Familiefester på Lyø
Forside ] Op ]

 
Familiefester på Lyø

 Af lærer R. Askholm, Lyø. [Fynsk Hjemstavn 1932]
 

Blandt de mange småøer i det fynske øhav ligger Lyø længst mod nordvest, tæt under Horne Land. I "De Danskes Øer" kaldes den Perlen i øhavet. Frugtbar og naturskøn er den med sin landsby på midten af øen. 1805 blev jorderne udskiftet; men de gamle gårde og huse blev ikke udflyttet, hvorfor byen endnu ligger samlet om kirke, skole og de mange gadekær. Langs de krogede gader finder man endnu de gamle stengærder, bag hvilke de gamle bindingsværksbygninger velpudsede titter frem af æblehaver. Synet af denne landsby vil glæde enhver, der har sans for naturskønhed og gammel bygningskunst.
Det er en almindelig mening, at beboerne på vore småøer udgør en  stor familie, og at fremmede ikke er velsete. Således var det vel før; mend et var ikke særegent for småøerne. Ethvert sogn var tidligere noget for sig, og fremmede holdtes helst ude; men den tid er længst forbi. I trediveåret 1. jan. 1900- 31. decbr. 1929 viedes i Lyø kirke 61 par. Af disse var 41 blandede; enten var brud eller brudgom udefra. Hertil må lægges nogle, som viedes i brudens hjemsogn, og som fæstede bo her. Af 20 par, altså knap 1/3 var begge fødte på øen; men kun få af disse var lyøboere i egentlig forstand, idet mange af forældrene til disse ligeledes var indvandrede. Det bliver således kun en lille procent af de indgåede ægteskaber, hvor begge hører til "den store familie". Man kan således ikke mere tale om en bestemt type, som kendetegner lyøboerne, og når to høje og smukke kvinder nævnes i "De Danskes Øer" som type på øboen, må bemærkes, at ingen af dem er ægte, da den enes fader er fra Sundeved og den andens moder fra Avernakø.
Det er naturligt, at der i ældre tid på afsides liggende steder fremkom skikke, som ikke var kendt på andre egne, og at folks væremåde og kulturelle standpunkt blev særpræget. Hvis man vil lære datidens folk at  kende, gør man vel i at undersøge, hvorledes de vigtigste tildragelser i livet formede sig: livets højtider.

Barnefødsel, dåb og konegilde
Når en lille verdensborger var i anmarch, sendtes bud efter alle de nærmeststående koner og veninder, som sammen med jordemoderen så stod med åbne arme og med gode råd, og når den lykkelige begivenhed var indtrådt, og moderen var løftet fra halmen til sengen, og den lille lå svøbt og lagt i moderens arm, ja, så var glæden stor, og en ung pige i stiveste puds blev sendt i byen med det glædelige budskab.. Hun skulle ind i hvert sted, hvor en kone eventuelt kunne ventes at ville gøre gengæld engang. "jeg skulle hilse fra N.N. og sige, at hun har fået en lille dreng (el. pige), og om du ville se hen til hende".
Det var nu ikke meningen, at dette besøg skulle aflægges straks eller samme dag. Helst skulle de mange koner komme lidt efter lidt. (Man siger, at en nylig ankommen præstefrue fik samme hilsen og for aafsted straks og underholdt den arme kone et par timer; hun troede, at hun skulle bringe gejstlig trøst). I løbet af de første 2-3 uger mødte da alle de indbudte med deres lykønskning og medbragte milde gaver i form af: smørgrød, smørkrummer, brødkage, hønsesuppe, stegte høns og duer, lagkage og vin. (Det var fest at være fader til en nyfødt i de dage). Når den besøgende velforsynet af spise og drikke forlod det lykkelige hjem, blev der lagt et par tvebakker i fadet; ingen skulle gå tomhændet hjem.
Dåben skulle helst foretages hurtigst muligt, helst første søndag. Man har eksempel på, at børn, født lørdag aften, er døbt søndag. Gudmoderen og pattemoderen mødte med den lille allerede ved gudstjenestens begyndelse; det lille væsen skulle have prædiken og hele gudstjenesten med, selv om det var hård vinter og ingen varme i kirken. Enhver tilstedeværende kunne "stå fadder", og det var en ære for barnet eller for gudmoderen, om rigtig mange stod op under dåbshandlingen. Bag efter vandrede de alle op til ofring. Gudmoderen ofrede lidt mere, fadderne lidt mindre, i regelen en firskilling, hvorfor dette pengestykke ofte benævntes: degnelus.
Det er en selvfølge, at dåbsdagen forløb i stilhed, da moderen jo endnu lå i sengen; men senere hen tog man revanche. Når moderen var rask og hjemmet i sine gamle folder, måtte den unge pige afsted igen. Alle, som havde beæret moderen med et besøg, skulle bedes til konegilde. "Jeg skulle hilse og sige, om du ville følge N.N. i kirke på søndag". Søndag formiddag samledes de alle i hjemmet for at følge moderen i kirke som det første sted, hun besøgte efter vel overstået forløsning. Før de forlod hjemmet, blev de godt beværtet. Bordet stod dækket med smør og brød, kødfad og ost; senere hen blev det et kaffebord, som stod dækket for dem. Derefter vandrede de alle til kirken, hvor de forblev i våbenhuset foreløbig - det skete dog også, at præsten måtte vente på dem.
Når gudstjenesten var nået til slutningen af første salme, istemte degnen"Salmen til kirkegangskone", og præstenbegav sig ud i våbenhuset til de ventende koner, som modtog ham med nejen. Der holdt han så en tale eller "læste dem ind", og mens dette stod på, sang menigheden ovennævnte salme: "Ret salig forvist er den mand". Salmen har 8 vers og henvender sig til manden - altså faderen - 2. vers begynder således: "Af dit håndværk føder du dig ....", 3. vers: "Så er og din fromme hustru ...", 4. vers: "Men dine børn, den dejlige frugt ...", og således stadig genstand for alles opmærksomhed måtte han da sidde i kirken. Salmen kunne 1 a 2 eller 3 gange igennem, eftersom præsten var i ånde derude; men omsider kom han da med dem alle i gåsegang, og gudstjenesten kunne fortsættes. Når salmen efter prædiken var sunget, istemtes salmen: "Min sjæl nu lover Herren, - Hvad i mig er, hans hellige navn, - sin godhed rundelig giver, - Thi skal du altid takke hannem, - Din synd haver han udslettet, - Og lægt dine store sår: - Dit arme legems husvaler, - Tager dig så vel i forsvar! - ;ed vældig trøst beskærmer. - Dig ung som ørnen gør, - Herren alle Kristne vel trøster, - Som trænges i verden her. " - Salmen har 4 vers. Under sangen gik alle konerne op at ofre. Moderen en tremark og de andre hver en firskilling - altså en degnelus.
Efter gudstjenesten samledes man atter i hjemmet, og så holdt man konegilde, "aa de vaa løst". Suppe og peberrodskød var i hvert fald i senere tider hovedsagen, eller blot steg, men desserten var altid et mægtigt fad risengrød, pyntet med et vældigt smørhul, et tykt lag kanel og sukker samt mange rosiner. Kirsebærvin var en yndet drik, og var der blandt konerne en nygift, skulle hun helst optages i laget med en dansk snaps. En sådan kone måtte naturligvis døje de nyfigne blikke og nærgående spørgsmål; det var jo altid rart at vide, om noget var i vente. Var der iblandt dem en ældre, som aldrig havde været velsignet med livsfrugt, ja, hun måtte selvfølgelig døje mange skoser. Det gjaldt da omat kunne give rappe svar, så latteren kunne runge; thi så var det først "løst". [lystigt, morsomt]
Til dette konegilde var også indbudt nogle småpiger til at vugge. Over vuggen var trukken en snor, hvorpå "gumovstøjet" var anbragt, og dette skulle selvfølgelig beses og måtte kunne stå for kritik. Gudmoderen var selvfølgelig den villeste person ved gildet; og der bestod senere hen altid det kærligste forhold mellem barn og gudmoder, ja hun sattes vist ofte højere end bedstemoder. Selv ældre folk omtalte - og omtaler - altid deres gudmoder med den største veneration, og man nævnte hende aldrig ved navn, men "gumovr" - med tryk på sidste stavelse - det sagde man altid med et smil i øjet. Ved barnets konfirmation eller bryllup kunne man altid se, hvilken gave der var "gumovsgave".
Disse skikke er nu helt forsvundet. Konegilderne blev sjældnere, og det allersidste holdtes for en halv snes år siden. I stedet for har man nu som andre steder middagsselskab dåbsdagen; men når spisningen er endt, går hver til sit, så der bliver intet gilde.

Julegæst og legestue
En embedsmands datter, som for mange år siden forlod Lyø har sagt: "ingen steder har børnene det så godt som på Lyø; hvad de forlanger af far og mor, det får de; der bliver altid sagt: "Ja, men så skal du også være god", og de var også altid gode og holdt, hvad de lovede." Dette er måske nok for meget sagt; men der er noget om det. En ting holdt hjemmet på: Børnene skulle være høflige og lære deres skolesager. Læreren kunne være sikker på, at hjemmet arbejdede med, og det var en skam for dem alle, om barnet ved en eksamen blev flyttet ned. Frisk luft og saltvand var der nok af, og barnet levede et sundt liv. Selvfølgelig kunne barnet hjælpe til med arbejdet i en travl tid; men historierne om de barbenede tjenestedrenge som sad søvnige og overtrætte i skolen, var ukendte lyøbørnene.
Overgangen fra barnealderen til ungdomstiden fejredes med et større knald. De børn, som skulle konfirmeres det kommende år, hodlt stort selskab i juletiden - julegæst, som det kaldtes eller blot "jæst". Konfirmanden kom selv og indbød. Første aften var det slægt og venner, præst og degn. Et bugnende bord med de lækreste sager var beredt, og efter bordet var der selvfølgelig også lidt for tørsten. Anden dag mødte alle skolebørnene samt de unge, som havde gået i skole med vedkommende. Et lignende bord var dem beredt; dertil dans, sålænge de lystede, afbrudt af pauser med æbleskiver og andet rart. Tredie dag om eftermiddagen mødte den alleryngste udgave, og mange af dem måtte have moderen med som barnepige; selv de nyføødte i vuggen var indbudt; men de modstod som regel fristelsen. Traf det sig, at 6-7 børn havde sådan "jæst" i julen, kunne børnene nok trænge til lidt hvile, før skolen begyndte.
Det vil ingen forbavse, at efter dette var der ingen grund til at gøre konfirmationsgilder; de kendtes heller ikke. Familien kunne den dag være i ro.
Denne skik døde hen imod århundredskiftet. Endnu kan enkelte børn få lov at få andendagsgildet gennemført eller få dette hold hen i Afholdshotellets sal til dans og kaffe. Samtidig med, at julegilderne hørte op, holdt konfirmationsgilderne deres indtog. Konfirmanderne havde, mens den gamle skik rådede, god tid til at aflægge et besøg hos slægt og venner om eftermiddagen, besøget gentoges næste søndag efter altergangen, og da de naturligvis ikke kunne nyde noget hvert sted, fik de et kaffebrød eller blødbrød med i lommetørklædet.
Så kunne de optræde blandt ungdommen; men af fornøjelser var der ikke mange på så afsides et sted. Markedsdagene i Fåborg og da særlig sommermarkedet var naturligvis en begivenhed af rang, selvom sejlturen i de åbne småbåde kunne være ubehagelig.
I fastetiden gik alt stille og rolig, og dans eller lignende var uhørt. Hver onsdag var der gudstjeneste med overhøring af ungdommen, og disse gudstjenester kunne trække meget langt ud, og særlig var der en præst omkr. 1890, som trak gudstjenesten ud i timevis, undertiden fra kl. 10 til 2-3. [I fastetiden mødte man i kirken med et blåt lommetørklæde i hånden ved siden af salmebogen, ellers et hvidt]
Fra påske til pinse samledes de unge til leg om aftenen på vejene, særlig søndag aften. Fra pinse til høst var der dans om søndagen, og dette gik på omgang i gårdene. Øens spillemænd mødte med violin og klarinet, og børnene dansede fra kl. 2 til aftensmadtid, hvorefter ungdommen løste af. At godt hjemmebrygget øl var der rigeligt, og andet blev der ikke nydt; men dansen gik lystigt i de smukke folkedragter - sålænge de da brugtes - kl.11 var det bal forbi.
De fleste unge karle havde vel nok prøvet at stange en ål på havisen eller en skøn sommerdag pilket en torsk, og de kunne da med rolig samvittighed på sessionen fremstille sig som fiskere, og da var de sikre på at komme til marinen.
Så stod man snart ved det vigtigste vendepunktet i livet og derved også ved den største fest, bryllupsfesten.

Bryllup
Fredag aften en månedstid før brylluppet mødte brudgommen med to mænd af nærmeste slægt ved præsten og degnen for at bestille tillysning. Samme aften holdtes lysegilde, og det var et gilde, "som havde vadsket sig". Tillysningen skete tre søndage i træk, anden søndag var de unge til stede, og om eftermiddagen gik bruden rundt og indbød alle de unge, som skulle opvarte: skænkere og "gå-for-borde-piger"
Søndagen efter, at de var "lyst ud", mødte en del indbudte koner for at rede brudeseng. En sådan skal ses, den kan ikke beskrives: et helt bjerg af nye, uldne dyner og puder med berømte lagener og pudevår, hvis udsyning er kendt og beundret landt uden for landets grænser. Ved siden af sengen hængte man et håndklæde af samme slags kunsthåndværk. Hvordan de unge piger har kunnet frembringe sådanne arbejder i sådan mængde ved en tælleprås` skin, er en gåde for vor tids mennesker.
Fredagen derpå slog slaget; men forinden var der travlhed og festivitet. Øl og brød måtte husmoderen sørge for og helst i rigelig mængde. Brændevin, rom og vin, særlig kirsebærvin, samt tobak hørte under mandens regime, og en tur til Fåborg var nødvendig.
Mandagen var imødeset med stor spænding; thi da kom bruden og den nærmeststående unge mand som indbydere, og da gjaldt det, om det var for "hele landet", eller nogle skulle forbigås. Men som regel sagde den unge mand: "Jeg skulle byde jer til bryllup alle sammen", og spændingen var udløst. Bruden føjede så til, henvendt til husmoderen: "Og jeg skulde bede dig til at pille høns", og til datteren i huset: "og dig til at "bygge bov (bue) "; var der et lille pigebarn, da skulle hun med for at træde nål.
Brudetøjet var forlængst i orden, og bruden skulle (og skal endnu) betale brudgommens tøj. I ældre tid, mens folkedragterne endnu brugtes, skulle hun også give de nærmeststående mandlige gæster en stribet vest, måske en svag efterligning af jødernes bryllupsklædning.
Mandag og tirsdag var der travlhed: lo og lade skulle tømmes og renses, alle stuer ryddes og vognlæs af borde og bænke lånes og stilles op; megen plads var nødvendig - så sent som i 1906 var der til et bryllup indbudt ca 450 med børn og samt.
Onsdag var en stor dag: Føringsdagen, måske den største dag for mange af deltagerne. Fra formiddagen mødte konerne og de medbragte, hvad de kunne bære af smør, æg, fløde osv. I forvejen var der slagtet en ko, et lam, en gås eller høns, og mængden rettede sig selvfølgelig efter de indbudtes antal fra de forskellige steder samt efter familieskabet. Nu begyndte et blodigt drama, og konerne fik travlt med at behandle alle de slagtede dyr. De unge piger kom vedmiddagstid, nu skulle de have fat. Middagen stod på storgrynsvælling, det er en sødsuppe, kogt på grubber (hele afskallede bygkerner), og giver en fed og dejlig ret. Så gik pigerne i lag med at pynte lo og lad; disse to rum blev tjældet med lagener, som syedes sammen, så de var trukket fuldstændig glat ud. Hen under hanebjælkerne var i forvejen trukket snore, hvortil lagenerne blev syet, ligeledes langs ned med taget. Det var et stort arbejde for de unge; men havde de været heldige, var det også et smukt syn. Lo og lad var forvandlet til en kridhvid sal med loft og skrå vægge foroven, og de udsyede lagener nåede selvfølgelig gulvet. Efter disse anstrengelser kunne de tjenende ånder nok trænge til lidt andet, og aftenen bød da på rigeligt af alt. Indmaden af de større dyr var tilberedt, og nu gik det livligt til; thi mændene kom for at hente konerne, og karlene ville også være med, og alle kom til bords. Derefter begyndte dansen for de danselystne og punchen for de punchlystne, og blev man træt af det ene, kunne man gå til det andet efter behag. En del af de ældre, som ikke mødte selve dagen, tog på forskud denne aften.
Torsdagen var lige så fortravlet. Konerne skulle ordne stegene og suppekødet, rive peberrod, lave suppeboller osv. osv. Bollerne, a, det var egentlig det vanskeligste af alt, af deres kvalitet afhang næsten alt. En helt bjerg af kløser måtte der til, men brødbollerne var de vanskeligste; de skulle være skøre, så de kunne smuldre, men de skulle kunne holde sig hele. Havde den ansvarshavende held med sig, så fik hun også ros. Nogle dage gammelt fransk brød sattes i blød i smeltet smør, lidt mel og syret fløde rørtes i, og det hele trøtes op med æg. Disse brødboller var så store, at der skulle en god karl til at tage 4-5 stkr af dem; men mere delikate boller skal man lede længe efter.- De unge piger skulle binde en æresport ved bryllupsgården og "bygge bove" ved kirkeporten, og derefter skulle der dækkes bord. Enhver skulle møde med dug, knive, gafler,f ade og glas, kort sagt, alt hvad der hørte til et veldækket bord til 12, endogså vaser med blomster. Denne dag bespistes hele denne stab med paltsuppe (pjaltesuppe), altså suppe på alt det "snatleri", som blev skåret fra. Var der ført gæs nok, kogtes også blodsuppe på gåseblod og indmad.
Så var alt klart til den store dag, og musikken var mødt; det skulle brudgommen sørge for. Vejrguderne måtte nu være nådige og give solskin og muligvis lidt nattefrost, thi bryllup holdtes helst i efterårsmånederne.
Fredag ved middagstid spillede musikken op uden for bryllupsgården, efterhånden som gæsterne kom. Bruden blev imidletid pyntet hos en veninde i nabogården, hvor budgommen og slægtninge med musik i spidsen hentede hende. Mens klokkerne kimede, spadserede hele toget til kirken, som fyldtes til trængsel. Man sang salmen "Herren han er mig en hyrde ogd" og derefter 1. og 2. vers af "I Jesu navn bør al vor gerning ske", efter vielsen sidste vers af samme salme og derefter "Af hjheden oprunden er" som offersalme; alle vandrede op til ofring, og så vankede der degnelus.
Når man var kommet til bords i bryllupsgården, sad brudeparret midt for det lange bord med forloverne og næstkonerne og derefter slægten fjernere og fjernere ud. Lige over for dem bænkedes præstens og degnens. Let var det ikke altid at blive sanket, og skafferen havde travlt med at finde dem, der skulle til højere oppe - man måtte jo da ikke trænge sig på. Tilsidst kunne man høre ham i sin vånde udbryde: "Væ nå skov, sed nå op! Ja, nå ser jeet skutte tiere!" - Suppe, peberrodskød, steg (fedekalv, lam, gås osv) og kager i tætte rader (i ældste tid kendte man dog ikke til kagerne). Selvfølgelig snapse, vin efter behag. Det var dog ikke overalt, det gik flot til: Ude i lo og lad dækkedes kun med fad og ske og en trætallerken, kniv og gaffel måtte man medbringe, og så langedes til fadene. Vin og kage uddeltes i bestemte rationer, og skænkeren gik med eet glas, som så gik på omgang; men vad, det var nu husmænd, tyende og børn og lignende standspersoner. For 35-40 år siden forsvandt denne sondring, og alle nød ens ret og blev ens behandlet.
Ved bordet herskede en munter stemning; men først når præst og degn havde holdt deres bordtaler, kunne man rigtig slå gækken løs. Kunne skænkerne lave lidt løjer, var det jo "løst", som da skænkeren engang skænkede præstens glas fuldt af gammel rom i stedet for vin, og da præsten havde tømt sit glas på de unges fremtid, blot bemærkede: "Det var ikke for damer".
Efter bordet gik alle hjem for at røgte kreaturet og for at hvile lidt; men i bryllupsgården var der travlhed, for nu skulle hele den tjenende stab affodres tilligemed spillemændene, lo og lad ryddes osv.
Brudeparret gik nu på besøg hos gamle, som ikke havde været med, og demedbragte en spand suppe osv. for alle skulle have amd og være glade. Brudens forældre havde selvfølgelig travlt - de sad aldrig til bords. Han gik omkring iskjorteærmer og passede på, at alt gik, som det skulle, og hun skulle jo være alle steder på een gang. Så snart folk forlod bordet, måtte han hen at have ild i bagerovnen igen til aftenstegene.
Ved ottetiden kom man igen; nu stod den på kaffe, og man kunne også knibe sig en lille sort, og så ud tild ansen. Det var et andagtsfuldt øjeblik, når brudevalsen trådtes. Skete det, at brudgommen var sådan en træmand, at han ikke dansede, ja, så var der nok, som ville være stedfortræder. Ved tiden lidt før midnat gik man atter til bords: Friske stege med sovs og kartofler, kager og vin i lange baner. (Senere hen afløstes dog dette af koldt bord og the - det andet var næsten uoverkommeligt for betjeningen, da de unge piger helst ville være ved dansen, og folk var ikke oplagte til at få en sådan omgang igennem igen). Efter denne affodring kunne man så hengive sig til dansens og punchens glæder, sålænge man orkede. De unge holdt ud til dag.
Post festum: Hen ad formiddagen mødte de unge piger lidt rustne, men med humør og med mange historier om nattens foreteelser. Nu skulle de se, om de kunne finde alle deres sager, ofte var hele borddækningen i et roderi i bryggers og i have, og havde man endelig fundet hver sit, ja, så skulle man have sig en forfriskning og en lille dans, før man vandrede hjem til den store opvask. Var noget slået i stykker eller blevet borte, ja, da blev det hendes sag.
Om søndagen gik brudeparret som unge folk i kirke, og den aller nærmeste slægt mødte til middag - søndagsbryllup, og så var det bryllup forbi.
Når man nu tager i betragtning, at så mange mennesker skulle bespises i flere dage, at store mængder blev båret i byen, og at alle konerne skulle ahve et brød, et stykke kød eller en høne med hjem, kan man forstå, at det ikke var småting, der blev lavet til. Først i dette århundrede begyndte man at afskaffe føringen, og brudegavernes tid begyndte, og da mange af gilderne nu holdtes i hotellets sal, bortfaldt altså føringsgildet og klædsalsgildet, og man var så inde i en ny periode.
I slutningen af forrige århundrede holdt to søstre bryllup på een dag, og skulle selvfølgelig hele landet med, og da den ene brudgom var fra Ærø og den anden fra Sundeved, måtte dette bryllup blive over det almindelige. Lad os se, hvad der blev brugt: 10 skpr malt. Der blev bagt 3 gange, og ovnen rummede 10 skpr, 4 lam, 30 gæs, 45 ænder, 95 høns og ½ fedeko. Ved et andet bryllup brugtes 300 pd oksekød, 12 kalve, 2 lam, 18 gæs og 60 høns. Til det sidste store bryllup har kogekonen givet følgende recept.
"Bryllups resept 10 skpr maldt til øl 15 pd oxekjød til suppe 4 Lpd revet franskbrød til boller 20 pd fars til kjødboller 3 pd peberrod 7 pd gryn til sødsuppe 1 setron kanel 20 julekager 10 sodakager 20 æblekager 50 lagkager og buderdei 55 kalvefjerdinger 2 lam og 1 kalv 100 høns 6 ender-vilænder 1 kalkun 24 pd meierismør 6 baller margarine sukker og kaffe efter bedhag."
Så begyndte hverdagene, og de kunne vel være her som der. Da hele øen var fæste (under Holstenshus), var der ingen mulighed for at bygge nye hjem. Først i dette århudnrede er fæste afløst af ejendom. Derfor måtte ofte de nygifte blive i hver sit barndomshjem i mange år.  Ja, ofte er børnene født i moderens hjem, og først når de gamle døde eller trak sig tilbage til aftægtsstuen, kunne manden føre kone og børn til det fremtidige hjem, eller han kunne rykke ind i og overtage hendes fødegård.
Da jorderne er svære at drive, måtte disse smågårde have rigelig hestekraft, og lyøoerne omsatte mange heste, og ved den handel blev de kendt viden om, og de var kendt for deres uforfærdethed. Der skulle et vist mod til at binde 4-5 heste i disse småbåde og sejle til Fåborg eller Broager med en sådan ladning, og sagaen melder kun om een båd, som blev derude. Det usammensatte liv i sunde omgivelser gjorde folk gamle, og man taler kun om gamle folk, når de er i firserne.

Ved begravelser udfoldedes kun ringe pragt og festlighed. De store gilder, som man hørte om i ældre tider, gilder med stor bespisning både før og efter jordefærden kendtes ikke her, og man syntes, det var utilbørligt, ja næsten blasfemisk at feste.
Kisten var uden farve, senere hen blev den dog sværtet. Ved gårdmandsbegravelser blev "hele landet" indbudt til at følge; ved husmandsbegravelser blev kun de gifte indbudt. Der går sagn om, at i ældste tider bestod traktementet af et stykke tørt brød og en snaps. Senere blev det skik at indbyde en del koner til "at skære brød". De mødte da eftermiddagen før begravelsen og medbragte en del pålæg; der blev så smurt en mængde godt belagt smørrebrød, som i store fade anbragtes på lange borde i lo og lade. Gæsterne kunne da tage for sig efter behag af dette sammen med varmt øl. Til præst og degn var der fremsat en tallerken med tvebakke med smør og pålæg samt et glas vin - der er da forskel på folk.
Efter at en salme var afsunget, blev kisten sømmet til, og den blev dækket af et tæppe eller klæde, som kaldtes Sallen. Dette dække bestod af et lagen, som dækkede kisten, over dette et blåt stykke med hvide prikker - en smule mindre end lagenet - og over det to lange håndklæder lagt i kors. Disse håndklæder var smukt udsyet ligesom bryllupshåndklæderne, men syet med blåt garn. Kranse var ret sjældne.
På vejen til kirken blev kisten båret, og præst og degn gik foran og sang. Byens unge karle gravede graven om formiddagen og drengene ringede. Spade og skovl lagdes over kors på graven. I våbenhuset var hensat mad, varmt øl og tobak til deres forplejning; når graven var færdig, spiste de unge karle i hjemmet æggekage. Kisten blev straks sænket i graven, efter at dækket var fjernet. Efter jordpåkastelsen kastedes graven til, mens følget så derpå. Derefter gik man ind i kirken til sørgehøjtideligheden. Følgende salmer brugtes: Nr. 276: "Vi troe allesammen på en Gud". Senere brugtes i stedet for denne nr. 199, den kendte Christi himmelfartssalme: "Min sjæl og ånd opmuntre dig". Sidste vers lød således: "O Verden! hav da gode nat. - I himlen er min sjæle -skat, - Jeg vil fra jorden fige. - Din lyst, dit guld, din højhed ej - Skal hindre mig op på min vej, - Farvel vil jeg dig sige! - Kom søde himmerige!" Derefter nr. 277 vers 7: "Nu lade vi hannem sove i fred. - Vi gå nu hver hjem til sit sted, - Og skikke os til betiden, - Thi døden kommer og er ej seen"; Vers 8: "Dertil hjælpe os Christus, vor trøst, - Som med sit blod haver os forløst - Fra djævelens magt og evige vee. - Hannem ske lov, pris og ære". Af en gammel salmebog, som henlå i kirken, fremgår det, at disse 2 vers i den senere tid er blevet sunget - eller radbrækket - til melodien "Den yndigste rose er funden". Såvidt der kan skønnes, holdt præsten en tale eller prædiken mellem første og anden salme. Efter denne trådte degnen frem i kordøren og "gjorde testamente": Han oplæste en af ham selv forfattet tale og nekrolog over den døde. Dette dokument overraktes familien, hvorfor endel endnu er bevaret.
Efter oplæsning af testamentet sang man de ovenfor citerede 2 vers, og højtideligheden var forbi; man skiltes ved kirkeporten og gik hver til sit.
I sørgeåret sad man nederst i kirken, og man rejste sig ikke op udner velsignelsen eller oplæsningen af perikoperne. Enken bar ikke det smukke hovedtøj "bindeklædet", som var af bobinet og kniplinger, men et af lærred, altså af tarveligere stof, og selvfølgelig holdt man sig borte fra al selskabelighed og fest.
Nu er disse begravelsesskikke længst forbi. Blomster og kranse dækker nu kisten, og selvfølgelig har Lyø en kirkebetjent, som passer gravningen og klokkeringningen; men endnu højner sig grav ved grav på den smukke og blomsterfyldte kirkegård.

   
   

 

 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk