Skikke og Sæder paa Ærø - Om almuens Giftemål
Forside ] Op ]

 
Skikke og Sæder paa Ærø - Om Almuens Giftermaal.

- J.R. Hübertz: Beskrivelse over Ærø. Et historisk, topographisk Forsøg. Kiøbenhavn. 1834

 Om Almuens Giftermaal.  
Ærøboerne have en almindelig Berømmelse for Kydskhed og det ikke ganske duen Grund: Venus vulgivaga har sikkert meget faa Dyrkere. Den der imidlertid heraf vilde slutte sig til en særdeleshed Afholdenhed hos de unge Folk, vilde tage mærkeligt feil. Tvertimod, naar et Par Folk ere forlovede, da ere de gjerne med det samme gifte, paa Vielsen nær. Brudgommen træder almindeligt snart over i Mandens Rettigheder, og et Par Forlovede kunne flytte sammen og boe hos hinanden uden at det giver ANstød. Dette sidste skeer især, naar en af Parterne forhen har været gift. Fenstern, saaledes som det er i Brug paa Fehmern o.a. St. bruges vel ikke her, men Nattebesøg ere alligevel saa lidet sjeldne, at den unge Pige af Landalmuen, ligesaavel her som paa Fehmern ofte har sit Natteleie paa et Sted, der er let tilgængeligt. Der kan naturligvis være meget at sige imod denne Skik, men den er dog neppe saa skadelig for Moraliteten, som den ved første Øiekast synes. Den samme Pige nemlig, som tilstaaer sin Kjereste saa meget, er almindeligt med Hensyn paa alle andre Mandfolk, yderst tugtig og tilbageholden. Man sammenligne Ærø i denne Henseende med Fyen og Langeland!
En af de værste Følger af dette Forhold er tidlige Ægteskaber med de eraf flydende Onder. Saavel den ældre, hertugelige Regjering, som senere den kongelige, have rettet adskillige Lovbud mod denne forbudne Omgang, men de have intet frugtet, skjøndt de af alle overholdtes med mest Strænghed.
Som man nu altsaa maa tilstaae, at en Brud blandt ALmuen sjeldent føres til Alteret før hun er høi frugtsommelig, saa er det paa den anden Side endnu sjeldnere, at en Mand forlader den Pige, han har besvangret: Denne Redelighed udmærker Ærøboen paa en høist fordelagtig Maade. De faa uægte Børn derfor, som fødes paa Øen, have næsten alle Fremmede til Fædre, Alsingere, Holstenere o.s.v., og ere avlede medens Moderen tjente uden for Ærø.
Det ansees imidlertid for en Skam naar Bruden kommer ned før Brølluppet, eller naar nedkomsten er saa overhængende, at Vielsen maa foretages paa en urigtig Tid. Saaledes har jeg seet en Mand i flere Dage at være utrøstelig over, at han paa den Søndag, hans Brøllup var berammet, maatte lade sig vie om Morgenen tidligt i sit Hus, istedet for om Formiddagen i Kirken, og at han maatte gjente Gjordemoderen og Præsten paa en Tid. Havde Bruden kunnet holde ud nogle Dage, saa havde Alt været i Orden. Naar nu altsaa Brølluppet er berammet, da begiver Brudgommen med Forloverne sig til Præsten for at indtegnes, bestille Tillysning o.s.v. Dersom Brudens Forældre paa denne Dag gjøre et lille Gilde, da kaldes det Præstegilde. ugen før Brølluppet indbydes alle Beslægtede og Venner til Brøllupsgildet, der holdes efter Vielsen, og paa Landet er meget talrigt, men foruden disse indbydes de fjerneste Bekjendtere i Sognet til det unge Pars "Brændevin", der holdes før man gaaer i Kirken om Morgenen, altsaa før Vielsen. Indbydelsen skeer enten ved en Karl af den nærmeste Familie, f.E. en Broder, eller, saaledes som i Bregninge Sogn, ved en Bedemand. Den indbydende maa absolut have en hvid kjep i Haanden. Medens han med stor Forlegenhed dreier sin Hat mellem Hænderne, og krammer den paa alle Maader, fremsiger han følgende Formular:
"God Dag! Da skal jeg hilse Eder fra den hæderlige, velagtede Ungkarl N.N., ligeledes fra den hæderlige velagtede Pige N.N., om de vil være saa god at komme til deres Brændevin Søndag Morgen i god Tid, der at drikke en Gang eller to, ligesom Tiden kan tillade, pryde deres Brudeskare; derfra og til Guds Hus at høre en christelig "Brudevielse."
Eller mere fornemt saaledes.
"Guds Fred! Da er jeg udsendt til Eder alle her i Huset fra den hæderlige, velagtige unge Karl N.N., ligeledes den hæderlige, velagtige unge Pige N.N., saasom disse tvende Personer agte at indgaae med hinanden i den hellige Ægteskabs Stand, hvorudi de skulle leve tilsammen, da er det min Begjæring og Forbøn til Eder alle her i Huset, paa deres Vegne, at I af en christelig Kjærlighed lader Eder indfinde paa førstkommende Søndag Morgen at møde hos N.N. i Brændevinsgaarden (Brudehuset) der at drikke en Gang to, tre ligesom Tiden kan tillade, bepryde deres Brudeskare, derfra og til Guds Hus for at høre en christelig Brudevielse. Hilser aller gode Venner og forsmaaer hverken dem eller mig."
Altsaa forsamle de Indbudne sig i Brændevinsgaarden om Morgenen for at ledsage Brudeparret til Kirken. Skjøndt Enhver ved den Leilighed kan tage til sig efter Behag, saa er det dog meget sjeldent,a t der skeer nogen Uorden.
Jeg behøver ikke at gjøre opmærksom paa den Synderlighed, at man benævner denne Høitidelighed efter Hoveddrikken, Brændevin, ligesom i gamle Dage, Øl: Gravøl, Bar'søl.
Er Bruden ikke en Enke, da hører ufravigelig til hendes Pynt et Smykke paa Hovedet udziret med Blomster og Baand i Form af et Slags Krone. Dette Smykke leies hos Gjordemoderen for en bestemt Betaling. Fordum opbevaredes det paa Amtstuen, og Leien derfor gik i den hertugelige Kasse. Dette, som og, at den Skik at bruge denne usle Pynt var ved at gaae af Brug for længe Siden, sees af et Mandat af 1724, der befaler, at enhver Pige, som har Brølup skal lade Brudekronen afhente paa Amtstuen, betale 3 Mk. i Leie og, under Straf af 2 Rdlr. i Mulct, ogsaa betjene sig deraf
Store Bryllupsgilder vare i ældre Tider saa almindelige, at af 9 Par viede i Ærøskjøbing i Aaret 1676, de 6 Par ikke fandt Plads i deres egne Huse til at rumme Bryllupsgjæsterne, men leiede Raadhuset til Gildet. Det gik ved saadanne Leiligheder meget overflødigt til med Mad og Drikke, men Bekostningen derved faldt mest Gjæsterne til Byrde. Det var nemlig Skik, som det er endnu, naar et stort Brøllup en enkelt Gang idntræffer, at enhver Indbuden sendte til Brudehuset Spise og Drikkevahre: Høns, Skinker, Harer, Vin o.s.v., og det i ALmindelighed meget rigeligt. Desuden gav man Brudegave, bestaaende af nogle hele Penge, Sølvtøi o.s.v. og Gjæsterne betalte dertil Præsten ved deres Offer.
I Ærøskjøbing ansees det for en Hæder at varte op ved Bryllupper eller andre meget store Gilder. Unge Mennesker af begge Kjøn af de bedste Familier indbydes til at varte op, og modtage gjerne en saadan Indbydelse. Almindeligt gives disse Opvartere et eget Gilde et Par Dage efter Brylluppet "Gilde for Opvarterne."
Saadanne store Bryllupsgilder blive imidlertid sjeldnere og sjeldnere i Staden, og skjøndt man endnu paa Landet samler en hel Del Folk sammen ved denne Leilighed, saa beflitter man sig dog paa en vis Tarvelighed. En Bonde, som nyligt gjorde sin Datters Bryllup i forsikkrede mig, at foruden hvad han havde i Huset beløb hans hele Udgivt kun til 13 Rbd: Er uagtet han havde henimod 60 Gjæster. Men den hele Anretning er da ogsaa kun Suppe, Kjød og Smørrebrød. Efter Maaltidet dandses der, og Gjæsterne beværtes hele Natten med Caffe og Brændevin. Vil en Bonde gjøre mere Stads af Gildet, saa pleier Bedemanden at tilføie sin Indbydelse, "om I saa vil skikke et Lidt," ved dette Lidt forstaaes Høns, Skinker o.s.v.
Naar Dandsen begynder tage Pigerne Bruden imellem sig, og dandse om med hende. Konerne, der ere udenfor denne Dands søge nu at faae Bruden imellem sig, hvilket ogsaa efter nogen Kamp lykkes.
Derpaa føres Bruden ind i et andet Værelse, man tager Kronen af hendes Hoved og paasætter hende Konehuen, en sort Hue, af et Snit der er hyppig paa Malerier af et Par Hundrede Aars Ælde, med en sort Nakkesløjfe og sort Hagesløjfe, hvilken hun siden aldrig aflægger.
Naar denne Forandring i Pynten foregaaer, da advares Brudgommen, at han maa passe paa at faae et Kys under Konehuen før Gjordemoderen faaer det, hvorfor man seer ham ved Døren at afvente det gunstige Øieblik til at annamme sit Kys. Kommer Gjordemoderen (Pyntekonen) ham i Forkjøbet, da bliver han til Latter.
Jeg skal paa dette Sted tilføie, at jeg har seet Concept til et Mandat af 1677 hvorved Hertug Christian, der meget søgte at opdrage Ærøboen ved Mandater, befaler at Ingen maa anvende mere paa et Bryllup end 2 Kander Øl, og at der ikke maa indbydes flere Gjæster, end saamange som kunne nøies med dette Kvantum. At ellers de store Bryllupsgilder den Gang havde naaet en vis Høide her paa Øen kan, foruden af det Foranførte, nogenlunde sluttes deraf, at i 1676 en Bonde i Stokkeby leiede Raadhuset i Ærøskjøbing for der at holde sit to Dages Bryllup.
Mange af de paa Øen bosatte Fremmede have gjort den meget rigtige Bemærkning, at det ægteskabelige Liv paa Ærø er udsat for færre Storme end andet Steds, og at Ægtefolk leve bedre med hinanden. Grunden dertil kan tildels søges i Ærøboens godmodige Character, i en større Nøisomhed paa begge Sider, og i den næsten totale Mangel paa Leilighed til offentlige Forlystelser, eller i det Hele til Adspredelser udenfor Huset; Folk tvinges altsaa til at nyde deres faa Glæder i den egne huslige Kreds. Maaskje gjør det ogsaa noget, at Folk bo hinanden saa nær, og kjende hinanden saa nøie, at Enhver med en vis Varsomhed indretter sin Opførsel, for ikke at komme i Folkemunde.
Som en Følge heraf ere ogsaa Ægteskabs-Skilsmisser yderst sjeldne. Jeg har i de gamle Thingbøger kun fundet en Tamperretsdom....
Ikke desto mindre er det meget sædvanligt, at Manden snart efter Konens Død tager sig en ny Ægtefælle, stundom endog 3, 4 Uger derefter, og han lever efter det foranførte, ligesaa vel med denne som med den første.
For Konen er det vanskeligere at gjøre et nyt Parti efter Mandens Død, da hun arver bedste Barns Lod, og altsaa i ALmindelighed ikke er noget saakaldet godt Parti.

- J.R. Hübertz: Beskrivelse over Ærø. Et historisk, topographisk Forsøg. Kiøbenhavn. 1834

    
   
    
   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk