Den svenske mirakelpige - om alternativ sygdomsbehandling i 1839
Forside ] Op ]

 
Den svenske mirakelpige - om alternativ sygdomsbehandling i 1839

Anna Jønsdatter - den svenske mirakelpige på Valdemarslot 1839



Af. K. Carøe
Årbog Svendborg Amts Historiske Samfund 1916



I "Minnen från årene 1829-1839" fortæller Klinghammer om en skånsk bondepige, kendt under navn af Vallåkrapigen, som i begyndelsen af året 1838 vakte opsigt ved sine foregivne underkure.
Efter at hun i tre uger havde ligget syg, faldt hun i en så dyb og langvarig søvn, at hendes forældre anså hende for død. Da hun endelig vågnede, foregav hun, at en engel under søvnen havde åbenbaret sig for hende og givet hende evne til at helbrede syge, men da hun i begyndelsen ikke kunne beslutte sig hertil faldt hun på ny to gange i en sådan dødlignende dvale, under hvilken samme engel på ny åbenbarede sig for hende med formaning til snarest at benytte den hende af gud forlenede kraft til at helbrede sygdomme, til hvilket endemål englen lærte hende nogle vers, hvilke hun, idet hun lagde hænderne på den syges hoved, hver gang skulle gentage for sig selv. Disse vers var, trods deres foregivne guddommelige oprindelse, af et så yderst poetisk værd og af så ringe indbyrdes sammenhæng, at en engel næppe skulle kunne antages som forfatter til dem. Af de midler som hun for øvrigt benyttede ved helbredelsen af syge, var "hjertestyrkende dråber", "syv- og tolvmandsstyrke", "troldrøgelse" m.fl. de oftest anvendte. Under den omtalte dvale så hun himlen åben og havde der skuet gudfader, hvis herlighed var større end nogen dødelig kunne beskrive; anderledes var forholdet med Belsebubs opholdssted, hvor "øfversten" sås bundet i lænker og havde et "sort og knudret" udseende.
Af syvogtyve personer, som, fordi de havde søgt og benyttet hendes hjælp, var indstævnede for herredstinget, angav de fleste at være helbredede ved hendes kure og det for sygdomme eller ydre skader, for hvilke de påstod, at hverken Ramløsabrønd, Rosenschøld 1) eller nogen anden læge havde kunnet hjælpe dem, og de betalte derfor gerne de bøder, som efter loven kunne pålægges dem. De bøder, som Vallåkrapigen dømtes til at betale, kunne af hende så meget lettere erlægges, som hun, der tidligere havde været fattig, gennem sine kure havde erhvervet sig en ikke ubetydelig formue.
Efter at hun i Sverige var blevet forbudt at vedblive med sine signerier, begav hun sig til Danmark, hvor hun, rådspurgt ikke alene af almuen, men også af personer fra andre samfundsklasser, som i almindelighed anses for at være noget mere dannede, betydeligt forøgede sin i Skåne erhvervede formue. Efter sin hjemkomst synes hun at være ophørt med at udøve lægevirksomhed, i det mindste åbenlyst.
Klinghammer nævner ikke pigens navn, det var Anna Jønsdatter, og hendes ry må hurtigt være nået over Sundet, thi ifølge andre oplysninger havde mange fra Danmark søgt over til hende i hendes hjemstavn, muligvis uvidende om de svenske øvrigheders skrappe indskriden mod hendes lovstridige virken; men holdt i uvidenhed herom blev man på dansk side ikke, da hun i slutningen af 1838 blev hentet til nogle højst fornemme damer i et fyrsteligt palæ i København, hvorom samtidens aviser beretter.



Anna Jønsdatter 1839


I "Den Frisindede", Claudius Rosenhoff's ugeblad for 13. nov. 1838 findes  i bladet følgende notits:

"Lyksaliggjorte hovedstad! - Den clair-voyante svenske pige, som man har forskrevet hertil, har ladet sig bevæge til at ombytte sin dunkle vrå i Wallukia (!) med et fyrsteligt palæ i København. Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe, men på en lysestage! - Dog ak! "den dyrekøbte glæde er kun kort" - forinden denne vor forkyndelse kan komme byens overtroiske patienter til både, er hun allerede borte. Men dermed er ikke al trøst borte; troen kan jo flytte bjerge, sagtens kan den da slå en bro over Øresundet, og således vil det vel ikke mangle, at der er sørget for at indlede en magnetisk rapport over sø og salt vand med den navnkundige sonnambule. - Have ikke vore svenske naboer let før, så ville de visseligen gøre det nu."

Først 14 dage senere var nyheden kommet "Kiøbenhavnsposten" for øre; også den ofrede kun en petitnotits derpå i sin "Nyhedspost" i bladet for 28. november.

"Den "svenske piges" på højere anmodning foranledigede hidrejse for at gøre mirakelkure anmeldes i "Malmø Allehånda" af 14. dennes på følgende måde: "Fra København ankom i forrige uge en officer afsendt fra en højere embedsmand med andragende om at måtte til Danmark afhente Wallåckrapigen, såsom hun der skulle have erhvervet sig et utroligt rygte for sine usædvanlige kure, og såsom flere højst fornemme damer ønskede at konsulere hende. Denne begæring fra en stad, hvor der findes de mest udmærkede læger, vakte megen forundring, men kunne naturligvis ikke afslås, og derfor fik pigen også efter iagttagelse af alle formaliteter sit pas og begav sig derover, efter at dog først såvel hendes kure som hendes rygte i Sverige var bleven fremstillede i behørigt lys for det fremmede sendebud. Imidlertid vil det blive mærkværdigt at se, til hvilken grad hendes charlataneri denne gang vil lykkes."

Det er som sagt ikke lykkedes at finde mere om Anna Jønsdatter's ophold i København; det har af hensyn til censuren bladene vistnok ikke vovet at drage frem; men advaret var det danske publikum, og kan man tro "Den Frisindede", må hendes ophold her have været meget kort; muligvis har hun ikke svaret til forventningerne.
Det er dog sandsynligvis fra disse fornemme kredse i hovedstaden, at hendes ry er nået til baron Juel Brockdorff 2) på Valdemarslot på Tåsinge. Hans eneste 23årige datter 3) havde efter hans egen udtalelse i 1½ år været meget lidende af forskellige sygdomme, for hvilke han havde søgt flere fynske læger uden resultat; hvori sygdommene havde bestået, er vanskeligt at sige; stiftsfysikus Guldbrand 4) siger amaurosis, blindhed, amtmand Sporon 5) siger krampeslag med næsten fuldstændig tab af synet; det kunne nærmest tyde på en hysterisk lidelse, hvorfor også bedringen under Anna Jønsdatter's behandling taler. Under disse triste forhold greb han, som det så ofte er sket og vil vedblive at ske, til at prøve de  "magnetiske" kure og lod Anna Jønsdatter hente til Tåsinge.
Den 1ste april 1839 ankom da Anna Jønsdatter til Valdemarslot, efter en udtalelse af fysikus Guldbrand modtaget i Svendborg med jubel og under hurraråb ledsaget til Tåsingebroen, og allerede få dage efter gik der rygte om, at hun agtede sig til Langeland for at foretage kure, i hvilken anledning distrikskirurg Toft 6) 5. april skrev til amtmand Sporon for at forespørge, hvorledes han skulle forholde sig, hvis dette skete. Slag i slag væltede nu skrivelserne ind. Fysikus Guldbrand skrev 7. april til kancelliet; han begynder med at beklage sig over, at præsterne stadigt forsynede kvaksalverne med anbefalinger på trods af forordningen, der udtrykkeligt indskærpede dem at advare almuen mod kvaksalverne. 7), ja, endog lod dem hente til syge i deres menigheder, går derefter over til at omtale den svenske mirakelpiges ankomst til Valdemarslot, og spørger, om han i henhold til sin instruks skal tage nogen notits af hendes færd - han har vel nok villet være forsigtig over for lensbaronen. Samtidigt havde han skrevet til sundhedskollegiet, der 16. april svarede ham, at han skulle holde sig instruksen og anordningerne efterrettelig. Som svar på en skrivelse fra amtmand Sporon sendte baronen ham 9. april en længere skrivelse "for så meget som muligt at hæve enhver misforståelse, som almindeligen fremkommer af en ensidig fremstilling af en sag;" han meddelte, at han med hendes faders minde havde fæstet Anna Jønsdatter på ubestemt tid for "ikke alene at oppasse min desto værre nu i 1½ år af flere sygdomme lidende og sengeliggende datter, men også for på hende at anvende den såkaldte magnetiske kur, hvortil dette fruentimmer skal besidde så særdeles kraft," og han udtaler, at sikkert ingen vil undres over eller bebrejde ham som fader, at han har taget denne tilflugt efter forgæves at have søge provinsens duelige læger; desuden vedlægger han en attest fra dr. Ruge 8) om, "at hendes behandlingsmåde bliver iværksat uden anvendelse af medikamenter, alene ved et slags magnetismus" I øvrigt mener han, at hverken han eller Anna Jønsdatter har foretaget noget, der strider mod lovene, og at det i hvert fald er ham, der som hendes husbond, bærer ansvaret.
Med hensyn til tilstrømningen til slottet meddeler han, at en mængde mennesker, høje og lave, rige og fattige, var komne for at søge hendes hjælp mod uhelbredelige sygdomme, at både han og hun forgæves havde vægret sig ved at modtage dem, men at han hverken kunne eller ville anvende magt mod disse, "ulykkelige lidende, som grædende anråbte om tilladelse til at gøre forsøg på at erholde det største timelige gode". Det er derfor ikke uden hans tilladelse, men rettere efter hans befaling som husbond, at hun har behandlet syge.
Der er over hele denne skrivelse en stilfærdig værdighed og alvor forenet med en selvbevidst følelse af ansvar, der kun kan vække sympati for denne bekymrende og omhyggelige faders bestræbelser for at bringe sin eneste datter helbredelse eller lindring.
Straks næste dag, 10. april, sendte amtmand Sporon beretning til kancelliet om det hidtil passerede. Efter at "det allerede under navn af den kloge pige bekendte svenske fruentimmer,", som baron Juel Brockdorff havde ladet afhente ved færgemand Løve, var kommet til Tåsinge slot, var en utallig mængde syge, halte, blinde, skæve og lidende af alle slags sygdomme rejst dertil for at søge helbredelse og var af baronen tilstedet adgang til hende. Selv havde amtmanden i Svendborg været vidne til, hvorledes en mængde sådanne syge fra morgen til aften drog gennem gaderne, dels gående, dels kørende og deriblandt flere nedlagte i sengeklæder i vogne, der drog til færgestedet for at overføres til Tåsinge, og ved at forespørge enkelte, som havde søgt hende, havde han fået at vide, at pigen ved håndspålægning og gnidning af de blottede lidende dele giver dem håb om bedring, og at hun, uden at fordre det, dog modtager betaling. Amtmanden anser det imidlertid for tvivlsomt, om han kan formene baronen at beholde pigen i sin tjeneste, men mener dog, at politiet må være berettiget til at forhindre det uvæsen, som hendes ophold på øen foranlediger, og de talrige besøg af syge fra alle egne i Fyn, der en enkelt dag endog var nået op til 200; han har derfor gennem byfoged Moltke 9) gjort baronen opmærksom på, at han måtte anse denne uberettiget til at tilstede tilrejsende syge adgang til pigen; herpå havde han modtaget baronens tidligere omtalte skrivelse, i hvilken anledning han bemærker, at dr. Ruge ikke har anmeldt sig som praktiserende læge på Tåsinge, hvor han kun midlertidigt opholder sig, da det er hans hensigt at rejse til Amerika. Da kurene kun består i håndspålægning og bestrygning, der af dr. Ruge kaldes "et slags magnetismus", men ikke i indvendige midler, mener amtmanden, at det er tvivlsomt, om han er berettiget til at formene pigen ophold på Tåsinge eller forbyde hende at udøve sine kurforsøg, der synes at give næring for overtro, hvorved hun på en formentlig bedragerisk måde tilvender sig en betydelig indtægt, men indstiller til kancelliet, om det ikke måtte pålægges baronen, under tilbørligt ansvar, så længe hun opholder sig i hans hus, ikke at tilstede nogen udenfor hans huspersonale adgang til at benytte hendes kurforsøg, samt forbydes hende at begive sig til andre steder i landet; foreløbig har han pålagt birkedommer Pasbjerg  10) ikke at meddele hende pas andet steds hen. Kancelliet billigede 13. april ganske pasnægtelsen og pålagde amtmanden at lade birkedommeren kalde pigen til sig og betyde hende, at dersom hun befindes at tage syge under kur eller at gøre sig skyldig i et forhold, der kan henføres under 6-1-13 i Danske lov vil hun, hvad enten hun derfor lader sig betale eller ikke, blive draget til ansvar efter anordningen. I øvrigt overlodes det til amtmanden at bringe denne foranstaltning til amuens kundskab, blandt andet ved opslag på færgestederne ved Rudkøbing og Svendborg.
Et avertissement om disse bestemmelser lod amtmanden derefter straks indrykke i de fynske aviser, der allerede flere gange havde omtalt disse bevægede begivenheder.

Først havde "Fyens Stifts Adresseavis" - Hempel's avis - 9. april haft en kort notits om "Mirakelspigens" ankomst til Tåsinge, hvortil der i den anledning i to dage var strømmet 300-400 mennesker; 18. april kom amtmandens advarende avertissement; 3. maj et inserat om en helbredelse af en pige i Falsled, som senere skal omtales nærmere; 10. maj "Strøtanker om troen på den såkaldte svenske mirakelpige" og 13. maj et anonymt inserat med opfordring til at indsende beretninger om de af Anna Jønsdatter helbredede for derigennem at danne sig et skøn om sagen, hvilket avertissement samtidig var indrykket i Thomsens avis. "Fyens Avis" - Thomsens avis - havde allerede 5. april et kort spydigt inserat om Anna Jønsdatters ankomst og 16. april en længere indsendt artikel om kvaksalveri, hvori omtales "den svenske mirakelpige, der ustraffet driver sine indbringende kunster på Thorseng. Med sine underbevirkende hænder bestryger hun under en udmumlet formular fra den lyse morgen til aften flere hundrede syge, beladte med alle mulige plager. Halte og lamme, blinde, døve og stumme, nervesvage og gigtiske, ja, hver anden syg, som føres kan, iler hertil fra de fjerneste egne. Her ses adelsmænd, borgere, håndværksfolk, arbejdsfolk og bønder eller og disses respektive ægtefæller og børn søge hjælp for deres syge legemer på grund af deres troende sjæle. Hvor vidt dette imidlertid lykkes, derom ahves ingen pålidelig efterretning, men vel om, at rejsen i denne ublide årstid har skadet flere."
Endnu skarpere var et inserat 26. april: "Man forsikrer , at siden personlig adgang til den svenske mirakelpige er blevet vanskeligere, nøjes de troende med at sende deres nattrøjer og udnerbukser til hende, og at dette skal være lige så virksomt som personlig nærværelse. En pålidelig udnerretning fra hendes nærmeste omgivelser, om dette virkelig forholder sig så, ville være til en stor beroligelse for mange, der trænger til trøst og husvalelse. Sådanne buksekure kan vel uden fare drives åbenbare?"
"Fyensposten" endelig indeholdt 24. april en længere motiveret opfordring til baron Juel Brockdorff om "at bruge sin indflydelse og anvende alle lovlige midler for at bevirke den svenske pige Anne Jensdatter's bortvisning fra hans grund samt dernæst at offentliggøre resultatet af hans bestræbelser i denne henseende. At denne vor opfordring ikke bliver frugtesløs, tør vi håbe, thi Niels Juel's  ætling kan umuligen med ligegyldighed se på, at Danmarks oplysning vorder en genstand for naborigernes medlidenhed, foragt eller hån!"
På denne opfordring svarede baronen 2. april, ikke i "Fyensposten" men i de to forannævnte Odenseblade således: "Den ommeldte pige Ane Jensdatter er fra sit fødested fæstet i min tjeneste og vil forblive der, så længe det konvenerer mig og hende, uden at jeg imidlertid agter at indlade mig i nogen avisfejde enten med den anonyme opfordrer eller andre om bedømmelsen af hendes forhold, der for øvrigt for mit og families vedkommende hidtil har været tilfredsstillende."
"Fyensposten" svarede 11. maj i en længere redaktionsartikel om "En af den svenske mirakelpiges seneste undergerninger", i hvilken der fortælles om en af gigt lidende mand, der havde berettet, at hun knælede og med sin hånd bestrøg hans hofte og lår uden på klæderne, idet hun stadig bevægede munden og læberne, dog således, at manden ikke forstod, hvad hun sagde; og dertil føjede bladet 15. maj et supplement om, at manden havde haft med sig en tunghørig søster; de måtte vente i nogle dage på øen for at opnå audiens; resultatet var, at hans gigt var blevet værre og søsterens tunghørighed ligeledes.
Efter derpå 22. maj at have meddelt en notits om, at det forlyder, at Anna Jønsdatter en af disse dage forlader Tåsinge, indeholdt "Fyensposten" endelig 15. juni en længere artikel: "Hvilke uligheder opdager man imellem den svenske pige Ane Jensdatter af Vallagra og de autoriserede læger?", som dog er uden egentlig interesse for selve sagen.
Også til Lolland var Anna Jønsdatter's ry nået; "Lolland-Falsters Stiftstidende" kalder det 25. april et sørgeligt bevis på vankundighed og overtro og er overbevist om, at mange gerne søgte hende fra Lolland, da rygtet siger, at hun har kureret justitsråd Langeland fra Nakskov; men rejsen koster penge; det er bedrøveligt at høre ytringer om tro på hendes mirakler blandt en klasse mennesker, hvor man mindst skulle vente det.
Af Københavns blade har så vidt det har kunnet oplyses kun "Kiøbenhavnsposten" og "Dagen" bragt efterretninger om mirakelpigens bedrifter.
Af disse havde "Kiøbenhavnsposten" jo allerede i 1838, omtalt hendes ophold i hovedstaden. 12. april 1839 optog det den første meddelelse i Hempel's avis ordret og 21. april en notits om, hvad der var foregået på Tåsinge, at "endog enarmede, enøjede, enbenede og lignende patienter er komne tililende for at erholde det manglende lem reproduceret," samt at der nu var nedlagt forbud mod hendes virksomhed. "Dagen" optog 11. april den første notits i Hempel's avis, 19. april amtmandens avertissement og 10. maj baronens svar til "Fyensposten" samt en gengivelse af inseratet om helbredelsen i Falsled.
Denne sidste meddelelse bragte pludselig kancelliet i aktivitet; allerede næste dag, 11. maj, fik censor, justitsråd Münter en alvorlig påmindelse om, "at et stykke af et indhold som det omhandlede på grund af den virkning, samme let kunne have på almuen, ikke egner sig til at  optages i bladene", og samtidigt fik amtmændene i Fyn pålæg om at foranstalte sagen undersøgt.
Som følge heraf blev der 22. maj afholdt et forhør i Fåborg, der er det eneste dokumenterede vidnesbyrd om Anna Jønsdatter's virksomhed her i landet, om hvilken det giver gode oplysninger.
I forhøret blev oplyst, at skibstømrer i Falsled Niels Bonde's 12 årige datter Rasmine for c. halvandet år siden pludselig var blevet syg lidende af tandpine og stærke brækninger, hvorfor hun måtte holde sengen og efter en 14 dages sygdom mistede mælet og blev så kraftesløs, at hun ikke kunne holde hovedet i vejret eller bevæge noget lem undtagen den højre hånd og arm ind til albuen. Distriktskirurg Ortmann  11), (der til forhøret har afgivet et længere skriftligt indlæg om patienten, som han dog kun havde set enkelte gange, når han i anden anledning var i Falsled), tog hende under kur, hvorefter brækningerne standsede, men først efter omtrent trekvartårs forløb fik hun atter sit mæle og sin forrige sundhed, stadigt dog uden at kunne gå, så hun måtte sidde på en stol, når hun var oppe; i øvrigt fejlede hun intet; et typisk sygdomsbillede af en hysterisk lidelse i opvækststalderen. Da forældrene hørte om den svenske mirakelpige, besluttede de at søge hendes hjælp, og moderen kørte da 4. april med barnet, der måtte bæres både på og af vognen, til Tåsinge, en rejse, der varede et døgn. Om besøget hos Anna Jønsdatter meddelte moderen, at da de kom til slottet, meldte hun sig med sit andragende i køkkenet og blev derefter indladt til Anna Jønsdatter, som var i sit værelse. Efter at hun havde forklaret denne barnets tilstand, og hvad der var gået forud, tog Anna Jønsdatter fat på barnet og befølte det fra ryggen og nedefter med begge hænder på de afkræftede legemsdele udenpå klæderne, hvorhos hun bevægede læberne, uden at man dog var i stand til at høre, hvad det var, hun sagde. Barnets legeme blev slet ikke blottet. Efter at Anna Jønsdatter således havde befølt hende, hvilket kun varede nogle øjeblikke, sagde hun til moderen, at hendes barn kom sig nok, hvorefter moderen bar barnet ud på vognen og kørte straks bort. Da de dagen efter var komne til Falsled, var der endnu ingen forbedring at mærke, men en dagstid efter fik barnet så megen kraft i fødderne, at hun kunne holde sine træsko på, hvilket ikke tilforn havde været tilfældet; atter nogle dage derefter kunne hun begynde at støtte på benene, når man rejste hende op, og således vedblev det lidt efter lidt at bedre sig, så at hun tre uger efter hjemkomsten var så fuldkommen helbredet, at hun kunne gå, hvor hun ville; i pinsehelligdagene var hun ude at lege med de andre børn og er i dag fulgt med moderen til fods til Fåborg, en veje af omtrent 1 1/4 mil.
Moderen tilføjede, at Anna Jønsdatter intet forlangte for sin ulejlighed, men at hun uopfordret og af egen fri vilje gav hende 1 rdl., hvilken hun modtog.
Forhøret blev 15. juni af amtmand Sporon indsendt til kancelliet med den bemærkning, at han havde hørt, at Anna Jønsdatter var rejst hjem til Sverige, hvilket 18. juni bekræftedes af birkedommer Pasbjerg, der havde udstedt pas for hende.
Det ser ud, som om denne afrejse er kommet pludselig på, og at det næppe er af egen fri vilje, at hun er rejst, thi 29. maj havde hun indgivet følgende ansøgning til kongen:

"I den tid af 2de måneder jeg, tjenende baron von Juel Brockdorff på Thorseng, har opholdt mig der, er det ønske opstået hos mig om muligt for fremtiden at vælge Danmark til mit y fædreland, dog ikke uden deres kongelige majestæt allernådigst vil forunde mig tilladelse til at anvende de helbredende, mig for øvrigt ubekendte kræfter, som naturen har nedlagt hos mig, og på hvis velgørende virkning jeg forhen har haft så mange beviser.
Sygdommes og svagheders natur er mig i almindelighed lige så ubekendte som noget som helst enten indvortes eller udvortes lægemiddels beskaffenhed og anvendelse; ikkun ved tilfældet er jeg kommet til kundksab om, at der i mit legeme er nedlagt en så sjælden magnetisk og elektrisk kraft, at jeg ved at berøre eller trykke og gnide med mine hænder en af krampe, gigt eller med nervesvaghed belagt person er i stand til at lindre de dermed forbundne smerter, ja stundom aldeles at hæve disse.
Deres kongelige majestæts almindeligen bekendte følelse for ethvert lidende menneske har givet mig mod til at fremkomme med dette mit allerunderdanigste bønskrift og af deres majestæt at udbede mig en allernådigst tilladelse, som jeg hverken kan eller vil misbruge, og som jeg ej heller tror er stridende mod de så milde og vise til hver dansk undersåts held virkende danske love, alt uden at jeg her allerede har nogen fordel for øje, men derimod det billige ønske at kunne til menneskehedens vel anvende de kræfter, hvormed naturen har udrustet mig og som vistnok sjælden vil falde i nogens lod.
Idet denne min ansøgning allerunderdanigst vil vorde overrakt deres kongelige majestæt, skal derme dfølge flere attester for heldig virkning af min her brugte kurmetode, forinden det efter det højkongelige danske kancellis resolution af 6. april d.å. blev mig forbudet at anvende samme, hvilke attester vil godtgøre, at jeg lige så lidt med egennyttighed som med brug af nogen slags lægemiddel eller med nogen overtrædelse af lovens 6-1-12 har behandlet de personer, som har søgt min hjælp."

Denne ansøgning sendte Anna Jønsdatter til en af de kongelige døtre, om prinsesse Caroline eller Vilhelmine kan ikke ses, med bøn om at overrække kongen den, "da jeg, skønt umyndigen, tør forvente på grund af deres kongelige højheds kundskab af nogle af mig udførte heldige kure, at de vil skænke min allerudnerdanigste bøn deres nådigste opmærksomhed og bevågenhed", et fingerpeg om i hvilke kredse Anna Jønsdatter under sit ophold i København i 1838 færdedes.
Baron Juel Brockdorff ledsagede ansøgningen med en lang anbefalingsskrivelse, i hvilken han siger, at hun har haft en heldig indflydelse på hans datters tilstand, og at hendes kurmetode også har haft velgørende virkning på hans ene knæ, der som følge af en forvridning med efterfølgende gigt i flere år havde lidt af en svækkelse, for hvilken han forgæves havde søgt flere lægers råd. Han vedlægger flere attester om hendes heldbringende kure, uden at hun derved har søgt eller taget fordel.
Denne ansøgning var længe udnervejs, thi Anna Jønsdatter havde i over en måned været hjemme i Vallåkra, da kancelliet 27. juli anmodede amtmand Sporon om hans udtalelse i denne sag; selvfølgelig udbad amtmanden sig først en erklæring fra fysikus Guldbrand, som denne afgav 11. september; heri fremfører han først, hvad han af egen drift som tidligere omtalt har gjort i denne sag og slutter sin erklæring således:

"Ved engang i april måned sidstleden at komme til Svendborg, foreslog distriktskirurg Ørnstrup 11) dersteds mig at tage med til Thorseng for at forestille mig Anne Jensdatter, som han troede kunne interessere mig, da jeg forhen havde været konsulteret i baronesse Juel Brockdorff's sygdom. Vejen derhen var stærkt befærdet med til- og frarejsende syge, og i Valdemarslots gård forefandtes henved 200 personer, der ventede konsultation. Men da baron Juel Brockdorff angav for mig, at Anne Jensdatter var blevet så altereret ved distriktskirurgens og min ankomst, at hun havde fået heftige krampetilfælde, forlod jeg slottet øjeblikkelig Siden har rygtet sagt, at man i almindelighed var misfornøjet med Anne Jensdatter's kur, da hverken baronessen eller flere har sporet hjælp, hvorimod Anne Jensdatter skal efter sigende være rejst bort med et salær af omtrent 3000 rdl.
Efter mit skønnende synes der desårsag ingen grund at være til at anbefale vedlagte ansøgning, så meget mindre som det af hosføjede dokumenter, indhentede fra Malmø landskancelli igennem den kongelige svensk-norske mission i København, fremlyser, at Anne Jensdatter af Wallakra har været tiltalt i Sverige og været dømt i bøder for sin fremfærd, at hun ingenlunde har tilladelse til at udøve den dersteds, og at en ansøgning af sådan natur som vedlagte ville af de svenske autoriteter møde den kraftigste modstand."

De oplysninger som fysikus Guldbrand, havde været så forsynlig at skaffe sig fra de svenske myndigheder, der kendte Anna Jønsdatter fra hendes optræden i Skåne året forud, giver et fyldigt og interessant billede af denne ejendommelige unge bondepige og hendes virksomhed. Skrivelsen findes i dansk kopi i medicinalberetning for 1839.

"Til svar på stiftsfysikats i Odense gennem den kgl svenske og norske mission mig tilhændekomne skrivelse, hvori ønskes oplysning betræffende pigen A. Jensdatter fra Nørre Wallakra, hendes forhold i fædrenelandet i henseende til den af hende foregivne kraft til at hæve og helbrede menneskers sygdomme, bræk og hvad som dermed står i forbindelse, må jeg venligst meddele, at jeg ikke fuldstændig kan være til tjeneste med tilfredsstillende oplysning om den mere eller mindre virkelige årsag til den elektromagnetiske kraft, Anna Jensdatter foregiver at være i besiddelse af, heller ikke er det mig vitterligt, at nogen forskning eller videnskabelig undersøgelse i den henseende har fundet sted. Derimod udviser vedlagte bilag af politiprotokollen, afholdt på det herværende landskancelli, at den eventyrlige måde, på hvilken Anna Jensdatter først optrådte, og hendes fagter under udøvelsen af hendes kunster er af autoriteterne her i landet blevet anset for det i den svenske lov forbudne signen, og at hun på grund deraf er bleveet forbuden at øve slig fremfærd. Et sådant forbud har hun dog ikke været hørig, og er hun derfor blevet tiltalt ved domstolen og idømt bøder. Desudagtet er de syges besøg hos Anna Jensdatter vedblevet fornemlig fra naboriget Danmark, hvor hendes kunst skal have vundet tiltro endog hos dannede mennesker, af hvilken klasse hun her i almindelighed blot anses som en signerske, der ledes af eventyrlige fordomme. Det er imidlertid vist, at hun aldeles ingen tilladelse har til at befatte sig med lægekunsten, og da hun, som vedlagte protokoludskrift udviser, savner al indsigt i lægekunsten, ville en ansøgning fra hende om at få tilladelse til at praktisere møde den kraftigste modstand af de svenske autoriteter, fornemlig da menigmands tilbøjelighed her i landet til mere at have tillid til sådanne folk, der ligesom Anna Jensdatter foregiver at være i besiddelse af overnaturlige midler, end til den sande lægekunst, er i den grad herskende, at sådan fordom vanskelig kan udryddes ved forbud og snarere synes at finde næring end derved at hæves.
Udtog af forhørsprotokollen holdt på Malmø landskancelli den 16. amj 1838.
Da kronfogden, hr. assessor Samuel Åberg i skrivelse af 10. d.m. har indberettet, at en pige ved navn Anna, datter af husmand Jøns Holgerson i Nørre Wallakra, Tjerrestads sogn, er optrådt som undergøreske for den enfoldige almue, hvem hun indbilder, at hun gennem guddommelig indskydelse besidder kraft til ikke alene at helbrede alle sædvanlige sygdomme, men endog den at lade blinde se, stumme tale o.s.v., samt at en mængde mennesker fra nærmere og fjernere egne dagligen indtræffer i bemeldte Anna hjem for at underkaste sig hendes vidunderlige kure, ligesom hr. assessoren efter nærmere underretning tror at have opdaget, at dette påfund rejser sig af pengebegærlighed hos pigens moder, der foregiver, at datteren efter at være faldet i dyb søvn (dødsslummer) og deri haft åbenbaring, hvorved hun er kommet i besiddelse af kraft til at gøre underværker, som hun udfører ved håndspålægning på de syge, idet hun tillige læser og udmumler noget, (som af hende kaldes "at samtale med gud"), samt at nogle patienter tillige har erholdt recepter opskrevne efter hendes diktat af hendes broder Bendt Jenssøn, hvilke opskrifter dels var på almindelig bekendte lægemidler såsom hjertestyrkende dråber m.m. dels ubekendte og under uligeartede navne såsom skrækpulver, lytissalve o.s.v., så og da dette foretagende har vakt overtroen hos den enfoldige hob i høj grad, blev bemeldte Anna Jensdatter samt hendes moder tilligemed broderen Bendt Jenssøn indkaldte og stedte til mundtlig forhør i overværelse af provinsiallægen hr. dr. Wisselquist, som på anmodning havde indfundet sig. Disse hørtes da hver for sig og forklarede følgende:
1) Anna Jensdatter af middelmådig vækst, frisk og stærk legemsbygning, blå øjne, mørkt hår, rødligt, noget fregnet ansigt, velklædt, 18 år gl.; hun tilstod, at hun på fornævnte måde behandler mennesker for øjensygdom, værk, slag eller faldende sot, fornemlig ved håndspålægning, læsende af 3de af gudelig indhold sammensatte vers, men tilligemed med medikamenter af den  beskaffenhed, som hr. assessor Åberg har opgivet. Tilholdt at opgive nærmere forklaring om, på hvad måde hun havde erholdt sådan kundskab, og hvorledes det gik til ved helbredelsen, forklarede hun med fuldkommen oprigtighed og uden mærkelig forlegenhed eller adspredelse følgende: En nat ved Michaelistid (29. sept) forrige år var hun blevet syg 2 forskellige gange og derunder faldet i en "dødsslummer", som første gang varede omtrent 1 time, anden gang 2 timer, hvorved hun syntes sig at være i himlen, hvor hun af en engel fik befaling at helbrede syge; og idet hun opvågnede sidste gang, havde hun i flere personers nærværelse fremsagt følgende vers, som hun aldrig før enten havde hørt eller læst, men hvilke hun senere erindrede og opramsede af følgende indhold:

I himlen har jeg været,
engang skal komme,
på den store dommedag;
det sker med fryd og gammen,
det er efter guds behag.
I helvede jeg vandret har
iblandt hans engleskare;
satan står bunden der,
står han mest i snare;
hans engle går omkring i verden for at bedrage
ynglingen og mange flere dem til stor skade,
andre følger med sin store engleskare udi den store sal,
der gud han skal se evigt klar, der evig glæde var.
Nu har jeg læst dem verset ud,
jeg mere skal udføre,
de er ej alle inde her,
som dette skulle høre.

Fremsigende disse  vers, idet hun lægger sine hænder på den syge, helbredes efter hendes formening alle udvortes tilfælde; men imod indvortes sygdomme, af hvilke hun kun kan kurere skræk og faldende sot, anvender hun prinsensdråber, hjertestyrkende dråber samt brækpulver. Således opgav hun flere personer i egnen, som af hende var helbredede, deriblandt møllerens datter i Tjerrestad for blindhed og en rejsende kone fra Kudiksvall for stumhed. Ved at forestille hende det urimelige og især det lovstridige i hendes adfærd erklærede hun sig gerne villig til dermed at ophøre, men hun turde ikke på grund af den befaling, englene havde givet hende.

2) Moderen, Karen Olsdatter, som angav sig at være 54 år, gift med Jøns Holgerson, ejer af 1/4 udi Nørre Wallakra, bekræftede sin datters udsagn, nemlig at hun i en sygdom var indslumret som livløs og derefter havde opramset ovenanførte vers. Hun afgav i øvrigt samme forklaring som Anna, med tilføjende, at Anna stedse havde været karsk, undtagen i forommeldte tilfælde, at hun gerne havde hørt gudelige skrifter og beskæftiget sig med sædvanlige arbejder, dog havde hun nu ikke tid dertil, formedelst de mange syge, der besøgte hende.

3) Bendt Jenssøn, husmand i Tjerrestad, 1/4 mil fra Wallakra, angav sig at være 30 år gl., halvbroder til Anna. Han erklærede ligelydende med moderen, med tilføjende, at Anna på forangivne måde har helbredet flere, iblandt andre gartnermesteren på Rosendal for brækning, en blind fra Tøjrup, som nu er kommet sig, en værkbruden kone fra Roya hersteds og mølleren Akæ Petersons pige i Tjerrestad for øjensvaghed, hvorom han desuden fremlagde 4 forskellige beviser fra personer, som påstår at være blevne helbredede af Anna, hvilke beviser blev lagte ad acta. Bendt Jenssøn vedgik endvidere at have skrevet 2 af de hr. assessor Åberg tilstillede recepter på ovenmeldte lægemidler, men at de fleste var skrevne af husmand Asser Anderson i Wallakra, alle efter hendes opgivende.

Hr. provinsiallæge dr. Wisselquist bemærkede, at "såvidt han kunne skønne, var Anna aldeles uden lyde på forstanden."
Efter at såvel Anna som hendes moder var tildelt behørig advarsel imod deres uvæsen, således at bedrage enfoldige folk, og det derfor strengeligen var blevet dem forbudt videre at fortfare med udøvelsen af deres foregivne kundskab, besluttede kongens befalingshavende, at akterne skulle overdrages til kronfogden hr. assessor Åberg for ved domstolen at foranstalte vedbørlig tiltale anlagt mod de pågældende, og at der desuden skulle afsendes skrivelse til domkapitlet i Lund med anmodning om at tilholde gejstligheden i den menighed, hvor AQnna har bopæl, ved hensigtsmæssig undervisning at betage hende den vildfarelse, hvori hun synes at være gerådet."

Det sidste aktstykke i sagen, amtmand Sporon's udtalelse 18.september, er ikke det mindst interessante, idet det ikke alene viser, hvor fordomsfrit denne embedsmand så på hele denne sag, men også med hvor stor bestemthed han optrådte mod sin høje og nære genbo, lensbaronen på Valdemarslot.
Efter nogle indledende ord, af hvilke det fremgår, at han har indhentet distriktskirurg Ørnstrup's erklæring om Anna Jønsdatter' forhold på Tåsinge, hvilken dog ikke mere findes ved sagen, fortsætter han således:

"Af disse erklæringer i forbindelse med de af de svenske autoriteter i bilagene meddelte oplysninger, hvorefter supplikantinden i Sverige er forbudet at udøve sine kurer og derfor har været tiltalt og dømt, synes det klart, at de af hende foretagne kurforsøg, der nærmest må betragtes som et slags signen og manen, er et af hende og i særdeleshed moderen påfundet fuldkomment bedrageri for at benytte sig af den mellem almuen endnu herskende overtro til at tilvende sig en formue, hvilken hensigt også er lykkedes hende i den grad under hendes ophold her på Thorseng, at hun herfra landet har bragt en betydelig summa med sig tilbage til Sverige, uden at der haves eller kan tilvejebringes noget overbevisende eksempel på, at de anstillede berørelser har efterladt sig nogen helbredende virkninger, hvorom de ansøgningen vedlagte attester, der, som for største delen udstedte af baron Juel Brockdorff's fæstere og undergivne, intet værd har, ej heller indeholder noget bevis, endskønt det vel er muligt, at overtroen hos nogle af de, der har ladet sig berøre og gnide af pigen, har kunnet virke således på den overspændte tiltro og indbildningskraft, at de for et øjeblik har troet at finde lindring ved hendes kurforsøg; og det er meget at beklage at selv baron Juel Brockdorff har kunnet lade sig forblinde og henrive af dette spilfægteri i den grad, at han ikke har undset sig ved at befordre en ansøgning fra pigen om sanktion til fortsættelse her i landet af det af hende allerede på Thorseng i høj grad drevne og alt for vel bekendte uvæsen, fornemmeligen førend dette efter amtets indstilling blev hende forbudet ved det kongelige danske kancellis resolution af 6. april dette år.

Jeg skulle derfor være af den formening, at der aldeles ikke kan være at agte på ansøgningen, og indstiller, at dette måtte tilkendegives baron Juel Brockdorff, da pigen, således som jeg under 22. juni har indberettet, allerede for længst har forladt Thorseng og begivet sig til sit hjem i Sverige.
Og tillader jeg mig lige så ærbødigt at henstille, om det høje kollegium ikke måtte finde sig foranlediget til hos vedkommende svenske autoriteter at nedlægge forbud imod, at der oftere gives bemeldte pige pas hertil Danmark, for at forebygge mulige gentagelser af hendes formentlige bedrageriske forhold."

Først 5. oktober 1839, næsten 4 måneder efter, at Anna Jønsdatter havde forladt Tåsinge, meddelte kancelliet amtmand Sporon, at ansøgningen var afslået. Dermed var hendes strålende, men kortvarige løbebane i Danmark endelig afsluttet; men endnu de efter årets slutning indsendte medicinalberetninger giver, lige fra Kerteminde til Rødby, genlyd af denne mærkelige oplevelse.
Lægerne Harder  12) i Kerteminde og Colding  13) i Svendborg skriver:

"For kvaksalveri er her som sædvanlig tåleligt, siden vi blev skilt af med den svenske mirakelpige, thi hun var nærved at gøre hele Fyn gal."

"Det noksom af offentlig omtale bekendte besøg på Thorseng af den såkaldte "svenske pige" i sommeren 1939 varede vel ikke længe, men desto værre altid længe nok til in publico at svække tilliden til vort medicinalpoliti. Mennesker i hundredvis blev bedragne af hende og hendes medhjælpere."

Mere indgående omtaler praktiseredne læge Vett  14) i Rødby hende:

Rygtet om "den svenske mirakelpige" har også såvel fra Rødby som dens omegn forårsaget adskillige rejser til Fyn, men så vidt jeg ved, (lægen er jo altid den sidste, der hører om sligt), er ingen kommet ind til denne mirakelpige, og de begræder bittert, at lejligheden blev dem betaget at forsøge det eneste middel, som de stolede på, thi de fleste af disse var halte, blinde, puklede, lamme, havde tæring eller andre uhelbredelige sygdomme. Også for denne pige har jeg hørt en præst her på egnen med megen iver og varme at tale og erklære, at han mente det dog muligt, forsynet kunne have forlenet et sådant væsen med overnaturlige kræfter, og formente i alt fald, at hele sagen lettelig lod sig forklare ved hjælp af den dyriske magnetisme. Dette kunne nu være sagt for at fremkalde en ordstrid denne sag betræffende; men jeg ved også, at han, da en af hans sognebønder spurgte ham til råds om at sende sit blinde barn til mirakelpigen, for denne ytrede samme meninger. Kancelliets forbud blev imidlertid bekendt, og derme faldt sagen bort; men højst sørgeligt er det, at demænd, som er ansatte for at fordrive overtro, netop frembringer den."

Ørnstrup i svendborg, der jo som embedslæge havde haft lejlighed til at se begivenhederne på nært hold, udtalt sig, næst fysikus, udførligst.

"Den bekendte svenske pige Ane Jendatter af Skåne gæstede i fjor forår Thorseng, hvortil hun var indbudet af øens besidder. Som en løbeild udbredte rygtet om hendes ankosmt sig ikke alene her til Fyn, de nærliggende øer, Langeland, Ærø, Als og Lolland, men endogså til Sønder- og Nørrejylland, så hun allerede efter nogle få dages ophold på Thorseng havde en tilstrømmen af patienter fra disse provinser, som uden at overdrives kunne anslås til et par hundrede mennesker daglig. De søgte råd hos hende ikke alene for alle mulige slags sygdomme, men for medfødte legemlige og åndelige svagheder.
Et bedrøveligt syn var det i de dage her i Svendborg at se den mængde vogne, belastede med krøblinger fra alle landets kanter, drage her igennem til Thorseng slot. I slotsgården vrimlede det af mennesker som på et marked. Man måtte tro sig rykket tilbage i den mørke middelalder, thi det var ikke alene de simple almuesfolk, til hvilket århundredets velgørende oplysning endnu ikke kunne have været givet lejlighed at trænge, men selv folk, hvis stilling i samfundet man måtte vente gennemtrængt af samme, sås at følge den mørke overtroens strøm. De troede på hende som på et højere væsen og anså en håndspålægning af hende som et kraftigt middel til at bortjage ethvert onde. Omsider fik øvrighede dette uvæsen standset."

Om Anna Jønsdatters ophold og virksomhed på Valdemars Slot i 1839 foreligger der så gode oplysninger, at det er let at danne sig et billede af den overtroens farsot, der angreb både Fyns og de omliggende øers befolkning; så meget vanskeligere er det til gengæld at få rede på hendes kortvarige ophold i København i slutningen af 1838.
At hun her har haft forbindelse med det danske hof eller i alt fald med nogle af dettes medlemmer, er vistnok uden for al tvivl; de samtidige blades forsigtige udtalelser om et fyrsteligt palæ i København, en højere embedsmand, der havde sendt en officer for at hente hende til flere højst fornemme damer, der ønskede at konsulere hende, vidner herom, og det bestyrkes yderligere ved Anna's egne ord i hendes skrivelse til en af kongedøtrene, at hun, på grund af dennes kundskab om nogle af hende udførte heldige kure, tør forvente prinsessens opmærksomhed og bevågenhed; men det er også alt, hvad der hidtil har kunnet oplyses herom. Undersøgelser, der velvilligt er foretagne i rigsarkivet i papirer, som fra den tid overhovedet er tilgængelige, har været resultatløse, og har Anna, som vel rimeligt er, også fået dette besøg klækkeligt betalt, ville der næppe heller findes noget herom i hoffets regnskaber.
Det er da lidet sandsynligt, at der vil kunne bringes klarhed i denne noget lyssky sag, med mindre der engang i breve eller dagbogsoptegnelser skulle komme noget frem om dem.
Kan man tro Klinghammers's "Minnen", skulle Anna Jønsdatter efter sin hjemkomst til Sverige i somren 1839 som ejer af en for hendes forhold betydelig sum penge være ophørt med sin helbredende virksomhed. Umuligt er det vel ikke, men næppe sandsynligt; det er så godt som ukendt, at de, der engang er kommet ind på den bane, holder op igen, og selv om de ville det, tvinges de næsten altid af den troende befolkning til at blive ved.
Af hendes himmelske kaldelse og deraf følgende helbredende virksomhed i Sverige er der givet en levende og i mange henseender sikkert fuldt ud pålidelig skildring, der dog ikke lader sig anvende som kildeskrift, da den er iklædt novellistisk form og giver et i høj grad idealiseret billede af den unge mirakelpige, men et vistnok ganske troværdigt af den beregnende moderes pengegriskhed. Det er den fra sine skildringer af skånsk folkeliv bekendte Eva Wigstrøm, der i en fortælling "Kloka Nanna" (1880) har skildret Anna Jønsdatter; slutningen af novellen, der foregår på et svensk herresæde, står muligvis i forbindelse med Anna's ophold på Valdemarslot, der handler i hvert fald om hendes helbredelse af en ung herregårdsfrøken; men hermed bryder fortællingen brat af, idet forfatterinden lader Nanna dø pludseligt af uigengældt kærlighed til en ung mand af højere byrd.
Det, der giver  Eva Wigstrøm's fortælling sit store værd for Anna Jønsdatters historie, er skildringen af hendes anfald og syner; skønt skrevet c. 40 år senere og rimeligvis efter mundtlig meddelelse af folk fra egnen, er skildringen af disse anfald dog så karakteristisk og sikkert i alt væsentligt så overensstemmende med virkeligheden, at det er let herefter at bestemme dem som hystero-epileptske, optrædende enten ganske af sig selv eller fremkaldte ved en ydre anledning, somd a Anna anfaldtes af dem, dengang stiftsfysikus og distriktskirurgen uventet kom til Valdemarslot for at tale med hende.
Det er sådanne sygelige sjæltilstande, der kaster et mildnende skær ove slige foreteelser i modsætning til så mange andre "kloge koners" virksomhed som Anna Larson's i Lund i vore dage; men om begge disse mærkelige svenske kvinder gælder "Fyenspostens" gamle ord, at ve dem er Danmarks oplysning vordet en genstand for naborigernes medlidenhed, foragt eller hån.

Noter:

  1. Munck af Rosenschøld, berømt svensk læge, 1775-1838
  2. Carl Juel Brockdorff, f. 1780, d. 1859, gift med Sophie Frederikke Stieglitz-Brockdorff
  3. Charlotte Vilhelmine Sophie Emilie Juel Brockdorff, f. 7. jan. 1816, d. 15. jan. 1841,
  4. C.A.V: Guldbrand, f. 1780, d. 1857, stiftsfysikus i Fyn 1822-1847.
  5. F. Sporon, f. 1783, d. 1867, amtmand i Svendborg 1822-1855.
  6. A.F. Toft, f. 1801, d. 1868, distriktskirurg i Rudkøbing 1838-1868
  7. Forordningen af 5. september 1794 mod kvaksalveri begynder således: De kgl embedsmænd, især præsterne, skal ideligen og ved enhver given lejlighed advare almuen om den uheld, de pådrager sig, der overlader sig til sådanne uvidende kvaksalvere."
  8. C.J.F. Ruge, f. 1801 i Heide, d. 1876 i Nordamerika, dr. med. i Kiel i 1825, praktiserede i Odense 1827-1839.
  9. J. Moltke, f. 1788, d. 1845, byfoged i Svendborg 1833-1845
  10. M.J. Pasbjerg, f. 1791, d. 1859, birkedommer på Tåsinge 1830-1851.
  11. Danske lov
  12. F. Ortmann, f. 1767, d. 1851, distriktskirurg i Fåborg 1805-1847.
  13. C.C: Ørnstrup, f. 1793, d. 1850, distriktskirurg i Svendborg 1818-1850.
  14. K.G. Harder, f. 1784, d. 1858, distriktskirurg i Kerteminde 1819-1858.
  15. J.C: Colding, f. 1805, d. 1883, praktiserende i Svendborg 1832-1849.
  16. J.T.E. Vett, f. 1808, d. 1869, praktiserende i Rødby 1832-1869.
   

 

 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk