Rosenlund Brugsforening, Rårud, Kirkeby sogn
Forside ] Op ]

 
Rosenlund Brugsforening, Rårud, Kirkeby sogn

 Fortalt af gårdejer Johannes Foged, Pavegyden, Lunde
 

Johannes Foged bekræfter formodningen om, at husmand Peder Nielsen oprindeligt havde planer om at etablere en høkerforretning. "Men han kunne nok se, at der var gehør mellem bønderne" for en brugsforening, "og det var mere sikkert for ham at blive uddeler fremfor privatkøbmand". Johannes Foged mener også, at Brugsen måske var ulovlig ifølge "Købstadsloven" dvs. næringsloven.
Initiativtagere var vel Johannes Dinesen, forpagter på Ravnegård i Rårud og gårdejer Lars Foged, Fogedgården. "De var jo i nabogårdene" til Peder Nielsens ejendom, hvor brugsforeningen oprettedes.
Claudine og Peter Brus, var rare at komme ind til for vi børn. De havde en stor dåse med blandede bolsjer, den fik gerne et slag på siden af os børn, som fik lov at tage et stykke. Så kunne vi jo godt lide at "gå i brugsi", som vi sagde. De havde et stort ægsalg dengang, alle der omkring leverede deres æg til brugsen. Der var en pige ansat, som ikke bestilte andet end pakke æg i hakkelse. Det skulle de dengang. Jeg kan huske, at de ude fra Hans Pedersen, han blev senere min svigerfar, at 2 piger kom gående med 3 stopfulde kurve med æg. Claudine var meget omhyggelig med alt. Vægten skulle passe så nøjagtig, at hvis der var lidt for meget hugget sukker, så brækkede hun et stykke over, for at det kunne komme til at passe. Så der gik ikke så meget til svind. De sagde også, at hun i marken klippede tidslerne over med broderesaks.
Peter Brus havde tidligere været kørekarl ude i Landbogården i Svendborg. Han havde engang mistet 1½ finger på den ene hånd. Peter Brugs var ikke som sin far og brødre uddannet skomager.

   
   
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk