Brugsforeningen Mjølner, Øster Skerninge
Forside ] Op ]

 
Brugsforeningen Mjølner, Øster Skerninge

 Brugsforeningen Mjølner 1896-1946.
 
Dette halvhundredårs jubilæum for brugsforeningen "Mjølner" i Øster Skerninge kan ikke fejres uden at minde om, at det i år er firsindstyve år siden, pastor Hans Christian Sonne stiftede den første danske brugsforening i den lille jyske fjordkøbstad Thisted. Og pastor Sonne skrev året efter Thisted Brugsforenings oprettelse et lille skrift om brugsforeninger, deres opgaver og styrelse, der blev læst landet over og gav anledning til mange brugsforeningers oprettelse i de følgende år. Med rette er han blevet kaldt den danske brugsforeningsbevægelses fader og var dens ledende mand til sin død i 1880.
Der kan også være god grund til at mindes, at samme år som "Mjølner" stiftedes, dannedes ved sammenslutning af de to i 1896 bestående fællesforeninger, den sjællandske og den jyske, den nuværende "Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger". Dennes betydning for alle brugsforeningers fremgang har i de 50 år været så store, både ved forsyningen med varer, ved støtte til at få et godt regnskabsvæsen, ved en gennemgribende forbedring af hele den danske frøavl og frøforsyning og ved et stort byggeri af moderne, mønsterværdige brugsforeninger, at bevægelsen ikke ville være nær så langt frem uden denne stærke sammenslutning i F.D.B.
Tiden i årene 1890-1900 var på mange måder en vanskelig tid for dansk landbrug med lave priser på landbrugets produkter og en vis stilstand i vor folkelige og politiske udvikling. Men på andelsbevægelsens ager groede det, både med andelsmejerier, andelsslagterier og indkøbsforeninger for foderstoffer og gødning - og Dansk Andels Ægeksport, der var bygget på de hundrede ægsalgskredse i landet over. - Men særlig for brugsforeningerne gik det fremad i disse knappe tider, hvor man lærte, at den sparede krone var lige så meget værd som den tjente. I femåret 1896-1900 stiftedes 232 brugsforeninger eller flere end i nogen tidligere femårsperiode, og blandt disse var også "Mjølner" i Øster Skerninge.
I flere fynske landsbyer, der ligesom Øster Skerninge lå inden for en købstads læbælte gik der et lille forspil før brugsforeningens dannelse. På initiativ af høker Christen Madsen stiftedes den 24. april - Store Bededag var det - en brugsforening med Chr. Madsen som udsælger og en bestyrelse, bestående af mejerist Jakob Nielsen [fejl siger jeg, der står Johs. altså mejeribestyrer Johannes Nielsen, Åkilde], gårdejer Poul Hansen Kudsk og gårdejer Sofus Hansen [Granhøj], Øster Skerninge. Hvorledes forholdene i det hele var ordnet, kan ikke nu udredes, men i forhandlingsprotokollen fra 1891 står, at Chr. Madsen måtte sætte alle sine ejendele i pant for "betroede Varer og Penge", men der nævnes intet om løn eller driftskapital. Regnskabet skal bestyrelsen revidere, og hvert år står der, at udsælgeren "gjorde Forsamlingen bekjendt med Forretningens Gang". Men om der var Over- eller Underskud vides ikke, og dividende hører vi intet om. Bestyrelsen var nærmest en slags ordenspoliti, thi allerede i 1891 hedder det: !Angaaende Udsalg af Bayersk Øl er samtlige mødte Medlemmer enige om, at det ikke maa forhandles til "siddende Gæster", og særlig maa Udsælgeren holde strengt paa, at der ikke drikkes omgange eller drikkes i store Selskaber, saaledes at det i nogen Maade kan betragtes som Svireri." - En sådan moralsk indsats fra byens side overfor udsælgeren kan kun roses som kulturelt opdragende.

Den rigtige start 1896.
Men søndag den 26. april 1896 - fem år senere - samles brugsforeningens "Mjølner" - her nævnes navnet for første gang - til ekstra generalforsamling, og der bliver vedtaget love for en rigtig brugsforening, og til bestyrelse vælges:
gårdejer Poul Hansen Kudsk, formand
gårdejer Frands Jespersen
gårdejer Hans Sørensen
og til revisorer vælges:
gårdejer Sofus Hansen Granhøj, og
mejerist S. Nielsen Pjedsted, Aakilde, [Åkilde]

Den 16. juni holder bestyrelsen opgørelse over varelageret ,der ansættes til en indkøbspris af ca. 2400 kr., og i protokollen skrives der:

For Varelageret, som overtages til Indkøbspris Kr. 2391,07
Brændevinsbevilling .........................  -    224,00
Afstaaelse til Chr. Madsen...................  -    100,00
Regnskabsbøger...............................  -     40,80
Vægte, Lodder og Tragte......................  -     54,13
Kontant Laan hos Chr. Madsen.................  -    190,00
      Udgør      Kr. 3000,00

På ovennævnte 3000 kroner modtager Chr. Madsen obligation.

Nu kommer der gang i forholdene, og det første halvår giver foreningen hele 12 procent i dividende. Formanden valgtes til regnskabsfører for et vederlag af 30 kr. årlig. Ved generalforsamlingen 1897 foreslås der omstændeligt "at sætte Taksterne for Medlemsbidrag fra Dato saaledes: 2 Kroner for Gaardmænd, 1 Krone for Husmænd, ½ Krone for jordløse Husmænd og 25 Øre for Indsiddere og Tjenestefolk, hvilket blev enstemmig vedtaget". I 1899 ser vi, at udsælgerens løn er 5 procent af bruttosalget. Generalforsamlingen holdtes denne sommer i hr. provst Berggrens have- og der blev den holdt i en årrække. Men samme år synes der at være en alvorlig utilfredshed med forholdet, at foreningen stadig "sad til huse" hos udsælger Chr. Madsen. Det vedtoges på en ekstraordinær generalforsamling samme sommer at søge dannet et konsortium, der skulle søge rejst den fornødne kapital til et udsalgslokale for Brugsforeningen "Mjølner", og hvis dette lykkes, "maa Udvalget have Ret til at opsige Chr. Madsen som Foreningens Uddeler til 1 Dec. og flytte Foreningens Ejendele ind i det nye Lokale".
Man blev dog ikke nødt til at flytte for at blive fri for Chr. Madsen, idet der blev dannet et aktieselskab "Frem" - naturligvis ud af medlemsskaren - og 12 behjertede mænd sammenskød 1000 kr., hvorefter de købte Chr. Madsens hus matrikel nr. 38 i Øster Skerninge by - for en købesum af 4000 kr., og så blev foreningen boende i "Frem"`s hus, mens uddeleren måtte flytte ud.
De 12 redningsmænd for brugsforeningen i en sikkert kritisk periode var: gårdejerne Dines Larsen, Poul Hansen Kudsk, Anders Ploug, Anders Mikaelsen, Hans J. Juul, Sofus Hansen Granhøj, og Frands Jespersen, gårdbestyrerne Hans Jespersen og Marius Rasmussen, husmændene Lars Pedersen og Mikael Jeppesen og mejerist Niels Pjedsted.
Brugsforeningen betalte efterhånden en del andele ud og overtog endelig i 1911 huset af selskabet "Frem" for en pris af 3600 kr, hvoraf de 3200 var lån i huset. Og nu går "Frem"`s tylvt af mænd over i historien med al ære - mage til deres indsats har man ikke tidligere mødt i nogen brugsforenings levnedsløb.

God udvikling under eget tag
Allerede ved det vigtige uddelerskifte i 1899, da Peder Pedersen - rigtignok for kun tre år - overtager den daglige ledelse i brugsforeningen, træder foreningens førende mand Povl Hansen Kudsk tilbage som formand og overtager regnskabsførerposten, som han med dygtighed varetager til begyndelsen af den første verdenskrig. Hans indsats både i starten og ved løsningen af foreningens ejendomsproblem såvel som hans trofasthed som tillidsmand gennem en årrække på i virkeligheden 23 år mindedes med rette ved hans død i 1932. Hans efterfølger som formand blev gårdejer Hans Juel, indtil 1915.

Også som uddeler kommer nu en mand, der lægger en række af sine bedste arbejdsår i "Njølner". Ved Peder Pedersens fratræden i 1902 valgtes Jørgen E.M. Jespersen fra Øster Skerninge til uddeler, men han kom, kort før han skulle tiltræde, og meldte, at han var forhindret. Så valgtes endelig Rasmus Rasmussen Kirkegaard, også fra Øster Skerninge, og han bestred med dygtighed arbejdet i butikken til 1921. - Med det nye århundrede kommer der en jævn udvikling indenfor foreningen. I det første tiår var omsætningen gennemsnitlig kun 21.000 kr om året, men i tiden op mod krigen er den vokset til over 30.000 kr. Og de årlige dividende-procenter stiger fra 12 helt op til 16, så det er et vidnesbyrd om små omkostninger ved omsætningen. De små kulturelle fremskridt kommer også til "Mjølner": I 1904 får man telefon og i 1909 elektrisk lys - ovenikøbet hele ti lampesteder, hvilket var flot dengang. Da man i 1911 har fået skøde på huset, bliver der foretaget en tiltrængt udvidelse af butikken for en bekostning på ca. 3000 kr. Medlemmerne var glade for de større forhold, og byggeriet var et vidnesbyrd om god fremgang for foreningen i det hele taget. I det første krigsår 1914 indmelder man sig i Andels-Cement Fabrikken og er med til at kautionere for det store millionlån til fabrikkens udvidelse - en tilslutning, der vidner om "Mjølner"`s medlemmers rigtige indstilling i denne kamp mellem andelsfolk og storkapitalister. Under første verdenskrig var Marius Rasmussen formand fra 1915 til 1926. Krigsårene synes ikke, at have voldt foreningen større vanskeligheder, men varepriserne steg stærkt og gav helt andre omsætningstal, ikke mindst for årene umiddelbart efter krigen. I perioden 1916-1925 steg den årlige omsætning til et gennemsnit af 82.000 kr. eller det femdobbelte af omsætningen lige efter århundredskiftet. 1918 indmeldte "Mjølner" sig i Andelsbanken, og i 1920 er man med til oprettelsen af et fælleslager for manufaktur til brugsforeningernes medlemmer i Svendborg.

Til maj 1921 fratræder uddeler Kirkegaard, og man antager den unge Frands Banke, der har været kommis i Refsvindinge Brugsforening - den første egentlig handelsuddannede uddeler i "Mjølner", og hans hustru Dorthea Banke blev ham en god støtte i det daglige arbejde. - Netop samme sommer fejrer foreningen sit 25 års jubilæum under festlige former, og Poul Hansen Kudsk giver ved denne lejlighed som en af pionerne en oversigt over det svundne kvartsekel.
I 1923 begynder man igen at tænke på udvidelse af lokalerne, og af husejer N.P. Jensen køber man 600 kvadratalen grund à en krone pr. alen med fremtidigt byggeri for øje. I 1926 vælges den nuværende formand. Gårdejer Aksel Larsen, til foreningens leder, en tillidspost, han har siddet inde med nu i tyve år, og han har således gjort en god part af felttoget med i jubilæumsperiodens halvhundrede år, da han har haft den længste formandstid i "Mjølner".

Byggeri 1927 og 1937 og stadig fremgang
I 1927 vedtages den anden udvidelse af butikken, der kommer til at stå foreningen i et par tusinde kroner. I 1920èrne er dividenden gået ned på det faste tal 10 procent, hvad der giver foreningen muligheder for at samle reserver. Brugsforenings-statistikken viser også i 1929 det smukke resultat, at af de i ejendom og varelager bundne kapitaler er godt 32.000 kr. eller 81 procent egenkapital. - Foreningen er i 1928 blandt de første, der bestiller det nyudkomne brugsforeningsblad til sine medlemmer.
I foråret 1928 dør uddeler Banke, og bestyrelsen indgår da på at lade fru Dorthea Banke føre foreningen videre, dog at den kræver, hun holder en mandlig medhjælper i butikken. I de forløbne 18 år har fru Banke nu bestridt pladsen til både bestyrelses og medlemmers tilfredshed, til trods for, at omsætningen nu ligger omkring de 100.000 kr. Årene under fru Bankes ledelse af butikken er gået rolige og med en smuk årlig dividende på fra 11 op til 15 procent, indtil forhold udefra med besættelsen og alle dens rationeringer og prisstigninger fik dividenden til at dale ned på mere beskedne tal- som det er sket i alle andre danske brugsforeninger.

Som et træk på rolige, stabile forhold under "Mjølner" kan lige nævnes, at fragtmand Lars Pedersen i 32 år, fra 1899 til 1931, kørte foreningens varer hjem fra Svendborg, hvorefter banen overtog befragtningen.
Små begivenheder har dog i denne sidste periode før jubilæet opskræmt bestyrelsen. Det hedder således fra et bestyrelsesmøde i maj 1933: "Endvidere vedtoges det at udvide Tyveriforsikringen til at gælde ogsaa for Ran og Vold baade paa Lager og Løsøre, da der Natten mellem 30. April og 1. Maj har været indbrud i Butikken".
Samme år vedtoges det at løse næringsbrev til detailhandel for foreningen. Foreningens medlemmer har haft lejlighed til at samles for at se Fællesforeningens forskellige film, der oplyser om dens virksomhed, og 1934 foretoges en større medlemsudflugt til Andelsskolen. I 1935 indgik foreningen et lejemål, hvorved uddelersken fik et haveareal af præstegårdsjorden for et åremål på 10 år, hvilket også vidner om det gode forhold mellem bestyrelse og uddelers. 40 års jubilæet den 1. juni 1936 fejredes af 200 deltagere - medlemmer og deres husstand - med festivitas i forsamlingshuset. - Et betydeligt byggeri gennemførtes i 1937, da der opførtes en ny lagerbygning til en sum af op mod 7000 kr. Umiddelbart før krigen indmeldte foreningens sig i Fyns Kulindkøbsforening, og i 1940 indleveredes næringsbeviset for detailhandel igen til myndighederne som overflødigt.

Om krigens år, dens materielle vanskeligheder, rationeringsbesvær og vareknaphed i en brugsforening kunne der skrives en hel bog. Men nu er disse svære år lykkeligvis bag os, og brugsforeningen kan fejre sit jubilæum i en stemning af frihedsglæde og håb til den tid, der kommer. Der er grund til at mindes og ære den række af tillidsmænd, der i 50-året har gjort deres indsats for foreningens trivsel og været medvirkende til dens konsolidering.

Navne og tal fra de 50 år, der gik:
Formænd
Povl Hansen Kudsk.................1896-1899
Hans Juel.........................1899-1915
Marius Rasmussen..................1915-1926
Aksel Larsen......................1926-

Regnskabsførere
Povl Hansen Kudsk.................1899-1914
Johannes Mortensen................1914-

Uddelere
Kristian Madsen...................1896-1899
Peder Pedersen....................1899-1902
Rasmus Kirkegaard.................1902-1921
Frants Banke......................1921-1928
Fru Dorthea Banke.................1928-

Nuværende Bestyrelse [1946]
Aksel Larsen, formand, Niels R. Nielsen, Rasmus L. Rasmussen, Hans Hansen, Arne Petersen.

Omsætning og dividende
1896-1905.......209.185 kr.  19.652 kr.
1906-1915.......295.760 -    34.133 -
1916-1925.......818.577 -    53.621 -
1926-1935.......862.418 -    63.936 -
1936-1945.......956.077 -    51.289 -
I alt..........3.143.017 -   222.631 -

Formue 1. juni 1896: 00.00 kr.   1. juni 1946: 43.103 kr.
Medlemstal: 1929 115. 1935: 135. 1944:135.
 

Medlemsprotokollen 1896 ff.

  1. husejer Jens Petersens enke, Øster Skerninge
  2. forpagter P. Rasmussens enke, Øster Skerninge
  3. husejer Hans Sørensen, Øster Skerninge
  4. husejer Povl Rasmussens enke, Øster Skerninge
  5. gårdmand Johannes Nielsen [Johannes Søndergård], Ulbølle
  6. sognepræst Berggren, Øster Skerninge
  7. gårdmand Povl Hansen Kudsk, Øster Skerninge
  8. gårdmand Sofus Hansen Granhøj, Øster Skerninge
  9. husfæster Rasmus Rasmussens enke, Øster Skerninge
  10. væver Hans Petersen
  11. gårdejer Jesper Rasmussens enke
  12. husejer Isak Rasmussen, Egense  [udmeldt?]
  13. husejer Anders Larsens enke, Øster Skerninge
  14. møller Johan Rasmussen, Øster Skerninge
  15. gårdejer Frands Jespersen, Øster Skerninge
  16. husejer Lars Jensen, Øster Skerninge
  17. husejer Hans L.J. Jul [Juel, Juul], Øster Skerninge
  18. husejer Rasmus Jensen, Øster Skerninge
  19. Niels Jensen, Amerika
  20. aftægtsmand Martin Nielsen [Morten Nielsen?], Øster Sker ninge
  21. husejer Peder Jørgensens enke, Øster Skerninge
  22. gårdejer Rasmus Kromann, Vester Skerninge [udmeldt?]
  23. tjenestekarl Rasmus Jørgensen, Øster Skerninge
  24. tjenestepige Rasmine Rasmussen, Ollerup
  25. smedesvend Rasmus P. Hansen, ? [udmeldt?]
  26. tjenestekarl Anders P. Nielsen, Svendborg [udmeldt?]
  27. gårdejer Anders Mikaelsen, Øster Skerninge
  28. tjenestekarl Niels Ploug, Øster Skerninge , udmeldt 30.11  1899
  29. røgter Morten Jørgensen [Martin Jørgensen?], Vester Sker ninge [udmeldt ?]
  30. tjenestekarl Hans Petersen, Øster Skerninge
  31. tjenestepige Cathrine Jørgensen, Vester SKerninge [udmeldt  ?]
  32. røgter Christian Rasmussen, Ballen
  33. uldhandler Chr. Larsen, Høje Bøge [udmeldt ?]
  34. Tjenestekarl Jens Nielsen, Øster Skerninge
  35. bødker Jens Hansen, Ballen [udmeldt ?]
  36. gårdejer Jens Sørensen, Vester Skerninge [udmeldt?]
  37. landmand P. Jørgen Jul [Juel, Juul], Øster Skerninge
  38. gårdejer Rasmus Hansen, Øster Skerninge
  39. tjenestekarl Knud Larsen, Vester Skerninge [udmeldt?]
  40. tjenestekarl Povl Hansen, Øster Skerninge [udmeldt?]
  41. tjenestekarl Lars Larsen, Øster Skerninge [udmeldt?]
  42. enke Karen Jørgensen, Øster Skerninge
  43. landmand Rasmus L. Rasmussen, Øster Skerninge
  44. husejer Johannes Aamand, Ollerup
  45. Niels Hansen [udmeldt?]
  46. ræskomand Martin NIelsen, Øster Skerninge
  47. gårdejer Rasmus Hytteballe, Øster Skerninge
  48. arbejdsmand Jørgen Petersen [udmeldt?]
  49. arbejdsmand Hans Madsens enke, Ollerup
  50. tømrer Rasmus Jensen, Øster Skerninge
  51. husejer Henrik Eriksen, Øster Skerninge [udmeldt ?]
  52. fisker Mads Christensen, Vester Skerninge [udmeldt?]
  53. kvæghandler P. Jensen, Vester Skerninge
  54. hørsvinger Henrik Nielsen, Vester Skerninge [udmeldt ?]
  55. tjenestekarl Rasmus Jensen, Øster Skerninge [udmeldt?]
  56. landpost Chr. Rasmussen, Ollerup
  57. fisker Lars Hansen Jul [Juel, Juul], Ballen
   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk