at "arrestantinden ikke havde sagt andet, end hvad der var en almindelig mening blandt folk, at fattighuset ikke ville have nogen varighed"(43) - tidligere under forhørene var det nemlig kommet frem, at Marie før branden havde udtalt sig temmelig uheldssvangert om anstaltens fremtid.
Både Trine og Marie holdt stædigt fast ved deres tidligere udsagn.
Efter et retsmøde lørdag 7.maj blev Trine løsladt - tre dage senere blev Marie løsladt.
Den eneste, der forblev i arresten, var Jens. Han blev siden hen idømt tre måneder i tvangsarbejdsanstalten i Odense for sit betleri på Nordlangeland.(44)
Sager fandt aldrig ud af, om der havde været sat ild på arbejdsanstalten de to gange, selvom han nok stadig har haft nogle ideer om årsagssammenhængen.

De levende og de døde
Forhåbentlig har den foregående historie været underholdende, samtidigt med at jeg har fået fortalt et og andet om de daværende samfundsforhold.
Gennem eksemplet har læseren nok fået en fornemmelse af de problemer, det kunne medføre at samle en del af en kommunes fattige på en anstalt. Dette forhold er interessant, for da lignende anstalter i stort omfang blev etableret fra omkring 1860, var det som om, man måtte drage de samme dårlige erfaringer på ny.
I 1852/53 var arbejdsanstalter for de fattige noget nyt på landet i Danmark, men i hvert fald i forbindelse med de senere arbejdsanstalter er det nærliggende at se forklaringen på ovenstående i, at det for samfundets magthavere mere drejede sig om at manifestere deres magt, end det på nogen måde drejede sig om at hjælpe den fattigste del af den hurtigt voksende befolkning - tværtimod.
Christian Christensen beholdt jobbet som opsynsmand i mange år - i modsætning til hvad der dengang såvel som siden almindeligvis var tilfældet. Trine og Jens forblev ligeledes på anstalten, når der ses bort fra, at sidstnævnte flere gange blev indsat på tvangsarbejdsanstalten i Odense - for betleri og opsætsighed mod opsynsmanden!(45)
Jens døde i 1868 74 år gammel, Trine, der var meget yngre, så sendt som i 1894 - få år før det, der nu ved alle lejligheder blev kaldt fattiggården, blev nedlagt.
For mange år siden er ægteparrets gravminder fjernet fra Lindelse kirkegård - trækors forgår, og det samme gør de minder, de efterlevende gerne vil glemme - bygningerne på Herslev Mark er således også helt væk.
Man siger, at den, der glemmer historien, er dømt til at gentage den - for egen regning vil jeg tilføje, at det i ligeså høj grad gælder det samfund, der forsøger at forvanske den.


Noter:
Hvor andet ikke er anført findes kilderne på Landsarkivet for Fyn.
Som allerede nævnt er de vigtigste kilder til artiklen de forhør, der blev optaget i forbindelse med de to brande. Sagen 14/1852 findes i "Forhørsprotokol for Langelands herreder 1846-53", og sagen 10/1853 i forhørsprotokollen 1853-54. I forbindelse med følgende kildehenvisninger nøjes jeg med at angive de to sidste tal i det aktuelle år samt side. I førstnævnte protokol er der tale om dobbeltsider, og det tilføjes derfor, om oplysningen står til venstre eller til højre.

1 52; 249 th.
Sager var branddirektør for Langeland både af navn og gavn - altså den øverste lokale embedsmand, hvad angik brandværn og forsikring. Af side 156 i Harald Jørgensens "Lokaladministrationen i Danmark" fremgår det, at denne overordnede normalt amtslige stilling eksisterede 1800-72.
2 52; 249 th.
Jeg ved ikke, hvad forskellen er på en kirkesprøjte og en sprøjte fra X-kirke, hvorfor jeg har citeret direkte fra forhørsprotokollen.
Der har allerede dengang helt åbenbart eksisteret et omfattende og organiseret brandvæsen på landet, hvad angår mandskab, materiel og branddamme.
3 52; 249 th.
4 52; 250 tv.
5 52; 251 th.
6 52; 252 th.
7 Svendborg Amts arkiv, sagen 1852-B1-44
8 52; 251 tv.
9 52; 252 tv.
10 52; 251 tv.
11 52; 251 th.
12 52; 251 tv.
13 52; 252 tv
14 52; 253 tv.
15 Justitsministeriet. Landbygningernes brandforsikringskontor. Brandskader på landet. Sag 305, 1852/53. Pk. 82-129. Rigsarkivet.
16 52; 253 th.
17 52; 254 th.
18 52; 255 tv.
19 52; 256 tv.
20 Se note 15. Sagers kommentarer findes i nævnte pakke fra Rigsarkivet. Påtalen fremgår af den tilhørende journal: "Stikskorstene ere ikke tilladelige". Indenrigsministeriet, brandforsikringssager, 80, journal Q, 1852-53. Rigsarkivet.
  53; 95
  53; 79 Restaureringen af "Borgmestergården" er såvel udvendigt som indvendigt foretaget særdeles nænsomt, således er det nævnte "pigekammer" blevet bevaret.
  53; 79
  Angående sol og månes nedgang se almanak fra det pågældende år. Det fremgår af nærværende forhør, at det var måneskin og blæsende i forbindelse med branden. I forbindelse med en anden sag 6/1853 fra Magleby ligeledes på Sydlangeland fremgår det, at det derværende nor i de lavvandede områder var bundfrossen i marts.
  53; 81
  53; 80
  53; 88
  53; 81
  53; 81
  53; 82
  53; 83
  53; 83
  53; 83
  53; 84
  53; 91.Strenge tider - for nogle.
Der er selvfølgelig tale om en grov udnyttelse af lærlingenes arbejdskraft - noget som heller ikke indenfor visse brancher er ukendt i dag, men i denne forbindelse siger det formentlig også noget generelt om håndværkernes sociale situation. I et brev (Svendborg amtsarkiv. Sagen 1853-A3-54) fra Gede til Langelands Herreders Branddirektorat 17.marts 1853 hedder det:
"da entreprenørene ere ubemidlede folk, der stærkt trænge til at modtage deres fortjente arbejdsløn, og sognet ikke har noget fond til at bestride slige udbetalinger med, tillader forstanderskabet sig herved at anmode hr.cancelliråden om, behageligt at ville foranledige, at der af den forventede assurancegodtgørelse forlods måtte vorde kommunen ubetalt en sum af 5-600 rdl." - Sager anbefalede, da han sendte anmodningen videre til amtet, der forlængst havde fået pengene fra ministeriet.
  53; 85
  53; 89
  53; 87
  53; 92
  53; 90
  53; 101
  53; 99
  53; 101
  Svendborg amtsarkiv, sagen 1853-B10-60. Langelands herredsfogedarkiv, strafferegister 1850-90, s.148.
  Både før og siden den her fortalte historie var der problemer med Trine og Jens.
Sagerne i Svendborg Amts Arkiv: 1844-B1-24, 1852-B1-44, 1858-B16-32, 1860-B16-64, 1861-B15-170. Læs eventuelt også min artikel "Tyveri af træktøj medførte dom på et år i forbedringshuset" på Langelands Biblioteks internethjemmeside om Jenses og Trines liv, da de boede i Rørsøe fattighus i Illebølle Udflytter i 1843. Her er 1844-B1-24 brugt som kilde.
   
  Billedtekster:
   
1 Brand i landsbyen Valby ved København i 1865.
Ilden kunne nemt bredde sig mellem de tætliggende stråtækte huse.
Xylografi.
2 Brandsprøjten på herregården Skovsgård.
Sprøjten på billedet er angiveligt yngre end den, som omtales i teksten. Kærren kunne hægtes efter en anden vogn. På brandstedet skulle der løbende hældes vand i et tilhørende stort kar, mens fire personer pumpede og én betjente slangen med strålerør.
I øvrigt brændte en stor del af Skovsgårds udbygninger i 1854.
Skovsgårds vognmuseum. Foto: Langelands Museum.
3 By- og herredsfoged og branddirektør for Langeland. Hans Carl Sager (1808-85). Da
en ny købstadskommunalreform trådte i kraft i 1869 blev han tillige "borgmester" og skulle lede det valgte "byråd" - hvem talte om magtens tredeling? Valgt til landstinget 1869-72.
Foto: Byhistorisk Arkiv i Rudkøbing
4 Retten er sat. Retsbetjenten - altså byfoged, herredsfoged eller birkedommer - var
frem til den retsplejereform, som trådte i kraft i 1919 dommer og politimester i én person.
Tv. føres protokollen. Th. ses de to retsvidner. I de udpræget skriftligt orienterede retsager udpegede amtmanden tillige anklager og forsvarer, når han på grundlag af retsbetjentens forudgående forhør havde rejst en sigtelse.
Billedet er meget nyere end de begivenheder, der beskrives i artiklen - f.eks. havde man ikke gaslys i Rudkøbing i 1852/53.
Næstved byret. Illustration fra bogen "Den danske Stat", 1901.
5 Grundrids af arbejdsanstaltens stuehus. Øst vender opad på tegningen. En liste fra pastor Gede fortalte endvidere, hvor de forskellige fattiglemmer boede: Christen Neppe og tre drenge boede i rummet "b", Jens Thomsen og familie i "c". (Justitsministeriet. Landbygningernes brandforsikringskontor. Brandskader på landet. Sag 305 1852/53. Rigsarkivet)
6 "Grisen" på loftet. Formentlig til tørring af malt. Tegningen er lavet af den murermester, der byggede den. Man kan vist godt gå ud fra, at han var dygtigere med murskeen end til at tegne - bemærk længdeangivelsen. (Justitsministeriet. Landbygningernes brandforsikringskontor. Brandskader på landet. Sag 305 1852/53. Rigsarkivet)
7 Torvet i Rudkøbing.
De fleste retsmøder foregik på rådhuset til højre.
Fotoet er fra 1880-erne. Netop midt i 80-erne blev den nuværende store arrestbygning tilføjet bagtil - indtil da var arresten i den viste bygning. Foto: Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.
8 "Borgmestergården" i Nørregade var bolig for by- og herredsfoged Hans Carl Sager.
Bindingsværksbygningen i Strandgade til højre rummede vistnok by- og herredsfogedkontoret.
For godt en menneskealder siden var "Borgmestergården" nærmest en ruin, i dag fremstår den usædvanligt smukt istandsat.
9 Christopher Octavius Gede (1803-58) stammede fra København.
Fra sogneforstanderskaberne blev oprettet i 1841 frem til ændringen af lovgivningen i 1867, var præsterne "fødte" medlemmer, hvor de ofte - som i Lindelse - blev valgt som formænd.
Ved lovændringen fik de lokale ledelser navneforandring til "sogneråd".
Foto: Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.
10 Lindelse præstegård fotograferet i begyndelsen af 1900-tallet - jeg er i tvivl om hvorvidt kvisten eksisterede i 1852/53.
Foto: Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.
11 Hvad "Langelands Avis" skrev i forbindelse med de to brande. Angivelsen af baghusets længde er i øvrigt ikke korrekt - se tekst.
Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.
12 Kort hvor arbejdsanstaltens beliggenhed er markeret i tegningens midte - Rudkøbing øverst.

 

  
Lindelse Præstegård
   
Optegnelser af Claus Skov
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk