Ane Schmidt
Forside ] Op ]

 
Ane Schmidt

I 2002 fylder "Odense Tugthus" i Klaregade 250 år.
Da huset blev indviet i 1752 hed det "Odense Tugt- og Manufakturhus". Da det lukkede i 1949, kaldte man det bare "Tvangen". I dag huser bygningen Odense kommunes "Ældre- og Handicapforvaltning".

 

Oprindeligt var dets funktion at straffe og disciplinere den store gruppe af fattige, der dengang ernærede sig ved at tigge. Fra slutningen af 1700-tallet blev stedet vistnok i højere grad en straffeanstalt for dømte kriminelle.
I 1817 blev det lovgivningsmæssigt fastslået, at Odense Købstad samtidigt mod betaling og ved dom kunne få anbragt sine betlere og løsgængere på stedet i et afmålt tidsrum på en derværende nyindrettet "tvangsarbejdsanstalt". Allerede i 1825 blev dette også en mulighed, som stiftets øvrige kommuner kunne bruge overfor deres fattige.
Som en konsekvens af, at der i 1850-erne var blevet bygget moderne fængsler for mænd i Horsens og Vridsløselille, blev bl.a. tugt- og forbedringshusdelen i Odense nedlagt, det skete i 1865.
I stedet for de nævnte afdelinger blev der i 1872 i stedet indrettet en "fællesarbejdsanstalt", hvor kommunerne nemmere og i længere tid end tidligere kunne få anbragt de fattige, som måtte være for besværlige på eller udenfor de mange nyoprettede lokale arbejdsanstalter/fattiggårde.

Kvinden i isolationscellen
Lidt før klokken seks om morgenen tirsdag 20.marts 1883 blev et vindue i stueetagen i det gamle tugthus` bagbygning åbnet, og tyk røg væltede ud. Inde bag tremmerne lød der en voldsom hosten.
Kort efter åbnede opsynsmand Niels Jakobsen intetanende døren til en isolationscelle for at hente den krukke, hvori fangen, den 68-årige Ane Schmidt fik sit øl udleveret. Cellen var så fuld af røg, at han uvilkårligt måtte træde et skridt tilbage, men han besindede sig hurtigt og råbte ind i den tætte røg, om hvorvidt beboeren var derinde. "Ja Fanden knække mig er jeg der", lød svaret. Da en del af røgen var trukken ud af cellen, viste det sig, at hun stod henne ved vinduet ud mod den åbne plads over mod bebyggelsen langs Munkemøllestræde.
Niels Jakobsen fik åbnet en dør ud til anstaltens gårdsplads, så røgen også kunne komme ud den vej. I cellen var der tændt to halmbål op af en vægs træpanel, og ilden havde allerede godt fat.
Hidkaldt af spektaklet kom et af de andre fattiglemmer, Mads Clausen Holst tilstede, han løb efter nogle spande med vand, hvormed opsynsmanden snart fik ilden slukket.
Ane Schmidt var af sin hjemkommune Humble på Langeland sommeren før blevet anbragt på stiftets fælles fattigarbejdsanstalt, fordi hun hjemme nok engang havde gjort sig umulig overfor de andre fattige, opsynsmanden og dennes familie på den derværende fattiggård.

To tændstikker og en halmmadras
På anstalten i Odense forsøgte man med en skrap disciplin at hamle op med de problemer, man ude i kommunerne havde med en del af de fattige, men i Odense var Ane dog fortsat i samme stil. Midt i marts var hun derfor blevet anbragt i isolation i en celle i bagbygningen.
Tidligt om morgenen 20.marts rev hun sin madras i stykker, og af indholdet stablede hun to halmbunker op af en med et træpanel forstærket væg. Sådanne forstærkninger var blevet lavet overalt på anstalten, efter at talrige indsatte tidligere var brudt ud i friheden gennem de gamle bindingsværksmure.
Hun havde to tændstikker og en strygeflade fra en tændstikæske. Første tændstik var fugtig, men i andet forsøg var de tørre halmbunker straks forvandlet til knitrende bål, der åd sig ind i trægulv og paneler. I cellen var inventaret ligeledes af træ og træloftet ugipset. Hendes ide havde været at bryde ud gennem det hul, som ilden måtte lave. Ideen var tåbelig, fordi der var så stor risiko for, at hun selv blev ildens offer, men også umulig, fordi den på det tidspunkt gangbesværede Ane under ingen omstændigheder kunne gøre sig håb om at kunne undvige - men som allerede nævnt blev ilden slukket i tide.

Retsagen
Foruden hendes egen tilståelse - af at hun havde påsat ilden, fordi "hun ville slippe ud af dette helvede" - kunne der efter omstændighederne ikke herske tvivl om, at Ane Schmidt havde forsøgt at sætte ild på cellen.
Sagen, der startede allerede først i maj, kom derfor naturligt nok til at handle om, i hvor høj grad hun med sine handlinger havde sat andres liv på spil.
I deres skriftlige indlæg mente anklageren naturligt nok det ene og forsvareren det modsatte. Anklageren fremhævede, at mange mennesker havde været på førstesalen, hvor blandt andet mændenes sovesal var, og at bygningens eneste trappe til førstesalen netop var på den anden side af den væg, hvor branden var blevet påsat. Anstaltens sidebygning var lejet ud til fremmede, som endnu ikke var stået op. Ja, brandstifteren kunne faktisk ikke vide, hvad klokken var, og at alle faktisk var stået op på førstesalen.
Omvendt mente forsvareren, at der var tale om en impulsiv handling, og at der ikke havde været fare for andres liv end Anes eget. Hun var i øvrigt "svækket på forstanden" og "nedsunken i en halvt dyrisk tilstand" forårsaget af, at en stor den af hendes liv var blevet tilbragt på straffe- og arbejdsanstalter. Han konkluderede, at hun ikke burde have en straf på over to års indespærring.
Resultatet blev, at hun blev idømt idømt 2½ års "forbedringshusarbejde". Desuden skulle hun betale skaden, som blev vurderet til 16 kroner, til "Købstædernes Almindelige Brandforsikring", 4 kroner til vurderingsmændene og 15 kroner til både anklager og forsvarer - det kunne hun som fattiglem selvsagt ikke, så det offentlige måtte betale sagførerne.
Dommen blev forkyndt for hende af to stævningsmænd udenfor hendes celle i arresthuset, mens hun var "personlig løs og fri for bånd og tvang" - som det åbenbart var foreskrevet. Allerede 12.maj blev hun indsat i straffeanstalten på Christianshavn i København.

Et liv kort fortalt
Ane Schmidt blev født i Marstal 30.april 1815. Forældrene var daglejer Thomas Mortensen Rasmussen Schmidt og hustru Ane Marie Andersdatter.
Efter konfirmationen tjente hun forskellige steder.
Som 23-årig blev hun gift med Ernst Petersen fra Kiel. Parret bosatte sig i hertugdømmet Holstens hovedby, og de fik to sønner. Efter 8 års ægteskab døde manden imidlertid.
Allerede før sit ægteskab var hun blevet dømt for tyveri på Ærø. Tilbage på øen fandt hun sammen med den samme kriminelle mand som før sit ægteskab, og hun blev i 1856 idømt et halvt års tugthusarbejde, som blev afsonet i fængslet i Glückstadt.
Siden hen blev hun gift med sømanden Frederik Nielsen fra Ristinge i Humble kommune på Langeland. Med sædvanlig langelandsk vid blev "Tysker-Ane" og hendes mand kaldt "Hertuginden" og "Hertugen".
I kongeriget gik det helt galt, her blev det til i alt 10 domme, først og fremmest for løsgængeri og betleri, de fleste blev afsagt på Langeland, men nogle stykker stammede også fra forhold på Fyn og Tåsinge.
I efteråret 1868 blev hun anbragt på den arbejdsanstalt/fattiggård, som Humble kommune samme forår havde fået indrettet i en firlænget stråtækt landejendom.
Dommene for betleri og løsgængeri medførte ophold på "tvangsarbejdsanstalten" i Odense.
På grund af særdeles besværlig adfærd i almindelighed blev hun også flere gange anbragt på førnævnte "fællesarbejdsanstalt". Sidstnævnte anbringelser er ikke medregnet i de 10 domme. I 1876 blev hun atter enke.

Flugten
Efter endt afsoning af dommen for brandstiftelse kom hun februar 1886 direkte tilbage til "fællesarbejdsanstalten". Her var de bygninger, hun havde forsøgt at antænde, i mellemtiden blevet revet ned og erstattet af et nyt stort grundmuret hus.
Efter en udgang i oktober udeblev hun og stak af. Hun var da iført en grå hvergarnskjole, tugthuslærredsbluse, et forklæde af samme stof mærket O.T.A., og desuden " hende selv tilhørende ternet bomuldshue, gulagtigt hovedtørklæde og såkaldte franske træsko" - og altså nu 71 år gammel.
Da hun blev anholdt i Årslev 5.februar 1887, havde hun det samme tøj på bortset fra det let genkendelige forklæde - det havde hun fået solgt.
Efter endt afsoning af endnu en dom på "tvangsarbejdsanstalten", kom hun atter tilbage til "fællesarbejdsanstaltafdelingen".
I de kommende år bad hun flere gange i breve om at måtte komme "hjem". Men belært af dårlige erfaringer tidligere og ud fra almindelig hårdhjertethed holdt sognerådet i Humble fast i, at hun skulle forblive i Odense.
Den 21.oktober 1892 kom Ane Schmidt endelig hjem. Hun var syg, og på arbejdsanstalten i Humble forværredes hendes tilstand dag for dag. 31.oktober døde hun 78 år gammel. Fire dage senere blev hun begravet på Humble kirkegård.
I 1894 blev det, der nu i alle sammenhænge kaldtes fattiggården nedlagt i Humble, og de tilbageværende beboere flyttet til nabokommunen Tryggelev/Fodslettes store ligeledes halvtomme bygning, der var blevet opført så sent som 1880.

Produkt af sin tid og opvækst
Ane Schmidt er uden sammenligning det fattiglem, der er skrevet mest om i Humble kommunes papirer på den tid - og ikke for noget godt. Selvom jeg er specielt interesseret i socialvæsnets historie i 1800-tallet, er jeg da også veget tilbage for hende, fordi hun simpelthen var for slem, og fordi hendes historie ikke helt indlysende fortalte om datidens historie, men snarere om en grotesk enkeltskæbne, hvor hjernecellerne efterhånden blev ædt op af et voldsomt brændevinsmisbrug.
Som alle andre var hun selvfølgelig alligevel et produkt af sin tid og opvækst. Hun er således også en del af en historie, der burde kunne sige os et og andet om såvel sociale og som politiske forhold - også i dag.
Da jeg så på "Landsarkivet for Fyn" tilfældigvis fandt det her viste "forbryderbillede", syntes jeg, at det sammenholdt med en forklarende tekst alligevel var noget særligt: det er ikke ret tit, at man ser et fotografi af fattig person fra 1815. Jeg håber, at et sådant billede kan virke inspirerende i forhold til at søge viden om en fortid, der ikke altid helt ser ud som i den autoriserede historieskrivning, at hun så er temmelig langt fra både mine og de fleste andres idealer - ja det er nogen gange vilkårene.


Billedtekster:


Ane Schmidt. "Et heftigt, rådt, genstridigt og uomgængeligt fruentimmer".
68 år, gråt hår, gråblå øjne, middel af vækst og temmelig dårligt gående - i 1883.
Fotografi på Landsarkivet for Fyn.


Tegningen viser dele af netop de to bindingsværksfløje, som blev nedrevet få år efter Ane Schmidts brandstiftelse for at gøre plads for den nuværende grundmurede bygning vinkelret ud fra midten af det tilbageblevne forhus, som kun delvis var i bindingsværk, langs Klaregade. Sydøst er således opad på tegningen.
I hvert tilfælde i 1883 dannede tugthuset fra 1752 en "hestesko" åben ud mod åen - og det som senere skulle blive "Klosterbakken", for- og baghus var i to etager, og mellembygningen i én.
Tegning på Landsarkivet for Fyn.

 

   
   

Send mail til historie@sydfyn-info.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.historie.syd-fyn.dk