Ulbølle Smedie
Forside ] Op ]

 
Ulbølle Smedie

Ulbølle Smedie Af Steen Balle
 

Efter interview med fhv elværksbestyrer Chr. J. Madsen, Vester Skerninge.

Smedien
Smedien, som i 1948 blev flyttet til Den fynske Landsby i Odense for 800 kr, lå på Fåborgvej [Nr. 119] og blev kaldt Ulbølle Smedie. Ydervæggene var lavet af gammeldags lersten, som er tørret i solen, hvorimod essen var lavet af brændte Flensborgsten, som var meget tyndere end de sten man på dette tidspunkt kunne få på Fyn.

Smedien er bygget ca 1837 af "en der hed Frandsen", og senere overtaget af smed Hans Henrik Hansen. I 1889 købte Mads Madsen (Chr. J. Madsens far) smedien og havde den til 1947.

Der blev installeret elektricitet i smedien i 1910, men kun til lys og ikke til kraft. Foruden selve smeden var der ansat en smedesvend eller en lærling.

Smeden
Smeden var en af landsbyens vigtigste personer. Langt tilbage i tiden har smeden været omvandrende til de forskellige gårde. Han var en meget anset og privilegeret mand i byen. Hvis en dør var gået i baglås, blev smeden tilkaldt med dirke, som han var den eneste der måtte have. Og hvis hesten blev syg tilkaldtes smeden ligeledes medbringende en årelader. Den blev stukket ind i hestens bryst og nogle potter blod blev tappet ud. Folk troede tit at sygdommen var i blodet, og når såret skulles lukkes satte smeden et stykke gloende jern på såret igen.

Smeden skulle også være med til slagtning af køer, tyre og grise. Der skulle slås meget bestemt, og folk regnede med, at smeden kunne ramme dyret mere præcist i hovedet med en spids økse. Ligeledes skulle han hjælpe til at rejse spærrene på nye huse.

I høsten var det skik at Mads Madsen skulle hjælpe til på gårdene. Der var en periode på 8-14 dage, hvor folk ikke havde tid til at komme til smedie, og om vinteren skulle han sammen med de andre håndværkere og bønderne sørge for at vejene var farbare. Ved snekastningen blev der lavet en liste, hvor man efter tur skulle hjælpe til med at holde vejen fri for sne.

"Far skulle også selv lave sine egne møbler. Han lavede borde, blomsterborde og gyngestole selv. Der var ikke råd til at få lavet det hos en snedker."

På dette tidspunkt var der tre smedier i Ulbølle, og folk kom ikke altid til den, der lå nærmest, men til den smed, som man bedst kunne lide.

Arbejdsdagen
Smeden og svenden startede tidligt om morgenen med at tænde ild på essen og få smedet to eller tre sæt hestesko inden morgenmaden ved otte-tiden.

Optændingen i essen skete på den måde, at smeden i Ulbølle fik skæverner [et affaldsprodukt] fra hørsvingeren, som boede i nærheden. Smeden tog en håndfuld skæver, som blev lagt ind foran den store blæsebælg, som hang oppe under loftet. Skæverne blev antændt og blæsebælgen skulle så trækkes hele tiden. Derefter kom han smedekul på, og ilden brændte. Da smeden ikke kunne få skæver mere brugte han halm.

Efter morgenmaden begyndte folk at komme med deres heste og redskaber, som skulle repareres. Folk havde ofte bestilt tid, og det var skik at de havde mad, øl og brændevin med til smeden og svenden. Men tit måtte smeden tage ud på selve gården for at sko hestene.

Mellem klokken 12.00-13.00 spiste de til middag og gik derpå i gang igen til kl. 19.00. Om sommeren holdt de tit 1 times hvile, hvilket der ikke var tid til om vinteren.

Selve arbejdet i køkkenet tog smedens kone sig af. Hun havde ingen hjælp og skulle også passe haven og hønsene. "Og hvis vi to børn ikke altid kunne forliges, så var det altid mor, der skulle tage sig af det."

Redskaber
Alle smedens redskaber var hjemmelavet, og disse redskaber er kendt i over 1000 år. Hamrer, mejsler og søm skulle de selv smede. Sømmene blev smedet til hestebeslag.

Når der skulle slibes økser brugte Mads Madsen en stor slibesten på 1 m. høj, hvor der var et sving i hver side. Der skulle to mand til at trække slibestenen, og en mand sad oppe over stenen med øksen, som skulle slibes og satte den på. Så måtte bønderne selv hjælpe til, men det var dog særlig når der skulle slibes leer. Til knive blev der brugt en særlig skabelon til at holde kniven fast på stenen med.

Efter en arbejdsdag var smeden ofte meget beskidt. Af tøj brugte han et skødeskind, som var lavet af kalveskind (et hélt skind). "Men jeg kan huske en svend, der skulle vaskes efter endt arbejdsdag. Han gik lige ud i kalkhulen og tog noget læsket kalk, som han smurte sig ind i med det resultat, at al huden røg af."

Ellers var der ikke noget, der hed varmt vand til at vaske sig i. "Men svenden tog altid en klump gloende jern, som han satte ned i en spand vand. På denne måde fik han dejlig varmt vand til at vaske sig i."

Økonomi
Indtil omkring århundredskiftet fik smeden i Ulbølle, ingen penge for sit arbejde, men modtog korn og mælk. Han fik penge for det materiale, som han indkøbte - f.eks kul og jern. Ellers fik han en sæk korn fra gårdene, når der var høstet.

Kornet blev lagt op på loftet, hvor han en gang imellem tog lidt i en sæk ned enten til ølbrygning eller til mølleren, som lavede grut til grisene og hønsene.

Foreningen af Landsbysmede i Fyns Stift gik omkring 1909 over til at smeden skulle have penge for sit arbejde og ligeledes blev der fastlagt priser for, hvormeget han måtte tage for at sko et par heste. Der står "Forslag til priskurant 1909" bl.a.:

1 Hest at beslaa med 4 ny Sko (almindl) fra 2 Kr. 25 Øre til 3 Kr. efter Størrelse.

1 Russerhest at beslaa med 4 ny Sko 2 Kr.

1 Ny Char-à-banc at beslaa 155 a 170 Kr.

1 opskaaret Arbejdsvogn med 1 lukket og 1 aaben Stol, Bæreevne 1200 Pd., 135 Kr.

Men der var mange ting, som han ikke fik noget for. "Kan du ikke lige lave det her. Farvel og tak", sagde de så. "Du kan smide det i bøtten", sagde smeden altid. "Tak var jo det smedens kat døde af."

Kultur
Der blev holdt forskellige gilder. Bønderne holdt vogngilde. Det var særlig når smeden havde lavet en ny vogn. Så blev smeden og hjulmanden inviteret til gilde med flæskesteg, andesteg og så en punch og et slag kort.

Smeden holdt skovgilde. Han tog på auktion i skoven for at købe brænde, hvorefter bønderne kørte det hjem. Derefter lavede smeden så et skovgilde, som foregik på samme måde som vogngilderne.

Der var også høstgilder, og i Ulbølle blev der altid holdt to gilder - et lille og et stort.
Det lille blev holdt, når der var indavlet. Det blev holdt både på Rødkilde og Margrethesminde. "Der havde vi den skik, at hvis en mand ikke havde lagt et læs korn ordentligt, så læsset væltede, ja så skulle vedkommende danse med kobbellænkerne (en jernkæde, som bærer vognstangen mellem hestene) omkring halsen. Alle der i høstens tid var væltet med et læs, skulle nu danse én efter én.

Det store høstgilde blev holdt på Rødkilde, hvor også folkene fra Margrethesminde kom. Her var det sådan, at alle håndværkerne sad til bords hos baronen, medens folkene sad sammen i loen.

Til tider skulle der også slagtes. Slagteren kom ved seks-tiden og for inden skulle smeden sørge for at der var kogende vand parat - samt at skoldkarret var i orden.
"Når grisen havde fået kniven i halsen og blodet var kommet ned i en spand, så skulle smeden og slagteren have "varmeøl". Det var lunkent øl tilsat ekstrakt."

Derefter blev der lavet forskellige slags pølser: medisterpølse,spegepølse, leverpølse og lungepølse.

Smeden i Ulbølle var særlig dygtig til at hærde æggen på en økse. Han havde en speciel måde, hvor han opvarmede æggen til en speciel farve. "Det er en egenskab, som er svært at give videre".

Når bønderne kom til smedien med hesten, så bandt de som regel hesten i ringe, som var lige uden for døren. Der var en gammel mand, som kom, og han havde en forfærdelig hoste med det resultat, at hans tænder røg ud af munden og ned i en hestepære. Han tørrede dem bare lidt af i ærmet og så ind i munden igen.

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk