Sødinge Brugsforening
Forside ] Op ]

 
Sødinge Brugsforening

Sødinge Brugsforening [uddrag af Knud Rasmussen: En Livsskildring fortalt af ham selv. Svendborg 1921].
 

I året 1871 blev jeg ophavsmand til oprettelse af en brugsforening. Min gode ven, friskolelærer Christian Rasmussen Stenbæk fra Sjælland besøgte os, og han fortalte om de mange brugsforeninger, der var på Sjælland, hvor han var regnskabsfører for en, der havde flere udleveringssteder. Jeg syntes godt om tanken, for derved kunne småfolk, der ikke havde råd til at gøre store indkøb, få del i den fordel, et sådant kunne give. Dertil kom, at vi boede 3 à 4 mil fra købstæder, og de nærmeste handlende holdt høje priser. Jeg talte med flere og navnlig snedker Mads Johansen i Sødinge derom. Der blev holdt møde, og Mads Johansen og jeg valgtes til at besøge nogle sjællandske foreninger og derefter sammenkalde til nyt møde om sagen. Vi var så derovre og talte med adskillige af dem, der havde dermed at bestille, og fandt, at vi nok kunne anbefale at oprette en sådan forening, der straks fik mange medlemmer. Der blev valgt bestyrelse, jeg blev formand, og Mads Johansen regnskabsfører. Der blev oprettet udleveringssteder i Sødinge, Søllinge og Sønder Nærå. Desværre lod jeg mig bevæge til at blive uddeler i Sødinge, da der ingen andre kunne skaffes. Dette fortrød jeg tit, da arbejdet, skønt det indskrænkedes til to aftener ugentlig, dog hæmmede min uddannelse. Som trofaste medhjælpere ved den affære vil jeg nævne friskolelærer Mads Pedersen og senere konsejlspræsident J.C. Christensen, der begge var ypperlige regnehoveder og gjorde meget arbejde både med regnskab og uddeling. Ved denne forening fik vi i mange år billige varer til vor store husholdning, men tabte sluttelig også noget ved at have givet gode venner kredit.

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk