Pottemagerivirksomheden i Kelstrupskov, Vissenbjerg sogn
Forside ] Op ]

 
Pottemagerivirksomheden i Kelstrupskov, Vissenbjerg sogn

Af Henning Nielsen
 

Det fynske Itri. En historisk-topografisk beskrivelse af Vissenbjerg sogn. 1971.

Den bebyggelse i sognets nordøstlige del, der nu har navnet Kelstrupskov, bar tidligere også navnet Karhuse, hvilket tydeligt viser, hvad stedet har været bekendt for. Karhuse var nemlig et af de to steder på Fyn (det andet var Heldager i Tved sogn), hvor der blev fremstillet jydepotter. Denne betegnelse på det især i 18. og 19. århundrede meget brugte sortbrændte lertøj, er først blevet indført senere, naturligvis fordi det især, men altså ikke udelukkende, blev tilvirket i Jylland. (Datidens betegnelse var "sorte gryder" eller "sorte potter".)

Det lerprodukt fra Karhuse, som var mest kendt, var de såkaldte "sikar" eller "skalgryder" (=skålgryder), der på grund af deres prisbillighed og anvendelighed i husholdningen blev udbredt til praktisk talt alle husstande på Fyn. Det var sort, uglaserede lerkar med flad bund, som især brugtes som mælkefade (hvor man skummede fløde). Man lavede dog også større lerkrukker, blomsterpotter, dørslag m.m., og den såkaldte "soldsætter" lavede sold, et træprodukt til at sælde, dvs. rense kornet med.

I Pontoppidans danske atlas 1767 (III, 383f.) står: "Af Fyensk Leer forfærdiges ogsaa paa adskillige Steder got Pottemager Arbeyd, som deels forsendes af Landet. Ligeledes de saa kaldte Rappekar, lignende de sorte Jyde-Potter og Gryder. Disse giøres meest i Vissenberg paa Landevejen imellem Odense og Medelfart .... dog agtes de ikke saa stærke og gode som de Jydske Kar af samme Slags." 1774 hedder det: "Kielstrup Skov, 23 Huuse, der forfærdiges sorte Leer-Kar, og derover kaldes de Kar-Huusene".

Ved folketællingen 1787 havde dog kun 12 pottemagerhåndværket som hovednæringsvej. Ved folketællingen 1801 nævnes ingen pottemager, men det betyder blot, at det var blevet et bierhverv, som især kvinderne varetog, for Begtrup skriver 1806: "Af Industrigrene, foruden Træskomagere og Vævere, hvoraf der findes mange i denne Skovegn, gives i Vissenberg Sogn en ualmindelig Vindskibelighedsgreen, nemlig Leerkars Forarbeidelse, som underholder omtrent 28 Familier". I Statistisk Tabelværk 1842 nævnes 19 pottemagerier i Karhuse og 1843 angiver Hofman-Bang "henved 20 Familier" som afhængige af denne husindustri og skriver: "Bønderne (i Odense amt) bruges oftest de saakaldte Rappekar eller Skallekar, der skulle sætte en god Fløde. Dise indføres som bekjendt, fra Jylland, og endeel forfærdiges i Vissenberg Sogn". I 1859 levede 20 familier af at lave skalgryder, men i 1882 var der kun 4 pottemagere tilbage, og den sidste af disse døde 1908. Årsagen til husindustriens ophør var landbrugets opsving og manglende efterspørgsel på grund af mejeriernes fremkomst.

Man kan få et begreb om dens omfang ved at tænke på, at en familie kunne lave knap 3000 skalgryder om året, dvs at der i Karhuse i storhedstiden blev produceret over 50000 kar årligt. Fortjenesten var dog, også efter datidens forhold, yderst beskeden. Således fik gamle koner, der gik ud og lavede dem, i 1860`erne 4 skilling for snesen (senere 1 kr. om dagen og kosten). Salgsprisen var 4 skilling stykket og en familie, hvor konen lavede karrene og manden selv rejste omkring og solgte dem, har o. 1870 haft en årlig indtægt på ca. 100-150 rdl (1 rdl. = 2 kr.)

Da denne hjemmeindustri er et kulturhistorisk interessant træk, skal der i det følgende i korthed fortælles om fremstillingsmetoden og bl.a. gives en række nu glemte gloser.

Allerede ved selve husenes indretning kunne man se, at der her blev fremstillet jydepotter, idet man havde indrettet "lerhuset" tværs igennem stuehusets eller udhusets gavl. Her fandtes "lerbingen", et ca. 2 dybt hul, hvor potteleret gemtes hele året. Det skulle til stadighed holdes fugtigt. Derfra førtes det over i "fjællebriksen", en 2 gange 2 m stor æltekasse, der stod ved siden af; her  blev leret med bare ben æltet 2 gange uden tilsætning af sand ( i modsætning til den jyske fremgangsmåde, hvorfor skalgryderne også blev mindre solide). Derefter blev lerklumpen dannet som en cylinder, der med en ynd snor blev skåret i plader af passende tykkelse. Endvidere skulle der "klappes bunde" (der stilledes i stabler) og "vrides valke", pølseformede lerruller til karrenes sider.

Alt dette blev som regel foretaget af pottemagerskens hjælper, der gerne var et barn eller ung pige eller dreng, der skulle oplæes. Først nu trådte pottekonen selv i funktion; hun formede karret på en drejeskive, en "ka`trill`" (d.e. kartrille), der drejedes rundt på en pæl i lergulvet. Til sikar brugtes en valk, til højere kar og krukker flere. Disse sider blev højnet, "trukket op" ved hjælp af en "brejdiklud" ("brejdi" er karrets øverste kant). Så blev potten skrabet indvendig med en "gørespån" (en bred bøgespån), og derpå skulle potten "buddes" ud. Dette skete med den våde "buddeklud", der ved karrets stadige omdrejning blev holdt imod på den indvendige side, til den ønskede form var opnået. Derefter skulle karrene "sættes af", dvs. tørre på nogle hylder i lerhuset i en dags tid, hvorefter de fik sat ører på (blev "øret") og blev skrabet udvendig, pudset og oversmurt med "sulle", en tynd leropløsning. Efter yderligere nogle dages tørring kom så det spændende øjeblik, hvor de skulle brændes og hvor mange af potterne blev ødelagt.

Ovnen var 4-5 m lang, muret af teglsten, og i den ene ende var der en snæver fyråbning, mens der i den anden var en større åbning, hvorigennem potterne førtes ind. En mur med 2 rækker huller (hvor ild og røg kunne trækkes igennem) gik tværs gennem ovnen, der således blev delt i et mindre fyrrum og et større til potterne. Når disse var stillet op, lukkedes den store åbning ved hjælp af kampesten og jord, og i 3 timer blev der så "smøget for potterne", dvs fyret langsomt, så kun røgen gik igennem ovnen. bagefter blev der fyret så stærkt, at den klare lue gik gennem hullerne og gjorde karrene gloende, hvilket var tegn på, at brændingen var slut. Skulle man have sorte potter, lukkedes begge åbninger helt tæt til, og herved blev der trækul tilbage, som så solgtes til blikkenslagere i Odense.
 

Hans Nørgaard tilføjer 1999 om pottemagervirksomheden ved Heldager:
I Nationalmuseets vejledninger - Bondekulturen - 1951 under Fyn og øerne, side 42: "Kaffekande af glasseret ler. Formentlig tilvirket i landsbyen Heldager ved Svendborg, hvor der tidligere var betydelig pottemagervirksomhed".
Museumschef Henrik M. Jansen oplyser august 1999, at Svendborg og Omegns Museum har fundet keramik i området fra 1400-tallet.

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk