Skikke og Sæder paa Ærø - Ærøboen
Forside ] Op ] Skikke og Sæder paa Ærø - Om almuens Giftemål ] Skikke og Sæder paa Ærø - Om Barselsgilder ] Skikke og Sæder paa Ærø - Om Klædedragten ] Skikke og Sæder paa Ærø - Om Begravelse ] Skikke og Sæder paa Ærø - Om Folkenavne ] Skikke og Sæder paa Ærø - Om Børnenes Lege ] Marstal ]

 
Skikke og Sæder paa Ærø - Ærøboen

- J.R. Hübertz: Beskrivelse over Ærø. Et historisk, topographisk Forsøg. Kiøbenhavn. 1834

Ærøboen udmærker sig i sit udvortes ved et eiendommeligt Præg, der gjør ham kjendelig blandt Beboerne af alle de omliggende Øer.
Den ærøske Almuesmand er af Middelstørrelse og ret vel bygget. Han er større og bedre bygget end Dreiøboen, han er ikke saa kantet, enten i Form eller Væsen som Strynøboen; men han staaer tilbage for Alsingen baade i Størrelse og Agilitet.
Ansigtet røber et Sind, der kun sjeldent oprøres af Lidenskabens Storme; det er roligt nok, for at man kan taale det ved Siden af sig; men det er for koldt til, at man kan føle sig tiltrukken deraf; i det Hele taget er Physiognomiet for lidet markeret til, at man enten skulde flye eller søge det.
For Øvrigt træffer man ikke i nogen anden Dansk Provinds et forholdsvis stort Antal af velskabte, endog smukke Folk af begge Kjøn, som paa Ærø. Især udmærker Flekken Marstal og den vestlige Del af Øen, fra Tranderup af, sig høist fordelagtigt i denne Henseende. Men saa hyppig den smukke Form er, saa sjelden er den Aand og den indre Fyrighed, der skulde udbrede Lys og Ynde over den. Skeer det imidlertid, at den skabende Natur ikke har brugt alt det Skjønne i Formen op, naar Aanden vaagner engang, saa vil Ærøboen i denne Henseende udmærke sig fremfor alle Danske.
For den Sphære, hvori han staaer har Ærøboen en god Forstand og et ypperligt Nemme. I det daglige Livs Syssel er han klog og besindig; men maaske noget seen. I sine Bevægelser er han langsom og afmaalt, og man seer sjeldent nogen med ivrig Travlhed fremskynde sin Gang.
Qvinderne ere huuslige, indgetogne og højst renlige. Husmoderen sætter sin største Ære i, at alt, hvad der staaer under hendes umiddelbare Opsigt holdes i den omhyggeligste Orden. Den renlige Dagligstue, det hvide Kjøkkenbord, de blanke, skinnende Kobber og Messingkar tiltrække sig næsten i hvert Hus den Fremmedes Opmærksomhed. Nogle ville paastaae, at Beboerne i det forrige Gods Graasten ikke ere at rose i denne Henseende, hvilket dog ikke stemmer med min Erfaring.
Konerne i Ærøskjøbing ere saa fastgroede til deres Huse, at de ansee det for en halv Skam at forlade dem, i det mindste om Hverdagene. Træffer det alligevel, at en Kone paa en Hverdag har et Ærinde at forrette, et Besøg at aflægge o.s.v., saa vil man see hende tage de særeste Omveie, gjennem andre Folks Haver og Huse, uden om Byen o.s.v. for saa lidt som muligt at komme paa Gaden; thi den er det egentlig hun skyer.
Ærøboens Tale er langsom, syngende, ofte med en egen vemodig og melancholsk Betoning. Geraader den Talende i Lidenskab, saa vil Talen ikke derfor blive meget mere animeret; thi Ærøboens Lidenskab er altid dæmpet. Deraf kommer det, at han næsten aldrig fornærmer; i al Fald passer han det saa, at han ikke selv kommer i Forlegenhed over hvad han har sagt: han siger i det Hele kun hvad han vil.
Hos Folk af Middelstanden, hvorved jeg nærmest tænker paa Folk i Ærøskjøbing, vil man aldrig savne en vis usædvanlig Høflighed, hvilken de ikke blot vise mod deres Overmænd, mod Fremmede o.s.v. men ogsaa mod deres Husfæller og imod deres Tjenestefolk, hvilke sidste de behandle mere som Venner af ringere Kaar end egentlig som Undergivne. Tjenestefolkene paa deres Side kjende meget vel deres Vigtighed i Huset, og uden at jeg vil beskylde dem for at drive deres Prætentioner saa vidt som de nordamerikanske, der ikke ville taale Navnet Tjener paa sig, vide de at bevare sig i en vis Værdighed, ofte uden at træde Respecten for nær. Forholdet imellem Herre og Tjener har noget patriarchalsk ved sig; de staae vel ogsaa her hinanden nærmere end andre Steder. Den Iver hvormed de varetage deres Gjerning, forsaavidt de ere den voxne, den blide Character og den Fordringsløshed, der udmærker den tjenende Classe paaskjønnes ogsaa udenfor Øen, og gjør at de unge Udvandrere meget let faae Tjeneste paa Als og i Holsten. Man træffer dem paa de fleste store Gaarde, lige fra Kiel til Hamborg og Lübek. Skade, at de ikke bringe noget Udbytte hjem med sig af den Lærdom, de kunde samle blandt Holstens fortrinlige Agerbrugere.
Som oftest vende de hjem i en afstikkende Dragt og med et forvendt Maal, blot for at passe sig paa ny ind i den gamle Slendrian.
Alt hvad, der møder Ærøboen bærer han med en vis Ligegyldighed, en Art Stoicisme, der holder ham lige langt fra det Overdrevne saavel i Glæde som i Sorg.
En høi Grad af Ro og Alvor er udbredt over hans hele Liv. Selv meget unge Folk ere stille og tilbageholdne, oftest uden Skjemt og Lystighed. Men henriver Munterheden ham ikke, saa gjør Sorgen det ligesaa lidet. jeg har seet Adskillige gjennemgaae haarde Prøvelser med meget Mod, og der er, troer jeg, kun et, der formaaer at bringe Ærøboen ud af Ligevægten, det Tilfælde, at aldrende Folk af trange Kaar miste deres voxne Sønner ved en tidlig Død.
Forholdet mellem Forældre og Børn er nemlig saadant, at naar Forældrene ere velhavende og kunne sætte Børnene i en selvstændig Stilling, da behandle begge Parter hinanden omtrent som Fremmede. Behøve derimod Forældrene selv Understøttelse, da vente de alt af deres Børn, og det er sjeldent at dette Haab glipper; tvertimod gives der mange Exempler paa Børn, der ganske og aldeles have opofret sig for deres gamle Forældre. Men det er ogsaa mere nødvendigt for Ærøboen at have en god Støtte i sin ALderdom end for mange andre. Han begynder tidligt sin Løbebaneog trænger ogsaa tidligt til Hvile. Det er saaledes ikke sjeldent, at en Skipper paa lidt over et halvthundrede Aar sætter sig til Ro hjemme, og overdrager en Søn paa 17-18 Aar sit Skib at føre, lader ham kjøbe Ladning og skalte og valte over begge Dele. Mærkeligt er ogsaa dette derved, at der, saavidt jeg veed, intet Exempel er paa, at de unge Mænd have skuffet denne Tillid. Paa samme Maade seer man en Bonde, endnu rask og rørig at overdrage sin Søn Gaarden og selv at nøies med en lille Aftægt til sin Underholdning. Dette exemplariske Forhold paa Børnenes Side er saameget mærkeligere, som Opdragelsen staaer paa et temmeligt lavt Trin. Børnene opdrages egentlig næsten slet ikke, de ere derfor vanartige nok i Ungdommen, men arte ikke desto mindre ret vel, naar de komme til Skjælsalder.
Provst Fangel giver hos Begtrup den ærøske Land-Almue det Vidnesbyrd, at den er ordholden, ædruelig og flittig. Hvad Ædrueligheden angaaer, da udmærker virkeligt Bonden paa Ærø sig i høi Grad til sin Fordel. Med Undtagelse af meget faa, bekjendte Individuer, seer man aldrig en drukken Bonde. Maaske er ogsaa derfor Slagsmaal saa sjeldne, at jeg ikke eridnrer mig at have seet et i al den Tid jeg har opholdt mig paa Øen, skjøndt jeg ofte faae en talrig Almue forsamlet ved Markeder og ved andre Lejligheder. De fleste Bønder have heller aldrig Brændevin i Huset, undtagen paa den Tid, da de have meget Arbeide i marken. Den regelmæssige Snaps til Brød, som Begtrup omtaler, gives kun Tjenestekarlene i Staden.
Et mærkeligt Træk til Ærøboens Characteristic er hans Tilfredshed med alt hvad der tilhører ham. Hans Øe er ham det deiligste Land i Verden, hans Kone, hans Børn, hans Tjenestefolk, hans Hus, Skib, Heste o.s.v., alt hvad der tilhører ham er det ypperligste i Verden, og mangen En finder stor Fornøielse i at rose disse Ting for alle Mennesker, som ville høre derpaa. Jeg har hørt en Mand for fuld ALvor paastaae, at Ærøskjøbing havde ikke sin Lige i Verden, "at sige som Handelsstad", føiede han til.
Det er heller ikke blot den Velhavende, der er saa tilfreds med sin Eiendom, og hvad han har, ogsaa den Fattige veed at udfinde Fuldkommenhederne ved sine faa Ting. Denne Kjærlighed udstrækker sig for Resten til alle de Forhold, hvori han staaer, ogsaa til alle hans gamle Sædvaner og Vedtægter, og det er en af Grundene, hvorfor han sætter sig saa haardnakket mod enhver ny Indretning. Skal noget nyt indføres, da maa almindeligt Øvrigheden paa en eller anden Maade sætte det igjennem.
Jeg troer det er Pastor Lund, der gjør den Bemærkning om Beboerne paa Thorseng, at de betragte deres Øe som et Fastland i Forhold til de mindre Øer, hvis Beboere de med en Slags Foragt kalde Øboere. Det samme er Tilfældet med Ærøboen. Paa Ærø hedde derfor Beboerne af Dreiø og Strynø o.s.v. Øboere. Paa de to sidste nævnte Øer søger man sin Opreisning ved at kalde dem paa Hiortø og Birkholm Øboere, og disse ere som de mindste, nødte til at lade dette Navn sidde paa sig.
Det er en meget rosværdig Egenskab hos Ærøboen at han aldrig bander, hvorvel den tildels har sin Grund i Mangel paa Lidenskab. Kun enkelte Søfolk og meget faa Andre gjøre herfra en Undtagelse. En Mand, han være Bonde eller Borger, han være mere eller mindre religiøs, naar han gjør Fordring paa at være en skikkelig og anstændig Mand, tager aldrig, eller saare sjeldent en Ed i sin Mund. Da imidlertid en stor Del synes at være overbeviste om Edens Nødvendighed til Sandhedens Bekræftelse, saa hjelpe de sig med at indflette i Talen, paa de Steder, hvor der ellers skulde komme en Ed, saadanne Ord som; bandte jeg; saa bandte jeg; eller Dælen, saa bandte jeg, f. E.: "Nei, det vil jeg, bandte jeg, ikke" o.s.v. for Nei, F.... tage mig, om jeg vil.
Almuen er meget religiøs, i det mindste iagttages den udvortes Gudsdyrkelse med megen Anstand, Kirken besøges flittigt, og Alle tillægge ALterens Sacramente en høi værd. Paa den vestlige Kant af Øen udarter denne Religiøsitet noget til Hældørerie. Næsten i hvert HUs finder man der, til alle Tider en Psalmebog eller Bønnebog liggende opslaaet paa Bordet.
Naar man andetsteds er vant til at see Folk tumle sig i Livet, ligesom paa et stormfuldt Hav, saa er det ikke uden Interesse for en Tid at beskue Livet paa Ærø, hvorledes det glider sagte hen, ligesom en Flod, hvis Overflade kun sjeldent krusses af en sagte Luftning.
I en saa lidet bevæget Tilværelse ere naturligvis Hovedmomenterne, de, hvorom al Talen dreier sig, hvorledes Folk fødes, gifte sig og døe, og disse ville vi kortelig betragte.

- J.R. Hübertz: Beskrivelse over Ærø. Et historisk, topographisk Forsøg. Kiøbenhavn. 1834

    
   
    
   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk