Arbejdsanstaltens brand En kriminel historie fra Langeland. 1.del
Forside ] Op ]

 
Arbejdsanstaltens brand En kriminel historie fra Langeland. 1.del

Arbejdsanstaltens brand
En kriminel historie fra Langeland. 1.del - af Claus Skov


I 1840-erne blev der i tre langelandske landkommuner bygget arbejdsanstalter for dele af kommunernes fattige.
Anstalterne for Snøde/Stoense og Magleby er rimeligt godt beskrevet i de to kommuners arkiver i modsætning til den tredje - Lindelses, hvor det kommunale arkiv fra 1800-tallet er meget mangelfuldt.
Arbejdsanstalten i Lindelse brændte to gange med et halvt års mellemrum i 1852/53. Ved som kilder at bruge forhørene fra de to lejligheder i det såkaldte "retsbetjentarkiv" på Landsarkivet for Fyn kan man alligevel få et indtryk af forholdene.
Indholdet i artiklen bliver dramatisk, men fortæller samtidigt noget om livet for fattigfolk i almindelighed på og udenfor arbejdsanstalten samt om politi- og retsvæsnet.

 

Om morgenen kort efter klokken 8, fredag 16.november 1852 fik by- og herredsfoged Hans Carl Sager på sin bopæl i Rudkøbing underretning om, at der var ild i nogle bygninger i nærheden af Lindelse.
Som politimester, dommer og branddirektør for Langeland begav han sig naturligvis straks af sted og var fremme ved brandstedet et kvarter over ni.(1)
Ved landevejen på Herslev Mark lidt nord for Lindelse kunne han konstatere, at kommunes arbejdsanstalt var brændt.
Kun de sortsvedne ydermure af det grundmurede stuehus og et par af de fire skorstene stod tilbage. Der var dog stadig ild i skillevæggene og nogle nedstyrtede bjælker. Udhuset, der havde været i bindingsværk, var fuldstændigt nedbrændt, her var der kun ild i en bunke tørv, som havde ligget i et af husets rum.
Mange mennesker var tilstede. Mandskaberne fra Lindelse kommunes egne branddistrikter med deres materiel blandt andet brandsprøjten fra Lindelse kirke og folk med sprøjterne fra Fuglsbølle kirke, Skovsgård og Humble kirkesprøjte var i gang med slukningsarbejdet.(2)
Efterhånden blev den sidste ild slukket i hovedbygningen, og de tilbageværende skorstene blev væltet af sikkerhedshensyn. Man fik spredt og slukket tørvene i det, som havde været udhuset.
Omkring klokken to om eftermiddagen kunne Sager sende mandskaber og sprøjter hjem.
Der blev anbragt en brandvagt på stedet.

Forhørene på Lindelse kro
Næste dag blev det første møde i Langelands Sønder Herreds politiret angående branden afholdt på Lindelse kro. Fra Rudkøbing havde Sager medbragt sin referent og to ordinære retsvidner.(3)
Den første, der blev afhørt, var brandfogeden for Herslev distrikt gårdmand Jens Mogensen fra Vester Klæsøgård.
Det stod klart, at ilden med vinden hurtigt var blevet ført fra stuehusets stråtag over i det nærliggende udhus.
Jens Mogensen var dog først kommet tilstede, da alt havde stået lys lue, og begge huses tage og overtømmer var faldet ned. Han undskyldte sin sendrægtighed med, at nogle bakker vanskeliggjorde udsynet fra gården mod brandstedet. Han kunne oplyse, at ingen mennesker var kommet til skade, og desuden at størstedelen af de fattiges ejendele og anstaltens inventar var blevet reddet.
De næste vidner var de husmænd, der boede lige i nærheden af brandstedet. Den nærmeste nabo Lars Nielsen Clausen kunne fortælle, at han havde opdaget ilden omtrent klokken 7. Da havde han set en flamme ud af taget ved den østligste af stuehusets skorstene. Næppe 5 minutter efter havde der været ild i begge huses tage.
En anden af naboerne Christian Christiansen fortalte, at han efter at have hørt nødskrig fra anstalten var løbet derover. Ved husene havde han truffet opsynsmandens kone Marie Bjørnsen, og efter hendes anmodning havde han hjulpet med at redde nogle sengeklæder.(4)
Andre vidner kunne fortælle, at de på eget initiativ senere havde været med til at redde svagelige personer ud gennem vinduerne.
Ingen af vidnerne kunne give en forklaring på brandens årsag.

Opsynsmandens udsagn
Opsynsmanden væver Christian Christensen havde haft jobbet siden anstaltens opstart i 1847.
Han forklarede, at han allerede dengang havde fået forsikret familiens personlige ejendele i "Det første assuranceselskab på Langeland" for 350 rigsdaler. Ved branden havde han dog fået reddet det meste om end for en dels vedkommende i en noget beskadiget stand. Han anslog, at der på loftet var brændt værdier for ham for 150 rigsdaler - kommunen havde i øvrigt ikke anstaltens inventar forsikret.
Christensen redegjorde for, hvor hans egen familie og de 27 fattiglemmer havde boet i huset. Af sidstnævnte var de 14 børn - de tre uden familie på stedet. Så vidt muligt fortalte han også, hvor beboerne havde været på det tidspunkt, da ilden var opstået. De fleste af fattiglemmerne havde som han selv siddet i køkkenet klar til at spise morgenmad.(5)
I husets østlige ende havde der i den nordlige side været to uopvarmede rum. Det ene havde været beboet af mand og kone, Jens Thomsen på 63 og Laurine Cathrine Hertz, kaldet Trine, på 39 år og deres 6 børn.
Ægteparret havde tidligere været i konflikt med loven, idet hun ti år tidligere havde været straffet med et kortere ophold i arresten i Rudkøbing på grund af tyveri. Han derimod havde siddet i forbedringshuset i Odense to gange á to år, otte og fire år tidligere, også på grund af tyveri,(6) og - vigtigt i denne sammenhæng - han havde desuden afsonet 28 dage i tvangsarbejdsanstalten sammesteds for opsætsighed mod opsynsmanden. Så sent som samme sommer havde Jens været anklaget for at have forsøgt at stjæle 3 skæpper af noget byg, han havde tærsket i loen i arbejdsanstaltens udhus.(7)
Det andet soveværelse i østenden blev benyttet af gamle Christen Albertsen "Neppe" og tre drenge. Christen var for nylig flyttet fra sin kone, der boede andetsteds i anstalten. Christen var blevet i sengen på brandmorgenen, fordi han havde følt sig syg - senere havde han så måttet springe ud ad vinduet for at redde livet.
I østendens sydlige side havde den største af husets to arbejdsstuer - den store spindestue ligget, her havde der været en ovn midt i lokalet.(8) Ovn og røgrør havde været nede om sommeren og var først blevet tilsluttet skorstenen fire uger tidligere - ovnen i arbejdsstuen havde været den eneste varmekilde, der havde været tilsluttet skorstenen længst mod øst, som i øvrigt var muret ovenpå nogle svære bjælker på loftet ved muren ind til den mindre spindestue.
Skorstenen, der var blevet fejet om sommeren, var altså kun blevet brugt i de fire uger. På loftet var røgen først blevet ledt igennem en muret røgkanal i en såkaldt "gris", formentlig til tørring af malt.(9) "Grisen" havde også været helt i orden oplyste Christian Christensen - hvilket senere blev bekræftet fra anden side.
På loftet havde der været flere særdeles brandbare sager: de fattiges kister med tøj, to favne brænde, tørrede kartoffeltoppe, nogle træspåner og avner til at strø under kreaturerne. Over hanebjælkerne havde der ligget langhalm.(10)
Ved 6-tiden havde opsynsmanden sammen med det gamle fattiglem Stine Thomsen været på loftet for at hente korn og humle til ølbrygning. Disse ting lå på loftets vestre del bag et stakit, hvori døren havde været aflåst. Ved den lejlighed havde de to ikke bemærket noget mistænkeligt eller lugtet røg.
Ved 7-tiden havde opsynsmanden siddet i køkkenet sammen med de fleste andre af husets beboere og ventet på, at Marthe Hansdatter fik gjort morgenmaden klar. Pludselig havde han ud gennem vinduet set, hvordan der i mørket udenfor havde slået røg ned fra taget. Da han var løbet ud, havde der været lys på loftet mod øst.(11)

Trine Hertz
Trine havde opholdt sig i den store spindestue for at give sit spædbarn mad.
Cirka en alen fra røgrøret, der havde været ført gennem en firkantet jernplade - 15 tommer på hver side, havde der været et hul, som tjente til udluftning. Hullet havde været af nogenlunde samme diameter som røgrøret og havde ført direkte op på loftet.(12)
Et andet fattiglem, Jens Nielsens enke havde tidligere om morgenen gjort rent på arbejdsstuen og havde ved den lejlighed tændt op i ovnen med fire tørv. Kunne branden være foranlediget af, at Trine havde kommet yderligere brændsel på ovnen og dermed forårsaget en overophedning?
Denne forklaring afviste Trine. Dette kunne Stine Thomsen bekræfte, da hun blev forhørt. Før hun gik på loftet med opsynsmanden havde hun nemlig været inde på arbejdsstuen, og da havde ovnen kun været lunken.(13)
Begge kvinder var enige om, at arbejdsanstaltens tørv ikke havde været af bedste kvalitet: "De var sene til at brænde".
Trine forklarede, at hun pludselig havde hørt knagen og bragen på loftet, og at hun derefter havde råbt ud ad døren til gangen til de andre i køkkenet i husets modsatte ende. Derefter havde hun reddet Søren Vintappers enke, som var gammel, syg og sengeliggende ud af det brændende hus.(14)
På det næste retsmøde tre dage senere tirsdag 20.november i Rudkøbing blev Trine igen afhørt, og i den forbindelse fremsatte hun en teori, der kunne tjene til at fjerne mistanken fra hende selv og hendes mand.
Hun fortalte, at der om morgenen var blevet tændt op under kedlen i bryggerset for at koge vand til den forestående ølbrygning. De dårlige tørv afgav så megen aske, at for at få luft til ilden under kedlen havde det været nødvendigt for Stine Thomsen at rage asken - med gløder - ud på kampestensgulvet.(15) Opsynsmanden og Stine var siden gået igennem bryggerset, før de skulle på loftet. Kunne gløder ikke have sat sig fast under deres træsko? Dette afviste opsynsmanden og sagde, at han og Stine i øvrigt slet ikke havde været på den del af loftet, hvor ilden var udbrudt.
Anstaltens kat blev også mistænkt for at være brandstifteren. Måske havde den fået ild i pelsen gennem en revne, da den havde søgt varmen ovenpå bryggerkedlen og var efterfølgende rent op på loftet? Det viste sig dog, at katten var hos naboen med ubeskadiget pels.(16)
Sager ønskede også at afhøre nogle af børnene på arbejdsanstalten. Derfor fik opsynsmanden besked på at få anstaltens 7 børn over 10 år med til det næste retsmøde fredag 23.november.

Jens Thomsen
Børnene bidrog ikke med noget særligt.(17) Der var da også et forhold, der kom til at overskygge alt andet ved retsmødet om fredagen og det sidste dagen efter.
Opsynsmanden fortalte nemlig, at fattiglemmet Christen Neppe havde fortalt, at Jens Thomsen engang havde sagt til ham, at han havde lyst til at brænde arbejdsanstalten af.
Trine, der også gav møde i retten denne dag, sagde, at hun aldrig havde hørt sin mand ytre sig på denne måde, selvom han, når han var fuld, havde en "slem mund". Retsmødet endte med, at Sager beholdt Trine som anholdt i arresten.(18)
Næste dag blev Christen Neppe først afhørt. Han fortalte, at han engang i foråret havde gået ude i haven ved arbejdsanstalten sammen med Jens Thomsen. Jens havde sagt til ham, at hvis Christen ville stikke ild på udhuset, så ville han selv stikke ild i stuehuset. Christen havde svaret, at det ville vække mistanke, hvis de stod op midt om natten. Videre havde han indvendt, at det ville være en "gruelig gerning" at stikke ild på arbejdsanstalten, da der var flere svagelige, der ikke selv ville kunne redde sig ud.
Den næste, der blev afhørt, var Jens Thomsen selv. Han benægtede at have sagt, som gengivet af Christen, også da de to blev konfronteret. Derimod fortalte han, at Christen engang i udhuset havde sagt "at han ville være tilfreds om hele arbejdsanstalten stod i lys lue". Denne snak var oveni købet blevet overhørt af opsynsmanden og Trine.
Opsynsmanden måtte bekræfte, at Christen faktisk havde sagt noget i den retning. Dengang havde Christen efterfølgende undskyldt og sagt, at han ikke mente noget ondt med sin snak.
Ingen mistænkte Christen for at være gerningsmanden, men det blev åbenbart, at han ikke duede som vidne. Sager konkluderede, at "Christen Neppe er bekendt som en åbenmundet person, som ikke lægger nogen vægt på sin tale".(19)
Sager fornemmede, at han ikke ville kunne komme tilbunds i opklaringen af brandårsagen.
Forhøret blev sluttet, og en afskrift sendt til amtmanden for Svendborg Amt, for at denne som Sagers overordnede skulle vurdere herredsfogedens handlemåde.
Senere blev materialet sendt fra amtet videre til justitsministeriet, der skulle behandle brandforsikringsspørgsmålet - dette var nemlig dengang et offentligt anliggende. Fra ministeriet blev det påtalt ud fra en medfølgende tegning og Sagers kommentarer, at røgen var blevet ledt til den østre skorsten ad en uforsvarlig konstruktion, uden at man dog påstod, at "grisen" var skyld i branden.(20)
Kun lænkehunden var omkommet i flammerne,(21) katten var flyttet over til naboen, anstaltens kreaturer var blevet reddet og fattiglemmerne på forskellig vis anbragt rundt om i kommunen.
Så vidt så godt.

Den anden brand
I april var de to bygninger næsten genopførte. Den 51 alen lange og 13 alen brede grundmurede hovedbygning, hvor man havde kunnet genbruge en del af murene, var netop blevet færdig, men ingen var endnu flyttet ind. Det 30 alen lange og 9 ½ alen brede udhus havde kun manglet at få udfyldt tavlene mellem bindingsværket med brændte sten og var i øvrigt endnu ikke blevet brandforsikret.
Ved tretiden om natten onsdag 20.april 1853 blev der banket kraftigt og vedholdende på hoveddøren i Sagers herskabelige hus i Nørregade i Rudkøbing.
Formentlig var det den tjenestepige, der sov på det lille vinduesløse værelse under trappen til førstesalen ikke ret langt fra hoveddøren, der først blev vækket og åbnede døren for det natlige bud.(22)
Hun fik vækket husets herre, og overfor ham kunne budet gentage, at udhuset til arbejdsanstalten i Lindelse igen var brændt.(23)
Herredsfogeden kørte afsted mod Lindelse. Den næsten fulde måne nærmede sig horisonten, og natten var blæsende kold.
Han var fremme ved brandstedet på Herslev Mark lidt nord for landsbyen klokken kvarter i fem. Månen var forsvundet, og solen begyndte sin opstigning.(24) I tusmørket kunne Sager konstatere, at det pågældende hus allerede var fuldstændigt nedbrændt. Aftenen før havde det blæst fra nordøst, og han tænkte, at hvis vinden ikke var gået over til at blæse fra øst ville luen formentlig have sprunget over i den ligeledes stråtækte hovedbygning, der kun lå 17½ alen syd for udhuset.(25)
Sager foranstaltede, at det første forhør straks foregik på præstegården inde i byen. Kontorist L Hansen og ungkarl Christian Hansen optrådte ved denne særlige lejlighed som de to lovbefalede retsvidner.

En vågen husmand og en søvnig gårdmand
Det første vidne var denne gang arbejdsanstaltens nærmeste nabo, husmand Lars Nielsen Clausen. Han var blevet vækket af sin kone ved tolv-ettiden, fordi hun havde kunnet se ilden ud gennem vinduet. Da han var kommet i tøjet og ud, var stråtaget allerede brændt. Kort efter var overtømmeret faldet.
Lars Nielsen Clausen havde sendt den ene af sine to sønner og rundt for at vække de andre naboer. Den anden søn havde han sendt af sted for at alarmere inde i Lindelse.(26)
De næste fem vidner var de naboer, der var blevet vækket af Lars Nielsen Clausens ene søn. Af beskæftigelse var de fire af dem husmænd, og én var skrædder. De var selvfølgelig ankommet lidt senere, men bekræftede alle Lars Nielsen Clausens forklaring. Den anden søn havde samtidigt fået vækket folk inde i byen, hvor der blev ringet med kirkeklokken.(27)
Næste vidne var brandfoged gårdmand Jens Mogensen. Han gentog næsten ordret sin forklaring fra november: i forhold til brandstedet boede han noget afsides bag nogle bakker og var først ankommet, da huset allerede havde været helt nedbrændt. Han havde blot kunnet foranstaltede, at stedet var blevet ryddet og gløderne slukket.
Tilstede ved forhøret var også syv af kommunens sogneforstandere - bortset fra præsten alle gårdmænd. De forklarede, at der dagen før på stedet var blevet afholdt auktion over nogle byggematerialer. Ifølge sogneforstanderne havde ingen af de 24 tilstedeværende røget tobak.(28)
Efter retsmødet opsøgte og udspurgte Sager murermester Johansen, der havde stået for det aktuelle arbejde. Johansen forklarede, at ingen af de arbejdende havde røget, netop for at sikre sig mod alle eventualiteter og beskyldninger.
Johansen blev også bedt om at undersøge om, hvorvidt der havde været forsøg på at tænde ild i hovedbygningen. Det havde der ikke.(29)
Det var selvfølgelig mærkeligt, at husene var brændt under så mystiske omstændigheder indenfor så kort et tidsrum..
Sager havde af flere årsager en forestilling om årsagssammenhængen. Den troede han bekræftet, da han fandt ud af, at Jens Thomsen var forsvundet fra sit hjem.(30)
Foruden at han lod Jens efterlyse, lod Sager Jenses kone Laurine Cathrine Hertz og svigermoder, Marie Olsdatter arrestere, fordi han mente, at de to kvinder havde temmelig stor indflydelse på Jenses gøren og laden og nok ville kunne fortælle et og andet. Det var situationen, da det andet retsmøde blev holdt på rådhuset i Rudkøbing sidst på eftermiddagen næste dag.
Trine og Jens havde tidligere boet på arbejdsanstalten og skulle derhen igen, når den var færdig. Nu boede de midlertidigt ¼ mil fra brandstedet.(31)
Trine forklarede, at Jens om mandagen havde haft til hensigt at gå til Hou, for at besøge sin søn, der var maler dér, men han var ikke kommet længere end til Rudkøbing og var kommet hjem igen. Han havde da været inde hos træskomand Peder Christensen i Herslev by - hvor han havde drukket.
Tirsdag formiddag ved 9-10 tiden var han igen draget nordpå. Han havde sagt, at han ville gå over Fuglsbølle og overnatte hos en gårdmand i Lejbølle.(32)

Mordtrusler
Sager vidste udmærket, hvad Jens havde foretaget sig i Rudkøbing. Han var nemlig dukket op på herredskontoret i beruset tilstand og havde beklaget sig over, at han og familien skulle anbringes i arbejdsanstalten, når den var genopbygget. Endvidere havde Jens beklaget sig over, at sogneforstanderskabet i Lindelse for at straffe ham for en tid ville have ham indsat i tvangsarbejdsanstalten i Odense. Sager havde afvist, at diskutere med Jens, i særdeleshed ville han som dommer ikke diskutere en løbende sag med en anklaget.
Flere af de ansatte på kontoret havde hørt, at da han gik, havde Jens sagt, at "der ville ske en stor ulykke" - politibetjent Storm, der var tilstede i retten, havde også været på herredskontoret og kunne bekræfte, at Jens havde sagt noget i den retning.(33)
Jenses svigermoder den anholdte 60-årige Marie Olsdatter blev afhørt. Hun boede i det såkaldte "Stielundhus" kun 100 favne fra arbejdsanstalten. Hun kunne fortælle, at hun havde haft besøg af Jens to gange sidst på eftermiddagen om mandagen. Sidste gang han var der, havde hun givet ham noget kaffe med hjem, fordi hun håbede, at denne drik ville kunne få brændevinen til at "gå hen".(34)
Efter at Jens havde været hos Marie første gang, var han gået til Lindelse for at snakke med pastor Gede, der var formand for sogneforstanderskabet, om hvorvidt han ikke kunne blive fri for igen at blive anbragt på arbejdsanstalten, fordi han ikke længere kunne enes med opsynsmanden. Til en pige i præstegårdens køkken havde han sagt, "at han ikke ville bo i den arbejdsanstalt, som skulle rejses".
Murermester Johansen kunne på et senere tidspunkt fortælle, at Jens i beruset tilstand mandag eftermiddag havde været inde på byggepladsen. Først havde han set på udhuset, hvorefter han var kommet over i hovedbygningen. Da han havde hørt, hvor opsynsmanden skulle bo, var han blevet vred og havde kaldt ham "en kæltring". Han havde sagt, at han ville ødelægge opsynsmanden, selv om det ville betyde, at han mistede sit hoved - altså blev henrettet. Han havde taget en kniv frem og fægtet vildt med den, idet han havde sagt, at "den ville komme til at sidde i opsynsmandens liv, når han engang traf ham på sin vej". Alt dette var også blevet overhørt af murermesterens tre lærlinge og ene håndlanger.(35) Alt i alt måtte Sager mene, at Jenses adfærd var temmelig mistænkelig.


gå til anden del.

 

 
Optegnelser af Claus Skov
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk