Oure og Vejstrup Brugsforening
Forside ] Op ]

 
Oure og Vejstrup Brugsforening

År 1884 den 25 september blev i sagen:
Oure og Vejstrup med Omegns Forbrugsforening ved dens formand ktr. husmand Erik Rasmussen af Brudager  afsagt sålydende

     DOM
Under nærværende sag har Oure og Vejstrup med Omegns Forbrugsforening ved dens formand indstævnet husmand Erik Rasmussen  af Brudager og påstået ham tilpligtet at betale dem 225 kr med renter deraf 5% p.a fra den 5. maj d.å. ind til betaling samt denne sags omkostninger skadesløst medens indstævnte har påstået sig frifundet for citantens tiltale hos dem tillagt sagens omkostninger.

Under 24. maj 1877 blev det overdraget indstævnte at forestå udsalget i en afdeling af Oure Vejstrup med Omegns Forbrugsforening i Brudager, blandt andet på vilkår , at han overfor bestyrelsen skulle svare til det kvantum varer, som han modtog,  dog med rimeligt hensyn til det på visse varer uundgåelige svind, hvilket udsalg han derefter forestod indtil han den 8. august fratrådte og beholdningen afleveredes. Ved den derefter foretagne revision viste det sig, at indstævnte havde afleveret mindre kvantiteter af flere varesorter end der efter citantens forvisning efter regnskaber og bøger skulle være således, at der formentlig, når svind lades ude af betragtning, ville tilkomme foreningen 324 kr. 4 øre. Da indstævnte imidlertid ikke ville vedkende sig nogen forpligtelse til erstatning, blev spørgsmålet i henhold til § 12 i foreningens love forelagt en voldgifts ..? af 3 af foreningens generalforsamling udmeldte mænd, der derefter ved en kendelse af 1. maj 1884 under hensyn til svind fastsatte den foreningen hos indstævnte tilkommende erstatning til 225 kroner og da indstævnte ligeledes nægtede at efterkomme dette krav, har citanterne anlagt nærværende sag, idet de udelukkende havde støttet deres fordring på den foran nævnte voldgiftskendelse, medens indstævnte har støttet sin frifindelsespåstand på, at han ikke kunne være pligtig at underkaste sig en voldgiftskendelse, da han aldeles ikke var medlem af foreningen, da voldgiftsmændene blev udnævnte og da stridigheder mellem en udsælger og foreningen ikke skulle afgøres ved voldgift og på at voldgiftskendelsen i hvert fald måtte anses ugyldig på grund af voldgiftsmændenes fremgangsmåde, idet disse uden at høre, hvad han havde at anføre, alene havde afgivet deres kendelse på grundlag af de opgivelser, de havde fået af foreningens formand. Til støtte for deres påstand havde citanterne anført § 12 i lovene for Oure Vejstrup med Omegns Forbrugsforening, hvor det hedder: "Opstaar noget Uenighed om nogle Foreningsanliggende, som ikke kan bilægges ved mindelig Forhandling, da afgjøres Sagen af 3 af Generalforsamlingen iblandt eller udenfor Foreningens Medlemmer valgte Voldgiftsmænd, og deres Afgjørelse kan ikke forelægges Domstolene", og formente at denne bestemmelse måtte afgive en for indstævnte bindende regel for afgørelsen af indstævntes forhold til foreningen i egenskab af udsælger, men heri kan der ikke gives dem medhold, idet bemeldte love ikke kan indeholde andet om udsælgerens stilling end at det i § 8 hedder, at bestyrelsen antager og afskediger udsælgeren og sørger for, hvis den finder det nødvendigt at disse stiller en passende kaution for de i udsalget værende varer, end det i § 12 brugte udtryk "Foreningsanliggende" ikke kunne statueres at have tænkt på ethvert anliggende, der på en eller anden måde berører foreningen, og da navnlig ikke anliggender, der angå kontraktforhold med tredjemand, idet det er åbenbart, at foreningen ensidigt kan hindre kan hindre udenforstående ved at opstille regler, som kunne ved fuld gyldighed kunne opstilles for foreningens og mindre anliggender og dens forhold til dens medlemmer. For at anvendelsen af voldgift i tilfælde af uenighed mellem foreningen og en tredjemand in caso en af dens udsælgere skulle være berettiget, måtte det være givet, at denne på en eller anden måde havde indvilget i at en fra den almindelige så forskellige afgørelsesmåde må ske i deres indbyrdes forhold og navnlig ville en sådan bestemmelse være at søge i den mellem citanterne og indstævnte om udsalget oprettede kontrakt af 24. marts 1877, der mærkeligt nok ikke har været fremlagt under sagen.

Citanterne har vel under proceduren anb.? at indstævnte i denne kontrakt skulle have forpligtet sig til i alle måder at følge foreningens love og vedtægter, hvad der ikke er modsagt fra indstævntes side, men det skønnes ikke, at en sådan almindelig udtalelse på nogen måde kan stilles lige med en udtrykkelig vedtagelse af at udsælgeren underkaster sig voldgift i et spørgsmål der drejer sig om hans anstand ligeover for foreningen, da et sådant anliggende efter det foran beviste ikke kan betragtes som et foreningsanliggende et anliggende der vedrører foreningen og dens medlemmer indbyrdes men tværtimod er et anliggende, hvor foreningen og dens medlemmer er den ene part, medens udsælgeren er den anden part, hvorved det yderligere må bemærkes, at de omhandlede love ikke engang opstiller det som en betingelse for at blive udsælger at vedkommende er medlem af foreningen.
Da citanterne udelukkende have støttet deres påstand på, at indstævnte ifølge den afsagte voldgiftskendelse skulle være pligtig at betale det påstævnte beløb og der efter det foranførte ikke kan antages at have påhvilet ham nogen forpligtelse til at lade spørgsmålet om sit ansvar lige overfor foreningen med hensyn til mulig manglende varer afgøre ved voldgift, vil indstævnte være at frifinde for citanternes tiltale i nærværende sag, hvis omkostninger efter omstændighederne findes at burde ophæves.
Under sagen foreligger ingen overtrædelse af lovgivningen om det stemplede papirs brug.

Thi kendes for ret
Indstævnte husmand Erik Rasmussen af Brudager bør for citanten Oure og Vejstrup med Omegns Forbrugsforening ved dens formand deres tiltale fri at være.
Sagens omkostninger ophæves.
       I Buchwald
   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk